web stats
Kategori: tyndmand
Konfrontation
10-03-2013
Politiet møder talstærkt op. Talmæssige er de stærke. De har på afstand talt, hvor mange besættere, som er på pladsen, og de møder op dobbelt så mange. Tøjmæssigt er de stærke. De har panser på foroven og forneden, udvendig og indvendig. Men bag visiret på hver af betjenetene kigger nogle tvivlrådige små sjæle. Og så hjælper al deres styrke ikke, hvis tvivlen er i hver enkelts hjerte. De ser blomsterne og en spejderlejr, noget mere fredfyldt findes ikke, når de unge ikke løber fulde rundt men sover fordi det ikke er middag endnu. Politiet er organiseret sådan, at én har kommandoen. Det er nødvendigt, for ellers ville alle vende om og hjem og sove. Men nu råber en politibetjent:" Stavene." På ét sekund står alle betjente med deres stave i højre hånd.

Her er det, at jeg ligesom Moses griber min stav, hvis jeg havde en. Jeg har stået i udkanten lidt fra pladsen og iagttaget optrinet og jeg siger:" Stå stille og luk øjnene." Dér står hele ordensmagten og det er en lettelse for dem at lukke øjnene, men det føles som at være i fængsel, når de ikke kan røre en muskel. Tiden står stille, så jeg tager mig god tid. Først går jeg rundt og hvisker hver betjent i øret og løsner staven fra hans hånd. Jeg hvisker til dem:" Du må gerne løsne din højre hånd." Jeg samler stavene sammen og lægger dem i en affaldspand, som der er mange af. Så plukker jeg blomster og går til hver betjent og giver ham en blomst i hånden. Herefter siger jeg:" Rør." og betjentene ser som det første den blomst de har i hånden, og de føler det meget uvirkeligt.

Inden kommandøren kan nå at komme sig og tage kommandoen, siger jeg endnu en befaling:" Alle løftes op." Og ganske stille hæves alle lidt fra jorden. Det forhindrer, at de kan storme pladsen, men det viser også, at der findes andre magter end ordensmagten. Inde i teltene svæver de unge også lidt over jorden, og de som mærker det og vågner, siger, at de føles meget fredfyldt. Det føler politiet ikke. De føler sig helt afmægtige. De mærker en styrke, som er af den anden verden, og som de intet kan stille op imod. Da jeg mener, at virkningen har sat sig, siger jeg:" Alle løftes ned." Uden kommando vender politibetjeneste stille om en efter en og går stille hjem til politistationen, hvor de ikke taler ret meget med hinanden.

Bormesteren må gribe ind. Han siger til avisen, at kommunen med de bedste hensigter ville skabe en park for de unge, og nu har de ødelagt det med deres aggressivitet, og at han vil tale med aktivitersternes ledelelse for at skabe fred.

Vi bliver enige om, at jeg formelt er leder, men at hippien er bedre til at tale, så han skal fremstå som leder. Den ulovlige knallert går med ham, for at han ikke skal føle sig alene. Hen på eftermiddagen ser vi borgmesteren i alene person komme gående ned ad Marias gade til pladsen, hvor hippien og knallerten står.

Borgmesteren har stærke briller og skeler lidt. Men det er ikke hans skyld. Derimod har han taget den fineste grå jakke på, hvid skjorte og slips, og et par bukser, som er lidt for korte. Det gør det ekstra tydeligt, hvor lille han er. Men han er den øverste i kommunen og er den, som taler først og som har det sidste ord. Man skulle næsten tro, at han kender hippien, for han skynder sig at sige:" Vi skal forhandle." Men så tager hippien over. Han dingler lidt, fordi han har forberedt sig til dette møde. Han slår så kraftigt ud med armen, at han vakler lidt, mens han siger:" Velkommen til blomsternes have. For 20.000 kr har vi omdannet en parkeringsplads til en park og teltlejr for unge. Det er deres ønske." Borgmesteren blinker ikke med øjnene, men tænker på de 200.000 der allerede er betalt til arkitekter for at de kunne tegne flere betonbygninger til den lille plads, hvor der ikke kan knibes en enkelt lille blomst mere ned. Han siger igen:" Hvad kan vi forhandle om." Hippien siger:" Vi har planer om at udsmykke byparken, så græsplænen bliver fyldt med blomster og betonstolperne fjernes." Borgmesteren siger:" Det kan I ikke mene." Hippien siger:" Lodsepladsen, som de to 5 søstre er bygget på og stadig ligner en lodseplads, vil vi plante til med køkkenhaver og blomsterbede." Borgmesteren er målløs. Hippien siger:" Men alt det vil vi ikke gøre, hvis I lader os i fred her på den himmelske plads." Borgmesteren siger hurtigt inden hippien kommer for godt igang:" Skal vi så ikke kalde det en aftale." Hippien dingler tættere til borgmesteren og inden denne kan modsætte sig det, omfavner hippien ham kraftigt. Borgmesteren kan kun med nød og næppe rive sig løs og må rette sit slips og sin jakke og han trækker også op i bukserne, så man ser hans ankler tydeligt. På den måde vender han om og går stille hjem til sit borgmesterkontor, hvor han har svært ved at lægge værdigheden i de rette folder. Han har egentlig mest lyst til at sygemelde sig. Han er bange for, hvad fremtiden kan bringe. Mon han en dag igen skal stå alene over for blomsterbanden.

Slut på postkort

se indholdsoversigt til Postkort fra tynd mand i Vejle
se alle indlæg
cookies