web stats
Kategori: tyndmand
Foto
10-03-2013


Ham, der skriver, er ved at komme sig efter sin depression og for første gang er han uden for en dør. Han har taget sit kamera med og vil gå en tur i byen som en pressefotograf, der vil dokumentere små og store seværdigheder i bybilledet. Der skulle været et ord, som hedder userværdigheder. Dem er han mest på udkig efter.

Første foto er ved begyndelsen af Kolding bakken. På Koldingvej hen til bakken er der et autoværn i midterrabatten, som standser før bakken. Her begynder et andet autoværn ude på vejen i højre side, som skal beskytte cyklister, som i stor fart kører ned ad bakken mens den svinger. Jævnlig underhaler cyklisterne biler som er på vej ned ad bakken. Måske har det iriteret så meget, at nogle bilister har holdt lidt til højre for at klemme og standse cyklisterne, som så måske kørte ind over fortorvet og ned ad kælkebakken til plejehjemmet, hvor mange ældre sidder i kørestole og ikke kan gå nogen steder og glæder sig over hver lille overraskelse, som en cyklist, der i høj fart kører forbi på græsplænen helst uden om plejehjemmet og videre ud på Koldingvej, hvor Koldingbakken slutter. Flere af de ældre på hjemmet er blinde og får forklaret hvad der skete. Det tror de selvfølgelig ikke på. Det har de lært af erfaring. Flere gange er der plejere, som har fortalt, at det er mørkt og det er aften og det er tid til at komme i seng, men når de tænder deres fjernsyn kan de regne ud, at det er midt på eftermiddagen.

Det andet autoværn starter brat flere meter ude på vejen. For at gøre bilister opmærksom på dette havde kommunen til at begynde med sat en sort kvadratisk plade, der kan betyde hvad som helst. En bilist mente at den skulle være midt for fronten på hans bil, som standsede brat. Autoværn er ellers beregnet til at biler glider hen ad dem og til sidst standser med den ene side trykket ind. Men en sort plade, som står vinkelret på kørselsretningen kan man ikke glide hen ad. Bilen tvinges til at hurtig standsning og da autoværnet ikke giver sig og folder sammen på langs, er det bilen, som folder sammen. Det kunne kommunen godt se på bilen og de satte straks to røde vejarbejderstolper op. På det ene er der et lys, som måske blinker om natten. Det gav nattero, men selv kommunen kunne se at det så pinligt ud, så de satte en anden plade på den sorte plade. Den anden plade er med hvide og røde striber, som tydeligt viser, at dette er farligt, og kommunen fjernede de midlertidige vejarbejderstolper. Der gik så nogle uger, indtil næste bil blev foldet sammen. Straks kom stolperne frem igen og stod foran den røde og hvide plade, som var meget beskadiget. På fotoet kan man se at pladen igen er repareret og er så fin som ny med enkelte ridser. Ude i græsset ved af fortorvet aner man et par stolper, som står parat til næste bil.

Ham, der skriver, er også ham der læser på internettet, hvor der står: "Autoværn og påkørselsdæmpere er konstruktioner, der opfanger køretøjer og ændrer deres hastighed og retning på en kontrolleret måde, så køretøjets fører og passagerer ikke udsættes for uacceptable påvirkninger." Og han konkluderer, at kommunen må mene at den har kontrol over situationen og at det er acceptabelt, når biler bliver foldet sammen hver 14. dag.Han ved godt, at det måske kun er en bagatel, som ikke er helt i orden. Men han har det ligesom en kassemester skal gøre kassen op og mangler en krone i at det stemmer. Kassemesteren er bange for, at det ikke er en krone som er forkert, men at der f.eks. er 101.000 kr for meget i indtægter og 100.000 kr for meget i udgifter. Sådan kan et par plader på et autoværn være bevis for, at der er mange ting som ikke ballancerer i kommunen og at flere af kommunens beregninger på andre områder ikkke stemmer.

Lige efter begyndelsen af autoværvet er elektronisk skilt med antal af fri parkeringspladser i byen. Han har redigeret fotoet ligesom andre pressefotografer og gjort skiltet dobbelt så stort for at vise hvor grimt det er at have stående som hilsen til folk der vil til Vejle, og bilister som kigger intenst på, om de kan parkere i Vejle eller skal køre til Horsens, kører imens ind i de to plader, som bevirker at de hverken kommer til Vejle eller Horsens i den bil.

Kun et foto mere i denne omgang.Her ser vi den store græsplæne ned mod plejehjemmet, som bruges til kælkebakke om vinteren,altså græsplænen, når der er sne. De få træer på plænen er redigeret væk fra fotoet. Ham, der fotograferer, vil vise hvor få træer der er i Vejle, og hans fotos skal ikke give et forkert indtryk. Han har dog ladet et lille træ stå, som står nederst for bakken og er lidt misdannet. Han har aldrig lagt mærke til, at der stod en sådan lille, sølle træ og kan ikke få sig til at fjerne det. På et foto lægger man tit mærke til ting man ikke ser i virkeligheden.

