web stats
Kategori: postkort
Postkort fra Paris
12-10-2012


Hvis postkortet skal udskrives, kan det gøres fra denne adresse.

Paris er for viderekommende. Byen er kun for dem, der er kommet langt ad flere landes motorveje. Der er de trafiktætte tyske motorveje, de behagelige hollandske, de bumlede belgiske og de fantastisk fredfyldte franske motorveje. Grunden til at de franske skiller sig ud, er at man skal betale for at køre på dem, og det er der ikke så mange som vil. Derfor er de franske motorveje så gode som nye og man ser ikke et øje, indtil man nærmer sig Paris. Her er det svært at komme videre, for ikke at sige umuligt. Vores vej flettede sammen med en anden. På begge var der fyldt med biler i flere rækker og ingen ville lade andre slippe frem. Det var uheldigt, fordi alle bilerne derfor stod stille eller kun kørte få cm med lige så lille afstand til de andre biler både foran og til siderne. Man ser derfor buler på flere af de franske køretøjer. Da vi sad fast i trafikproppen i flere timer, var den eneste underholdning, at mange bilister brugte deres bilhorn. På et tidspunkt brugte alle hornet, undtagen mig. Det var jo nytteløst, for der var ingen, som flyttede sig. Senere skulle jeg opleve det samme, når jeg så en larmende ambulance eller politibil i det pariske mylder. Ingen flyttede sig for den.

Jeg søgte selvfølgelig på nettet inden ferien, hvordan det var lettest at komme videre til Frankrig. Jeg stolede mest på en tysk hjemmeside. Den var fremragende. Man havde to muligheder, enten at få oplyst den hurtigste rute eller den korteste. Vi valgte den hurtigste, da det var meget bøvlet at benytte den korteste, hvor det blev foreslået, at man kørte bilen på færgen i Esbjerg og sejlede til England og kørte ned til den engelske kanal og blev transporteret af biltoget gennem tunnellen til Frankrig, hvor der kun var kort vej til Paris.

For nogle uger siden fik jeg omgangssyge, som gjorde mig slap og sløv i krop og sind, hvilket jeg normalt ikke behøver en sygdom for at blive. Værre var smerterne over lænden. Min svigerinde, som også fik omgangssygen, mente at det var menstruationssmerter. Det accepterede jeg med nogen undren. Tænk at få menstruation i min alder og når jeg aldrig har haft det før. Sygen har forladt mig og smerten har bevæget sig ned i venstre underben, hvor den gør sig bemærket både om dagen og om natten. Jeg klarede dog de 11 timers kørsel og de to timers kø ( uden "rsel"). Jeg regner med i løbet af de næste dage, hvor min kone vil lede mig gennem de parisiske kvarterer, at jeg til sidst ikke har flere følelser tilbage i mine fødder.

For at komme op til vores lejlighed skal man ved yderdøren indtaste en kode. Den lærte vi hurtigt, fordi de fire tal er tastet så mange gange, at de er totalt slidt ned. Malingen på den bastante hoveddør er skallet af flere steder, for at ingen skal tro, at der befinder sig noget af værdi indenfor. Det gør der. Når dører en åbnet, tændes lyset automatisk i en strålende hall med marmor og postkasser. Lidt længere inde skal man op af tre marmor trin uden gelænder, som minder mig om Hamburg. Herefter skal man igen indtaste en kode. Bag døren befinder sig en meget smal trappe med høje trin. Trappen går rundt og rundt i flere etager, så man føler sig i et dunkelt borgtårn, og vores ben syrer mere og mere til, jo højere vi kommer. Det er med nød og næppe at vi slæber os hen til lejligheden, som ligger aller øverst og hvor vi skal bruge en nøgle for at komme ind. Det er en meget lille lejlighed, nærmest en tarm, og i den ene side er en hønsestige, som fører op til soveværelset og badeværelset, som begge har lavt til loftet. Jeg ønskede flere gange at jeg havde hønehøjde, da jeg jævnligt slog hovedet. Jeg havde også den frygt i baghovedet, at jeg på et tidspunkt skulle ned ad hønsestigen for at komme ud i Paris.

En gang i min barndom faldt jeg ned på et betongulv fra en sådan stige og blev bevidstløst og vågnede op med en skæv tankegang, som gør, at jeg kun kan skrive postkort. Jeg er derfor meget forsigtig med trapper, da jeg ikke ønsker at miste min førlighed og min evne til postkort. I dette tilfælde brugte jeg både hænder og fødder, når jeg i pasgang forcerede trappen. Og når jeg skal skulle ned, gjorde jeg det samme, bare omvendt, dog ikke hovedet først. I den øverste del af lejligheden er der skråvægge, som senere skulle vise sig at være skæbnesvangre. Sengen står inde under den ene skråvæg. Herinde ville min kone ligge. I badeværelset står toilettet også under en skråvæg. Heldigvis er der et loftvindue, som en mand kan stikke hovedet ud af, dvs. det hoved, som er øverst på kroppen. Her kan man så stå og nyde det ene og det andet.

