web stats
Hvis du har kommentarer så skriv hertil

 		
 
Tekst: Matt. 12,31-42

Salmer:
10 - Alt, hvad som fuglevinger fik
355 - Min mund og mit hjerte
(1 dåb) - 697 v. 3-5
346 - Herrens røst var over vandet
------
354 - Guds ord blev aldrig bundet
556 - Jesus, se til os i nåde
359 - Guds ord det er vort arvegods

Intet menneske kan være til i tavsheden, uden
sprog.
"Tale er sølv, tavshed er guld," siger vi. Men sådan siger vi kun, fordi vi har en erfaring af, at det, vi siger, ofte skaber utilsigtet skade. Og så er det jo bedst at tie helt stille. I Graham Greenes roman Den menneskelige Faktor følte hovedpersonen Castle normalt tavsheden som et lunt sjal omkring skuldrene, men på et tidspunkt klemte livet sig til omkring ham, og satte ham i en situation, hvor tavsheden var som et lufttomt rum, hvor han ikke kunne ånde. Tavshed var en mangel på alt, selv tillid. Tavsheden var, siger han, en forsmag på graven. Tavshed er ikke guld. Tavshed er en forsmag på graven.
Ikke den tavshed, vi selv valgte, fordi vi vidste, at vore ord ville være enten tåbelige, overflødige eller måske til skade, men den tavshed, der blev os et vilkår, vi ikke kunne komme ud af. Der, hvor livet blev os for hårdt og bragte os til tavshed. Der, hvor vi slet ikke kunne finde på noget at sige og ledte efter ordene uden at finde dem. Den tavshed er en forsmag på graven.
I 1200-tallet herskede Frederik II over Tyskland og Syd-Italien med Palermo som hovedstad. Der fortælles en mærkelig anekdote om ham. Dengang diskuterede de lærde ivrigt, hvilket af de kendte sprog, der havde været menneskehedens ursprog. Mange mente hebræisk, andre holdt på græsk eller latin. Kejseren, som selv havde en stor interesse for sprog - han talte seks, syv sprog flydende - fik den idee, at spærre en flok spædbørn inde i et hus. Han ordnede det sådan, at børnene blev plejet omhyggeligt på alle tænkelige måder. Kun måtte ingen af dem der passede børnene, sige noget til dem eller bare så meget som udtale et ord, når børnene hørte på det. Så ville det vise sig, mente kejseren, hvilket sprog børnene rent spontant begyndte at tale med hinanden. Og det sprog måtte så være ursproget. Men børnene gav sig hverken til at tale hebræisk, græsk eller latin. De gjorde noget ganske andet. De døde. Man må formode - af mangel på sprog.
Om anekdoten er sand, er en historie for sig. Den er i hvert fald udtryk for, hvordan man, dengang den blev fortalt, har opfattet sproget som en afgørende forudsætning for menneskets mulighed for at være menneske.
Derfor er pointen: Sig noget! Tal! Liv mellem mennesker afhænger af, at nogen siger noget, og nogen lytter til det, der siges. Ord og liv hører sammen. Og tavshed er en forsmag på graven.
Den tjekkiske præsident forfatteren Václav Havel levede førhen i et land, hvor man satte mennesker i fængsel for ord, et land, hvor en forfatterkongres eller en tale kunne ryste systemet, hvor ord havde større vægt end ti divisioner, hvor ord kunne vær e en bombe under magtapparatet. Han skriver i et essay om ordet, og kalder det et hemmelighedsfuldt, mangetydigt, ambivalent, forræderisk fænomen. Det kan være en lysstråle i et rige af mørke, men det kan også være en dødbringende pil. Og det værste af alt, det kan være det ene det ene øjeblik og det andet det andet, det kan endda være begge dele på een gang.
Apostlen Jakob skrev noget, der ligner, i det, vi læste sammen fra alteret. "Tungen er en ild," skrev han. "Intet menneske kan tæmme den. Med den velsigner vi, med den forbander vi." Det hele begyndte med ordet, og det er, siger Havel, just ordet, der gør os til mennesker. Uden ord, uden sprog, intet liv, - måske nok et hjerte, der banker og blod, der flyder. Men et bankende hjerte alene gør ikke et menneskeliv.
Hvad er det, som adskiller menneskene fra dyrene? Det er sproget. Talens brug. Mennesket er i Guds billede skabt Med Ordet i Kraft paa sin tunge,
