web stats
Kategori: små iagttagelser
synger
10-01-2013
Jeg synger på sidste vers, men jeg snyder. Jeg bliver ved at tilføje verselinier inden jeg når til den sidste. Jeg synger så længe som jeg har luft til. Når jeg ikke mere kan trække vejret, må det være slut med min sang.

Men det er sidste vers, for mine kæber knirker, når jeg åbner og lukker munden om mine toner, så de blandes med knaseri, som på gamle, støvede LP plader. Jeg bliver ved at dreje på håndtaget på den gamle afspiller, så pladen ikke standser, selv om den jævnligt kører for langsomt og tonerne synker.

Det sammen gør mit håndled, særlig det venstre, fordi jeg i 14 år har haft ondt i den skulder efter at have forløftet mig på en bøgestamme, og ikke mere kan ligge på den side, men kun på den anden, og slet ikke på ryggen, da jeg har ondt over lænden af at sidde for meget i tyve år.

Min kæreste kone kan sove på alle sider, undtagen på benene og på hovedet. Det kan jeg ikke. Også fordi jeg hele tiden skal være bevidst om pladen, at den kører eller at den ikke kører i samme rille.

se alle indlæg
cookies