Søndag var vi var i det jødiske kvarter. Der var mange mennesker og jøder og alle butikker var åbne. Det kan være det er en provokation, at jøderne viser al deres arbejdsomhed netop på de kristnes fridag. Eller også giver det god omsætning. Denne søndag var ekstra travl, da en af jødernes store højtider skulle begynde dagen efter. For hver anden meter var der sat boder op. De bestod af en bordplade på bukke og på pladen lå 3 slags varer. Nogle grønne palmeblade, nogle gule citroner og nogle lange plastikposer beregnet til hver sit palmeblad, altsammen importeret fra Israel. Morsomt i øvrigt at alle kunderne kun købte ét blad, én citron og én plastikpose. Det er der nok en dybere mening med, men det virker lidt nærigt. Hvis det var palmeblade, har jeg set bedre eksemplarer af slagsen. De var meget tynde, bleggrønne, en halv meter lange og kønsløse. Det var nærmest intetsigende siv. Citronerne var bleggule, og flere af dem havde dem var vanskabte, mærkeligt aflange og ucitronagtige. De lå i hver sin lille, forede æske, som om det var kostbarheder.

Når der kom en jødisk mand - jødiske kvinder så jeg ikke - var han klædt typisk jødisk i sort, også hatten. Hver gang udspillede der sig samme skuespil. Først tog manden et siv og holdt det tæt op mod sine øjne. Han undersøgte nok sivet for fejl. Han konstaterede også om det var helt lige. Han holdt det ud fra sig og så ned ad sivet om der var de mindste skævheder. Jeg tænkte, om han i virkeligheden undrede sig over, at dette siv skulle forestille at være et palmeblad, men han sagde ikke noget. Det samme med citronen. Den studerede han også meget grundigt. Var der den mindste plet, som ikke skulle være der. Jeg tænkte, at kunden ikke kun var optaget af at sivet og citronen så godt ud. Det vigtigste var, at vi kunne se, hvor optaget han var. I virkeligheden var han ikke optaget af se, men af at blive set. Jøder må gå meget op i det ydre, også deres eget.

Vi fik at vide, at den kommende højtid var løvhyttefesten. Engang gik jøderne 40 år i en ørken. Jeg ved ikke om det var fordi de gik i ring. Det er svært at se i en ørken, hvor alle steder ligner hinanden og man ikke har mobiltelefon med kompas installeret, hvilket jeg brugte meget i Paris. Men til sidst kom jøderne ved et lykketræf ud af ørkenen og gik ind i et dejligt land. Der var vindruer og citroner og siv. Efter den vitaminløse og sandfulde ørken kastede jøderne sig over de saftige citroner, og de gav sig til at bygge løvhytter, som var mere behagelige end ørkentelte. Det tog måske lang tid, hvis de brugte så tynde siv og skulle vurdere hver enkelt siv om det var perfekt nok. Jeg tror ikke, at de brugte lang tid på at betragte citronerne før de skar dem over. Det er ikke det ydre, som betyder så meget for en citron, men alt det gode, som findes inden i citronen. Jeg kom i tanke om, at det måske er på samme måde med en jøde. Hvis man skærer ham over, vil man sikkert indvendig finde et godt menneske, selv om han er perfekt i det ydre. Jeg må hurtigt indskyde, at jeg ikke er antijøde. Men jeg kan undre mig over, at mennesker, som har haft mange oplevelser med koncentrationslejre, kan finde på at oprette dem i deres eget land til flygtninge, som er sat på gaden. Underligt er det også, at tyskerne har fjernet deres lejre og muren, som de havde bygget, mens israelerne er ved at bygge begge dele op i deres lille land.

De franske politibetjente går også meget op i deres ydre. Da vi gik på Rue de Rivoli, undrede vi os over, at der ikke kom nogen biler på den meget brede boulevard. Det viste sig, at politiet havde spærret hele området af, fordi der skulle være en techno-parade for unge. Der var i sidegaderne placeret mange politibusser og bag de tonede vinduer kunne man se et hav af sovende politibetjente. Få betjente stod uden for bussen med skrævende ben fordi de var iklædt skjolde på skuldre, arme, bryst og ben, som hindrede dem i at samle benene. De lignede skildpadder. Man må sige om det franske politi, at de er gode til at spærre af og se dramatiske ud.

Jeg føler et slægtskab med jøderne. Da de vandrede i ørkenen, var der én som gik foran. Det var Moses med staven. Når vi går i ring i de uendelige boulevarder, har jeg også én foran. Det er min kone. Jeg ville gerne have haft en stav, da jeg har ret ondt i det venstre underben. Mens jeg følger så godt med, som det er muligt for mig, tænker jeg på de stadier, som et menneske kan gennemgå på livets vandring. Måske træt, udmattet, udkørt eller snarere udgået, udaset, udslidt, nedslidt, nedbrudt. Når jeg havde nået et af de første stadier, så jeg mig om efter en fortorvsrestaurant, og bestilte gerne en stor fadøl, da det tager længere tid om at drikke den end en ekspresso, som kan være på en lillefinger.

