web stats
Kategori: underligt
Kladde til roman
Mon det duer til noget
13-01-2014


1 Lagerhallens mørke.

Trucken lyder stadig mere faretruende, jo nærmere den kommer, mens den tromler frem ad den smalle sti i havet af gule papkasser, der strækker sig så langt øjet rækker. Det er ikke ret langt, da kasserne er stablet fra gulv til loft med små truckstier imellem, som om der har vandret en Moses og skilt havet ad. Men lyset mangler. Der er ingen lamper i loftet i den flere meter høje hal. Mørket vælder ud af alle kroge. Bortset fra en enkelt lysplet længere fremme.

Chaufførens ansigt er skjult i mørket bag ruden. Måske mangler han også.

Truckens slingrende kørsel tyder på det. Det er på et hængende hår, at den ikke støder ind i en af papvæggene og går på grund som et skib, der er kommet for tæt på land og forsvinder i frådende bølger af papkasser. Enten er chaufføren fremragende, eller det rager ham en millimeter, hvad han gør, bare det sker med skrækindjagende fart.

Morten standser forundret op og vender sig. Hans pandelygte, der danner en minimal lysplet, peger mod lyden, som pludselig er altfor tæt på, og han må kaste sig ind til siden for ikke at blive mast af fartuhyret, som tromler videre forbi ham uden at sagtne farten. Hans forundring erstattes af frygt, selv om han har forudset det. Det har han ventet på, jo længere han kom ind i det mørke lager. Noget vil der ske og ikke noget godt. Det må være efter planen, at han bliver kørt ned dybt inde i paphavet, hvor ingen kan høre hans sidste råb om hjælp. De vil finde ham flere dage efter med mast hoved ved siden af den papkasse, som han bærer på, og som også er mast.

Han er skrækslagen for mørke, selv om han er 22 år gammel. Han har været ansat på lageret i flere år og kender det ud og ind. Så langt han kan huske tilbage, har han været mørkeræd. Mørket gennemtrænger ham og sniger ind i ham og opløser ham indefra. Han er lav af højde og tæt af bygning, men han har en bygningsfejl. Han ikke kan modstå mørket. Han klamrer sig til pakken, som han bærer, og som er så lille både i størrelse og vægt, at det virkede for omstændeligt at køre den derind. Han fortryder det nu.

Han kender alle ansatte på lageret, som er eksporthal for et multinationalt firma. De fleste af kollegaerne er hensynsfulde, og kører ikke farligt.

Men netop samme dag er der ansat en ny truckfører, som Morten har talt med en enkelt gang, men han kan tydeligt huske hans navn: "Jes". Jes kan lide sig selv og sit navn og benytter enhver lejlighed til at nævne det, og hver gang tilføjer han: "I can", ligesom den amerikanske præsident Obama ofte sagde, inden han blev præsident. Jes ligner ham i sit velplejede , brune ydre og i sine elegante bevægelser. Det ser nærmest ud som om han danser, når han går. Han kører ikke elegant, men farligt og frækt.

Der er mennesker, som får krybende angstfornemmelser, når de ser edderkopper. Andre har det med højder eller snævre rum eller vidstrakte torvepladser. Der er mennesker, som får koldsved, hvis andre kommer dem for nær.

Morten har det med mørke. Da han var 10 år, ville hans onkel kurere ham og tog ham en aften med ind i en garage, hvor der var lige så højt til loftet, og hvor lyset ikke var tændt, og i alle kroge lå der blodtørstige uhyrer og skjulte sig. Onklen holdt fast i Mortens hånd og trak ham målbevidst derind. Morten råbte: " Jeg vil hjem." Det gjorde han mange gange og hjerteskærende. Onklen var nødt til at køre Morten tværs gennem den mørke by til Mortens lyse hjem.

Selv om det nu er 12 år siden, husker Morten det som i går, og det har haft den modsatte virkning. Det har ikke renset ham for uhyrer i krogene. Antallet af skumle væsener i hans sind er tværtimod forøget. Og flere af dem har onklens blege ansigt og skaldede isse. Det er ikke ualmindeligt. De fleste mennesker bærer rundt på uhyrer, som de har indeni, og som har ansigtstræk fra deres familie. Det er ret almindeligt, at den, som er bærer af disse væsener, giver dem videre til sine efterkommere. De giver smitten uden at vide det.

Morten er uhyggelig langt inde i det dybeste af lageret, hvor lyset sjældent er på besøg. Han stryger håret fra panden, men det bliver der ikke lysere af. Tværtimod kommer han til at røre ved pandelampen, som blinker. Måske er batteriet ved at være brugt op, eller der er en løs forbindelse. Det er der også i Mortens virkelighedsopfattelse.

Barnet, som også er inde i ham, råber ud af hans mund: "Jeg vil hjem." Han smider kassen og vender om og løber alt, hvad han kan, ud fra mørket. Han bliver ved med at løbe, som om han er forfulgt.

