web stats
Kategori: Mine bedste
En julehistorie
Julen er nærvær. Det er et altomfattende nærvær både med nær og fjern og før og efter, og vi må heller ikke glemme dyrene. Jeg har svært ved det med dyrene efter i går. Det er en skam, for juleevangeliet siger, at menneskene ude i verden og i Betlehem ikke vidste, hvad der skete i stalden, men der var dyr til stede. De så det ske. Dyrene var nærværende. Det havde ikke gjort noget i går, hvis dyrene ikke havde været det, i mit hus, i min kælder.

Samme dag fik jeg ellers skovlet ind med skeer ( meget apropos i denne risengrødstid), at det er godt at være nærværende. På mit arbejde.Vores afdelingschef havde valgt at vise os en kvarter minutter lang film om en fiskebutik i USA. Den har givet grundlag for et koncept, der har bredt sig til mange andre virksomheder i hele verden. Min datter fortæller, at Hennes og Mauritz har plaget deres ansatte med samme film̉. Budskabet i filmen er, at de ansatte skal lege. De skal gøre hinanden og kunderne glade. De skal være nærværende. De skal vælge deres holdning for, hvordan deres dag skal være. Det er selvfølgelig altid, at den skal være positiv og glad.

I den amerikanske fiskebutik havde de udmøntet deres åh så positive arbejdsglæde i, at en af de ansatte spurgte en kunde: " Vil du, smukke kunde, have denne smukke fisk? Vil du i det mindste ikke røre lidt ved den? eller holde den?" Og det var kæmpe fisk. Hvis kunden ikke kunne sige nej, råbte sælgeren: " Fisk til kassen." Og alle de 10 ansatte, som stod rundt om i butikken travlt optaget af at lege, råbte: " Fisk til kassen." Og sælgeren kastede fisken hen over gulvet og op over skranken, ̉ og kasseren stod parat med et stykke papir og greb fisken. Alle kunder og ansatte klappede, også alle dem, der stod uden for butiksvinduet og fulgte slagets gang. Det gav glæde.

Hos mig er det katten, som leger. Det er mig, som kaster, men ikke med fisk, derimod med andet kattefodder. Og der er ingen, som klapper. Det er meget få som bliver glade, måske kun den, som jeg kaster med. Og jeg vælger den holdning, at blive sur.

Det blev jeg også dengang vi fik vores kat. Jeg skulle hente min datter hos én af hendes veninder efter én af deres fester. Det var dagen efter. Min datter havde sin store taske med ud i bilen, og straks da hun havde sat sig ind, sagde hun søvnigt: " Jeg har en kattekilling med." Jeg spurgte: " Er du på stoffer?" Hun svarede: " Nej, jeg har også en sutteflaske med." Op af tasken tog hun en sutteflaske fyldt med mælk, og en killing. Jeg blev sur. Jeg valgte at blive sur. " Hvad siger vores hund til det?" spurgte jeg.

Jeg vil gøre historien så kort som mulig: min kone er meget alene om formiddagen, hvor hun kun har hunden til at snakke med, og hun ville gerne prøve, om katten var mere snakkesalig. Desuden var den løbet væk hjemmefra, og vi vidste ikke, hvor det var. Hvis vi ikke ville have den, gik den sin sikre død i møde. Det er som om den ikke husker det. Nu tager den jævnligt kattefodder med hjem og leger med det indtil den sikre død.

Det gjorde den også i går. Min ældste datter mener ikke, at hendes far er særlig kompetent, undtagen når katten har noget med ind i kælderen. Hun råbte højt: " Mus i kælder." Det var næsten som om vi havde lært af fish-konceptet. Min kone, som godt kan lide hunde og katte, men ikke mus, råbte højt fra stuen: " Mus i kælder." Min yngste datter sad på første sal i sit værelse og så julekaldender. Hun har alle julekaldendre fra alle tv-kanaler fra alle år. Dertil kommer de julefilm som har gået i biografen. Hun ser dem hele året, når hun gerne vil hygge sig. Hun råbte undrende: " Julebjælder???"

Stolt over at blive tilkaldt løb jeg ned i kælderen. Ganske rigtigt. Katten havde trængt sit offer ind under et skab, som står på 4 høje ben. Jeg løb op kældertrappen og hentede nogle arbejdshandsker i køkkenet. De var gode og solide. Jeg tænkte: " Det er godt ingen ser mig med disse enorme handsker, når jeg bare skal tage en lille mus og bære den ud i haven."

Da jeg kom ned i kælderen igen, ønskede jeg først at give katten en lille belæring. Jeg sagde til den: "Når du kommer med noget, som vi ikke vil have herinde, må du selv bære det ud igen." Katten lå på gulvet lidt fra skabet. Den lå lystent og slangede med halen, som om den sagde: " Se hvor dygtig jeg er. Julegaven er til dig. Du må selv pakke den op."

Jeg tog katten og satte den ind under skabet. Dyret, som havde skjult sig derinde, gav lyd fra sig og løb frem og tilbage. Katten gad ikke sætte tænderne i den slags, og i bagklogskabens klare julelys forstår jeg det godt. Jeg ville også nødig sætte mine tænder i den slags. Jeg prøvede et par gange at få katten til at makke ret, men den var ikke til at stikke i. Den ville ikke røre ved offeret med en ildtang. Det undrede jeg mig over, fordi den jævnligt har mus med inde og gerne vil lege med dem, indtil de ikke kan mere.

