web stats
Kategori: postkort
Postkort fra Rom
Jeg sidder her og skriver i et butikscenter i Rom. Det er en fin gade fra det halvgamle Rom. Den er overbygget med mosaiker og glasfresker i loftet. Væggene er de gamle palæagtige huses ydervægge med mange søjler og udsmykninger i dyb brun farve. Inde bag ved dem er butikkerne, som ligner alle andre moderne butikker. (Jeg håber ikke, at resten af dette postkort bliver lige så indviklet). Menneskenes stemmer giver genlyd i gadens pragtfulde rum, som har et gulv, belagt med små fliser i fine mønstre. Det ligner ikke Kolding Storcenter.
Det er min kære kone, som har fået mig herind. Jeg har fået lov til at sidde her og har lige bestilt en espresso double. Jeg skriver med egen hånd. Den vending kan man se i flere af Paulus' breve. Lige som andre store forfattere bl.a. Barbara Cartland dikterede Paulus normalt til sin sekretær, som minutiøst skrev ned ord for ord, hvad Paulus formulerede, mens han havde begge hænder fri til at rive sig i skægget.

Nu kom min kære kone tilbage. Det varede ikke længe. Måske havde det været godt, hvis Paulus havde haft en kone, så var hans breve ikke blevet så lange og hans sekretær havde ikkke fået skrivekrampe.

Jeg må hellere forklare, at mine største oplevelser til hverrdag er det Fakta, som ligger ved siden af hvor vi bor på Pedersholms Allé, som ikke har træer på begge sider. Fakta er bygget med et tårn som indgangsparti, men ser lige så sølle ud som en allé uden træer. Alt dette har jeg lært at se bort fra og har fået et godt forhold til de skiftende ansatte.

Jeg sidder nu med min kære kone i bussen, som skal køre os til lufthavnen. Vi måtte trække vores kuffert gennem det halve Rom, fordi der er maraton i byen med 50.000 deltagere og en kommunalt ansat, som er gået grassat med gule platik strimler, så alt er lukket af for taxitraffik. Jeg så flere helt ragmagre afrikanske løbere. (Hungersnøden i Afrika giver dem nogle fordele). Det er unfair. Dels skal jeg bære på min egen kropsvægt, dels skal jeg trække en kuffert meget hurtigt for at følge min kone, som fører an. Jeg har engang hørt om lænker, der blev sat omkring fangens fod og i den anden ende (af kæden) var der en meget tung jernkugle. Det ville jeg respektere, hvis de kunne løbe en maraton iført dette udstyr. Både jeg og kufferten er overvægtige, så jeg føler mig som en straffefange, der halser efter sin kone.

Grunden til at Paulus har efterladt så mange breve er måske, at han talte lige så meget og hurtigt som romerne (nu om dage). Når de er i en gruppe på to eller flere, taler de i munden på hinanden hele tiden. Den italienske præsident er kommet med mange uheldige udtalelser både i hans eget land og udenfor, men det er fordi han taler uafbrudt, så der må komme noge dumheder indimellem. Jeg prøver altid at lytte efter på gaden; måske kan jeg forstå bare lidt af hvad de siger. Det lykkedes en dag, hvor to ældre kvinder og 3 små hunde stod og talte uafbrudt. Den ene hund blev hidsig og bed efter de andre. Og da hørte jeg den ene kvinde sige i sin talestrøm: sancta spiritus. Da forstod jeg at de havde gang i en teologisk diskussion om helligånden: kan den forvandle en arrig hund, så der også er plads til den i himlen, hvor der ganske givet er flere paver, som går omkring og ikke vil bides i benet.

I det hele taget er der meget få hunde i Rom. Det er ikke som ved vores Fakta.

Nu sidder vi i flyet. Det er Ryan Air. Det glæder jeg mig til, for de er meget humoristike. Da vi fløj til Rom, sagde kaptajen på et tidspunkt: Alle der sidder til højre kan se ned på en meget smuk sø, og dem til venstre kan se til højre på dem, som sidder der og ser søen.