Jes ser en forpustet skygge med vilde øjne komme løbende ud fra lageret. Han siger:" Hvad fanden sker der. Du ser dårlig ud. Du ligner et sygt spøgelse " Han fortsætter:" Åh, det var måske dig jeg så derinde i mørket. Jeg ser et sving, og lige efter ser jeg dig. Du står et farligt sted, mand. Det må du da vide. Det kunne let være gået galt. Men jeg klarede det. Yes, I can. "

Jes står afslappet ved siden af trucken. Han holder en pustepause, selv om han langt fra er forpustet. Han klarede opgaven inde på lageret hurtigt, og han mener, at han har fortjent at stå et øjeblik eller to og nyde livet og sig selv.

Morten svarer ikke. Dels har han ikke luft til det, dels har han ikke lyst til det. Han må give sig tid, for han er ude af sig selv. Det skyldes, at han er løbet fra sin sjæl, som nu har en strækning på 12 år, som skal tilbagelægges på få sekunder. I primitive folkeslag sidder de altid helt stille efter en lang rejse, for at deres sjæl kan indhente dem. Han bliver nødt til at vente, så hans mund ikke også løber af med ham over for hans nye kollega, som ser ud til at befinde sig i sit es.

Jes kan ikke lide tavshed, men han vil gerne høre sig selv:" Jeg syntes jeg hørte et råb derindefra for lidt siden. Var det dig?"

Morten tager sig sammen:" Hvad har du gang i. Det er din første dag her, og du kører som om du har været her i 12 år. Det er totalt uansvarligt at køre så hurtigt derinde. Du kender ikke engang lageret, og så kører du som din egen bukselomme . . jeg mener, som om du kender din bukselommme . . vrøvl . . som om!"

Jes:" Det kommer jeg til. Jeg skal lige lære det. Du må give mig nogle dage. Jeg er lærenem. Du ikke kun ligner et spøgelse. Du taler også som et spøgelse," siger han muntert til den stadig pustende Morten.

De står på pladsen tæt ved kontoret og pauserummet og indgangsporten til lageret, hvor flere trucks holder snorlige parkeret, undtagen den, som Jes har brugt.

En truckfører kommer ud fra pauserummet ved siden af kontoret og går hen til den truck, som stadig er varm efter Jes' kørsel. Han ser, at nøglen sidder i og siger skarpt til Jes:" Du skal huske at lægge nøglen ind i nøgleskuffen, når du har kørt. Enhver kan jo komme ind fra gaden og køre væk med alle vores trucks. Vi har regler her i firmaet, og de skal følges." Han sætter 3 kasser op på truckens gafler og går ind i kontoret for at hente papirerne.

Morten ser nu, at Jes ikke kun kan stå stille og køre hurtigt. Han kan sprinte som en kat eller en tiger, der skal indhente sit bytte. Jes løber hen til trucken og tager nøglen og løber hen til kontoret, men inden han når døren, hvor han møder den sure kollega, sagtner han farten og går nonchelant forbi ham. Inde i kontoret skynder han sig hen og trækker en skuffe ud og går tilbage til døren, hvor han læner sig afslappet op mod karmen.

Den sure er på vej til trucken med papirerne i hånden og sætter sig ind for at køre, men da han vil starte, er der ingen nøgler. " Hvor er nøglerne," spørger han vrissent. Jes:" Jeg har lagt dem i nøgleskuffen." Den sure:" Hent dem straks." Jes modsætter sig:" Har du selv lige har opfundet den regel, at man kan sætte sig godt til rette og beordre en kollega til at hente nøglerne. Hvis det er en regel her i firmaet, kan jeg også bruge den for eftertiden. Yes, I can."

Den sure må modstræbende ned fra trucken og ind efter nøglerne. Morten og Jes ser på hinanden og smiler. Morten:" Du har nu mødt Albert. I skal nok finde ud af det med hinanden."

Der kommer en person ud fra pauserummet. Jes hvisker til Morten: " Nu kommer Olsen, chefen. " De plejer at kalde ham Ole Olsen efter den legendariske speedwaykører. Han er ikke chef, men opfører sig sådan, fordi den rigtige chef bor i USA, og ham har de aldrig set, men han sender jævnligt skemaer med nye regler, som skal overholdes. Ole Olsen er kontoransat og styrer firmaet efter sine egne danske regler.

Olsen siger: " Hvilken herlig dag, og der er ikke flere ordre. Hvorfor holder I ikke fri. Jeg skal nok stemple ud for jer. " Solen skinner. Foråret vælder ud af alle kroge. Jes svarer: " Nu ligger der vel ikke noget bag. f. eks. at vi skal hente en kasse øl til dig." Ole Olsen:" Det kan ikke skade, en anden gang, når jeg har fri."

