web stats
Kategori: politisk satire
i selskab med skattet minister
Corydons manglende begrundelse for sænkelsen af selskabsskatten
21-03-2013
Nogle gange får jeg en ubændig lyst til at sidde inde i et andet menneskes hoved og forstå grunden til de ord, som det menneske siger. Der må være et eller andet inde i personens hoved, som kan forklare de mærkelige ord.

Tag eksemplet med selskabsskatten. Det må være begyndt sådan, at demokraterne sådan ud i det blå besluttede, at selskabsskatten skulle sænkes. Deres eneste forhåndsundskyldning kunne være, at skatten var lidt lavere i omkringliggende lande.

Efter beslutningen var taget, var det nødvendigt at finde på fornuftige begrundelser til den. I gamle dage havde kongerne spåmænd, som tog varsler og fortalte kongen, hvad han skulle gøre. I vore dage har regeringen ADAM*, som er en computer eller computermodel, som har den fordel, at regeringen først taster til den, hvilket resultat den skal komme til, og når den så måske efter en times beregninger spytter resultatet ud, ligner det meget det, som regeringen på forhånd gerne ville have.

Læs også forudsigelser.

Corydon har et meget stort hoved, hvor der sikkert er plads til, at jeg et øjeblik sidder inde og betragter tankevirksomheden, som går ud på at sænke selskabsskatten. Han leder efter en begrundelse og han får den tanke, at det altid lyder godt at skabe jobs. Han tænker, at han kunne ændre på forudsætningerne for beregningerne i ADAM. Det ved han, at de også gjorde det i 2004 og 2007 uden at det blev opdaget.

Nu kan jeg se, mens jeg sidder derinde, at det myldrer med mange begejstrede tanker, som helt skjuler en enkelt lille tanke, der er langt ude i det ene mørke hjørne. Den siger med meget spag stemme:" Hvis vi ændrer, vil resultatet blive, at der skabes 600 arbejdspladser, og ikke kun 50, som er det rigtige svar, og som selvfølgelig aldrig må siges højt. Men hvad er 600 i forhold til de milliarder, som skattelettelsen udgør." Der er en anden lille tanke længere ude i mørket, som siger:" Hvad hvis nogen opdager, at selskabsskatten i 1980 var på 50 %, og selv om den i det skjulte over årene er sænket med 25%, har de private ikke investeret mere og der er ikke kommet flere jobs og de privates økonomiske bagmænd er bare blevet meget rigere."

Corydon skærer igennem tankemylderet:" Vi siger, at lettelsen skaber jobs og at ADAM siger det. Det er ikke helt løgn og vi får hvad vi vil have."

Jeg, som sidder derinde for at observere og forstå, får nu den tanke, at det store korifæ egentlig ikke vil have jobs. Han vil have ros og tænker:" Hvis vi giver til de rige, fremstår vi som ansvarlige og vi får ros både indenlands og udenlands.

Og det opnår han.

Erhvervslivet roser offentligt demokraterne og siger, at de fører en meget ansvarlig politik, som er mere blå end Venstres Løkke kunne have præsteret. Han er sikkert rød i hovedet af raseri, indtil han indser, at erhvervslivets ros til demokraterne kun har til formål at skade den siddende regering, så den mister endnu flere vælgere, mens Løkke kan ligge på sin sofa og lade vælgerne komme til sig.

Det gør jeg også, altså ligger på min sofa, efter med stor befrielse at være sluppet ud, men jeg fandt da ud af noget. Og nu får jeg en uhyggelig tanke, at det ville være sjovt at være inde i Jesper Petersens hoved, men der er ikke plads og det ville ikke være sjovt og jeg ville ikke få noget ud af det.

Efterskrift: Sænkelsen af selvskabsskatten giver sikkert rigtig meget til de store virksomheder, som skaber utrolig mange job i udlandet og som ikke viser social- og samfundsansvar i Danmark.

Læs også selskabsskatter.
se alle indlæg
cookies