Jeg kom fra hundene ved Fakta, som vi dog ikke kan se, fordi der er et to meter højt lydtæt hegn mellem Faktas parkeringsplads og vores have. Hegnet er ikke så højt, at det kan forhindre tyve i at komme fra Fakta og ind til os og omvendt. Men hegnet er højt nokk til at vi ikke kan se de hunde, som bliver parkeret på række ved hundekroge af hundejere, som går ind for at handle, mens deres hunde gør, indtil ejeren er tilbage og siger: God hund. Jeg har tit siddet i min have en dejlig solskinsdag og tænkt: Hvordan jævner jeg Fakta med jorden, så der kun står nogle enkelte søjler tilbage ligesom ved Forum Romanum. Jeg kunne sætte et højt hegn op, så ingen kunne se ind og jeg kunne tage entré for at vise hvor Faktas tårn havde stået; måske kunne jeg vise nogle meget nylig udgravede hundeknogler, som havde haft et stadig intakt hundehalsbånd og hundelænke, som nu var lagt i en montre.

Blandt de første kristne var også Peter. Min kone er inde i alle de romerske kirker, for hun siger: det er fantastisk at de første kirstne gik rundt her, da danskerne troede på Odin og Tor. Efter min mening gælder det ikke Peter. Han sad i lænker, så han kunne ikke gå nogen steder. Måske kunne romerne ikke lide hans breve, som han kun skrev to af, fordi lænkerne og romerne forhindrede det. I USA bliver fanger klædt i orange tøj og får lænker på hænder og fødder og en kæde mellem dem, så de har svært ved at gå og slet ikke kan foretage en baglæns saldomortale. Så humane er amerikanerne. Peter kunne hverken det ene eller det andet og da romerne blev trætte af at se på det, lagde de Peter og sikkert også hans seekretær i en kiste, efter at have slået dem ihjel.

Lige et indskud: flyet er nu lettet. Det er jeg også (både udvendig og indvendig).

Tilbage til Peter. Min kone kan bevidne det med lænkerne. Hun var inde i en kirke og kom ud og fortalte mig, at der var et skrin derinde, som indeholdt Peters lænker. Først troede jeg, at hun sagde det for sjov. Men det gjorde hunne ikke, så jeg lod som ingenting og spurgte, om vi ikke skulle have en øl og jeg pegede over på en lav åbning i et hus, hvor jeg havde set andre forlade denne piezza. Det betyder torv. Det må ikke forveksles med pizza, som de også har mange af i Rom. Torvene i Rom er legendariske og stammer helt tilbage fra romertiden. Mange af dem er små og helt fyldt med parkerrede biler, men de fleste er fine og har altid en fornem fontæne med det reneste vand.

For at forlade denne piezza gik vi over mod hullet i muren, som viste sig at være en trappe, som gik ned under huset og først langt nede igen fortsatte ud i fri luft. Det var en lumsk trappe, for dernede på en afsats stod en harmonikaspiller i mørket og havde gang i en rytmisk spansk bazurka, som gjaldede under hvælvingerne. Jeg mærkede at det rykkede i mine ben som om de ville igang med spansk trappedans. Og jeg så for mig, at jeg helt dansende, halvt flyvende og halvt faldende fór forbi den forbavsede harmonikaspiller, mens jeg halvt henkastet smed nogle småmønter i hans hat, hvilket satte endnu mere gang i hans rytmer og jeg måtte se foran mig min deroute ( rute ned) og en værre skæbne end Peters endeligt, fordi jeg selv overværede det fra først til sidst. Peter derimod så ikke sin egen død med egne øjne. Han fik hovedet hugget af, inden han døde.