Mens de går ud på parkeringspladsen, fortæller Morten: " Ole Olsen er flink og dansk. Jeg har hørt en historie om engle, som fik øje på en by, hvor alt var ude af kontrol. Det var ikke kun kommunen, som handlede ulovligt. Alle borgerne snød og bedragede hinanden, som om de var ansat af kommunen. Englene satte sig for at gennemsøge byen for at se, om de kunne finde en eneste god person. Det var som at finde en nål i en høstak, men til sidst lykkedes det for dem, og ham tog de med til en anden by. Ja, der er faktisk en historie om et helt land, hvor der kun fandtes én god person. Det var som at finde en nål i en afrikansk savanne. Men detektivenglene var dygtige. De fandt ham og fik ham til at sejle væk fra landet i et skib sammen med hans familie. Måske var hans godhed så rigelig, at den også omfattede hele hans familie. Hvis englene kom til vores firma, ville de udpege Ole Olsen. Men det er skam, for så skulle han følge med over i et bedre firma. Måske kunne han smitte lidt af på os, så vi kom med, uden at nogen bemærkede det. "

Det var en af Mortens dårlig vaner. Når han havde haft en stærke oplevelse, lod han munden løbe.

2 Jes, he can.

Han havde en blød, brun hud, som han kunne takke sine gener for. Han havde ikke gjort noget for det. Det var nemt og naturligt for ham at se godt ud. Personer af begge køn havde lyst til at række ud og røre ved hans brune arm eller stryge ham over hans skinnende sorte, halvlange hår, som altid så nyredt ud. Heller ikke det havde han ikke gjort noget for. Nogle, måske også af begge køn, fik lyst til blidt at trykke deres mund mod hans indbydende kind, som de ikke kunne tage øjnene fra. Få af det ene og flere af det andet køn havde lyst til mere. Han brugte sin krop som sit udtryksmiddel til at vise sig frem. Det behøvede han ikke at anstrenge sig for eller tænke over .

Han akkompagnerede sine ord han med kropsbevægelser. Hans ord var fysiske og kunne i lige så høj grad ses som høres . Hans krop var velproportioneret, og han mindede om Muhammed Ali, en nu aldrig glemt, legendarisk bokser, som med sin muntre og frække elegance var lige så god en danser som bokser. Hvor Jes opholdt sig, smittede han af på omgivelserne, så stemningen blev opløftet og munter.

Morten sagde:" De første forårsdage er helt uvirkelige. Luften er så let. Det er som om vintermørket aldrig har eksisteret." Jes:" Det kender jeg ikke noget til, mand." Morten:" Jeg så i øvrigt i går en udsendelse om en ung, engelsk cricket spiller. Hans knæ var ødelagt, og han ikke kunne spille længere, men for tiden laver han udsendelser til fjernsynet. De flyver ham ud i verden til de mest øde egne, og så bliver han sat ud alene. Det kan være i Afrika eller på Borneo, og han skal klare sig 14 dage. Det gjorde ham ikke noget, da han en morgen kom ud af teltet, og der lå to løver og stirrede på ham. Det gjorde ham ikke noget, at slanger krøb omkring ham, når han spiste ved bålet, men om aften og om natten var han meget bange for mørket."

De var nået frem til en lille, gul bil på parkeringspladsen. Jes låste den op og med en dansende bevægelse svingede han sin slanke krop ind på forsædet og satte nøglen i, men han startede ikke motoren. Han ville nyde øjeblikket og helst et mere, mens han forklarede om sin bil. Den måde Morten satte sig på passagersædet var mere almindelig dansk.

Jes:" Som du ser, er den gul. Det er den ude, og det er den inde. Undtagen motoren. Den er rød. Jeg kan bedst lide rødt. Det gule er forklædning, så motoren er skjult. Hvem ønsker at stjæle sådan en gul bil. Selv radioen er forklædt som den billigste, der kan findes på nettet."

Morten:" Man må sige, at det gule er meget tydeligt."

Jes:" Ja, alle ser den og kommer hurtigt af vejen, når de ser min lille, gule satan komme fræsende. Den hedder Fiat Suiento, og det er italiensk, og de forstår at lave små og store sataner. Jeg har købt den for 10.000 kr, og den synger på sidste vers, men det er et skønt vers. Det er en dejlig sang, ikke som en symaskine, men som en rockmaskine." Han sang: " One, Two, Three O'clock, Four O'clock rock, Five, Six, Seven O'clock, Eight O'clock rock. Nine, Ten, Eleven O'clock, Twelve O'clock rock, We're gonna rock around the clock tonight. "

Han havde en lys sangstemme, og han fortsatte:" Jeg kan tælle til ti på engelsk. Jeg kan endda tælle til 150.000. Yes, I can. Det kostede motoren, som jeg har sat i. Det er en af de mindste V8 på 3 liter og med 385 hestekræfter. Den kostede 150.000 brugt og rock-anlægget kostede 30.000. En af mine to interesser er biler. Den er en forklædt Ferari."

Morten:" Det må jeg nok sige. Jeg har hørt det modsatte. Nogle har en lille bil. Så sætter de en front fra en BMW på den."

Nu startede Jes bilen og lod motoren summe et øjeblik. Det var helt uvirkeligt, fordi bilen ikke lød som sig selv, men som en Ferrari. Det gjorde den også, da den satte igang og med et hvin var ude på vejen. Han kørte bil som han kørte truck, frækt og farligt. Hvis de kom forbi en pige, som gik på fortorvet, trykkede han kort på rattet, og bilhornet lød som en lastbil.

