web stats
Kategori: Mine bedste
Rotten
Jeg er ked af at sige, at jeg i dag kom ud i haven og der lå et dødt dyr på terassen. Hanne var med, og hun mener, at vi ikke kan komme udenom, at det er en rotte. Den er meget flad. Vi gik langt udenom den.

Nu er det mig, som griner. Ikke særlig højt; jeg ønsker ikke, at en af rottens fætre skal finde på at hævne sig og igen snige sig ind i mit hus.

For nogle år siden legede min yngste datter og hendes veninde i haven på vores terasse. De havde et tæppe med ude og legede middag. Vil du have en kop te. Ja tak. Vil du også have en småkage til og hvad er det som løber dér. Det er en rotte. Sådan var deres samtale og så råbte de begge så højt de kunne, løb hen over græsplænen og kravlede op i vores pæretræ.

Jeg hørte deres råb og gik ud til dem. De mente, at en rotte havde listet sig grinende forbi deres middagsbord og de ønskede ikke længere at befinde sig i jordhøjde. Jeg slugte første lidt luft og bevægede ikke en ansigtsmuskel. Her gjaldt det om at bruge psykologisk snilde. Hvis jeg begik et enkelt fejltrin eller fejlord, ville de bevirke, at de to piger ville klatre i træer resten af deres dage. Jeg har hørt om en pige, som blev fundet i junglen og kom ind til civiliserede egne og prøvede at leve et almindeligt liv, men til sidst valgte igen at bosætte sig i junglen. Men jeg ønskede ikke selv at være årsag til at to piger blev kendt for at bo i et pæretræ og at deres skolelærer måtte komme og sidde og undervise dem, mens han så op på dem.

Alt det undgik jeg ved at sige: Hvis det var en rotte, er den blevet så bange, at den ikke kommer igen, når I har råbt så højt. I kan roligt komme ned. Alle rotter i miles omkreds befinder sig nu i panik. Hvis de kunne klatre i træer, er de alle kravlet derop ... åh nej, de kan bedst lide jordhuler og de er nu langt nede i deres gange under jorden og tæt ved kloaker, som går op i husene. Men ikke her hos os. Og det vil jeg takke jer for. I har råbt så højt, at det har grinet til at stivne på rottens ansigt. Den er nu under jorden med et falsk smil.

Jeg fik pigerne til at komme ned fra træet og de fortsatte deres leg. Jeg var ikke selv overbevist af mine egne ord, så jeg kiggede jævnligt ud af vinduet til dem.
se alle indlæg
cookies