web stats
Kategori: postkort
Ufuldendt postkost
Postkort fra London

Her er London. Her er london: it is a security anouncement. Hvad der ikke lykkedes i den sidste store krig, er nu virkelighed. I Londons gader høres kun ord på tysk, fransk, italiensk, vietnamesisk og sprog der ikke kan stedfæstes, som om der er fra fremmedplaneter. Den eneste bastion som holdes, er Downing Street. Der er lagt en jernring om denne gade. Der står politibetjente udstyret med alle de våben, som det er menneskeligt muligt at bære på én gang, indclusive en flaske ketchup til at sprøjte i øjnene på folk, der kommer for nær. Resutaltet er at Downing Street er totalt menneskeforladt. Her er det kun tavsheden, som råder, mens en symfoni af fremmede menneskestemmer bølger forbi uden for. Mon statsministeren, som ikke hedder Churcill, sidder tavs i en lænestol bag tunge panserruder.

Blandt sprogene høres også nogle danske ord, som kommer fra to fra dette land. De er også ankommet ovenfra via Ryan Air. Og de kæmper sig vej gennem mylderet, konen først.

Adskillige gange bliver vi sluset ind i Undergrundsbanen. Den er altid svær at finde. Mærkeligt for englænderne elsker skilte. Når man skal ind ad en dør, står der tit: "Keep the door shot". Det undrer mig. Døren kan ikke holdes lukket, hvis man vil ind ad den. Skilte med rygning forbudt står over alt. På en dør, inden for døren, længere inde i rummet, uden på toilettet og inden for. Og så er der overvågning. Nogle gange følte jeg mig i en fremtidsfilm, hvor fjerne robotter har taget styringen om menneskene, som drives over underjordiske gange og rullende trapper, mens højtalerstemmer pisker dem af sted. Det er vel mennesker, som i en fjern fortid har indtalt beskedderne, men nu er det bånd, som afspilles igen og igen. Hver gang min kone og jeg suges ind i undergrundsdybet, lyder der straks en stemme, som om de i overvågningskameraer tydeligt har set min kone og ved hvor glemsom hun er: "This is a security announcement. Don't leave any belongings be unatended. They maybe removed with out any notice and will be destroyed." Det er så nogenlunde hvad der bliver sagt. Højtalerne er meget dårlige. Båndene er måske også så gamle, at stemmerne er blevet utydelige. Det er tit jeg får underlige associationer ved at høre alle disse højtalerbeskeder. Måske sagde stemmen lige nu: "Alle gravide bedes føde nu på platform 4." I øvrigt er det mærkelig sammensætninger: hvis man går fra en kuffert, er der ingen, som ved hvem den tilhører. De kunne under ingen omstændigher "give notice" til vedkommende. Og mon de virkelig bomber enhver taske, som står unanteded eller er det bare for at gøre mig bange, så jeg klamrer mig til alle mine ejendele. På perronen siger en skinger stemme: "lav ikke forstoppelse midt på platformen. Pas på mellemrummet mellem toget og perronen. Dette er cirkle-line via Oxford." Englænderne må elske lyde. Knirkende og hylende rullende trapper. Skærende fløjt lyder, når togdøren lukkes, samtidig med at en stemme højt annoncere at dørene lukkes. En motor i toget larmer nu rigtig højt, efter et øjeblik slukkes den igen og så kører toget, som toget først nu opdager, at det er elektrisk og slet ikke behøver en motor, men det jo bare for at give sit besyv med. I toget kan man bruge sin tid på at læse alle skiltene. Selvfølgelig må man ikke ryge. Det havde jeg da også fuldstændig glemt. På et skilt fortælles, at man straks skal henvende sig til myndighederne, hvis man ser nogle som vandaliserer toget og på skiltet er billedet af en helikopter. Den ser rimelig stor og almindelig ud af en helikopter at være, men den må være lille og meget moderne, hvis den kan flyve ind gennem de smalle underjordiske togtunneller og lande på den smalle perron og destroere vandaler.

I fremtidsfilm er menneskene altid meget slukørede og triste og underkuede. Det er de også i undergrundsbanen. De stirrer frem for sig uden at se noget. Det skete en enkelt gang, at jeg fik én til at smile. Det var i myldretiden, som strækker sig fra morgen til aften. Toget kommer ind på perronen. Man ser den ene dør efter den anden forsvinde forbi og så åbner en dør og dér står allerede så mange at der ikke kan være flere. Min kone, som er forrest, skubber jeg ind og sniger mig selv lige indenfor under stor palaver. Jeg ser til venstre og dér sidder en måbende, yndig, indisk pige, som ligner en af mine to døtre, som også er yndige. Da hun ser, at jeg ser på hende, smiler hun et strålende smil, men ser hurtigt væk. Måske er hun bange for at overvågningskameraerne og højtalerne skal opdage det og det skal runge ud over det hele: " A smile is not permitted at Paddington station on platform 4, CircleLine. It will be removed and destroyed."

Underground viser dog englændernes modstandsvilje sig. For her nede under grunden høres englænderne. En ældre dame, som vi mødte på vores vej hjem til Ryan Air, fortalte, at hun altid gik med sin tunge, rullende kuffert.(Det forstår jeg så ikke, at hun altid havde den med). Men straks når hun kom ind underground, kom der en ung mand og bar hendes kuffert nedad trapper. Under en regnbyge, som vi heldigvis ikke havde mange af, var der en mand i Nottinghill, som sagde, at vi skulle gå ind ad gitterdøren og stå under halvtaget på hans grund, og han gik op ad trappen og ind ad en anden gitterdør. Men det var venlighed og det mødte vi mange steder. Jeg tror at deres undergrundsbevægelse er meget stærk.

Vi kom til London i stille regnvejr og var stærkt slukørede. Vi gik langt og kunne ikke finde hotellet. Mærkeligt at der nu kun findes rullende kufferter, som man trækker efter sig i regnvejret. Hvad gjorde man førhen. Hotellets adresse var ved en fin plads hvor der var mange fine hoteller, som ikke havde det navn vi søgte. Bag ved lå vores hotel. Det var nogenlunde, men vi havde jo heller ikke betalt mere. Min eneste bekymring var elevatoren. Den rokkede meget og sagde engelske lyde og vi skulle kun på 3. sal men det varede som 16. sal. Jeg kiggede efter i en elevator, hvor den sidst er efterset og hvornår den næste gang skal efterses. Det stod der intet om.
se alle indlæg
cookies