Han skiftede gear med en hurtig håndbevægelse, og bilen reagerede som en sportsvogn, og som om han og den var ét.

Andre normale bilister skifter gear, når motoren lyder overanstrengt. En Ferrari motor lyder ikke overanstrengt, undtagen hvis den kører 150 km/t i første gear. Jes kørte ikke normalt. Morten prøvede at læne sig tilbage i sædet:" Har du hørt, at de eksperimenterer med lyd til biler. Hele mekanismen er sat ind i et usb-stik, som sættes i bilradioen. Der er også en gps, som måler bilens fart. Når bilen accelerer, gør lyden i højtalerne det også. Inde i bilen lyder det fantastisk ."

Jes:" Det behøver jeg ikke. Motoren er fra Ferrari. Hvis jeg trykker for meget på gaspedalen, så springer motoren ud af bilen og fortsætter alene hen ad vejen, og vi sidder tilbage med en bil uden motor."

De holdt et øjeblik for rødt i vejkrydset ved gågaden og kiggede ind på den. En lastbil var netop ved at bakke derind, men i samme øjeblik løb en lille hund ud fra en butik og om bag lastbilen. Morten og Jes så den i et splitsekund. Bagefter kom en pige løbende ud fra butikken og om bag lastbilen efter hunden. Lastbilchaufføren, som så pigen i bakspejlet, standsede. Hunden syntes det var sjovt, og den havde måske prøvet det mange gange. I virkeligheden var det pigen selv, som uden at tænke over det havde oplært den til det. Hunden kom til forenden af lastbilen, pigen efter, og hun løftede sin ene hånd mod chafføren, mens hun fortsatte efter hunden, som var flere meter foran. Måske var også chaufføren vant til det, fordi pigen havde oplært ham til det. Han tog det helt roligt.

Jes:" Det er hundevæddeløb, når det er bedst. Hvem vinder?"

Hunden løb flere gange rundt om lastbilen. Jes og Morten så hunden forsvinde bag lastbilen og komme til syne kort efter, hele tiden med pigen bagefter. Jes gav et båt, og pigen blev forvirret et øjeblik, men havde kun tanke på hunden.

Så smuttede hunden ind i butikken igen, og lastbilen bakkede langsomt videre, mens chaufføren, som havde rullet vinduet ned, sagde et eller andet til pigen, som han havde haft fornøjelsen af at se løbe, og som smilede og dermed gav ham en godbid, mens hun kort kiggede efter Jes og Morten, der fik grønt lys og kørte. Hun gav ganske sikkert en godbid til hunden, som var kommet tilbage til butikken, og hunden tænkte:" Det var en sjov leg, og så falder der endda godbidder af." Og den satte sig hen til den åbne dør for at vente på nye lastbiler.

" Vidste du, at vi skal hen og bowle," spurgte Jes. " Næh, det har du ikke fortalt." Jes:" Det er meget hyggeligt at bowle, når man er flere om det. Jeg har ringet til Mille og Tilde. De ville meget gerne komme, fordi de siger, at det er altfor sjældent, jeg inviterer dem ud. De er mine." Morten forstod ikke, at Jes kaldte dem for sine, som om han ejede dem.

" Nu er vi der," sagde jes, og drejede bilen ind på en parkeringspladsen ved bowlingcentret og standsede med et hvin fra dækkene.

3 Jes har to piger.

Her tidligt på eftermiddagen var bowlingcentret menneskeforladt, bort fra to piger, som stod ved en af de lange baner. Fordi der kun var to personer til stede, virkede de mange tomme baner endnu mere forladt. Det gjaldt også den, som de to personer stod stille ved. De stod og ventede. Da Jes og Morten havde skiftet sko, gik de hen til pigerne, og synet af dem var som et slag i ansigtet på Morten.

De var kontraster, som suplerede og fremhævede hinanden. Den ene var skarp mørk og den anden gnistrende lys. Den mørke og yngste gav Morten hånden og sagde:"Jeg hedder Tilde." Den lyse gav også hånd til Morten, og hendes hånd føltes uendelig blød og personlig, som om den udtrykte hendes inderste væsen. Hun sagde:" Mit navn er Mille." Morten kunne ikke huske sit eget navn. Hver gang han mødte nye mennesker, var han ikke sig selv, og det varede lidt, inden han kom til sig selv. Han vidste ikke, hvor han var, men det var et sted midt imellem sig selv og dem, som han mødte for første gang. Sjælen blev suget ud af ham. Det hang sammen med hans angst for mørke. Synet af de to piger slog ham ud. Morten stod midt i en trykbølge af synsindtryk, så han blev nødt til at læne sig frem for ikke at blive væltet omkuld. Han følte Tilde som en sort kat, der skjulte sine kløer, men kunne vise dem, når ingen ventede det. Mille var som en lys eventyr-fe, som smilede både udvendig og indvendig, så han havde lyst til at fortælle hende alle sine inderste ønsker.