Dette postkort er opstået ved at jeg undervejs på rejsen har dikteret til min mobil. Det har sine fordele. Men det har også den ulempe, at jeg nu er oppe på 32 små klip, som jeg ikke kan huske hvad indeholder. Hvis der altså kommer gentagelser, beder jeg meget om undskyldning. Jeg ved f.eks. ikke om jeg har nævnt en kristen sekt, som lever i USA og hedder Amish-folket. Jeg kom til at tænke på dem på grund af jøderne. Vi kristne kan ikke klæde os på en måde, så vi skilter med vores religion. Det skulle da lige være Amish-folket. Man kan tydeligt se, hvem de er, og hvilken religion de har. De har valgt at leve som man gjorde for 250 år siden. Det er meget forståeligt, for da var hjulet opfundet, og de elsker at køre i hestevogn. Mon de vil vise, at de ikke går så meget op i ting som vi andre, og så opnår de det modsatte, at de i virkeligheden går mere op i det ydre end f.eks. gennemsnitsdanskeren, som går i t-shirt og cowboybukser og kører på cykel. Amish-folket er meget rafinerede, når de vil håne en af deres egne. Tre mand holder den skyldige, mens en fjerde klipper hans skæg af. Det er vel kun nogle, som går op i deres ydre, som kan synes, at en sådan behandling er den yderste hån.

Gaderne i Paris er formet meget specielt. Ved rendestenen kan der ikke kun løbe vand væk. På nogle tidspunkter fosser der vand ind i rendestenen, og på alle gaderne løber strømme af vand og en gadefejer går og kratter med en kost så meget han kan eller så lidt. Måske er pariserne så stolte over Seinen, at de gerne vil se den overalt og derfor lader to floder strømme ned ad alle deres gader med jævne mellemrum. Morsomt ser det ud.

I dag, mandag, så jeg Gandhi i metroen tæt ved Gare du Nord. Det var i hvert fald en som lignede ham, og han kunne læse. Han havde fine indiske ansigtstræk og en fin, fransk avis. Og da han havde læst den, sad han og så fornem ud. Jeg har altid undret mig over Gandhi. Jeg har ellers været på Gandhi museet i Mumbai, hvor jeg særlig bemærkede en amerikansk turist, som havde en meget dyr canontelelinse, som står øverst på min ønskeseddel. Det står i skarp kontrast til gandhis ejendele, som var udstillet og fyldte meget lidt. Der var et par briller, en bog og et tæppe til at ligge på og måske et par sandaler. Flere af hans breve blev vist. Han skrev ikke postkort, men lange breve til de fornemste personer i hele verden og bad om fred. Af en eller anden grund blev verdens højtstående personer påvirket af hans breve, så de inviterede ham til besøg, og han kom iført sine sandaler men uden strømper, også når det var vinter. Jeg regner med at han boede i de fineste hoteller og sov i de fineste senge, hvis han da ikke lagde sig på gulvtæppet, når ingen så det, eller måske snarere når der var fotografer med canonlinser til stede. Jeg kan kun skrive postkort. Gandhi skrev breve og modtog breve. I alt er der registreret 35.000 af slagsen. Det antal regner jeg ikke med at komme op på, selv om jeg fortsætter med at skrive postkort et par år. Mon Gandhis udstråling kom indefra.

Tæt ved vores lejlighed er en bar med navnet L'Olive, hvor man kan få fadøl og frit internet og oliven. Der kommer jeg jævnligt mest på grund det man får frisch vom Fass, som tyskerne siger, og min kone følger nogle gange med. Da jeg fortalte hende, at jeg havde en mistanke om, at Gandhi ikke havde været helt fair over for pigerne i sin familie, slog hun straks op på ipadden og googlede med ordene " Gandhi og sex". Det gav bl.a. et resultat fra den danske avis Politiken med overskriften: Gandhi havde sex på hjernen. Der står bl.a. at en af Gandhis sovekammerater, da han var op i årene, var hans grandniece Manu, som var 17 år. Han overtalte hende til, at de jævnligt skulle ligge nøgne sammen. Og så kan man gætte sig til resten. Mærkeligt at tænke sig, at hans tendenser genfindes hos andre af verdens store personligheder. Jeg kunne nævne den italienske Berlusconi, flere af de romerske kejsere og den største jødiske konge, David. I Det gamle Testamente står der om ham: Da kong David var gammel og til års, kunne han ikke blive varm, skønt man dækkede ham til med tæpper. Da sagde hans folk til ham: "Det er bedst, man søger efter en ung jomfru til min Herre Kongen, for at hun kan være om kongen og pleje ham; når hun ligger i din favn, bliver min Herre Kongen varm!" (jeg indskyder her at der på hebraisk ikke findes udråbstegn og at det må stå for oversætterens regning og beskidte tankegang) Så søgte de efter en smuk ung pige i hele Israels Land og fandt Abisjag fra Sjunem og bragte hende til kongen. Hun var en såre smuk pige, og hun plejede kongen og gik ham til hånde (jeg indskyder her, at det kan forstås på flere måder); men kongen havde ikke omgang med hende."

