Kære brudepar - S og J.

 I dag - på jeres bryllupsdag - der skal vi begynde med at høre et digt
 af Benny Andersen - et digt, der hedder: Afkroge er ikke hvad de har
 været.

 Og Benny Andersen skriver således:

 Man leder efter et ord
 og finder et sprog

 Man kysser en mund
 og blir gift med et folk

 Man graver i haven
 og støder på en planet

 Man ser forundret op
 og man er forår.
 _________________________________

 Sådan lyder Benny Andersens lille og både pudsige og humoristiske
 digt, et lille digt, det handler om at se det største i det mindste.

 Og det handler om, at alt det som vi gør og alt det, som vi er, - det
 rækker meget længere end vi normalt går og tænker over.

 Vi tænker ikke over det til daglig, men særlige begivenheder, sådan
 som jeres bryllup i dag, de har det med at åbne øjnene, så vi ser lidt
 mere, end vi ellers ville have gjort.
 ________________________________________

  Man leder efter et ord
  og finder et sprog

 sådan begynder digtet

 For jer er der ikke tale om at finde et andet lands sprog, men et nyt
 sprog har I alligevel fået - det sprog, der hører kærligheden mellem
 mand og kvinde til. Man leder efter et ord, der kan rumme det, man
 føler, og man finder et helt nyt sprog.

  Man kysser en mund
  og bliver gift med et folk

 som der så står

 I fandt hinanden, men det var ikke nok med det - der fulgte mere med.
 For på sin vis blev i dermed en del af hinandens familier.

 I kyssede hinanden, og det kom til at betyde en forskel for mange
 andre mennesker end lige jer to. Det rækker langt længere end kun jer.

  Man graver i haven
  og støder på en planet

 som Benny Andersen så udtrykker det, og selvom det lyder absurd, så er
 det jo rent faktisk sandt. Når man stikker spaden i haven, sætter man
 den ned i planeten Jorden.

 Selv den lille ting rækker videre end som så. Og det kan I så tænke på
 næste gang i går ud i haven og sætter spaden i planeten.

  Man ser forundret op
  og man er forår

 skriver Benny Andersen til slut.

 Og her taler han med få og enkle ord om den forundring, der kan ramme
 én, når det hele pludselig går op i en højere enhed,

 når man i et glimt opdager sig selv som en del af den store helhed, et
 enkelt lille menneske, som er en del af et par og familie, en del af
 en slægt, en del af et folk - ja, en del af livet på jorden gennem
 generationer og årstider.
 ___________________________

 Det her lille digt, det er som det meste af hvad Benny Andersen
 skriver, et digt, der åbner øjnene for det forunderlig liv, som
 mennesker lever, åbner øjnene for den forunderlige verden, vi lever i.

 Og livet og verden er forunderlig, netop p.g.a. alle de små ting, der
 er så forfærdelig almindelige - det sker igen og igen, -

  men når vi ser efter, så er disse almindelige begivenheder alligevel
 fantastiske og er med til at give vore liv glæde og indhold.
 _____________________________

 Da vi for snart lang tid siden talte om jeres bryllup her i dag - før
 sommerferien var det - da spurgte jeg jer om hvorfor I vil giftes - og
 hvorfor netop i en kirke.

 Det første svar jeg fik, det var det fornuftige og juridiske og også
 vigtige svar - at det er for at sikre hinanden og jeres børn bedst
 muligt, som I sagde -

 dernæst - eller i virkeligheden først og fremmest - der er det
 selvfølgelig fordi I holder af hinanden,- og med hensyn til hvorfor
 det lige skal være i en kirke,- der var svaret jeg fik - at det skal
 være et rigtigt  bryllup.
 _________________________

 Jeg vil nu påstå, at det svar,- det med det rigtige bryllup - det
 hænger i virkeligheden ganske nøje sammen med det digt af Benny
 Andersen, som jeg læste før.

 For det, som vi gør, når vi kommer her ind i kirken, det er faktisk at
 sætte vore liv ind i en større sammenhæng,- en sammenhæng, der også
 kan åbne vore øjne for den forunderlige verden, som vi er givet at
 leve i.

 Sådan er det hver gang vi kommer i kirken - på almindelige søndage og
 ved højtiderne - til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Da
 sættes vore liv ind i en større sammenhæng.
 __________________________________

 Den første gang et menneske kommer her i kirken, det er ved livets
 begyndelse. Ved dåben.

 For vel er det almindeligt at få børn, der er mange, der gør det og
 det sker igen og igen. Men så er det samtidig noget af det mest
 forunderlig for de forældre, der får et barn betroet.

 Og vi bruger da at gå hen i kirken med vores glæde og med vores
 taknemmelighed.

 Fordi vi ønsker det bedst mulige for vore børn vælger vi på en måde
 side for dem, vælger at sige nej til det onde og ja til Gud - for det
 er hvad vi gør ved dåben, det var hvad I valgte for jeres børn, da I
 lod dem døbe.

 Og omvendt hører vi ved dåben at Gud for altid vil stå ved det
 menneskebarns side og velsigne det. Sådan at det barn er barn af sine
 forældre men også og for altid barn af Gud.

 Menneskelivet sættes her ind i en stor og forunderlig sammenhæng.
 ____________________

 I dag er I her i kirken - til et rigtigt  bryllup - fordi I midt i
 livet har truffet en beslutning, der kræver at blive sat ind i den
 større sammenhæng.

 I er ikke det første brudepar, der bliver viet i en kirke og I bliver
 heller ikke det sidste. For det er meget almindeligt det, som I gør,
 indgår ægteskab.

 Og så er det alligevel ganske specielt - og noget helt særligt. Fordi
 det er netop jer, det drejer sig om.
 __________________________________

 Alle mennesker er givet livet som en gave og en opgave.

 Som I nu har erfaret gennem 10 år, så er I givet hinanden som
 hinandens gode hjælp til at tage imod gaven og til at løse opgaven på
 bedste vis,- det til gavn og glæde for jer selv, jeres børn, og alle
 de andre, som I møder på jeres vej.

 Derfor indgår I i dag ægteskab. Derfor kommer I her for at få dette
 ægteskab sat ind i en større sammenhæng, nemlig den som I som Guds
 børn hører til i, den sammenhæng I er døbt til at høre til i.

 Der sker for så vidt ikke noget nyt i jeres stilling her i kirken - I
 er børn af huset her. Men som børn af huset vil vi i dag bede Gud
 velsigne jeres liv med hinanden og jeres ægteskab.

 For det er hvad en kirkelig vielse er ud over det juridiske - en
 kirkelig vielse er en bøn om og en tro på, at Gud vil se til jer i
 jeres ægteskab og velsigne det.
 ________________________

 Må Gud velsigne jeres ægteskab i årene der kommer, gennem medgang og
 modgang,- så I kan tage imod livet som en forunderlig gave og leve det
 sammen til glæde og gavn, og med sans for at se det største i det
 mindste.

 For som I ved:

 Man leder efter et ord
 og finder et sprog

 Man kysser en mund
 og blir gift med et folk

 Man graver i haven
 og støder på en planet

 Man ser forundret op

 og det er blevet sommer - og om et øjeblik siger I ja til hinanden.

 Amen.