web stats
Kategori: tyndmand
En almindelig dag
10-03-2013


Da jeg kommer ud fra min lejlighed og går ned i trappegangen, lyder mine skridt hult og tomt og jeg kan hører at de kommer tilbage oppe fra 3. sal. Det er sjældent jeg ser andre beboere på trappen og jeg får lyst til meget højt at råbe "Brand". Alle vil komme styrtende ud fra deres små lejligheder og vi vil stå sammen uden for og snakke sammen.

Jeg går hen ad fortorvet og nærmer mig Fakta men jeg ser ikke hippien og undrer mig. Måske er han i skjul over jorden. Jeg savner ham næsten. Jeg mangler hans snak. Det er en utrolig evne at have, at skunne snakke. Jeg har den ikke. Ordene er visnet i mig som blomster, der ikke har fået vand. Jeg kan ikke huske hvilken farve, de havde. Nærmest sorte. Hippien taler i alle farver. Jeg har her til morgen set store røde pletter på mine ben. Det ligner forrådnelse. Lægen bliver nødt til at se det også, så han kan følge min hentæring. Måske er jeg blevet spedalsk. Det var meget populært før i tiden, dvs. der var mange spedalske. Men de var upopulære. Ligesom folk lader som om de ikke ser mig, sådan gik folk førhen langt uden om en spedalsk. Jeg tror også lægen vasker sine hænder grundigt efter at have set mine ben, selv om han holder hænderne langt fra dem. Ham, der gik omkring førhen, turde godt røre ved syge og han gik ikke uden om dem, men så dem i øjnene, så de blev sig selv. Jeg er aldrig helt mig selv, når er jeg ved lægen. Han kan så mange fine navne, som jeg ikkek forstår. Og han kender mange stoffer. Han skriver en recept og man går fra apoteket med piller, som man ikke ved, hvad er. Jo, inden i pakken er der en lang seddel, som er foldet sammen 10 gange for at kunne være der. På sedlen står ikke hvor gode og sunde pillerne er, men hvor farlige de er. Lægesekretæren kender mig, så jeg kommer straks ind til lægen. Hun vil ikke have, at jeg sidder og stirrer på de andre kunder og måske aner hun, at forrådnelse kan smitte. Lægen kender mig også, og han siger:" Nå, hvad har du så i dag." Jeg siger ikke så meget, men viser ham forrådnelsen. Han siger:" jeg ser lige på din journal." Den er inde i computeren og jeg ved ikke hvorfor han kalder den min journal, for jeg har aldrig set den. Computerens skærm er vendt væk fra mig. " Jeg kan se, at du får lithium. Det kan skabe psoreasis. Så vi må hellere holde op med dem." Tænk jeg går fra lægen med beskeden om, at der er nogle piller jeg ikke skal tage. Så heldige er der ikkke mange kunder som er. Jeg glemte at spørge om forrådnelsen ville holde op. Men i følge statistikken er der 53 % chance for at jeg dør inden.

Folk går opmkring som om de ingen bekymringer har. Det har altid undret mig. Er jeg virkelig den eneste som er på vej til at dø. Prøver de at gelemme bekymringerne ved at gå ind i butikker og bedøvede ud igen. Mon butikker er god medin mod dårligt humør og personlig nedtur. Men det har nok også bivirkninger. Jeg finder opmuntring i at se på andre mennesker. Det ser ud til at, der er nogle som har det godt og har et mål i livet.

Da jeg køber ind i Fakta, sker der noget overraskende. Der er ansat en ny. Og hun er ikke under 18 år. Hun er på min alder, men ser godt ud. Jeg kan ikke lade være med at sige til hende: " Velkommen til vores Fakta. Jeg håber du får det godt." Hun siger: " Det tror jeg ikke, men jeg får penge og i min alder er det ikke en selvfølge." Jeg siger: " Vi ses nok igen."

se indholdsoversigt til Postkort fra tynd mand i Vejle
se alle indlæg
cookies