Som ved andre karismatiske mænd gælder det nok også for David, at der er pyntet lidt på kendsgerningerne. Mon ikke det var ham selv, som kom på tanken om en ung jomfru, og selvfølgelig havde han ikke omgang med hende, som det så smukt hedder, når andre så på det. Det var ikke på mode dengang med sexshows, som de har mange af i kvarteret Pigalle.

Jeg fik lov til at låne ipadden og fandt bl.a. en notits fra den amerikanske avis Wall Street Journal, hvor der står:" But early in his life, Gandhi loved men, specifically German-Jewish architect and bodybuilder Hermann Kallenbach, for whom he left his wife in 1908". Mon det er forklaringen på, at Gandhi senere skrev et brev til Hitler.

Gandhi var karismatisk, men hvis man skar ham over, ville man ikke finde andet end seje sener og fedtfattige knogler. (Ligesom det senere var tilfældet med den danske sundhedsapostel Lars Okholm, der døde sund og radmager i en alder af 91 år efter at have levet et spartansk liv med mange cykelture på en smurt cykel men uden smørsmurte madder ( note). Gandhi cyklede aldrig, da han altid var iført et langt lagen, som let kunne komme ind i et af hjulene. Derimod gik han meget. Det er min kone også god til, og hun ville let have fået ham ned på knæ, og det er meget ubehageligt at gå på den måde. Min kone er ikke 17 år, men hun har energi som en 10-årig. Jeg føler tit, at jeg går på knæene uden at jeg i øvrigt vil sammenligne mig med Gandhi)

Jeg åndede lettet op, da Gandhi med stor værdighed steg af metroen på stationen Pigalle. Jeg vil hurtigt indskyde, at jeg ikke er antigandhist, og at jeg ikke når ham til sokkeholderne, som han i øvrigt ikke gik med, da han ikke gik med sokker. Men jeg giver mig lov til en stille undren.

I metroen i Paris ser jeg mange mennesker, som kan deles op i følgende kategorier: de ualmindelig grimme, de almindelig grimme, de almindelig smukke og de ualmindelig smukke. Jeg befinder mig nederst på skalaen, hvis smuk er det øverste. Når jeg betragter de øverste, hvad der jo er svært at undgå, opfører de sig forbavsende ens. De studerer jævnlig og længe deres negle for at finde den mindste fejl. De har sikkert brugt flere timer, før de tog metroen, for at gøre sig istand til at mødes med andre mennesker. De har betragtet deres forparti, som de helst vil have skiftet ud eller pustet op. De har ledt efter bare den mindste lille plet på huden, som skulle fjernes eller skjules, altså pletten. Når jeg en sjælden gang læser et af min kones ugeblade, står der ofte, at de allersmukkeste modeller er meget utilfredse med deres udseende. Deres tæer kan f.eks. være for lange og skal helst forkortes. Deres næse er ikke helt som den skal være, fordi den er en brøkdel af en mm for lang og skal helst forkortes. Der går de meget op i, fordi det er væsentligt for dem at blive set. Når de bliver fotograferet af fotografer med dyre canonlinser, kan der heldigvis rettes op på alle fejl i fotoredigeringsprogrammet og modellerne er ikke til at kende igen. De ualmindelig grimme bliver også set uden at de har brugt timer på det. Det ville være nytteløst, og de må lære at leve med sig selv. Det ville være håbløst andet. Men så er de til gengæld tvunget til at gå op i det, som er mere væsentligt i livet.

Når jeg sidder på en fortorvsrestaurant med en "Frisch vom Fass", ser jeg tit unge, velholdte, velklædte og velhavende mænd i BMV-er uden tag, som de har valgt fordi man lettere kan se dem end hvis de sad i en bil med tonede ruder som politibetjenene. Jeg tænker, at hvis jeg løb ud til gaden, mens den perfekte unge mand lod sin motor lyde, ville der sikkert stå en sky af Armani parfume efter ham. Men hvis man skar ham over, ville der stå en stank af tanker, som var egoistiske, tomme, intetsigende og fuldstændig uegnede til noget værdifuldt, f.eks at skabe postkort.

En indskudt episode: på motorvejen bruger jeg tit et kneb, når der er mange biler i overhalingsbanen og de spærrer for mig. Jeg venter til der kommer en stor BMV bagfra med 250 km i timen. Jeg lægger mig straks ind i højre vejbane, men når den er kommet forbi, rykker jeg igen ud i overhalingsbanen og følger den frygtindgydende førebil, som alle viger for. Også i denne situation er det ydre vigtigt. Frontpartiet på en BMV er lige så bredt som vejbanen og lygterne ser djævelsk kraftige ud og alle viger for et sådan uhyre, men også for mig, der befinder mig lige i hælene. Jeg havde den store fornøjelse, at min førebil på et tidspunkt var en Lamborghini. Lyden fra en Lamborghini er lækker, særlig når den speeder op. Man mærker nærmeste rystelser i vejbanen. Når biler foran veg til side for førerbilen og den speedede op, befandt jeg mig tæt i dens kølvand og når jeg samtidig trykkede på speederen, lød den som om Lamborghini lyden kom fra min Jetta. Det ligner lidt en episode i en Olsen-bande film i operaen. I Amerika er der huse med en påsat facade, som er høj og bred og strålende, men bag den er der et lille hus ( note). Jeg har overvejet at få klistret et sådan frontparti på min Jetta, så bilerne foran tror, at de har en Ferrari i hælene.

