web stats
Kategori: tyndmand
En korrespondent
10-03-2013
Jeg er som en korrespondent, der beretter fra Vejle by. Hver dag iagttager jeg folk og forholdene og undrer mig over dem. Det er ikke helt ufarligt. Jeg hørte om en korrespondent, som skulle til Japan, men i Singapore hørte han om en voldsom eksplosion på et japansk atomkraftværk, så han tog en flyver i den anden retning. Jeg går ned i Vejle hver dag uanset hvad jeg har hørt. En anden korrespondent, som var i Japan, fortalte at han boede på et hotel med 20 andre korrespondenter, og de havde talt med hinanden og han sagde: " Vi mener, at forholdene i Japan er meget alvorlige" og så rettede han det til " den japanske befolkning mener, at det er meget alvorligt." Det kunne tyde på, at han ikke havde været uden for hotellet. Det ville heller ikke nytte. Han kunne ikke japansk og han vidste ikke, at når han spurgte en japaner på engelsk om ikke situationen var alvorlig, så vil en japaner af høflighed altid give ham ret. Jeg taler ikke med andre korrespondenter eller udspørger borgerne. Jeg lytter. Jeg stiller mig f.eks. foran en butik med dametøj. Det er ganske vist lidt mistænkeligt at en tynd mand står og ser på dametøj. Men jeg lader som ingenting. Straks er der bid. To kvinder nærmer sig og skal se på butiksvinduet, mens de snakker. " Min læge siger, at jeg skal tabe mig, ellers er jeg i risiko." Den anden svarer:" Det er nederen. Hvordan vil du tabe dig." - " Jeg vil først prøve banankuren." Jeg ser for mig, at hun har stoppet en banan i munden og en i hvert øre og hvert næsebor osv.. Men den anden bryder ind: " Sidst jeg var på kur, fik jeg det rigtig dårligt. Jeg syndede og alt det jeg ikke måtte spise, det spiste jeg rigtig meget af. Jeg følte mig som dårligt menneske." En sådan lille samtale fortæller meget om forholdene i Vejle og blandt danskerne og den er ikke helt ufarlig. Man kan blive smittet af de synspunkter, som bliver udvekslet. Synspunkterne stammer jo ikke fra de to konkrete kvinder, men er spredt fra mund til mund og jævnlig holdt ved lige i medierne. Det er uskyldigt blandet ind mellem andre nyheder. Flyulykker, drab i Randers og storm i morgen, så står der pludselig: Den som spiser salt, dør af overvægt, kræft og blodpropper. For at forenkle risikoen nævnes altid kræft og blodpropper. Jeg tænker nogle gange, hvorfor der aldrig er risiko for fodsved eller vorter i armhulerne. Jeg har hørt, at Jesus har sagt, det ikke er det som kommer ind ad munden, som gør et menneske dårligt; det er alle de dårlige ord og tanker som kommer ud af mennesket. Tænk hvis det som spredes fra mund til mund og fra medier, var rent, så ville den værste forurening være overstået. Men så ville der ikke være så mange ord i omløb. Jeg har også hørt, at Jesus har sagt, at dine ord skal være ja,ja, og nej,nej. Det er ikke meget. Selv var Jesus lige så kortfattet, som Gud er. Jeg selv prøver så vidt det er muligt at holde mund. Det ville være synd, hvis kvinder foran et butiksvindue skulle det. Det er så opmuntrende at lytte til dem. Størrelsen på en bluse. Farven på en kjole. Man kommer langt væk fra drab og stormvejr, som det er farligt hele tiden at gå og frygte. Modvilligt giver jeg slip på de to kvinder og vandrer videre i Vejles verden. Lige nu er der meget liv på gågaden. Folk snakker, folk går, folk kigger. Jeg ser på dem og tænker: nu bliver alting stille. Og sandelig hvor de går og står, standser de og bliver hvor de var. Hvis deres mund var åben, er den det. Ekspedienten, som lige kiggede ud af butiksdøren, bliver ved med det. En af damerne fra før peger på vinduet og er stivnet. Jeg kigger mig forundret omkring. Jeg prøver om jeg kan gå. Det går fint. De kan allesammen se og høre, men de kan ikke bevæge sig. Jeg kan frit gå rundt mellem dem. Jeg går hen og kigger en i øjnene og så hvisker jeg i hendes øre: " Der er mange, som godt kan lide dig. Det må du også gerne." En anden har et lidt besværet ansigt og til ham hvisker jeg: " Du er ikke den eneste, som er ked af det. Hver anden heromkring skjuler det. Det ved jeg alt om." En pige er meget nervøs, og jeg hvisker: " Tag det helt roligt. Der er én som passer på dig." Sådan går jeg fra person til person og finder på et eller andet. Jeg kigger en mand i ansigtet og hvisker til ham: "Du tror, at du bestemmer, men i virkeligheden er der mange, som hjælper dig. Det må du gerne sige til dem." Der er en kvinde, som har fire poser i sine hænder og til hende siger jeg i øret: " Du går meget op i tøj. Det er en trøst for dig og den hænger død hjemme i dit skab. Find hellere en, som du kan trøste." Jeg drejer om hjørnet ved kirkegade og går ned mod banegården. Her kører bilerne og folk er i bevægelse. Jeg sniger mig tilbage og kigger nedad gågaden. Jo, nu begynder de at røre på sig. Først lidt tøvende og lidt usikkert smilende. Og så er alt normalt igen, kiggen og snakken og gåen. Men det er som om nogle af dem er lidt eftertænksomme. Det var meget uheldigt, at de nu allesammen husker mit ansigt.

