web stats
Kategori: tyndmand
Efter forhøret af den skyldige tekniker
10-03-2013


Jeg sagde for hurtigt tak. En god forhørsleder kan mærke, når han skal tie stille, for at få offeret til at tale. Men der er andre forhørsledere, som hellere vil komme igen, indtil offeret bliver helt mørt og går til fuld bekendelse. Jeg måtte vælge sidste stil. Det havde også den fordel, at jeg fik mere motion ud af det. Ingen forhørsledere, hverken gode eller dårlige, bevæger sig rundt til fods. Måske er det fordi de tit bevæger sig rundt i Beverly Hills og der må være bakker, som ikke er rare at gå op ad, ligesom Koldingbakken.

Nogle gange skal jeg ikke gå langt for at opdage mysterier. Forleden dag gik jeg ned i kælderen i den boligblok hvor jeg bor. Måske var det en ubevidst mistanke, som drev mig derned. Dér er mange mørke gange til affald og til pulterrum, som for det flestes vedkommende også er fyldt med affald. Mit er tomt. Det er fordi jeg intet ejer, ikke engang affald. Men ét af pulterrummene var specielt. Væggene ind til de fleste er nogle tremmer af træ, så man kan skimte, hvad rummet indholder. Det skulle forhindre indbrud. Hvem ønsker at stjæle affald, undtagen skrothandlere. I det specielle rum var der en stor bunke jord. Og i et hjørne kunne jeg ane et mørkt hul. På rummets nummer kunne jeg se, at det tilhørte ham der skriver. Så har han ikke altid siddet musestille i sin lejlighed. Han har gravet i kælderen. Det giver anledning til mange fortolkninger. Han synes det er for småt med en etværelseslejlighed. Han har troet, at han er i fængsel og vil bryde ud. Han savner måske sin kone og vil grave en tunnel, så han uset kan besøge hende. Måske har han hørt om Gaza ved Ægypten. Gaza er i fængsel, lukket inde af israelske soldater. Men gazisterne har fundet en løsning. De har gravet lange tunler i ørkensandet. Tunlerne er så høje og brede, at gazisterne kan slæbe hele døde og levende køer og får, cement og chokolade og kanoner gennem dem. Tænk på alt det liv som foregår under ørkensandet. Det eneste de frygter er at adgangen mellem Gaza og Ægypten bliver givet fri. Så mister tunnelgazisterne deres indtægt. Om nogle år vil tunlerne, hvis antal nu er på 1500, blive regnet blandt verdens vidundere, ligesom de tunler, som blev gravet ud fra tyskernes kz-lejre, hvor det var jøder som gerne ville ud. Jeg har selv hørt det i P1. Måske har ham, der skriver hørt samme udsendelse og vil oprette en smuglervirksomhed under Pedersholms Allé. Eller han vil bruge dynamit til at gøre alleen til en blind vej, fordi et stort hul standser al trafik forbi hans hus. Måske er det butikken Fakta han går efter. Eller han vil slæbe en stærk dunkraft hen under busstoppestedet. Når bussen holder, vil han løfte bussens trækhjul lidt op fra vejen og bussen kan ikke køre videre. Når den næste bus kommer, bliver den også løftet en mm op fra kørebanen og kan ikke komme videre. Alle byens buser vil med tiden holde ned ad Pedersholms Allé og freden vil sænke sig over byen.

se indholdsoversigt til Postkort fra tynd mand i Vejle
se alle indlæg
cookies