web stats
Kategori: menneskesyn
Ret og pligt og tillid.
Politikernes mekaniske menneskesyn.
15-04-2014
Mette Frederiksen skriver i en kronik i Politiken, at ret og pligt skal i balance, men hun skriver mest om pligten. Hun mener, at vi risikerer at ødelægge velfærdssamfundet, hvis vægtskålen tipper til fordel for rettighederne. Hun har gennemgående svært ved at holde de to begreber adskilt. Hun skriver, at vi kan stille krav om, at voksne mennesker skal arbejde eller uddanne sig og fortsætter med, at vi godt kan kalde for pligter, men det kan lige så meget kaldes rettigheder, for det er rimelige krav, som samfundet stiller.

Hun har selvføgelig afsnit om, at vi skal lytte til den enkelte, men vægten i kroniken ligger på, at der skal stilles krav til de svage. Det er et mærkeligt og mekanisk menneskesyn, som Mette Frederiksen åbenbarer. Hun mener, at vi skal hjælpe de svage med det formål, at de skal blive glade og arbejde og gøre nytte. Det ord bruger hun meget: arbejde. Samfundet skal give de svage mulighed for at uddanne eller arbejde sig til et bedre liv, for et arbejde ikke bare er et forsørgelsesgrundlag, men en identitet. Hun siger, at socialdemokraterne grundlæggende tror på værdien af at gøre nytte og værdien af at føle, at man gør en forskel, og at man har muligheden for at få det bedste ud af sit liv.

Men kendtegnende for et velfærdssamfund må være, at de svage hjælpes uden anden grund end, at de har brug for det, og at hjælpen består i, at de, uden at de skal gøre noget for at fortjene det, har ret til et menneskeværdigt liv, kun fordi de er mennesker.

Mette Frederiksen taler om, at der nu skal vises tillid til pengemodtagerne. Men den tillid hun taler om, fungerer ikke, for der er knyttet betingelser til den. Hun har ikke læst på lektien.

Politikere og økonomer henviser ofte til OECD, når de er enige med OECD. Men de har læst forbi, at OECD skriver, at forsøgsprojekter fra hele verden entydigt har vist, at man kan fremme menneskers arbejdslyst ved at give dem et sikkerhedsnet i form af kontanter – uden at stille modkrav. Avisen The Economist mener at den mest effektive anvendelse af penge på hjemløse er at give dem kontanter.

Det lyder godt, når Mette Frederiksen skriver, at vi skal tage hånd om de svage. Men lyden bliver en anden, når det vendes om: den der bliver taget hånd om, kan føle det kvælende, fordi hånden er kold og klam og krævende.

I kroniken er der heller ikke styr på, hvad der skal kræves. Det beskrives først som krav om at pengemodtagere skal arbejde for pengene eller uddanne sig. Men sidst i kroniken ender kravet med, at de ledige skal stå til rådighed. Det en meget ydmygende stilling at stå i, at skulle være til rådighed. Det giver ikke glæde og identitet til den enkelte.

Det er helt andet menneskesyn, som Jørn Henrik Petersen udtaler i et interview. Han mener, at vi først og fremmest skal anerkende det enkelte menneske som et menneske med værdi i sig selv, og at vi alle skal vise både mådehold, generøsitet og arbejdsvilje. At vi ter os ordentligt.

Jørn Henrik Petersen mener, at politikerne fører en regnearkspolitik, hvor de vælger at behandle borgerne ud fra hensynet til vores finanspolitiske holdbarhed. Og han kalder det fattigt. Han siger:" Og det nytter ikke, at vi accepterer, at vi har hjemløse, eller at vi accepterer, at der er så mange, der skal leve på en sådan måde, at børnene ikke kan gå til en børnefødselsdag. Vi har nogle reelle problemer i Danmark. Og vi skjuler dem godt og grundigt, fordi vi er så optaget af, at vi ikke skal have en højere marginalskat. Der skulle vi måske nok stoppe op en gang imellem og sige nej, men for pokker, hvor er vi blevet selvfede. Vi har det jo godt. Vi har det jo bragende godt. Mange af os."

Vi kan prøve det eksperiment at vise generøsitet over for politikerne. De har det svært. De kan ikke kende danskernes virkelighed. De kan ikke personlig kende hver enkelt dansker. De må få deres oplysninger om landets tilstand på andre måder end ved at tale med de mennesker, som er berørt af et problem.

Jeg hørte om en minister, som ville sætte sig ind i, hvor generende larmen i København er i husene ved metrobyggeriet. Han tilbragte nogle dage og nætter i kvarteret. Han hørte med sine egne ører, hvordan et metrobyggeri lyder. Måske kunne en minister tilbringe nogle dage på et jobcenter og med egne øjne se nogle ledige.