Han fik fremstammet:" Det glæder mig at se . . øh. . at møde jer." Jes:" Det er så Morten, som er den første kollega, som jeg stødte på, eller det gjorde jeg netop ikke, og det var et held eller dygtighed fra min side." Morten:" Det gider vi ikke snakke om."

Tilde havde langt sort hår, en sort bluse med gyldent mønster og sorte bukser Mille havde langt lyst hår og en hvid bluse, som også havde et gyldent mønster, og lysebrune læderbukser og et lysende ansigt med en gennemsigtig, hvid hud, hvor små blodåre kunne anes. Mon Jes bedst kunne lide piger med langt hår og et slående udseende.

De to piger omfavnede Jes på én gang og gav ham begge et knus, nænsomt og nærmest underdanigt. De satte sig sammen ved forenden af banen ved den ene side foran pointtavlen, med Jes i midten. De sad lidt afventende og så på Morten, der havde sat sig over for dem. Han betragtede dem tilbage, et heldigt trekløver. De var et perfekt match, som om de var født sammen. Jes var født velplejet, og de år han havde levet, havde han ikke nået at ødelægge det. Hans to piger var også var født smukke. Og de gjorde meget for at holde det vedlige. Der kunne ikke sættes den mindste plet på dem, før den øjeblikkelig blev fjernet. Morten lagde mærke til, at de begge jævnligt betragtede deres hænder og negle et kort øjeblik eller rettede på deres hår, som ikke behøvede at rettes. Tilde lagde sin hånd skødesløst på Jes' lår, og Morten så på den og tænkte på hendes hånd. I det øjeblik blev det uklart, om det var pigerne, som ejede Jes.

Morten nød synet af Tildes hånd, som lå skødesløst på Jes' lår. Hånden var frisk og kølig og fornem. Han kunne stadig mærke, at hans hånd havde holdt hendes, og han havde været fristet til at holde hendes op mod sin mund. Mon hun kunne løfte en bowlingkugle med den hånd.

Det hele havde kun varet et øjeblik. Morten:" Bowling kender jeg ikke meget til. Jeg har kun prøvet det én gang. Og det har jeg fortrængt. Hvordan er det nu?" Tilde:" Du tager en kugle og smider den. Du må gerne være først. Det glæder jeg mig til." Mille:" Nu skal jeg vise dig, hvordan du holder kuglen. Du skal vælge en, som ikke er for tung, selv om du ser ud til at have godt med armkræfter. Jeg vil gerne være først, så kan du se, hvordan det er." Hun og Morten gik hen til kuglerne, og Morten rakte ud efter en, men Mille standsede ham:" Nej, den er jo altfor stor til dig." Tilde indskød:" Hvorfor vil drenge altid have den største." Morten:" Jeg er ikke særlig høj, så jeg prøver at kompensere." Mille:" Se den her lille kugle passer lige til dig, som ikke er høj. Men det ser man ikke, fordi du har et flot hår."

Morten havde et frodigt, vildtvoksende hår og nogle dybe øjne, som man ikke kunne lade være med at kigge ind i. Han nikkede pandehåret væk fra øjenene og smilede til Mille:" Jeg ved ikke om du er sød ved mig, eller om du gør grin. Jeg kunne aldrig finde på at gøre grin med een, som ikke kan bowle." Mille:" Det kunne jeg heller aldrig finde på." Mille tog en lyserød kugle til sig selv og gik yndefuldt hen til banen. Med en smidig bevægelse kastede hun kuglen, som rullede midt på banen og ramte midt på keglerne. Der var kun 3 kegler, som blev stående. Tilde:" Sådan skal du ikke gøre. Det kan du godt se, hvis du kan se noget for det hår." Mille:" Du må ikke sige noget dårligt om hans hår." Tilde:" Det gør jeg heller ikke. Jeg vil bare hjælpe ham til at kaste bedre end dig. Morten, du skal sigte midt på banen og kaste kraftigere end Mille. Meningen er, at alle kegler flyver til alle sider."

Jes:" Du skal slet ikke gøre så meget ud af det. Det er ikke meningen, at du skal vinde. Det er meget bedre, at du lader pigerne vinde. De bliver så søde af det. Det er mit trick." Morten:" Det minder mig om en film. Hungergames. Dér gælder det at vinde for enhver pris, ellers overlever man ikke. Og man vinder ved at dræbe de andre, som er med i spillet. Jeg tænker selvfølgelig ikke på bowling." Mille:" Det er sådan en film, jeg aldrig kunne få mig til at se. Vi skal hjælpe hinanden med at vinde." Tilde:" En leg er kun sjov, når den tages dødsens alvorligt. Jeg kæmper for at vinde. Men taberne skal helst være i live til sidst, så de kan beundre min overvældende sejr." Hun fortsatte:" Den film vil jeg se. Det er bare fordi du er så sød, at du ikke vil, Mille." Tilde nød, da det blev hendes tur til at kaste.

