web stats
Kategori: tyndmand
En sol og en sten
10-03-2013
Jeg går hen til kassen og spørg en pige: " Har I en hjælpepige, som er blond og som har en kæreste, der hedder Peter." - "Åh ja, det er Jette. Hun er ved at rette tøj an derinde," og hun peger. Jeg går derind. Dér står hun, som er blond. Hendes hår er ikke hvidt, og da hun vender sig og ser på mig, er hendes øjne blå. Men hun stråler. " Nej, er det dig." - " Ja, jeg ville lige se, at du har det godt." - " Det har jeg da. Jeg har fået nogle vagter, og jeg har haft så travlt, at jeg slet ikke har været nede på gågaden." Nu kommer en meget myndig kvinde hen til os og siger til Jette:" Er alt ok. Er der noget jeg skal hjælpe med." Jette svarer: " Nej, det er helt ok. Det er bare min onkel, som kigger ind." Den myndige kvinde forbliver myndig og går. " Det var min chef. Hun passer godt på os." " Det er jeg glad for," siger jeg og fortsætter efter lidt tøven: " Nå, men jeg ville kun se dig, at du er glad." - " Det er jeg." - "Vi ses," og jeg vender mig og går med solen i ryggen.

Denne gang er det mig, som tænker over et ord og smager på det. Onkel, er det én man stoler på; er det familie og ikke kun ven; er det én man altid vil have. Man kan ikke rent bogstaveligt afskaffe en onkel. Han bliver ved med at være det uanset om han er levende eller død. Han bliver ved med at være onkel, selv om man ikke ser ham i 30 år.

Over for Hennes og Mauritz ligger en kiosk, hvor der også er spisesedler for flere aviser. Med store bogstaver står der på en: " Mord i tusindårsskoven." Den ligger i udkanten af Vejle. Ikke alene er den stor, det varer også længe at gå gennem den, som navnet siger. Der er enten eventyr eller uhygge forbundet med skoven. I dette tilfælde det sidste. Et ægtepar er slået ihjel, da de gik deres daglige gå tur. Der kommer nu andre hen og ser på spisesedlen. De siger til hinanden: " Jeg har hørt, at det er stadsarkitekten." - "Mener du, at han er morderen." - " Nej, han er den døde." - " Jeg har hørt, at der har været trusler mod ham fra en folkebevægelse, som kalder sig "Fjern byens rust"." - " Ja, hvad sker der ikke i en lille by af vold og mord."

Jeg går nu, for jeg har fået nok at tænke på. Der er kun en anden end mig, som kender til den bevægelse. Mon den tekniske forvalter har rent mel i posen.

Ham, som skriver, vil gerne fortælle om en ældre forfatter, som er på antabus, undtagen den dag, hvor dette skete. Han og en lige så ældre ven, tidligere rektor, ville forkæle sig selv ved at spise på det fineste hotel i København. De bestilte en flaske vin og biksemad. De blev meget opstemte af det gode selskab, som de var i, og vinen, som de hurtigtr fik drukket, så de begyndte at tale meget højt og det må man ikke i et fint hotels restaurant. Først bad tjeneren om, at de dæmpede sig, hvilket bevirkede, at de talte meget højt til ham, og han bad dem om at gå straks. Det ville de ikke, for de havde ikke betalt. Tjeneren ringede til politiet, som kom og slæbte de to ældre ud af hotellet og smed dem på fortorvet og satte sig på dem. En betjent på hver sin ældre mand. Rektoren kendte mange grimme ord fra sine mange år blandt unge og han skældte sin betjent ud: nasserøv, perkersvin, grisebæ, pølsetyv. Betjente tog en notesbog frem og mens han sad på sin ældre mand, skrev han alle ord op. Snere fik rektoren en stor bøde for at tilsvine politiet, og begge ældre mænd blev bandlyst fra hotellet og må ikke komme der et år. Ham, der skriver, er flyttet i lejlighed, bl.a. på grund af larmen på Pedersholms Allé, som hans hus ligger lige op til. Vejle har f.eks. fået talende busser. De har højtalere inde i hussen og uden på bussen, og når bussen standser, råber en højtaler:"Line 3 til Vejle Trafikcenter." Det råber den hver halve time. Hundene, som står bundet ved Faktas indgang og keder sig, mens deres ejere er inde, begynder straks at gø, når bussen råber. De gør det også når bussen ikke er der. Man kunne overveje, om man måtte bede politiet sætte en betjent på bussen og skrive de grimme ord op og bandlyse bussen fra Pedersholms Allé. Han måtte også gerne sætte sig på nogle af hundene.

Jeg kan godt forstå ham, der skriver. Min blok og lejlighed ligger langt fra alleen, som ikke har træer på begge sider, men jeg kan godt høre bussen og hundene fra min altan. Det har jeg dog ikke tid til. Jeg er på vej til teknisk forvaltning for at spørge den tekniske forvalter, om han har et alibi for det tidspunkt, hvor stadsarkitekten blev myrdet.

Det tekniske kontor ligger hvor det plejer og jeg går hen til skranken. Den kvindelig forvalter bliver denne gang siddende og giver tegn til den rundhovede mandlige, som tøvende kommer til mig og siger: " Hvad kan jeg hjælpe Dem med, hr. Madsen." Jeg spørger: " Har du hørt mere til foreningen mod rustent jern?" - "Nej," svarer han kort. - " Er du blevet medlem af foreningen?" - "Nej," svarer han lige så kort. Midt mellem disse uskyldige spørgsmål blander jeg nu det vigtige spørgsmål for at overrumple den skyldige: " Hvor var du, da stadsarkitekten og hans kone blev myrdet i Tusindårsskoven?" Han svarer meget lant: " For det første var hans kone ikke med og hun er ikke myrdet og stadsarkitekten er ikke myrdet. Han var ude på en lang løbetur og blev træt og satte sig på en bænk og faldt i søvn og faldt ned fra bænken og slog hovedet mod en sten og blev bevidstløs, indtil en anden løber daskede ham i ansigtet, så han åbnede øjnene og lukkede dem igen og blev kørt på sygehuset, hvor han nu ligger og ikke vil åbne øjnene. Det forstår jeg godt, efter alt det han har udrettet i Vejle. Måske skulle vi andre tage ved lære og gå gennem Vejle med lukkede øjne. Avisen ved godt, at der ikke er sket et mord, men synes, at det lyder mere spændende, særlig når det er så svært at finde den skyldige. Jeg gik i øvrigt en tur i Tusindårsskoven på det tidspunkt." Jeg siger: " Tak for svaret."

se indholdsoversigt til Postkort fra tynd mand i Vejle
se alle indlæg
cookies