Med min ene tykke arbejdshandske greb jeg ind under skabet og fik fat i udyret. Den skreg. Det lød ikke særlig idylisk eller juleagtigt. Jeg fik hurtigt fat med min anden handske omkring julegaven og løb op af trappen. Undervejs mærkede jeg, at udyret bed i handsken. Jeg kan mærke det endnu. Selve fornemmelsen. Måske tænkte jeg: " Det er godt den er så lille og ikke fuldvoksen." Jeg blev i hvert fald meget nærværende. Øjeblikket står printet i min hukommelse.

Gående hurtigt gennem stuen hvisker jeg højt til min kone, som sidder og hygger sig i den julepyntede stue: " Rotte.Rotte. Luk verandadøren op." Det var ikke hende, som jeg tiltalte med disse ord: rotte, rotte. Det ved hun, at jeg aldrig kunne finde på, selv om jeg ved få lejligheder har haft lyst til det. Jeg viste med betydningsfulde øjene ned til genstanden, som jeg holdt om med mine arbejdsbehandskede hænder og rakte dem bedende hen mod verandadøren.

Nogle gange svarer min kone mig ikke straks, når jeg siger noget til hende. Men nu løber hun øjeblikkelig hen og gør som jeg siger og åbner verandadøren og forsvinder derefter hurtigt ud af stuen. Hun er ellers ikke så meget for løbe-sport. Hun og 3 andre veninder mødes en gang om ugen og går en hurtig tur, eller går hurtigt en lang tur, undtagen når de aflyser. Men nu slår hun verdensrekorden i at komme ud af en stue.

Det lægger jeg ikke mærke til. Jeg har nok at gøre med at mærke efter, hvad der forhåbentlig stadig befinder sig mellem mine arbejdshandsker. Jeg er glad for fri passage. Det tror jeg, at der er, fri passage. Men nej. På terassen i mørket står en solid terassestol lige uden for døren.

Det er nu december, men alle vores havemøbler står ude på terassen. Vi siger ellers til hinanden, når sommertiden er forbi: " Hvad er det nu det betyder. Åh jo, man skal sætte havemøblerne tilbage i garagen og sætte uret tilbage." Det sidste gør vi, men vi har så meget stående i garagen, at vi lader havemøblerne blive stående ude.

Se det i langsom gengivelse, i slow motion: Jeg mod stolen, begge hænder holdende om udyret, jeg faldende og væltende stolen og smidende en håndfuld udyr langt væk ud på græsplænen, gribende for mig, udyret smilende og tænkende: "Det gik godt denne gang. " Måske er det også en verdensrekord i kattefoder-kast.

Faldet er synkront. Det må kunne give kunstneriske point. Jeg på knæ. Rotten på alle fire ude på græsplænen. Jeg bliver liggende et øjeblik for at mærke efter, hvordan min krop uden for arbejdshandskerne har det. Jeg kalder på min kone.

På grund af rabalderet kommer hun tilbage i stuen og hen til verandadøren og ser ned på mig og siger: " Du ved da, at stolen står dér." Det er måske hendes måde at smide kærlige ord til sin faldne mand, som rejser sig ved egen hjælp.

Mens jeg skriver dette, sidder katten på skrivebordet ved siden af mig og slikker sig. Jeg har lige givet den død dåsemad. Vi har en høj spagettigryde, som jeg har sat på skrivebordet med bunden opad. Pc-en har jeg lagt ovenpå. Det er giver en passende ståhøjde.

Søren Kierkegaard stod altid op, når han skrev. Måske havde han også ondt i knæene. Om Grundtvig har jeg hørt, at han tit røg pibe, når han digtede, og hvis han blev træt, stak han fødderne ned i en spand med iskoldt vand. På den måde er måske en af julesalmerne blevet til: Velkommen igen Guds engle små. Jeg ville gerne prøve det med piben. Det dufter godt. Men nu om dage tror folk ikke på salmer, men mere på statistikker, og de ser ikke gode ud for rygere. Jeg ved ikke, hvordan statistikken er for fødder i isvand, selv om mine knæ sikkert ville have godt af det. Grundtvig blev 90 år gammel. Måske ophæver røg og isvand hinanden. Når statistikken har bekræftet det, vil det resultere i, at rygere står uden for deres huse i isspande. Men det er ikke godt, hvis det bliver frostvejr. Så vil man kunne se en lang allé af bundfrosne rygere med istapper i skægget, som kunne pyntes med lidt gran og lysguirlander.

Jeg vil i øvrigt forsikre om, at jeg ikke sammenligner mig selv med fortidens store ånder. Det er kun tynd biksemad jeg roder sammen oven på spagettigryden. Men katten hygger sig ved siden af. Hunden ligger ved mine fødder, som bare står på gulvet. Skyderiet op til nytår er så småt begyndt, og hunden kan ikke tåle det. Den går i hælene på mig for at finde beskyttelse. Det er jeg stolt over. Det er som om der er nogle, som regner med mig. Min kone er lige nu på jule-arbejde, og jeg glæder mig til, at hun kommer hjem. Måske vil jeg kaste en rigtig julegave til hende og gøre hende glad. Dog ikke en med pels. Og så vil vi alle være sammen, også dyrene. Lige som de var i stalden julenat. Jo, julehumøret har bredt sig både ude og inde.
se alle indlæg
cookies