Jeg kom fra metroen, hvor jeg ser mange mennesker. En dag så jeg en ung pige i den nederste ende af skalaen. Dertil kom at hun så syg og bleg ud, og at hun havde svært ved at styre det, for hun havde en lille skål på skødet, som hun jævnlig bøjede sig ind over for en sikkerheds skyld. Min kone, som er meget praktisk, sagde:" Bare hun ikke brækker sig før vi er stået af på næste station." Der sad en yngre mand lige ved siden af hende. Min kone konstaterede bagefter, at de ikke var kommet ind i togkuppeen sammen og derfor ikke kendte hinanden. Han ledte lidt i sin taske, som han havde på skødet, og fandt en vandflaske frem, som han rakte frem mod pigen og spurgte, om hun havde lyst til lidt vand. Hun rystede på hovedet uden at smile. Det havde hun ikke overskud til. Og hun turde slet ikke sige nej tak, da hun ikke vidste, hvad der så ellers ville komme ud af munden. Jeg blev helt rørt over den unge mands handling. Det viser en venlighed, som ikke er af det ydre. Den unge pige så dårlig ud, når hun befandt sig i metroen, men det gjorde hun sikkert også andre steder. Den unge mand var ikke interesseret i at lægge an på hende og få et længerevarende forhold med børn og børnebørn. Han var kun interesseret i at hjælpe og han gjorde det ikke for at blive set. Det var nærmest en tilfældighed at jeg så det. Man kan sige, at den unge mand ikke var opsat på at skabe fred i verden, som andre store personligheder har for vane. Men hvis alle gjorde som den unge mand, ville der blive fred og glæde i verden.

Både i metroen og i bylivet er der mange negre. Som min kone bemærkede:" Man ser ikke mange hvide franskmænd." Jeg har for det meste ondt af negrene, måske på grund af deres fortid som slaver på de vestindiske øer. Negrene i Paris ser meget pæne ud i tøjet, uden at det virker som om de har stjålet det. Jeg må også indrømme, at mange af dem ligger på den øverste ende af skalaen over udseende. Men jeg har alligevel en gnavende tvivl om de kan finde et arbejde, når de ikke er hvide. Jeg kom dog i tanke om, at negrene nu har vendt historiens gang og at de uden at nogen har bemærket det, har koloniseret Paris og lever af at sælge kolonialvarer. Nogle af dem må være kommet for nylig. Det oplevede vi på stationen Gare de l' Est. På perronen modsat os så vi en høj, tynd neger komme gående. Han havde en kropslang kjortel på, som sagde pang, fordi alle farver i farvespektret var repræsenteret på den. Han var fornylig kommet til Paris fra de varme lande, for han var forkølet. Mennesker kan deles op i kategorier med hensyn til sang: dem, der ikke har en tone i livet, dem der synger til husbehov og i badet, og dem der synger, så hjerterne smelter. Det samme med nysere. Der er dem, der kniber nyset sammen, så det nærmest er som om de rømmer sig. Der er de sunde nysere, som får sig et ærligt nys. Så er der de store nysere eller nysets operasangere. En af min kones veninder er blandt dem. Hvis jeg er øverst i vores to etagers hus, og hun er i vores nyistandsatte kælderværelse, og alle døre fra kælder til loft er lukket, kan jeg alligevel høre hende nyse om morgenen, hvor hun bedst kan lide at gøre det. Det sker at nogle af dørene blæser op. Alt dette kun for at forklare at den høje, tynde og farverige neger på Gare de l' Est var af den sidste kategori. Først troede jeg, at det var en bombe fra en terrorist. Tænk også på at en metrostation er i en høj tunnel med rundt, buet flisebelagt loft og der er fliser på væggene og perronerne. Det er lydmæssigt bedre end et badeværelse. Det egner sig til et nys. Heldigvis nyste han flere gange, så man hver gang kunne beundre alle de genlyde og genklange, som rungede gennem stationen. Man blev virkelig grebet om hjertet af dette kunststykke og flere af de andre ventende, som vi kunne se, trak et lille smil frem og beholdt det måske resten af dagen, uden at tænke over det. Tænk hvad nogle nys kan adstedkomme. Jeg har senere fortrudt, at vi ikke klappede og råbte hurra over hans forestilling.

