Midfaste Søndag

Johannes 6,24-37 (2. tekstrække)

Øvrige tekster: 2.Mos.16,11-18 og 2. Pet.1,3-11.



Salmer: 350, 255, 493,--- 416, 418,(Nadver 418 v5-6), 279 .



Kort bøn: "Gud, lad os leve af dit ord, 

     som dagligt brød på denne jord".  AMEN



I dag er det midfaste søndag, det kalder vi denne søndag, fordi

den ligger midt mellem første søndag i fasten og påskesøndag. Og

man kan fristes til at sige, at det måske er den dag, hvor man har

fastet så længe, at man begynder at fantasere om mad og se syner.



Forud for dagens tekst er gået fortællingen om bespisningsunderet

af de 5000 i ørkenen, som vi hører om i begyndelsen af kap. 6 i

Johannesevangeliet. Denne fortælling hænger sammen med kapitlets

hovedtema: At spise. Derfor er billedet i dagens prædiketekt også

brødet. Brødet er et billede på alt det, som er nødvendigt, for at

vi kan leve. 



I dag, hvor vi har rigelige mængder af mad er begrebet "dagligt

brød" ikke noget, der optager os synderligt i Danmark. Der er

noget, vi betragter som en selvfølgelighed. 

På Jesu tid var betydningen af det daglige brød en anden, og

hungersnød var ikke nogen ualmindelig oplevelse. I år med

misvækst, tørke eller krig døde folk simpelthen af sult. Og det

gør i de jo i øvrigt stadigvæk i visse lande den dag i dag. Men i

Jesus' samtid har det at kunne spise sig helt mæt hver dag været

noget særligt, forbeholdt de bedre stillede; for almindelige

mennesker har overflod af mad hørt til sjældenhederne.



På den baggrund er det ikke underligt, at de folk, der havde

oplevet bespisningen ved Tiberias' sø, var målløse, lamslåede,

rystede i deres grundvold. Ud af en lille drengs madpakke - 5 brød

og 2 små fisk - frembragte Jesus tilstrækkelig mad til at mætte

5000 mennesker - og der var endda noget tilbage bagefter. Det

fortælles, at man kunne fylde 12 kurve op med det brød, der var

til overs.



Det var virkelig et under - måske endda det største, eller i hvert

fald det mest virkningsfulde af dem alle. Helbrede syge og opvække

døde, det kan være meget godt. Den slags mirakler konfronteres vi

stadig med, man vil dybest set gerne tro det er muligt, men

inderst inde ved man godt, at det sikkert er fup. Men at gå ud i

verden med to tomme hænder og ud af ingenting fremtrylle mad til

5000 mennesker, det kan man ikke snyde med, det er en

bevisførelse, der er til at tage og føle på! 



Faktisk er bespisningsunderet lidt for opsigtsvækkende, for det

truer med at gøre Jesus til en jordisk magtfaktor, til en

brødkonge - skaren vil tvinge ham med sig for at gøre ham til

konge, og det er slet ikke det, Jesus vil.  



Han trækker sig derfor ligeså stille tilbage, og da folkeskaren

næste dag genfinder ham, har han i dagens tekst følgende

bemærkning til dem: "I leder ikke efter mig, fordi i fik tegn at

se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte".



Folkeskaren var fulgt efter Jesus, fordi de havde fået mad - de

var faktisk blevet mætte for en gangs skyld og tænker mest på at

blive det igen. De er således bundet til det jordiske, men spørger

dog Jesus: "Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?" 

Og Jesus svarer dem: "Tro på ham, han har udsendt".



Dette falder åbenbart stadig mængden lidt svært, for de spørger

nu: "Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig"?, og halvt

i tvivl, halvt i sulten forventning om en gentagelse af Moses'

gamle mirakel siger de videre: "Vore fædre spiste manna i

ørkenen... Brød fra himlen gav han dem at spise."



Skaren kræver nu et tegn direkte fra himlen, skønt de allerede har

overværet flere undergerninger. Det forekommer faktisk

besynderligt, at de tegn, folkene allerede har set, ikke var dem

nok; men for at legitimere Jesus som Menneskesønnen kræves

åbenbart et ganske enestående tegn som ingen anden ville kunne

præstere. 



Sammenstillingen med Moses er nærliggende, da man forestillede

sig, at manna-underet skulle gentages i Messiastiden, ligesom man

forestillede sig, at den historiske udfrielse fra Ægypten skulle

gentages i form af en befrielse fra den romerske besættelse. 



Men Jesus lader sig ikke afkræve flere mirakler. I stedet svarer

han dem følgende: "..Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min

far giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er

det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden". 

Idet Jesus åbenbart har noget andet og bedre end manna i posen til

dem, siger mængden forventningsfuldt: "Herre, giv os altid af det

brød!" Men Jesus siger: "Jeg er livets brød. Den, der kommer til

mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig

tørste".

 

Det var en noget mere ufordøjelig kost, end mængden havde håbet

på! Det kommer heller ikke til at gå helt stille af. I de vers der

følger efter dagens tekst beskrives, hvorledes nogle af jøderne

"skumler" over Jesus' påståede himmelske herkomst. Og endnu værre

bliver det, når Jesus efterfølgende siger, at: "Den, der spiser

mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse

ham på den yderste dag." 

