
| Hvis du har kommentarer så skriv hertil | De ord, som vi samler os om her ved NN´s båre, læser jeg fra Johannesevangeliet kap. 3 v. 16: “Således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Amen. Der findes mange måder at beskrive et menneske på. Som oftest bruger vi ord, men ord er ofte så fattige. Ord kan ikke sige alt, men alligevel har vi ikke andet. Eller har vi? For hvad gør vi, når ordene dør ud på vore læber? Hvad griber vi til, når vi med vore ord ikke kan gribe hinanden og alligevel har brug for at vide os forstået, tålt, accepteret og elsket? Jeg tager forhåbentligt ikke fejl, når jeg hævder, at vi, når alt andet er prøvet, da ofte forsøger at nå hinanden med vore hænder. For med dem kan vi udtrykke alt det, som næsten ikke er til at sige med ord. Tænk på hvad der ligger i vore hænder; Det var et par hænder, der tog imod os, da vi blev født. Det var hænder, der løftede os op, hver gang vi faldt og fik skrammer - både på knæ og sind. Det er med hænderne, vi kærtegner hinanden, og det er hænderne, vi bruger til at true eller slå med. Med hænderne hilser vi på hinanden, giver tegn, vinker og bliver forbundet. Og når vi skal skilles er det hænderne, vi først griber fat i og så giver slip på. Med hænderne kan vi gøre så meget. For hinanden og mod hinanden. Med de samme hænder er vi på godt og ondt forbundet med det inderste hos hinanden. Med hænder giver og modtager vi det, som vi kan tænke tilbage på med glæde og taknemmelighed. Men det sværeste er dog at tænke tilbage på at det, som vi ikke nåede, mens vi kunne. Alt de tabte muligheder - øjeblikke, vi ikke fik udnyttet. Ethvert sekund, der gled ud mellem vore hænder uden at vi kunne holde det fast og uden at vi kunne fylde det med det, som vi inderst inden håbede på. Da føles vore hænder tomme og afmægtige og vi ved ikke, hvad vi skal stille op med dem og med os selv. Begge dele kendte NN til i sit alt for korte liv. Med sine hænder modtog hun livet og alt det gode, hun kunne glæde sig over. Og magtesløst så hun til, da livet og alle dets muligheder langsomt og smertefuldt gled ud af hendes hænder. Men så længe hun overhovedet havde kræfterne til det, kæmpede hun mod kræften, der langsomt tog alt fra hende. Hun knyttede sine hænder, samlede al sin kraft og kæmpede mod den fjende, som ville hende til livs, for det liv, som hun elskede så højt, at intet håb var for småt at holde fast i. Og fordi hun i bogstaveligtse forstand kæmpede med ryggen mod muren, kunne hun ikke altid acceptere, når andre ville styre hendes liv og blande sig i hendes kamp. For begge dele var hendes og hun accepterede ingen genveje. Og derfor blev hendes hænder ikke billedet på kamp, men også for det, der alt for nemt sker når man kæmper for sit liv - at man kommer til at afvise og skubbe andre væk. Det kan synes uretfærdigt - og det er uretfærdigt, at vi på den måde kan komme til at spænde ben for os selv og miste netop det, som vi allerhelst ønsker at holde fast ved. Men sådan er det. Sådan er livet - fyldt med muligheder. Men alt for ofte muligheder, vi ikke magtede at gribe. Og så står vi her i dag og tænker hver i sær vores. Fyldes af afmagt og sorg over det, som ikke blev. Tænker på det vi nåede og det vi ikke nåede. Tumler med de store ord om skyld, tilgivelse og forsoning. Da kommer de igen, disse hænder, som I hver især har holdt i og som nu ikke længere skal gribe nogen. Om disse hænder har Johannes Møllehave skrevet et digt. Han lader imidlertid ikke vore afmægtige hænder stå alene. For der, hvor vi må give slip, ser han Gud strække sine hænder ud og tage imod os: Tungt er dit åndedrag tungt og vi erkender livet skal slutte så ungt men vi tror du falder i levende hænder Tæt på dit sidste minut dine muskler spænder og alle kan se det er slut men vi tror du falder i levende hænder Ingen kan nå dig mer her står dine venner hjælpeløst ser vi det sker men vi tror du falder i levende hænder Udenfor alle de ord og de tanker vi sender afgrunden er så stor men vi tror du falder i levende hænder Stumme og bange fordi dit livslys forbrænder om lidt er det hele forbi men vi tror du falder i levende hænder Her siges det som vi føler, men næsten ikke finder ord for. Afmagten har vi set og erfaret. Håbet, vi griber ud efter, når vi tvinges til at give slip. Og for at håbet skal have noget at holde sig til, vil vi om et øjeblik lytter til ordene om, hvordan Gud, da alle muligheder var brugt op, i Jesu opstandelse fra de døde, rakte sine hænder helt derud, hvor vi ikke kan nå. Og derfra rækkes de nu ud mod os. Til tro og til håb - både for levende og for døde. For i Jesus Kristus møder vi Guds kærlighed og tilgivelse, som gør det, vi ikke kan: overskride dødens grænse. Når den er kommet imellem os mennesker, har vi kun ét at gøre, at give slip og lade Gud tage over. Lad os derfor bede: |