Der er andre lyde i metroen. Når et tog suser ind på stationen, har det en elegant lyd. Når man hurtigt er steget ind i en kupé, lyder der en høj og længerevarende hyletone, som betyder, at man ikke skal stå i døråbningen, for så bliver man skåret over på langs. Det ser man sjældent, da alle står så langt fra døren som mulig. Når dørene er smækket sammen, lyder der en sød lille kliiing-kling-klong lyd, som er meget smukkere end isbilen på Pedersholms Allé. Nu sætter toget igang med stor kraft, men ganske stille. Efter stationen er der som regel et sving i tunlen og toget sagtner farten, fordi der opstår en skærende lyd fra hjul mod skinner. Det skyldes nok, at hjulene er beregnet til at køre ligeud og derfor med stor og larmende modstand modarbejder de svingende skinner. Når tunlen igen er lige, sætter toget farten op igen og suser hurtigt og stille afsted og ind på næste station, hvor det hele gentager sig. Jeg har undret mig over, at der er så skarpe sving i metrotunlerne. Mon det er to forskellige hold som har arbejdet på tunlerne og på metrostationerne. De sidste har lagt en station, hvor den passer godt i bybilledet, dvs. under jorden. De første har bygget ihærdigt på deres tunler og har så flere gange eller hver gang de nærmede sig til en metrostation, pludselig opdaget, at den slet ikke lå hvor de troede og at de måtte skabe et brat sving for at få toget ind til perronen. Og de har tænkt:" Det var ærgeligt, men der er nok ingen som lægger mærke til det."

En episode: midt på natten vågner min kone med et sæt og rejser sig og slår hovedet mod skråvæggen, der er lige over hendes del af sengen, og falder brat, bogstavelig talt, i søvn.

En lille iagttagelse fra det parisiske byliv: Ved næsten hvert fortorv står med korte mellemrum jernstænger, som er en meter lange og med udskæringer og med en lille hvid kugle på toppen. Det er ganske givet for at forhindre biler i at parkere dér. Bilister i Paris parkerer over alt, hvor de kan finde den mindste ledige plads, som der ikke er mange af, hvilket er en gåde, da det virker som om bilisterne er så lettede over at have fundet en plads at de lader bilen stå de næste par år. Det er uheldigt, hvis der var for mange biler parkeret ved fodgængerovergange, så her er der en ekstra tæt række af jernstænger. På disse steder er farven på kuglen øverst slidt af, fordi kuglen passer perfekt ind i håndfladen, så når man venter på grønt lys, lægger man selvfølgelig sin hånd på kuglen og hviler sig lidt, særlig når man har smerter i venstre underben.

Parkerne i Paris er overvældende. Der skal nu ikke så meget til at overvælde mig, som kommer fra Vejle, der har Volmers plads og Byparken. Volmers plads blev for nogle år siden omdannet til et sted, som skulle tiltrække børn og unge. Der er en stor vippe med kunstigt græs under og en stor gynge. Der er flere læskure, som ser ud som overdimensionerede busskure. Endelig er der en svævende toiletbygning, som er svær at beskrive, og som jeg vil undlade at beskrive, da det gør mig ked af det. Det vigtige er, at byrådet i sit forslag til pladsen skriver, at den skal være et eldoro. Men jeg har aldrig set børn eller unge eller andre mennesker på pladsen, som man helst hurtigt går forbi uden at værdige den et blik, da man så ville blive ked af det. Byparken er undervældende. Når man kommer ind i den, er det første, som falder i øjenene, det brede areal med betonfliser, som fører op til rådhuset. Ved siden af er et stort betonbasin med betontrappetrin. Nede i bassinet er store betonkugler og de ligger også oppe på den lille græsplæne, som støder op til bassinet. Heldigvis kan man endnu ikke lave græs i beton, men plænen er omkranset af betonsøjler. I bassinet er der et lille blomsterbed i beton og blomsterne er valgt af rådhuskantinens køkkenassistent eller i hvert fald en, som ikke har forstand på blomster. Det er anbragt så meget beton på så lille et areal, at man bliver nødt til at anvende ordet "gnidret". Hvor der ikke er beton, er der rustent jern, som der er meget af i Vejle, da borgmesterens svoger er skrothandler med speciale i rustent jern. Længere inde i parken til højre er der en mærkelig, lige så gnidret konstruktion. Det er et stort antal 4 m høje og 4 m brede græsbeklædte jordhøje. Man kan ikke ligge på dem, for det ville være det samme som at stå op. Nogle af højene kan man gå igennem, fordi de er skåret midt over og der er lagt en sti med rustne plader til hver side. Det føles ikke rart at gå dér, og ikke engang hobitter ville føle sig hjemme. På Pederholms Allé ligger der for tiden en sort ledning over vejen for at tælle hvor mange biler, som kører forbi vores hus og ødelægger vores fred. Det var en idé i Byparken i hobitområdet at lægge en ledning ved indgangen og ved udgangen. Dels ville man opdage, at ingen ville derind, og dels at dem, som ved et uheld kom derind, meget hurtigt forlod området igen. Egentlig behøver man slet ikke en beskrivelse af parken for at vide, hvor tankeløst og kunstigt den er konstrueret. Man kan høre det af navnet. Byparken. Mon virkelig de højtuddannede og højt intelligente ansatte, som der må findes nogle af på rådhuset, ikke havde fantasi til at finde et smukkere navn. Eller blev det bestemt af borgmesterens svigerinde ved en middag, hvor hun serverede frikadeller og stuvet hvidkål og spurgte, hvordan det gik med byparken.

