web stats
Kategori: religion
Vi kan ikke se Gud eller bevise Gud.
Vi kan høre Gud.
08-09-2014
Vi kan ikke se Gud.
Vi bruger sanserne til at konstatere om noget virkelig er til. Vi registrerer vores omgivelser ved hjælp af vores fem sanser. Når vi ser en ting, regner vi med, at den eksisterer. Vi kan gå hen og røre ved den og lugte til den for at underbygge vores iagttagelse. Gud kan vi ikke se direkte og vi kan ikke røre ved ham.

Vores sanser siger ikke sandheden.
Men vi må ikke overvurdere vores sanser. Det gælder særlig i vores forhold til hinanden. Hvis flere personer skal beskrive en begivenhed, som de alle har oplevet, beskriver de den forskelligt. De har ikke lagt mærke til det samme. De har brugt deres sanser forskelligt. For at konstatere at en ting eksisterer eller hvad der egentlig skete ved en begivenhed er sanserne ikke nok. Det er lige så vigtigt at bruge dem rigtigt og fortolke de indtryk, som sanserne giver.

Hvad skete der egentlig. Folk er uenige.

Når du møder Gustav kan du med syn og hørelse opfatte, hvordan Gustav har det. Men måske ser du det slet ikke. Du overser tegnene på, at han har det dårligt. Hvis du senere møder en anden af jeres venner, og han siger:" Gustav har det dårligt for tiden," svarer du." Det har jeg ikke lagt mærke til."

Selv om vi kan se og røre ved andre mennesker, er det ikke sikkert at vi mærker dem rigtigt. Måske ser vi tegnene på Gud, men vi lægger ikke mærke til dem.

Det er ikke nok, at vi bruger vores sanser.
Det er vigtigt, at vi er opmærksomme over for de andre, fordi det giver os en sandt samvær med dem. Lige så vigtigt er det, at vi er opmærksomme over for os selv for at få et sandt liv. Men i begge tilfælde er det ikke nok at bruge sanserne.
Håbet kan vi ikke leve uden, selv om håbet er usynligt.

Vi lever på håb. Vi har det grundlag for vores dagligdag, at livet er godt eller at det bliver godt og at det bliver ved med at være godt. Det er vores håb. Deraf udspringer vores livslyst. Til hverdag lægger vi ikke mærke til, hvor meget håbet betyder for os, men når vi mister håbet bliver det smertende klart, at vi ikke kan leve uden.

Men håbet er ligesom Gud. Vi kan ikke se håbet direkte eller røre ved det. Det er ikke en genstand. Man kan ikke bevise, at håbet eksisterer. Der gælder endda det mærkelige, at håbet forsvinder, hvis der stilles spørgsmål til, om det er virkeligt. Stiller du spørgsmål ved en anden persons håb:" Er dit håb virkeligt og reelt eller er det uvirkeligt, " så vil den anden komme i tvivl inderst inde. Med dit spørgsmål tager du håbet fra ham. Dit spørgsmål får håbet til at forsvinde.

Vil du bevise Gud, er Gud forsvundet.
På samme måde med Gud. Når du stiller spørgsmål om Gud eksistens, forsvinder Gud. Du kan indvende, at det ikke er det samme. Du kan sige, at håbet kun er en følelse hos et menneske, men at Gud helst skulle være mere end en følelse eller en tro hos mennesker. Jeg vil hævde, at håb er mere end en følelse. Følelser er flygtige. Hvis du er sur, vil det gå over efter et stykke tid. Hvis du er glad, vil det også gå over og du vil få en mere neutral følelse.

Men et menneske uden håb kan ikke leve. Uden håb og livslyst sygner et menneske hen. Håbet er ikke kun en følelse. Det er en kraft, livskraften. Gud er ikke kun en kraft. Gud er en magt, livets magt.

Gud er som en begivenhed. Gud sker.

Man kan ikke spørge om en begivenhed virkelig er til. Det ville man heller aldrig finde på at spørge om. Begivenheden foregår. Den påvirker mig. Jeg er med i den. Hvis jeg kunne sige 'frys' og standse begivenheden for at undersøge den, ville den øjeblikkelig ophøre med at være til. Vi kan ikke standse Gud og fryse øjeblikket og gå rundt om Gud for at konstatere om han virkelig er til. Gud ville straks være væk.

Fortællinger er bedre end fotos.
Der tages fotos og videoer af meget som sker. Når jeg ser en video med mit barnebarn, glæder jeg mig over, hvor dejlig hun er, men jeg tænker også: det ville være bedre at være sammen med hende. Når hun er på besøg hos mig eller jeg hos hende, tænker jeg, at jeg vil nyde hendes person fuldt og helt, men det ender altid med at være forbi. Hun eller jeg skal hjem, og det gik altfor hurtigt.

Måske adskiller fortællinger sig fra fotos og videoer. Når jeg fortæller min kone om vores barnebarn, er det mere som om vi er sammen. Fortællinger bringer et større nærvær.

Nogle af dem, der har skrevet i bibelen, nævner vores sanser, at håbet retter sig mod det vi ikke ser og at troen kommer af det, som høres.

Vi håber på det, vi ikke ser.

Mod håb med håb.
Et sted i bibelen skriver en:" Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med stædighed." Og der står også denne sætning:" Han troede mod håb med håb." Det betyder, at vi kan håbe, selv om alt ser håbløst ud. Vi må tro, selv om alt taler mod troen.

Det er uinteressant om en fortælling er uvidenskabelig.
Når vi hører eller læser en fortælling eller ser en film, som er en fortælling, så ville vi aldrig spørge om det der står svarer til videnskaben. Hvis vi fanges af historien, godtager vi alt hvad som sker uanset om det er helt fantastisk. Hvis vi ikke synes historien er god, er det aldrig fordi den er usandsynlig eller uvidenskabelig, men fordi vi ikke bliver optaget af den og kan leve med i den. I første omgang skal vi læse fortællingerne i bibelen på samme måde. I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Alt var øde og tomt. Det er en fortælling, som fanger mig. Den er smuk. Den er højtidelig. Jeg ved ikke om jeg tror på den, at den beskriver virkeligheden og hvordan det skete i begyndelsen. Jeg ved heller ikke om jeg tror på videnskabens historie om begyndelsen. De kalder det 'the big bang'. Det lyder lidt for eventyragtigt, og mon de ikke bruger et sådant nærmest filmudtryk, fordi de i virkeligheden ikke helt kan beskrive, hvad der skete. Derimod kan mange af fortællingerne i bibelen fange mig, så jeg kommer i tvivl om det måske er rigtigt, at alt skulle være godt, fordi Gud vil at det er godt.
En fortælling kan fange mig, så jeg kan lide den.

Gud har talt.
Det fortælles, da Adam og Eva stod uden for paradisets have, som de ikke mere måtte komme ind i, fordi de ikke ville høre på Gud, så gav de sig straks til at ryde en plads og plante en have, som skulle ligne den, som de kom fra, fordi de savnede Gud. Min kone har plantet en have med bede og blomster og træer, som er pragtfulde, og som jeg nyder hver dag. Jeg er bedre til at lade græsset gro. Men jeg savner ikke Gud, for lige så stærkt det lød, da Gud sagde:" Der blive lys." Lige så stor en kraft var der i Guds ord, da Gud talte påskemorgen og Jesus opstod fra de døde. Det har jeg hørt.
se alle indlæg
cookies