web stats
Kategori: politisk satire
Sat på gaden.
Udsættelse er en voldsom oplevelse for børnene.
16-09-2012
Jeg har tit undret mig over udtrykket. Drejer det sig om folk, som ikke kan betale deres husleje, og som skal sætte sig ude på gaden med alle deres ejendele omkring sig, mens deres børn ser forundret til. De troede, at de boede i Danmark. En artikel, som er på DR's hjemmeside og som handler om det, viser et foto af en flyttebil, hvor en flyttemand bærer møbler ind. Mon ikke fotoet stammer et andet sted fra, nemlig en familie, som flytter på landet, eller betaler kommunen den udsatte familie for at de kan køre deres ejendele på lossepladsen, fordi kommunen synes, at det ser grimt ud hvis der står for mange møbler rundt om på gaderne i byen.

På internettet har jeg intet sted kunne finde, hvad der sker med folk, som sættes på gaden, eller som det også hedder er udsatte. Og de er virkelig udsat. De er udsat for grusom umenneskelighed. En forsker skriver det rørende: "Udsættelse er en voldsom oplevelse for børnene, så vi er særlig opmærksomme på, om endnu flere børnefamilier har så presset en økonomi, at de ikke er i stand til at betale huslejen." Af en eller andet grund kan jeg ikke lide ordet oplevelse i den sammenhæng. Tænk hvis man sagde om en som havde boet i en diktaturstat og var blevet tortureret, at han havde været udsat for en voldsom oplevelse. Nej, han var blevet udsat for en voldsom og umenneskelig behandling. Sådan er det også for voksne, som bliver udsat. De forstår jo, hvad det indebærer, også selv om de er 80 år. Tænk med vold og magt at blive udsat. Kan man anklage kommunen for vold og få dem dømt. Men hvor er det rørende at tænke på børns oplevelser.

Så er det godt at hjælpen er nær. Forskeren skriver, at vi er særlig opmærksomme på, om endnu flere børnefamilier bliver sat på gaden. Mon kommunen har ansat folk med stærke briller, som går rundt og er opmærksomme og indimellem udbryder: "Aha, endnu en børnefamilie på gaden."

Men mange af de nyere overskrifter i aviserne lyder sådan: færre udsatte. Forskeren forklarer det med:" 2009 indførte regeringen underretningspligten, som betyder, at de almene boligorganisationer skal fortælle kommunerne, når de anlægger en fogedsag. På den måde kan kommunen hurtigere komme på banen og rådgive trængte borgere." Det ville være spændende at sidde som et menneske på væggen og hører, hvad den rådgivning går ud på: "I skal tage en ting ad gangen og bære ned ad trappen og sætte den på gaden. Kender I ikke nogen af jeres venner, som kan huse to voksne og 5 børn et stykke tid eller til børnene bliver voksne."

Når der er færre udsatte, skyldes det mærkelig nok ikke, at kommunen har indset hvor umenneskeligt det er at blive smidt ud af sin lejlighed. Direktøren for Boligselskabernes Landsforening, som sikkert bor i en større villa ned til vandet, siger, at "der er grund til optimisme. Det er glædeligt, fordi det at fastholde folk i deres bolig er billig forebyggelse af sociale problemer." Han tænker på penge. Det er billigere ikke udsætte folk. Hvor umenneskeligt. Og han taler om at fastholde. Mon de sætter tremmer for dør og vinduer, så de som nu er indsatte ikke kan gå ud og handle ind og skabe sociale problemer

se alle indlæg
cookies