Her må selv nogle af Jesus' egne disciple melde fra, deres tro er

ikke stor nok til at gabe over disse ord. Jesus nævner selv

problemet i dagens tekst: "I har set mig, og I tror ikke".



Med en tilpas symbolsk distance kan vi i dag nemt bringe tanken om

Jesus som "livets brød" ind i en mere spiselig, forståelsesmæssig

ramme. 

Sult og tørst kan ses som billeder på Guds storhed. Sult betyder

den levendes sult efter liv, og brød er udtryk for den føde, der

bringer dette liv. Ved nadveren får vi også et lille brød. Dette

er Jesu Kristi legeme. Det skal sige til os: som vi har brug for

brød, har vi brug for Jesus. Han vil styrke os, som brødet gør

det. Han vil mætte os. Han vil give os, så vi altid har nok. 



Men det mest centrale indhold i dagens evangelietekst ligger efter

min mening netop begravet i denne lille eftersætning: "Men som jeg

har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke".



For hvor havde det dog været nemt for Jesus, at bringe dem til at

tro. "Lad vagtler falde fra himlen, lad ørkenens stene blive til

brød” – han kunne vel have taget mængdens udfordring op og med

disse ord have gentaget Moses mirakel. Og menneskene ville da have

bøjet sig for ham og fulgt ham som en konge. 



Men det er netop dette, han ikke må gøre.

I Matthæus-evangeliet kap. 4 fortælles, hvorledes Jesus bliver

ført ud i ørkenen for at blive fristet af djævelen. Da han havde

fastet i 40 dage og nætter kom fristeren til ham og sagde: "Hvis

du er Guds søn, så sig at stenene her skal blive til brød". Men

Jesus svarede: "Der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød

alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund".



Da mængden direkte udfordrer ham og kræver manna fra himlen som

bevis for, at han er den, han siger, han er, er Jesus derfor nødt

til at forklare sagens rette sammenhæng: Det, Moses i sin tid gav

israels folk, var ikke brødet fra himlen, men blot et simpelt

fødemiddel. Men nu, nu giver Gud dem brødet fra himlen, det sande

brød, livets brød, ikke i form af manna, men i form af ham selv,

Jesus Kristus. Han kommer og forkynder sig selv som "livets brød".

Han kommer for at give sig selv, som han gør i nadveren. Her

skænker han os sig selv. 



Jesus' mission er ikke at bespise folket, men at belære dem, eller

rettere: minde dem om, at der noget, der er vigtigere end mad. I

dagens tekst hedder det direkte: "Arbejd ikke for den mad, som

forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som

Menneskesønnen vil give jer". 



Taget ud af sin historiske sammenhæng lyder det måske ikke særlig

urovækkende, men i betragtning af hvem Jesus var, og navnlig i

betragtning af, hvad han havde vist, han kunne udrette, må det

have været et meget provokerende udsagn.



Overført til vores egen nutid, kunne det udsagn, svare til

følgende:

"Jeg kunne fjerne arbejdsløsheden, løse forureningsproblemet og

afskaffe social nød så let som ingenting, hvis jeg ønskede det.

Men det er mindre problemer, som ikke er særlig vigtige i en

større sammenhæng. 

Det vigtigste er, at I tror på mig. For mennesket lever ikke af

brød alene!"



Nej, "for mennesket lever ikke af brød alene". I den aktuelle

politiske og sociale debat i Danmark har man i de senere år netop

erfaret dette dilemma.

I disse år diskuteres det således heftigt, om det er til-

strækkeligt at have et socialt system, der blot sikrer folk

økonomisk i den forstand, at de får penge til livets

opretholdelse. Filosofien bag vores såkaldte sociale sikkerhedsnet

har tilsyneladende været den, at når blot folk havde penge, så var

alt godt.



Gennem de senere år har man imidlertid mærket en stadig stærkere

modstand mod denne tankegang. 

For nogen tid siden satte repræsentanter for en række politiske

ungdomsorganisationer sig sammen for at forsøge at nå frem til et

fælles oplæg til kravene til fremtidens politiske og sociale

system i Danmark. 

Overskriften og den konklusion man nåede frem til var følgende:

"At stille krav er at vise respekt". 



Uanset, hvor barske og forfærdelige forhold et menneske lever

under, vil der altid være noget inderst i dets væsen, som peget ud

over selve det, at overleve.

Det er ikke nok, bare at give folk penge - til brød. Det er aldrig

nok. Den hjælp, folk har brug for, er først og fremmest hjælp til

selv at kunne gøre noget - for sig selv og for andre. For det er

jo i realiteten det, man lever af og lever på - at kunne være

noget, gøre noget for sine medmennesker. Mennesket har brug for at

kunne yde noget. 

Mennesket er ikke blot og må aldrig blot blive en forbruger,

mennesket er mere end det - det er ånd.

AMEN!



pernille

Tryk her tilbage præd 2. tekstr

Tryk her tilbage til forside

Siden er opdateret den 230398
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email