Medierne bringer billeder af virkeligheden, som politikere kan lære af. Men journalister er kun mennesker og skal sælge aviser. Deres billeder af danskernes virkelighed er farvet og sat på spidsen.

Politikerne må bruge andre metoder. De bruger talmetoden. I ministerierne og i Danmarks Statistik bliver alt talt op. Hvor mange bliver født og hvor mange dør. Hvor mange arbejdstagere, som ikke har taget et arbejde, og hvor mange arbejdsgivere, som intet arbejde har at give. I økonoministeriet bliver alle pengene talt, både dem vi har og dem vi ikke har, og det er ikke småbeløb. Det handler altid om milliarder.

Politikerne må føle sig som blinde, der ikke selv kan se virkeligheden, men hele tiden hører stemmer, som hvisker om milliarder. Hvad kan de gøre noget ved de mange milliarder, som flyder ud i kontanthjælp eller de mange milliarder, som flyder ind som overskud i bankerne og hos virksomshedsejerne. Det er umuligt at gøre noget ved det sidste, men kontanthjælpen har politikerne selv fingrene i og kan holde f.eks. en milliard tilbage og få en god fornemmelse af, at de har udrettet noget for landet.

Politikerne er selvføgelig ikke umenneskelige. På papiret ser det godt ud, når der bliver sparet store beløb på samfundets udgifter, men politikerne føler, at de også må komme med gode forklaringer. De ved, at det lyder lidt søgt, men de mener, at de personer, som bliver udsat for nedskæringer, har gavn af det. Der bliver sat fut i dem, så de selv gør noget ved situationen og finder sig et arbejde eller en uddannelse.

Problemet er at talmetoden giver et lige så farvet billede af virkeligheden som mediernes nyheder. Tallene tager farve af de personer, som finder tallene og bl.a. kaldes statistikere, og de tager farve fra de personer, som tolker tallene og bl.a. kaldes økonomer. Det bliver klart, når vi ser tilbage. Nu må talfinderne og talfortolkerne indrømme, at det var altfor dystert et billede de tegnede af Danmark i krisen, og at deres forudsigelser meget sjældent rammer plet.

Der er talknusere, som i indviklede rapporter ser sig blinde på, at forkortelsen af dagpengeperioden bevirker, at der i de sidste måneder af dagpengeperioden er en stigning på nogle få promille i antallet af ledige, som finder et job, i forhold til hvis dagpengeperioden var længere. Men de glemmer tallene for alle dem, der falder ud af dagpengesystemet, fordi der ikke er job til dem.

Der er politikere og økonomer, som nævner de høje tal på udgifterne til de unge, de svage, de syge, de ledige og de ældre. De glemmer tallet for alle de mange milliarder, som står i pensioner, og som vil give meget store skatteindtægter.

Er det for at være på den sikre side, at politikere og økonomer for det meste tegner et dystert billede. De mener f.eks. at produktivitetsvæksten hos os er for lav. Umiddelbart må det være godt, at vi overhovedet har en vækst i produktiviteten hvert år. Den er ikke så høj som i USA eller Tyskland, hvor der til gengæld i disse år skabes en social og mental fattigdom, som i de kommende år vil give problemer for disse landes produktivitet.

I øvrigt er der en kapital, som er vigtigere end økonomien. Det er den sociale kapital eller tillidskapitalen. Alle undersøgelser viser, at vi i Danmark har en meget høj grad af tillid til hinanden, og den kapital er meget vigtig at bevare for uden den mister vi vores velstand og velfærd. Politikerne gør i disse år meget for at gavne pengekapitalen, men samtidig ødelægger den tillid, som har til hinanden og til staten. Det kan alle tale med om, ikke mindst lærerne og lægerne.

Politikerne kan ikke se alle danskere i øjnene på én gang. Men de skal kunne se sig selv i øjnene engang imellem. Det kan de, hvis de ikke kun lytter til mediernes farvede reportager og talknusernes dystre forudsigelser, men også lytter til deres egen mavefornemmelse og samvittighed og spørger sig selv om, hvordan vi kan være bekendt at behandle hinanden.

Jeg vil være generøs over for politikerne. Jeg forstår dem. De bliver overdænget med farvede rapporter fra hidsige medier og urovækkende analyser fra dyre og dystre konsulenter og bliver helt ude af sig selv, så de ikke kun mister jordforbindelsen, men også forbindelsen til sig selv. De kender ikke mere deres mavefornemmelse eller samvittighed. Mit råd er, at vi jævnligt skal trække stikket ud og komme til os selv, så vi kan se os selv i øjnene og få øje på hinanden.

se alle indlæg
cookies