På den anden side af vejen lidt inde i byen ses de foreløbig to søstre med en kran imellem, som er højere end søstrene.Den står mærkelig malplaceret og passiv som om nogle har glemt, at de satte den dér. Den ene søster er mere skæv end den anden. På det oprindelige foto så de to runde boligtårne små ud, så nu er de redigeret større, så man kan se klart, hvor dominerende de er. De er bastante og omfangsrige og hvis det var mennessker ville de kaldes de to fiskekællingekvinder. Den ene gider ikke høre på den anden og hælder sig lidt væk. Men den anden råber bare meget højere hen over det bare stykke der er mellem dem, da de er plantet langt fra hinanden, som om de ikke hører sammen, men måske skal der være en søster mellem dem, hvor kranen står. Det kan ikke undgå at skabe splid i familien. Kranen står dog stille, fordi der ikke er flere penge for tiden til søstre.

Pressefotografen har gjort sine forberedelser inden og set på internettet på siden oplevvejle, at " Vejle Kommune er kendt for at være innovative og nyskabende. Det gælder også på det arkitektoniske område, hvor byggerier som Bølgen og De fem søstre har bevist, at arkitekturen trives i Vejle." Det er nyskabende fordi ingen andre byer kunne finde på at ødelægge bybilledet med 5 kolloenorme madammer. Men rigtigt er det, at arkitekter tjener enormt med penge i denne by. Der står også at søstrene vil få hver deres individuelle præg. Måske hentydes til, at de ikke vil være lige skæve og et af dem vil ligge hen ad jorden. Forsøgsvis har fotografen lagt en søster ned på jorden mellem de to andre på fotoet. Det bliver det ikke bedre af, bortset fra at man har svært ved at få øje på den liggende kvinde.

Ham, der læser på nettet, søgte med ordene " de fem søstre vejle hæslige". Det gav ikke et resultat. Han søgte " de fem søstre vejle grimme". Intet resultat. Han ville ikke søge "de fem søstre vejle smukke".

Spionen

Jeg er tilbage igen. Jeg er uenig med ham om denne afbrydelse om fotos. Han mener, at han kan gavne vores by med sine fotos. Det mener jeg, at jeg er bedre til og vil bevise det. Jeg har et mål i dag og går langsomt og målbevidst ned til byen.

Forinden fik jeg lige talt kort med hippien.

Nu står jeg og taler med den tekniske forvalter midt på pladsen uden for den tekniske forvaltning. Han er bange for at tale med mig inde på kontoret, hvis der er installeret elektronisk aflytningsudstyr. Vejle er nyskabende med hensyn til elektronik. Jeg siger:" Foreningen mod rustent jern har skiftet navn til Tynd Front." - " Ja, det har jeg bemærket og det har skabt stort postyr og jeg er helt på jeres side. Derfor vil jeg fortælle dig noget, som er hemmeligt. I de sidste dage har teknisk afdeling skulle gennemgå alle regnskaber og budgetter. Det har været et meget stort arbejde. De andre afdelinger i kommunen har gjort det samme. Grunden er at borgmesterenb fik et brev fra Tynd Front, hvor der stod, at kommunens computer var blevet hacket og nogle beløb var flyttet lidt rundt, så der var opstået et overskud på ti millioner, som kunne bruges til skoler og plejehjem. Borgmesteren følte sig på tynd is. Han kunne konstatere, at der virkelig var et ovedrskud på ti millioner, som han ikke vidste hvor kom fra, og det ville han ikke have ud til pressen, og alle har arbejdet i hemmelighed. Men der er ikke fundet noget mistænkeligt i tallene, indtil der var en, som opdagede, at skoler og plejehjem ikke har fået de penge, som er på budgettet til dem. Nu har borgmesteren fået et nyt brev fra Tynd Front, hvor der står, at det ulovlige overskud skal føres tilbage til skoler og plejehjem, ellers bliver kommunens computer hacket og pengene overført automatisk ."

Jeg havde stået og lyttet til forvalteren, som under den lange beretning til stadighed havde kigget sig nervøst omkring.