Hun bevægede sig om en kat, smidigt og målbevidst, parat til at nedlægge byttet, der intet anede om faren. Hun løb pludselig og kort og gled elegant og sendte kuglen afsted, og alle kegler fløj til alle sider. Jes udbrød beundrende:" Yes, you can." Tilde rakte sine arme op og bukkede. Mens Milles bevægelser havde været kvindelige og bløde, var Tilde sportslig og drenget og kattet. Morten tænkte:" Mon Jes kan lide både drenge og piger og katte." Da Jes gik frem for at kaste, viste han tydeligt, at han kunne lide sig selv. Det var som om han var hovedpersonen i en moderne dansemusical, da han legende let gled frem for at kaste.

Lige da han skulle til at kaste, sagde Morten højt:" Du må være vild med dans." Jes holdt fast i kuglen og svingede rundt om sig selv et par gange:" Det må du aldrig gøre. Det er usportsligt." Tilde:" Jeg synes det er helt ok. Godt scoret, Morten. Alle tricks gælder. Du er jo virkelig god til at danse, Jes."

Jes smilede og bukkede og gled glad frem igen, og denne gang fløj kuglen og ramte med et brag keglerne, som fløj til side, undtagen én, som vaklede og blev stående. Han sang:" Every day is so wonderfull." Han nynnede lidt og sang så lige så lyst og kraftigt som Aguilera:" I am beautiful, no matter what they say." De andre grinede og klappede.

Morten:" Følger I med i vild med dans på TV2?" Mille:" Nej, det kan vi ikke. Vi har ikke fjernsyn." Morten stirrede et øjeblik på hende. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Alle hans venner havde store fladskærmstv, som var tændt dagen lang, også når de ikke var hjemme.

Morten:" Det er udsendelse, hvor nogle dansere skal konkurrere, og hver gang bliver et par stemt ud. I denne sæson er der et par, som ikke bliver stemt ud, selv om de får meget dårlige karakterer af dommerne. Men seerne vil have det par til at vinde, selv om de danser meget dårligt. Hvorfor kan man ikke bruge sms-stemmer til bowling. Selv om der er mange, som ikke ser danseudsendelsen, sender de alligevel sms-er og støtter det dårlige par. Mine venner kan ikke se, at jeg bowler, og det bliver sikkert til bundpoints. Men jeg kunne godt få dem til at sende sms-er, så jeg vinder." Jes:" Sådan leger vi ikke her. Som Tilde sagde: En leg er kun sjov, når den tages alvorligt."

Endelig var det Mortens tur. Det lignede ikke de andre. Han humpede afsted med kuglen på 3 fingre, som krampagtigt holdt fast i den. Og da han skulle kaste, var det som om kuglen havde suget sig fast på hans fingre. Det var kun med besvær, at han fik den fra sig. Den kvitterede med at humpe og hoppe hen ad banen. Kort nede ad banen gled den ud i rillen ved den ene side, hvor den med en skurrende lyd trillede langsomt og stille forbi keglerne, som alle stod demonstrativt ubevægelige.

Morten bukkede og sagde:" Her ser I den store, men ikke høje, taber. Har I lagt mærke til, at min kugle giver en anden lyd end jeres. Når den ruller ude i randen, lyder det meget højt. Det er fordi det er et ondt bowlingcenter. De har ændret på lyden på nogle af kuglerne, så min har en taberlyd." Jes:" Jeg så en forside på Ekstra Bladet: TV2talt til grin. Det skal ikke være så tydeligt, at du lader pigerne vinde." Morten:" Kan vi ikke ændre på det her koncept, så man falder ud af konkurrencen, hvis man ikke opnår nogen point. Eller kan jeg få en omdans."

Morten:" Jeg tør ikke spørge, om I stemmer til kommunevalget på tirsdag." Tilde:"Du siger, at du ikke tør, og så gør du det alligevel." Morten:" Men tør du svare." Tilde:" De unge stemmer ikke. Det læser jeg på nettet hver dag. Jeg er ung. Jeg er så ung, at jeg ikke har stemmeret." Morten:" Nej, det siger du ikke. Du virker meget myndig." Tilde vrængede ad ham uden at smile. Morten:" Men hvad med jer andre. Hvis I er over 18." De grinede. Jes:" Politikerne kan ikke tages alvorligt. De gør ikke, hvad de lover, og de synger for lidt."

Mille til Jes:" Du var så uheldig at få dit nye job. Hvordan var det?" Jes:" Vi fik tidligt fri. Det var godt. Og deres trucks kan køre meget hurtigt." Mille:" Og så mødte du Morten, og han er meget flink. Du er ikke god til at finde arbejde, men du er god til at finde flinke mennesker." Tilde:" Flink og flink. Bob, bob??" Mille:" Flink og meget flink." Morten:" Tak og mange tak og i lige måde."

Morten:" Det er ubehageligt at bowle. Kuglen er ubehagelig. Det er ubehageligt at holde den. Det er ubehageligt, for ikke at sige umuligt, at slippe den. Det er ubehageligt at løbe med den. Det er meget behageligt at være sammen med jer."

Morten fortsatte:" Se pointene. De er ubehagelige. Jeg er allernederst. Det er, fordi det er et ondt bowlingcenter, som gør forskel på folk. Når I har kastet, lægger den pointene til, men hos mig trække den fra. Derfor har jeg så få point. Det er snyd. Jeg er god til at tælle, fordi jeg har gået på HF."