Jeg må indrømme, at øde og tomhed iriterer mig og sætter gang i min fantasi. Det samme gør larm og snak. Det var min fantasi, som fik alt til at stå stille og gav dem bløde ord i ørerne. Men en korrespondent må ikke påvirke dem, som han iagttager. Han skal neutralt berette om tomhed, larm, flugt og tristhed. Hvorfor er der ingen bomber, som skaber liv. Så kunne vi bede om hjælp fra Nato og de kunne sender jagere ind over Vejle og folk blev reddet fra alt det panser, som de omgiver sig med. De kunne være frie til at se hinanden i øjnene. Jeg må indrømme, at det er lidt for naivt og for højt et mål. Danskerne har det udmærket. Hver for sig har de det dårligt. Det er ikke med i de økonomiske planer, hvordan man har det, men hvor meget man tjener.

Da jeg vender mig igen, bliver jeg løftet lidt op fra fortorvet og Jesus er foran mig. Jeg kender ham ikke, men jeg ved at det er ham. Han siger ikke noget men ser ind i mit ansigt. Han ser alt det som er og kan alligevel lide det han ser på en rolig måde. Det er både at forstå og blive forstået. Så er øjeblikket forbi og jeg ser ham ikke længere. Det havde jeg ikke ventet midt på Kirkegade. " Gud, det er nok, at jeg må tale med dig. Skal jeg nu også til at se syner." Jeg bliver langsomt sænket ned og jeg ser op, men Gud svarer ikke. Til gengæld får jeg øje på de øverste etager på husene. Det har jeg ikke lagt mærke til før. Flere af dem har fine udsmykninger øverst oppe. Folk ser nu en tynd mand gå gennem byen med ansigtet vendt mod himlen. De går uden om ham og undrer sig og kigger selv op: " Er der noget?" Gud viser sig heller ikke for mig. Men det er som om nogen hvisker mig i øret:" Der er mere mellem himmel og jord, og det kan være smukt." Jeg siger nu: " Alle bliver løftet op en halv meter over jorden og bliver hængende dér." Men der sker ingenting. Det virker ikke hver gang. Vejlenserne havde ellers godt af at se det hele lidt ovenfra med alle sanser og opdage, at de også er mellem himmel og jord. Der er boder og torvedag på kirkepladsen. Jeg er stadig lettere opløftet og går roligt rundt og ser på ost og fisk, som om jeg er en almindelig kunde og ikke en iagttagende korrespondent. Der er to som har fået øje på mig som et muligt offer og de stiller sig foran mig og spærrer vejen mens de rækker et blad til mig. Det tager jeg ikke imod, men venter på hvad de vil sige. " Kender du Jesus?" spørger den ene. Jeg svarer: " Det ved jeg ikke, men jeg har lige set ham på hjørnet mellem gågaden og kirkegade. Det er kun et kort øjeblik siden. Måske er han der endnu. Hvis I skynder jer, kan I måske få ham at se. I må gerne hilse fra malermester Madsen." De er ikke teknisk forvaltere, men reagerer lige sådan. De har svært ved at tro på mig og kan alligevel ikke lade være. Efter at have svinget frem og tilbage på fødderne skynder de sig afsted.