Da jeg går fra ham tænker jeg:" Jeg ved ikke hvor jeg er. Der er sket så meget de sidste dage." Jeg siger:" Gud, er det sådan livet er. Jeg ved ikke, hvor jeg er. De regner med mig, men jeg kan jo ikke noget. Jeg ønsker mig tilbage, hvor ingen regnede med mig." Gud siger:" Heldigvis går dine ønsker ikke automatisk i opfyldelse. Jeg er ingen tryllefe. Kunne du ikke finde på et andet ønske, som jeg bedre kan opfylde." Jeg siger:" Jeg kan ikke komme på nogen ideer til at oplive kommunen." - " Det er da ellers gået meget godt indtil nu. Fortsæt du bare på samme måde." Jeg siger:" Nu vil de ikke nøjes med en lille plan. Nu vil de have den helt store og det kan jeg ikke." - " Begynd du bare i det små, så skal det nok blive stort." Jeg siger:" Stadsarkitekten er ude af billedet og arbejdet med det rustne jern ligger stille." - " Kommunen har altid gang i meget. Spørg forvalteren, hvad der er vigtigst for kommunen lige nu. Så vidt jeg ved er der en plads, som er opkaldt efter min søns mor og den har kommunen planer om at skamfere. I første omgang kunne du jo tage dig af det. Bare læg en græsplæne og sæt en masse træer, ligesom haven der var engang. Trylleordene, som du skal sige til hippien er park, Californien og 1969." Jeg har nu fået noget at tænke over.Første bølge

Ud mod gaden ved siden af Marias plads er der i løbet af natten kommet et iøjnefaldende skilt, som alle kigger på, når de kører forbi. Skiltet har teksten: "Her bygger tynd front et vartegn Blomsterbølgen. Vær med." På skiltet er malet mange små blomster.

I hvert af de små træer sidder en ung frontkæmper. De får mad af mange som kommer forbi med hjemmebagte kager, pizza og lasagne. Hvis dette kommer til at stå på i mange dage, vil de unge blive så tunge, at de falder ned som moden frugt. I det store egetræ sidder 4 unge, bl.a. en ulovlig knallert. Alle unge har deres mobil med og kan straks sms til hele deres gruppe af støtter, når de får brug for hjælp. Neden for egetræet er plantet blomster tæt i et bredt bed undtagen to steder, hvor der er bar jord.

To politibetjente kommer hen og står lidt fra træet og råber:" I lovens navn kom ned." De unge råber: " I himlens navn, kom tættere på, så vi kan tale med jer." De to betjente kommer hen og stiller sig i blomsterbedet på de eneste to steder, hvor er ikke er blomster. Da de to betjente står godt plantet, smider de 4 unge sig ud fra træet, to af dem holder i ét reb, og de to andre i et andet. De to reb går op i to taljer og derfra ned til blomsterbedet og skjult i jorden omkring de to betjentes fødder. Da de to reb strammes, medfører det, at de to betjente hejses op med fødderne først. De er helt oppe, da de fire unge er helt nede på jorden. De kan nu se hinanden ansigt til ansigt, dog således at betjentenes øjne er under deres mund, og håret nederst. En af de unge siger:" Vi kom ned. Hvad vil I nu." Betjentene puster af anstrengelse:" I skal op." - " Ok, I får hvad I vil have. Men husk nu hvad I har sagt." Langsomt kravler de unge op i træet. De får hjælp af kontrabyrden, som daler mod jorden med hovederne først. Til sidst vælter de to myndighedspersoner om i blomsterbeddet og rejser sig røde i hovederne, mens de væser:" Det skal I får betalt." En af de unge siger:" Gerne. Vi har brug for mange penge til blomster. Måske kunne I give lidt fra jeres festkasse." Betjentene børster sig lidt på tøjet, som om de kan børste skammen af sig, og så går de for at hente hjælp. De vil i hvert fald ikke arbejde her uden politibeskyttelse.

Mange på fortovet ved pladsen er standset for at overvære optrinnet. Det samme er flere biler på den trafikerede vej og når nogle af dem standser, bliver de andre også nødt til det. Mens de to politibetjente går væk, klapper folk på fortorvet i deres hænder, og bilisterne åbner deres vinduer og klapper. Den unge ulovlige knallert har anskaffet sig en megafon. Sådan én skal med ved enhvert rigtig demonstration. Han råber:" Vi vil ikke have beton på Marias plads. Vi vil have blomster. Nej til beton. Ja til blomster. Kom i morgen og plant en blomst. I morgen vil der være tusind blomster, som bare skal plantes. Vis jeres ja til blomster."

Ham, der skriver og fotograferer har stået på afstand og taget et foto af optrinnet. På det foto ses to personer i politiuniform med hovedet nedad og fire unge med hovedet opad. Han går hjem og sender det foto til avisen.Vejle vil gerne på verdenskortet. Kommunen skriver endda på sin hjemmeside, at Vejle skal kunne ses fra månen.

Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

se indholdsoversigt til Postkort fra tynd mand i Vejle
se alle indlæg
cookies