Heldigvis har jeg en kone. Det ville måske have reddet Peter hvis han haft en. Min kone ved altid, hvad jg tænker ( det er uhyggeligt og ikke altid rart og jeg kan ikke gøre noget ved det). Hun greb mig under armen og ledte mig forsigtigt forbi hamonikaspilleren helt ned til fast grund.

Det var i øvrigt dér i nærheden, at jeg oplevede et mirakel. Vi sad på en café og jeg drak en øl og spiste en kage, min kone en kaffe og en kage, da jeg skulle på toilettet. Det er meget almindeligt. Hver af vores i dag i Rom er gået med 7 timers vandring. Undervejs går man ind for at komme på toilettet og så kan man lige så godt drikke lidt, og det bevirker, at man et stykke tid efter igen skal på toilettet, hvor man så også må drikke lidt (inde i caféen). Denne gang var som de andre, men der var optaget. Efter et godt stykke tid kom en person ud og gik. Jeg ind og satte mig. Efter kort tid blev jeg blind. Jeg kunne intet se. Det kommer der ud af at blive trukket rundt af sin kone på lange vandringer med stadig nye indtryk. Det sætter sig på synsnerven. Nu bliver hun nødt til at lede mig helt bostaveligt ved hånden. Jeg prøvede at bevæge min højre hånd foran mit ansigt, men jeg kunne ikke se den. Endelig fandt jeg håndtaget med bukserne nede. Og dér så jeg en lille lysstråle. Min venstre hånd fandt en lyskontakt. Det var en djævelsk kontakt, som sikkert har sat en skræk i livet på mange mennesker. Kontakten kunne kun tænde lyset, som af sig selv gik ud efter et stykke tid. Og de havde tætnet alle huller, så en ukendt gæst var sikker på at sidde i den mørke fælde og tænke over skæbnens gang. Jeg nådede f.eks. at tænke, at jeg ikke har skrevet et eneste brev, men måske skal straffes for at skrive postkort.

Min kone sad og spiste kage. Den italienske kage kan få enhver til at glemme alle sorger, bl.a. hvem man er gift med. Det gælder hele det italienske køkken. En aften gik vi ind på en lille restaurant som var betjent af en halvtreds årig søn og hans mor, som må være tilsvarende ældre. Der var intet menukort og vi fik straks pasta og vin, så kom en ubeskrivelig god gryde ret og bagefter kage. Vi gik helt fortumlet af lykke og mæthed fra sådan et sted. Et andet sted jeg husker var også en restaurant som ikke så ud af noget særligt. og der var ikke så mange derinde, men vi blev straks spurgt om vi havde reserveret. Vi blev alligevel ledt ind til et lille mellemrum med 4 borde. (Mon ikke et mellemrum er et rum, som ligger mellem to rum) Ved det ene bord sad en amerikaner og hans to døtre og fik forret, dvs. den blev båret ind. Først kom tjeneren med fire skåle. Så kom tjeneren med fire skåle mere. De kunne næsten ikke stå på bordet. Amerikaneren sagde til sine døtre og nabobordet: hvordan kommer vi gennem det. De svarede: det er kun forret. Så kom tjeneren med fire skåle til, meget demonstrativt grinende. Amerikaneren vedste sig nu også til os og indbød os i spøg til at tage smagsprøver.

Mod min forventning landede flyet gennem skyerne og tågen, så jeg ikke kunne kontrollere piloten, og jeg sidder nu i vores italienske orangeri i foårssolen nær hegnet til Fakta.

I Italien var tjenerne meget imødekommende, venlige og humoristiske. En dag pegede en tjener på min kones taske og spurgte, hvad det betød: Bjorn Borg; og hvor vi kom fra. En anden tjener til hvem jeg sagde: uno bierra medium spina, brød ud i lovsang over mit italienske og sagde: perfetto, perfetto. Og vores receptionist på hotellet omfavnede og kyssede både min kone og mig på kinden.