4 Hos Morten

Byen var omkranset af bakker med skove og huse og boligblokke, der lå tilfældigt spredt ud over skråningerne. Alle i byen nød synet, når de fra de lave gader vendte blikket mod bakkerne. Morten boede på den nordlige bakke i en boligblok på 3. sal. Han havde en blændende udsigt over byen. Han kunne stå længe ved stuevinduet og betragte byen.

Hvis Morten stod ved vinduet om dagen, så han bilerne, der sneglede sig gennem gaderne og sendte en fjern lyd op til ham. Med vinduet åbent kunne han høre byens lyde, og de beroligede ham. Der er mennesker i verden.

Om aftenen strålede og blinkede lysene op til ham fra byen og fortalte, at der fandtes mennesker. Alle havde tændt lys. De sendte et signal til hinanden om, at der er liv i universet, og ingen må føle sig alene. Det kunne ske, at han følte sig endnu mere alene på grund lyshavet, fordi der inderst i ethvert hav er et dybt, altopslugende mørke .

Fra sit køkkenvindue kunne Morten se flere af de andre boligblokke i området. De var bygget i 1950-erne af røde mursten med datidens sans for høj kvalitet. Selvfølgelig var tagene af røde teglsten. Blokkene lå roligt og harmonisk side om side.

Når Morten mødte andre beboere på trappen, var han i tvivl, om han skulle sige hej. De fleste, også i hans egen opgang, var indvandrere. Det kunne ses på deres hudfarve eller påklædning, men de skjulte, om de forstod dansk eller var mod det danske. Han havde overvejet at lære det arabiske ord for hej. Men polakker, som det også vrimlede med, ville misforstå det og tro, at han var indvandrer og ikke kunne dansk.

Der var velholdte græsplæner og bede med roser mellem blokkene, og hver lejlighed havde altan. Når han ikke stod ved stuevinduet og betragtede byen, stod han på altanen og gjorde det samme. I rigmandsghettoen, som lå ned til fjorden uden for byen, var der udsigt til blåt vand. Morten følte sig rig, når han så ud over byen.

I flere år havde han været på venteliste for at få netop denne lejlighed, som havde en enestående udsigt. Lejligheden havde en smal gang med døre til køkken og bad og indgang til en stue, hvor der var plads til en stol, et bord og en sovesofa. Alle gulvene i lejligheden var afhøvlet og viste de gamle plankers sjæl.

Selv om rummene i lejligheden var små, var det som om udsigten var inde i dem og udvidede dem. Han boede i udsigten.

I køkkenet eksperimenterede han med opskrifter. Køkkenet var smalt og langt med inventar, som var fra 1950, og som ikke stod til at blive udskiftet, fordi det var solidt og enkelt, og fordi den stil nok snart kom på mode igen. Køkkenet var som de andre rum højloftet og føltes rummeligt.

Da han kom hjem fra bowlingturen og låste døren op, rungede stilheden i lejligheden ham i møde, og han gik straks ind i stuen og tændte fjernsynet. Derefter anbragte han sin jakke på tøjstativet i den smalle gang og gik ud i køkkenet, hvor tre kobbergryder og to kobberpander og andre køkkenredskaber, alle i kobber, hang ned fra loftet. De var lette at få fat i, og de var lette at hænge på plads igen. Han nød undervejs i madlavningen straks at vaske den gryde eller ske han havde brugt og hænge den op. Der var hele tiden rent bord.

Det var ikke kun til køkkenet, at han havde købt få, men stilfulde ting. Han havde det princip, at hans ejendele skulle have sjæl. Det behøvede ikke være dyrt, men det skulle være af ualmindelig fin kvalitet. De få møbler, som han havde i stuen, var brugte designermøbler. Han havde været længe om at finde dem. I begyndelsen havde han kun sovesofaen, som var som en smuk kunstgenstand. Han havde i lang tid ikke haft behov for andre møbler.

De fadøl, som Morten havde drukket, gjorde ham behageligt beruset. Det var en af de formildende omstændigheder ved bowling, som Jes havde udtrykt det:" Jeg gør mit til, at pigerne vinder, men jeg skyller det ned med fadøl." Morten havde intet gjort for at blive den galante taber. Det kom af helt sig selv. Men fadøllene havde mildnet nederlaget, og han følte sig i behagelig stemning, måske lige så meget fordi han stadig kunne mærke dem han havde været sammen med .

På køkkenbordet stod en flaske rødvin. Morten lod den stå, selv om han vidste, at den ville være perfekt til maden. Han købte altid rødvin på tilbud og gav sig god tid til udvælgelsen. Han drak ikke vin til maden, men spiste mad til vinen. Mange unge brugte deres penge på mobiler og elektronik. Han havde en mobil til 178 kroner. Undertiden købte han en vin, som kostede det samme og var sat ned fra 500. Han plejede hver dag at spise sit aftensmåltid til en halv flaske rødvin.

