Kære brudepar. 

     Jeg vil læse et lille eventyr for jer. Det er fra Det 

gamle Testamente og handler om, at menneskene drømte om 

himmelsk lykke. Derfor sagde de til hinanden: " Kom lad os 

bygge en by og til byen et tårn, som når helt op til 

himlen, så vi skaber os et sted og et navn og så vi ikke 

skal spredes ud over hele jorden og blive ensomme." 

     Så begyndte menneskene at bygge byen, og da de var så 

mange, blev byen meget stor.  Mens den voksede ud i dalen, 

så voksede tårnet op mod himlen, bredt som bjergenes fod 

forneden, men smallere op mod toppen, omgivet af skyer. 

     Gud, som er i himlen, så tårnet vokse ud af skyerne 

op mod sig, og han steg ned for at se, hvad menneskebør- 

nene nu havde for. Han gik ind i byen.  Han gik gennem 

gaderne, som vrimlede af folk, og han kom til tårnets fod. 

Men ingen af menneskene så Gud, for de havde travlt med at 

bygge. Da forlod Gud byen og steg igen op til himlen. 

     Og Gud sagde til sig selv: " Jeg vil frelse mine 

hænders værk og min himmel fra menneskene. De er ét folk 

og har ét sprog, og når de er begyndt således så er intet 

mere umuligt for dem." 

     Så steg Gud igen ned til byen og gik gennem dens 

gader. Og hvor han gik, rørte han ved menneskenes tunger 

og ører, så hvert menneske kun forstod sin egen slægt. Da 

standsede folk på gaden.  Murerne lagde skeen fra sig. 

Kvinderne tav i gårdene. Arbejdsmændene væltede sten fra 

deres skuldre. Børn løb fra hinanden.  Der blev helt 

stille i hele byen, ingen turde høre sin egen stemme.Så 

begyndte de at bryde op, slægt efter slægt. De opgav at 

bygge byen og tårnet. For nu, da de ikke kendte hinanden, 

forstod de heller ikke mere meningen med deres fælles 

værk. 

     Det er i Anne Sofie Seidelins gendigtning jeg har 

fortalt historien om Babelstårnet.  Den stammer fra det vi 

kalder den gamle pagts bog. 

     Det har lige været pinse, kirkens fødselsdag.  Den 

dag hvor de kristne begyndte at fortælle om Jesus til alle 

folkeslag. Den dag, hvor de kristne begyndte at skrive Den 

ny pagts bøger. 

     Pinsefortællingen er helt forskellig fra babelsfor- 

tællingen, ja, faktisk modsat. Det viser, at det var en ny 

pagt Jesus kom med, et nyt forhold mellem Gud og mennesker 

og derfor også mellem menneskene indbyrdes.  Pinsedag 

fortælles det, at der dalede tunger af ild ned fra himlen 

og satte sig på hver af Jesu venner.  Og der lød et 

vindpust i huset hvor de var. Og pludselig kunne de 

fortælle om kristendommen i mange sprog, så alle kunne 

forstå dem. 

     Det er ikke helt forkert, at pinsen i den folkelige 

tradition er blevet til en fest, hvor man gerne vil se 

pinsesolen danse. Det var ildtunger som dansede den første 

pinsedag.  Det var en fest også dengang. Ja, der var endda 

nogle af tilhørerne, som sagde om de kristne: "De er fulde 

af sød vin." Men Peter stod frem og talte:" Vi er ikke 

berusede, som I mener. Det er jo kun den 3. time på dagen. 

Nej, her går det i opfyldelse som står i Den gamle Pagts 

bøger, det der skal ske i de sidste dage, at Gud udgyder 

sin ånd over alle mennesker." 

     Et bryllup er meget forskelligt fra den gamle pagt og 

Babelsfortællingen. Et bryllup ligner mere pinsefortæl- 

lingen om, at kærlighedens ånd er kommet til jord for at 

bringe fællesskab. 

     Ved Babelstårnet gik slægterne fra hinanden. De kunne 

ikke mere forstå hinanden. De blev ensomme.  Ved et 

bryllup skabes der et bånd mellem to slægter.  To 

mennesker forstår hinanden, så de mange gange ikke behøver 

at tale helt ud, for at den anden forstår. Det er en sejr 

over ensomhed og adskillelse og splittethed hver gang to 

mennesker siger ja til hinanden. 

     Men når der nu er sådan en forskel mellem eventyret 

om babelstårnet og så den smukke fest, som er bryllup er, 

så betyder det også, at ægteskabet netop ikke skal være et 

tårnbyggeri, hvor man sammen vil nå op til himlen.  Det er 

ikke så høje drømme man skal have, at man vil bygge et 

fælles liv op så det fører ind i himlen. Hvor meget man 

end hjælper hinanden, så vil sådant højt tårn altid falde 

sammen. 

     Det er det, som babelsfortællingen vil vise os, at vi 

skal leve på jorden. Det er her Gud vil at vi skal leve 

sammen. Det vil Gud hjælpe os til.  Kære brudepar. I siger 

ikke ja til hinanden for at I skal opbygge et babelstårn 

af lykke, der når ind i himlen. I siger ja til hinanden 

for at gøre livet her så himmelsk, som mennesker med Guds 

hjælp nu engang kan gøre det. 

     Det ligner et eventyr, fortællingen om Babelstårnet, 

men det er altså også sandhed i den.  Man kan jo komme til 

at tænke på Babylon, måske er det samme ord Babel og 

Babylon, fra den by, fra dens blomstringstid stammer troen 

på stjernerne, astrologien. Nu skal man jo passe på med at 

kritisere andre religioner, også astrologien. Det var jo 

stjernetydere, som var de første der kom julenat for at 

tilbede den nyfødte konge. Men alligevel skal vi lære af 

fortællingen om babelstårnet, at vi ikke skal række ud 

efter stjernerne. Vi skal række ud efter hinanden. 

     Over et bryllup og et ægteskab er der noget jordnært 

og hverdagsagtigt.  Som vi også sang det før: " Du gav 

mig, o Herre, en lod af din jord, som jeg nu min egen må 

kalde. Du gav mig et dagværk og brød til mit bord." Men på 

den anden side er der også noget eventyrligt over et 

bryllup, som gør at det ligner pinsens fest. 

     Pinsen handler om ord og ånd.  De kristne kunne 

pludselig fortælle om Jesus til alle, og deres ord havde 

kraft, kærlighedens kraft, så der kom fælleskab og glæde 

ud af det. Kære brudepar, sådan er det også i dag, at der 

er en kraft, en kærlighedens ånd, over det ene ord, ja, 

som I siger til hinanden. Det er mærkeligt, der kan være 

en sådan kraft over det ene ord, at det kan skabe 

fællesskab og glæde. Men det er jo fordi det er fra Guds 

kraft det kommer. Det er det, som gør brylluppet så 

eventyrligt, fordi det er akkurat som i paradiset, hvor 

Gud sagde: " Der blive lys." Og på Guds ord skete det. 

Eller det er akkurat som da Jesus sagde: " Guds rige er 

kommet." Og på hans ord skete det. Så var himlenes rige 

kommet til jord.  Den ånd og den kraft er der over et 

bryllup. 

     Kære brudepar. Bryllupsfesten er lige så stor og lige 

så eventyrlig en fest som pinsen, hvor kirken blev født, 

kirken, som er kærlighedens og åndens hus. Her er det godt 

at sige ja til hinanden og få det ja fra Gud, som skaber 

lys og fællesskab og fest. Amen. 






Tryk her tilbage vielser

	

	

Tryk her tilbage til

forside
		

Siden er opdateret den 160398


Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning,

  email