Sådan er det også i Fakta. Jeg kommer nogle gange, hvor der ikke er kø, og så kan jeg ikke lade være med at snakke med de ansatte. Det kan være at de glade fortælle, at de snart ikke mere skal arbejde i Fakta, men i et apotek eller som mekaniker. En anden fortalte hele sin livssituation og nogle gange senere spurgte han, om jeg var psykolog. Måske skulle jeg tage honorar for at gå i Fakta. Flere af dem smiler til mig, når jeg smiler til dem (en form for tvang?). Vi kysser dog ikke hinanden på kinden, her tænker jeg ikke kun på pigerne.

Dem var der mange af i Rom. Jeg så to italienske unge præster i hurtig gang og frakkeskøder. Præster og nonner går altid to og to . Det er der en grund til. Hvis den ene unge præst ud af øjekrogen får øje på et - langbenet, snævert cowboybukse beklædt, iført høje hæle på brosten - kvindeligt eksemplar af menneskearten og præstens ben under frakkeskøderne pludselig ændrer retning, så kan den anden gribe fat i den udeldige præsts skøder og slæbe ham i den rigtige retning, som sikkert var Peters kirken, der lå langt herfra, men de to unger præster var kommet til at slå et slag ned omkring den mest befærdede og butikbefængte gade, som tiltrækker mange af det andet køn, set med en mands øjne. Egentlig var der også mange skoleklasser, som bestod af begge køn, og måske så præsterne efter det første køn, set med en mands øjne. Mens vi har været i Rom, har der været en del om dette emne.

Vi så også præster helt klædt i hvidt, lige så hvidt som skinnende hvide trapper. Jeg regner med at disse præster tilhører en retning, som hedder trappisterne. De har sammen to og to vandret op og ned af alle Roms trapper uden at falde og er nu glade og respekterede. Jeg bliver aldrig trappist og går derfor ikke i hvidt.

Uheldigvis havde vi tæt ved vores hotel den fineste gade i rom, som hedder noget i retning af Confetti og som munder ud i den spanske trappe. Måske hedder den sådan for den lokkende kalder til spansk trappedans. Det er var dog ingen, som turde. Demonstrativt sad de allesammen på trappetrinene, unge som gamle, mest de første. De gamle stod neden for trappen og så op på menneskemyldret i solskinnet og turde ikke tage det første skridt.

Min kone øjner en kirke allerøverst oppe. Den vil hun ind og se og jeg skal med, i hvert fald op.

På hotelværelser rundt om i verden er det først jeg gør at tænde for fjernsynet og se hvor mange og hvilke kanaler som findes. I Rom var der ikke særlig mange og to af dem transmittede hele tiden fra en gudstjeneste i Lourde. Men jeg så reklamerne og en af dem fortalte om nogle snekæder som var meget lette at sætte på, og som have pigge på. I vinters i Danmark så jeg en opfindelse, hvor ældre mennekser, på alder med mig, kunne sætte sådanne kæder under deres sko så de ikke faldt, altså menneskene. I Rom fik jeg den tanke, at man ogå kunne sætte sugekopper på sådanne kæder og bruge dem på trapper. Den eneste ulempe er hvis sugekopperne sætter sig rigtig godt fast på et trin og man ikke kan rokke sig ud af stedet og endda kan læne sig frem og stå vandret ud fra trappen uden at falde.

Min kære kone fik mig godt nok op af trappen. Og hvilken udsigt. Til højre så vi Villa de Medici. Jeg tænkte at det måtte have noget med medin at gøre og det ville jeg få brug for når jeg skulle ned at trappen. Jeg ved så ikke om det var bedst med opkvikkende eller sløvende medikamenter, eller begg dele. Og selvfølgelig så vi foran og midt i det hele Peters kirken. En anden dag, da vi vandrede op til en af Roms store haver ved Borghese, så vi igen midt i det hele Peters kirken. Mon romerne tænkte: det var ikke godt, at vi slog Peter i hjel; vi bygger et stort pragtværk til hans ære. Mon Peter tænkte (oppe i himlen): Hvad har de gang i.