Hvorfor brugte de ordet "kende". Kender de sig selv;nej; og så kan de heller ikke kende det, som er større end dem selv. Kender de sandheden eller er de kun selvbestaltede forvaltere af et sæt sætninger, som de har lært udenad, og det kan aldrig være sandheden, som er rummelig og fri til nysgerrighed. De fleste ved ikke, hvad sandheden er, fordi de slet ikke ser i den retning. De ser kun deres egne meninger. Jeg har nok i at finde ud af løgnen i mig selv, og min fantasi og selvbestaltede tanker gør det så meget sværere.

Nu er ham, der skriver, kommet i selvsving. Folk hænger nærmest under skyerne og der er et helt afsnit om et ord. Det er som om han ikke kan finde på noget. Jeg ved hvorfor. Han har en søn, som er 30 år og en kone som er ældre. Sønnen taler han aldrig med, fordi han klarer sig fint, men det gør ham, der skriver, ikke. Han kan ikke klare hus og have og arbejde. Derfor er han flyttet over i lejligheden lige under mig. Dels var den ledig, dels vil han gerne være i nærheden af mig, som han tror han kender. Hvordan det ord så skal forstås. Da han ikke kan klare ret meget, har han indrettet lejligheden meget spartansk. Det mindste fjernsyn han kunne få. Det mindste bord han kunne få. En madras. Han bruger tiden i lejligheden. Jeg har hørt om japanske unge, som bor hjemme og pludselig beslutter, at de ikke vil ud af deres værelse. Døren er låst. Selv om forældrene trygler dem om at komme ud, får de ikke noget svar og døren forbliver lukket. Forældrene stiller engang imellem en tallerken med mad uden for døren, og senere står den tom tilbage. Hvis de stiller mælkekartoner eller poser, bliver det inde i værelset. På et tidspunkt når de unge er blevet sig selv og pludselig en dag kommer ud med langt hår og skæg. Det er mest drenge, som gør det, altså bliver inde og komme ud. Så er det værelse fyldt med skrald fra flere år.

Mon det er sådan ham, der skriver, har det. Hans forældre er døde for flere år siden. Nu har han meldt sig ud eller har lukket sig inde. Jeg stiller nogle gange en mælk og lidt kiks uden for hans dør. Han var ikke tynd, da han flyttede her over, men det skal han nok blive. Hvad sker der, hvis han holder op med at skrive. Så mister han den smule mad, som han har. Jeg har ondt af ham. Han har det næsten værre end mig. Det meste af dagen bruger han på at kigge gennem dørhullet for dog at se nogle mennesker og mig. Indimellem sidder vi stille i hver sin lejlighed og lytter til hinanden, men da vi sidder så stille, kan vi ikke høre noget.

Nu har jeg endnu mere brug for mine byture for at komme væk fra al denne ynkelighed. Mine fødder går af sig selv den korteste vej ned ad gågaden til Hennes og Mauritz. Jeg har hørt, at insekter er mere intelligente end man tror. Humlebier kan hurtigere end en computer udregne den bedste rute mellem alle de blomster, som den vil besøge. Jeg tænker tit på humlebier, når jeg sover til middag. Så kører postbudene rundt i kvarteret på små gule knallerter, der brummer som humlebier. Men intelligens har de ikke. De kører rundt uden mål og med og kommer flere gange den samme vej tilbage. Der skulle en stor fluesmækker til for at få ro i middagsstunden.

Jeg skal besøg en blomst. Det har mine fødder bestemt.

se indholdsoversigt til Postkort fra tynd mand i Vejle
se alle indlæg
cookies