skrev Grundtvig. Det er altså ordet, sproget, som er tegnet på, at vi er skabt i Guds billede. Derfor: Brug ordene. Sproget. Tal. Sig noget. Det er menneskelivets kendemærke. Og dog kan man blive helt bange for ordene, når man hører, hvad Jesus siger i dag. Et menneske kendes på mange ting. Dets påklædning, dets højde, drøjde, skæg, briller, krum næse. Og vi dømmer hinanden på det ydre, især er det moderne at dømme hinanden på hudfarven. Men som et træ ikke kendes på dets ydre, derimod på dets frugt, sådan kender man først rigtigt et menneske på ordet, på det, det siger.
Ethvert ord, skrev Havel også, rummer den person i sig, som udtaler det. Vi er altså eet med vore ord. Det var det samme, Jesus sagde: "Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med." Altså det, som bor i os, bliver til i ordet, i sproget. Gennem det, vi siger, fortæller vi til de andre, hvem vi er. Vi afslører os gennem vort sprog, vore ord.
Og det ved vi godt. Det var derfor, vi af og til kom til at bide os selv i tungen. Fordi munden afslørede os. Det ord, vi talte, fortalte mere om os, end vi brød os om. Vi talte, før vi tænkte, siger vi. Havde vi bare nået at tænke, ville vi have tiet, for vi ville have indset, at ordene ikke ville fortælle noget godt om os. "Hvis een ikke fejler i tale, er han fuldkommen," skrev Jakob, og det erfarede vi mange gange, at det har han ret i. Vi fejler i vores tale gang på gang. Nok er vi skabt i Guds billede, men guder er vi så langt fra. Ordene afslører os, de fortæller, hvem vi er. Derfor kommer det heller ikke bag på os, at Jesus tager ordene alvorligt. Han spørger efter, hvad vi siger. For et menneske er eet med sit ord. Vore ord fortæller, hvem vi er.
"På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes," siger han. Her tæller hverken de mange gode gerninger eller de kærlige tanker. Her tæller blot de ord, vi fik sagt. Ordene, som skabte glæde omkring dig, - prøv at tælle dem. Her spørges heller ikke efter de gerninger, som vi bagefter fortrød og måtte bruge kræfter på at fortrænge, - det kan vi så glæde os over, at de ikke tæller med -, mens der ikke er meget glæde at hente i, at regnskabssiderne er fyldt med de ord, som fø rte dårlig stemning og mismod med sig blandt vore kære.
Prøv også at tælle, hvor mange det blev til af den slags ord. Der er også andre ord. De tomme nemlig. Dem skal vi aflægge regnskab for, siger Jesus. Hvor mange tomme ord blev det til for os? De tomme ord, de ligegyldige, som afslørede, hvad hjertet er fuldt af.
Det er karsk tale, som understreger denne ubrydelige sammenhæng mellem ord og liv. Vi må nødvendigvis tale for at holde livet i live. Vort liv er afhængig af, at vi overhovedet kan tale og lytte til hinanden. Vort liv med hinanden hører uløseligt sammen med ordet, at vi får noget sagt. Vore ord afslører, hvem vi er.
Ikke underligt, at vi og vort liv skal bedømmes på vore ord. Vi gør det selv hele tiden, dømmer hinanden og os selv på ordene. Og alt for ofte, når vore ord var med til at lægge livet øde, bragte den dom os til tavshed, en tavshed, som er forsmag på graven. Så meget betyder vore ord.
Livet dukker frem i dem, og livet går til med dem. Evangeliet, som altid rækker os livet på ny, når det er gået til for os, er selv et ord, Guds ord, det eneste, hvormed han giver sig til kende. Ordet, der skaber lys i mørke. Ordet, der skaber liv af døde.
Ordet, der holder fast i os, også når vore egne ord bliver tomme eller slipper op. Og det evangelium lader aldrig os få det sidste ord. Derfor ikke blot kan vi alligevel tale - og synge. Men vi skal. I troen på, at selv ved vore ord kan han ved sin Ånd skabe liv og glæde. Så tal. Sig noget. Amen.
Siden er opdateret den 240898
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email
til forside