Uden tvivl er Peters kirken et pragtværk. Når vi gik over en bro ved Tiberen lå Peters kirken i solkinnet som et stykke himmel, der var faldet ned på jorden. Set ude fra er Peters kirken himmelsk, men lige så overvældende er køen af mennesker som vil se kirken indvendig. Vi prøvede i to dage, men køen blev bare større. Selv nonner måtte stå i kø. Deres fima gav ingen frynsegoder.

Det eneste jeg ikke kan lide ved kirken er den navn. Når man studerer bibebelen videnskabeligt og lidenskabeligt står der ingen steder, at kristne bygninger skal opkaldes efter Jesus eller hans disciple og da slet ikke Peter. Han var en snakbasse. Han kunne aldrig holde mund og det kommer der dumheder ud af. Når Peter lovede noget holdt han det ikke. En dag kom Jesus endda til at bande og sagde til Pter: Vig bag mig Satan, eller måske bedre oversat: Gå væk fra mig, for Satan. Det var fordi Peter ville forhindre, at Jesus gik til Jerusalem, hvor den usikre død ventede ham. Peter havde gået sammen med Jesus i tre år og han havde intet forstået, bl.a. at Jesus skulle dø. Det er ogå svært at forstå,, men så skulle Peter have holdt sig lidt i baggrunden og undret sig ligesom de anddre disciple. Det er måske i øvrigt det stadig måske særlig i vores tid mest forbavsende, at en kujon, opportunist og pralhans som Peter måtte være kristen. I et moderne firma var han bleveet smidt ud. Hvad kunne han bruges til? Han er måske det allerbedste eksempel på, at vi alle kan bruges, nemlig til at blive elsket.

Ude fra så vi Peters kirken fra mange steder i Rom, men vi så intet Fakta. Derimod så vi tre Spar købmænd. Det har vi også på Pedersholms Allé. Den Spar ligger ca. 100 m længere væk fra os end Fakta, så dér kommer vi aldrig. Den svarer heller ikke til sit navn. Hos Spar er alle varer dyrere end hos Fakta. Måske er det derfor de tre butikker i Rom hed Despar. På engelsk betyder despair fortvivlelse. Måske skulle Fakta hedder Kafka, fordi det er rimelig surrealistisk at komme der.

Der var en trappe hvor man mindst skulle vente det, og som gjorde mig fortvivlet. Da vi havde fået nøglen til vores værelse og åbnede døren, så vi en trappe og et meget lille værelse. Trappen var ca. på 1 m og med to trin. Jeg har aldrig set en trappe ligen inden for en dør Værelset var så lille, at der lige kunne stå en dobbelseng og et lille bord og en lille stol. Jeg fik selvfølgelig den side af sengen som vendte mod trappen. Når jeg om natten eller om dagen skulle ud på det endnu mindre toilet, måtte jeg kante mig forbi trappen,som kun ventede på et brække alle mine knogler. Ligner det Italien. De bygger et hus og når de åbner døren til et værelse, ser de, at gulvet ikke ligger i forlængelse af døren,, men 1 m over og de udbryder: Hovsa, dvs. som nogle ægte romere siger de: Hvad er det for et værelse, som pludselig ligger i dette hus og ingen har forudse det, selv ikke arkitekten, som er taget hjem og sover siesta.

Tæt ved vores hotelværelse og vores hotel, så vi et dansk flag på et palæ. Vi læste senere, at det er en legatbolig til danske kunstnere og forfattere. Måske er det ikke kun romanforfattere, som kan komme i betragtning men også en enkelt, som skriver postkort. Jeg ved dog ikke om jeg vil søge et legat, for lige inden for døren er det sikkert rigtig mange trapper, og man må nok ikke få sin kone med, og hende kan jeg ikke undvære, hvor jeg end står og går.
se alle indlæg
cookies