web stats
Kategori: tyndmand
Et kort kapitel
10-03-2013
Dette kapitel er kort og skal kun overstås.

Jeg har svært ved at stå op i dag. "Gud, hvorfor skal det være sådan. Hvor er mine dage. Hvor er de blevet af." Lige nu har jeg svært ved at finde mine ben, som langsomt kommer ud fra dynen. Kiksen og mælken står på bordet. Det ser ikke meget indbydende ud. Jeg har hørt at croiassant og café latte smager godt. Sådan er det med meget andet. En udsigt over provence, hvad det så end er, og morgensol, der varmer, og stilhed der svaler, og elegante mennesker, der går rundt som i en film. Er de virkelige, eller kan de også have ondt i maven. Sidder de i deres luksus og drømmer om, at de var i Vejle. De skælder ud på hinanden og bliver skilt og sommerresidensen kan ikke sælges. Så får de ondt i maven. Men de klæder sig smukt for lånte penge og bruger den dyreste creme og de forstår at føre sig. Her kommer jeg, som Klodshans sagde. En anden én har ikke hverken ged eller cykel eller bil. Så hvordan kommer jeg frem i verden. Men det er også kun et eventyr. Jeg hørte om en rig kineser, som havde en meget dyr italiensk bil, som lige havde været på værksted og som stadig ikke ville starte. Så tog han en jernstang og smadrede bilen. Det ville jeg gerne med mit liv, trampe på det, rive det fra hinanden, spytte og arrigt råbe: "Du kan ikke engang starte. Hvad er du værd."

Jeg har spist min kiks og drukket min mælk, som skulle have været i køleskab, men det kunne jeg ikke overskue i går. En lille sten siger klik mod min rude og jeg går som altid ud på altanen og ser et par smilende børn, som jeg kaster nogle vingummier ud til. Og de råber tak og smiler. De er bare tilstede dér på græsplænen og har hele dagen foran sig. Selv om jeg ser børnene, gnaver surheden i mig. Denne dag og dette kapitel i mit liv skal bare overstås hurtigst muligt.

se indholdsoversigt til Postkort fra tynd mand i Vejle
se alle indlæg
cookies