Navnene på parkerne i Paris er overvældende. Vi var inde i Parc Montsouris, Jardin du Luxembourg og i Jardin de Tuileries. Den første først. Med det samme man kommer ind ad porten til parken, bliver man totalt overvældet af freden. Det er som at komme ind i en anden verden. Ganske vist er der asfaltveje, men der er grusfortorve ved begge sider. Der er ikke mange blomsterbede, men sammensætningen af blomsterne er nøje overvejet. Det er nok snarere træerne og de enorme arealer med græs og de smukke bakker, som falder i øjnene. Der er mange sjældne træer, som det er svært at løsrive sig fra. Der er vandfald med herlig lyd. Der er en stor sø, som man kan sidde og se på, mens man slapper af. Der skal stor overvindelse til at gå ud af sådan en park. På ipadden ved baren L'Olive så jeg en internetside om parken, hvor der stod: "The park has inspired an impressive share of writers, poets, and artists." Det vil jeg med stor overbevisning kunne sige aldrig kan ske for Byparken i Vejle. Jeg har ganske vist lidt oven for skrevet om den, men det var med væmmelse. På internetsiden fortsættes:" Too bad the designer, who committed suicide in the park's lake on inauguration day, did not foresee his creation's eventual success." Når havearkitekten valgte at gøre det på indvielsesdagen, var det nok fordi der ikke var mere for ham at gøre i parken, som han havde lagt hele sit liv i, og derfor meget passende døde for. Han ville aldrig få så stor en opgave igen. Hvis arkitekten, som designede Byparken i Vejle, havde gjort noget lignende, ville det sikkert have stået i Vejle Amts Folkeblad, og så ville han have gjort det af andre grunde, f.eks at det var den værste park, han nogensinde havde kreeret, og derfor aldrig ville få en lignende opgave. Heldigvis er vandet i betonbassinet i Byparken så lavt, at ingen, selv ikke en arkitekt, kan få hovedet under vandoverfladen, men det var måske med fuldt overlæg for ikke at blive fristet.

Hegnet omkring Jardin du Luxembourg er fire meter høje jerntremmer med guld på spidsen. Der er en påskønnelseværdig ydmyghed i at kalde det en have. Sådan en have ville jeg gerne have. Det var lidt svært at finde en åbning i det imponerende hegn, men da vi trådte ind var det igen som om vi kom ind i en tredje verden af overjordisk fredfyldt skønhed. Vi trådte ind på en boulevardbred grusbelagt promenade med træer på begge sider og en blomsteromkranset dam. Det var et overdådigt skue.

Samsætningen af blomster i gule nuancer var planlagt af alt andet end en køkkenassistent.

Da vi efter en lang vandring ankom til dammen og havde nydt blomsterne så længe, at vi kunne løsrive os fra dem, opdagede vi til højre Senatet, hvor alle lysekroner var tændt. Senatet er et flere etager højt, stateligt palæ, en park værdig.

Her er fotos fra haven.

Det samme kan man ikke sige om Vejle rådhus, som er en kedelig klat af et hus med eternittag og ikke engang værdig til et gnidret anlæg. Mon det også er køkkenassistenten som tegnede rådhuset.

Her ses et foto af rådhuset i Vejle.

Jeg må her bringe et dementi pålagt af mit pressennævn, som er min kone. Da hun så mig med ipadden og en halv fadøl på L'Olive, mens jeg glad berettede om Parc Montsouris, sagde hun, at dér havde vi aldrig været. Vi var i Buttes-Chaumont, og det er jeg glad for, da Montsouris betyder musebjerget, fordi der boede mange mus inden parken blev anlagt og måske efter. Det er ikke tilfældet med Buttes-Chaumont. En formildende omstændighed er, at det er samme døde arkitekt, som designede begge parker. Dementiet er som sædvanlig anbragt her mange sider inde i postkortet og ikke på forsiden.

Jeg har hørt at Dubai har planer om at bygge en kopi af det indiske slot Taj Mahal i tidobbelt størrelse. Hvis køkkenassistenten i Vejle havde bestemt, at rådhuset skulle udformes som Taj Mahal i miniatureudgave, ville meget have set anderledes ud.