Mens han skar løg i tynde skiver, tænkte han på Tilde og Mille og Jes, i den rækkefølge. Tilde var provokerende og spændende. Han var selv af den mere stille type. Men han tænkte, at hun fik ham frem i sædet eller op af stolen eller ud af busken eller op i luften eller op i himlen. Mille følte han sig tryg ved, selv om han ikke var vant til at være sammen med en, som så smeltende godt ud.

Han forstod endnu mindre forholdet mellem de tre, efter at han havde set dem sammen. Tilde og Mille var som søskende, eller var de forelskede i hinanden. De var ikke konkurrenter. Var Jes som en sheik, der havde et harem, som han gerne ville udvide, når lejlighed bød sig. Eller havde de to piger velovervejet udvalgt sig en passende gigolo, som de kunne fornøje sig med. Det var tydeligt, at alle tre behandlede hinanden med flirtende respekt, også pigerne imellem.

Men hvordan var deres dagligdag, for ikke at sige deres nætter. Hvem sov sammen? Alle tre? Morten standsede den tanke, da den dukkede op til overfladen. Han havde ingen kæreste for tiden, og heller ikke før. Det var hans højeste ønske at finde en, som han kunne dele alt med. Han havde bekendte, også kvindelige. Efter sin HF eksamen holdt han kontakten med flere af dem, som han havde gået i klasse med. Det samme gjaldt også få fra hans skoletid før HF. Han mødtes en gang om året med en veninde, som han havde leget med som barn. Men ingen af de kvindelige venner havde han været forelsket i, heller ikke de mandlige. Flere af dem var nu i parforhold.

Måske var det ligesom hans angst for mørke, at han ikke kunne give sig hen til det ukendte, som kunne udslette ham. Når man indlader sig på et andet menneske, er det ukendt land, som man bevæger sig ind i. Og det er ikke muligt at sende spejdere i forvejen.

Om morgen havde Morten set frem til aftensmaden, som skulle være ganske almindelige hakkebøffer med løg. Men når han lavede mad, var der altid en hemmelighed, et tvist, ved de opskrifter han med årene havde udviklet.

Derfor havde han om morgenen ladet lidt af kaffen stå i en kop. Nu tog han de tynde løgskiver og lagde dem på panden, som var dækket af smeltet, spruttende smør og olie. Han tilføjede en teskefuld kold kaffe og en teskefuld sukker, som gav løgene en gylden farve og en fyldig smag. Han skruede ned for varmen, da de skulle steges langsomt for at få en rundere smag. De skulle behandles nænsomt, ligesom trekløveret behandlede hinanden.

Han følte sig heldig ved at have mødt dem. Og han skulle se dem igen. Midt i bowlingen havde Mille sagt:" Jes er god til at finde venner, men han er dårlig til at holde forbindelsen vedlige. Så det gør vi for ham. Derfor spørger vi altid om mobilnummer. Hvad er det dit?" Han så, at hun tastede det på sin mobil. Og han lagde ekstra mærke til, at Tilde også indtastede det.

Da de havde bowlet færdig, sagde Mille:" Vi ses igen. Ha' det godt." Han tænkte over, at hun ikke kun havde sagt:" Vi ses," men " Vi ses igen." Han lagde meget i det lille ord 'igen'. Det havde hun lagt vægten på. Det mente han bestemt, eller var det fordi han ønskede det.

Morten stegte hakkebøfferne ved kraftig varme og i kort tid. De blev hårde og sprøde udenpå og bløde indeni. Han arrangerede dem og løgene på en tallerken og kom kartofler og ærter ved siden af.

Han hørte, at fjernsynet var nået til tv-avisen, og studieværterne, der følte sig som stjerner med stort publikum, talte ud i den tomme stue. Det var sikkert tilfældet i mange danske stuer, og hvis nogle sad og lyttede, var det helt sikkert, at de ikke tog studieværterne så alvorligt, som de tog sig selv.

Da han kom ind med sin tallerken, slog han straks over på kanal 5, hvor der var alle de serier, som han fulgte med i. Han nød aftensmaden til en øl ved sofabordet foran tv-et, mens han tænkte på den tegning, som han var igang med.

På den ene væg i stuen hang 4 af hans bedste tegninger i dyre rammer. Han tegnede ansigter af personer, og de kunne være unge og gamle og af begge køn. Når han gik i byen, lagde han mærke til folk, og hvis han så et udtryksfuldt ansigt, kunne han huske det, og når han kom hjem, tegnede han en grov skitse, som han senere tog frem og tegnede på i flere uger.

Når han tegnede, glemte han tid og sted, og det var som om han var sammen med den, han tegnede. Man siger, at øjnene er sjælens vindue, og meningen er ikke, at sjælen kigger ud af øjenene, men at man ser ind i sjælen på et andet menneske, når man ser det menneske rigtigt i øjnene. Når Morten gerne ville tegne ansigter, var det, fordi han gerne ville tegne sjæle.

Sidst på aftenen fik han en sms, som han straks svarede på. Han gik i seng med gode forhåbninger til næste dag.

se alle indlæg
cookies