Den sidste af de pariske og paradiske parker, som jeg vil nævne, er Jardin de Tuileries. Jeg har spurgt pressenævnet om det er sandt, at vi har været dér. Igen er det en tidobbelt underdrivelse at kalde det en jardin eller have. Igen ser man en boulevardbred grusbelagt chausse med mange mennesker, og træer og græsplæner ved siderne. Der er flere enorme cirkelrunde bassiner med springvand i midten og et utal af stole omkring, hvor folk sidder afslappet og undrer sig over hvor smuk verden er. Der er selvfølgelig blomsterbede, som siger spar to eller spar es, fordi de er anlagt af blomsterkunstnere, som med liv og sjæl har plantet hver blomst, hvor den skal være. I den ene ende af Tvillerierne ses triumfbuen, hvis der ikke på Concordepladsen er placeret toetagers telte med med stande med alle erhverv i Frankring og hvor det myldrer med arbejdsløse, som gerne vil vide mere eller skrive sig på lister til ansøgning om job. Måske har de ikke jobcentre i Frankring, som sender folk ud som gadefejere. Dette lignede en moderne erhvervsmesse. Vi kunne ikke se Triumfbuen. Men det gik jo til et godt formål. I den anden ende af Tvillerierne ligger Louvre, som vi ikke turde gå ind i, da man så aldrig kommer ud igen. I den ende af haven er også nogle meget kreativt formede hække, som mange følte var behagelige af ligge i nærheden, fordi man så følte sig i eventyrland.

Der var nok ti rækker af sådanne hække med frydefulde græsplæner imellem.

Hvis jeg engang bliver rig af at skrive postkort, vil jeg rejse til Paris kun for at gå i parkerne. Hvis jeg derimod mistede alle mine penge, ville jeg aldrig finde på at gå ind i Byparken i Vejle.

Skrivefasen for postkort er meget tyngende for skriveren, som ustandselig frygter, at han går bort i utide og efterlader værket ufuldendt. Til gengæld har skriveren suveræn eneret til at sætte sidste punktum og erklære postkortet åbent for alle.

Men vi skal lige hjem først. Det blev dog ikke lige. Den hurtige rejserute, som vi fulgte til punkt og prikke, da vi kørte til Paris, kunne ikke bruges hjem, da vi så skulle læse beskrivelsen bagfra. Det kan jøder, fordi de gerne vil gøre sig bemærket. Men så kan de heller ikke læse forfra og er lige vidt.

På den rute, som vi valgte, var der adskillige km med vejarbejde. Jeg undrer mig hver gang, for traffiken tvinges over lange afstande ind på én vejbane, men der er ikke et øje at se. Det er måske godt nok. Selv om jeg har vinterdæk på, fordi jeg ikke har fået dem skiftet fra sidste vinter og en ny vinter snart melder sin ankomst, så er det ulækkert, hvis man skulle se alt for mange øjne, især på vejbanen. Mon de forbereder vejarbejde flere måneder i forvejen og så nøjes de ikke med at afspærre et lille stykke for senere at flytte skiltene. Når strækninger med meningsløst vejarbejde slutter og traffiken bliver givet fri, er bilerne som heste, der kommer på græs i foråret. Vi springer fremad i stor fart og måske er vejen udvidet med 3 spor i den rigtige retning. Hvis man lægger sig i det yderste, kan man få slugt rigtige mange km på kort tid inden næste vejarbejde. Men når man kører så hurtigt, skal man have et øje på hver finger, og det er svært, når man hele tiden skal holde begge hænder på rattet.

Endelig kører vi ind i Danmark i skumringen. Og alt falder på plads. Jeg tror ikke, at det kun er en indre følelse, som overvælder mig, når bilen sætter hjulene på dansk grund. Jeg tror, at Danmark i det ydre giver en god fornemmelse. Markerne har den rigtige størrelse til at skabe skønhed. Hegn og skove ser ud som om de er passet og plejet. Det er som at komme ind i en af de franske parker, at man bliver overvældet og føler sig i en verden, som er nummer ét. Ligesom franske parker har inspireret digtere, sådan også med Danmark. "Du skønne land med dal og bakker fagre, med grønne enge og med gyldne agre." Og endelig hist hvor Koldingbakken har slået en bugt, ligger Fakta så smukt, og ved siden af er vores hus, som vi skynder os ind i for at hilse på vores hund og kat, som heldigvis ikke har nogen tidsfornemmelse og tror at vi gik for fem minutter siden. Når jeg så udførligt skriver hvor jeg bor, er det ikke for at få det som Gandhi, der i følge min kone tit sad uden for sit hus, mens besøgende fra hele verden defilerede forbi. Med min udførlige adressebeskrivelse ønsker jeg bare i al ydmyghed at sige, at jeg er stolt over at bo ved siden af Fakta i Danmark.

Rejsen har taget en sidste drejning og bilen er parkeret, fyldt med franske lækkerier. Jeg kan sætte punktum. Vi har en flere meter dyb dam i vores have, men det er heldigvis flere år siden den blev indviet og jeg har valgt at sidde med ipadden inde i orangeriet og se ud på efterårshaven og græsset, som mildt sagt trænger til at blive slået.

Hvis det frister med flere flotte, franske fotos, kan de findes på denne adresse.

Hvis postkortet skal udskrives, kan det gøres fra denne adresse.

se alle indlæg
cookies