web stats
Kategori: religion
Vi kan ikke klare angsten og døden.
Vi kan lade os rive med af Jesu ord.
08-09-2014
Jeg dør ikke i dag.
En lille dreng siger til sin mor:" Hvad er døden." Moderen svarer:" Vi skal alle dø." Drengen siger:" Jeg dør ikke i dag." De ord rummer både glæde og sorg. Drengen har et håb, som rækker i hvert fald til den dag. Jeg vil leve i dag. Det kan næsten udtrykke dødsforagt.

Hvor kommer angsten fra?
Et menneske kan have for mange byrder at bære på. Mange lider af angst. Det kan være byrderne, som fremkalder angsten. Det kan også være indefra, at angsten kommer ud af intet, eller måske ud af intetheden, døden. Døden gør os alene. Døden kan vi ikke klare. Vi er magtesløse og bliver angste.

Døden og angsten gør os alene.

Velfærdsstaten.
Vi har haft et samfund, hvor vi hjalp hinanden. Vi havde et sikkerhedsnet. Vi kunne leve med en tanke om, at hvis vi mistede vores arbejde eller vores helbred, så ville samfundet hjælpe. Vi ville ikke komme til at stå alene og ude af stand til at klare os. Det var der en sandhed i. Velfærdssamfundet kunne hjælpe med det basale. At vi kunne have et sted at bo, mad at spise, råd til sygehus. Det er godt og nødvendigt, det som velfærdssamfundet står for. Hvis det går galt, er der en hjælp. Det kan måske tage en del af angsten fra os.

Vi kan fortælle noget af angsten væk.
Men i det øjeblik, hvor vores liv eller vores kæres liv er truet, kan en dybere angst opstå. Den kan samfundet ikke hjælpe os med. Jeg står alene med den. Men vi kan hjælpe hinanden ved at lytte. Vi må ikke gå med vores angst inde i os selv. Der forsvinder noget fra angsten, når vi fortæller om den. Det mest uhyggelige ved angsten er at den ligner døden, som er ubestemmelig og uberegnelig og vi ved ikke hvor den kommer fra.

Når vi fortæller, at vi er bange for at blive alene og at vi er bange for, at vi ikke kan klare dagen i morgen eller de næste få dage, - når vi ved at fortælle erkender, hvad vi er bange for - tager det noget fra angsten. Det er stadig uhyggeligt, den situation vi er i, og det er bittert at erkende den, men på en måde kan vi forholde os til den, når vi fortæller om den.

Vi kan kun lytte.
For den, som lytter, gælder det ikke at komme med billige løsninger. Det duer ikke at sige:" Du bliver ikke alene." Det hjælper ikke at sige:" Du kan måske ikke klare alt i morgen, men noget kan du klare og du skal nok komme igennem." Det hjælper ikke at sige:" Du skal være god mod dig selv. Du skal gøre noget du godt kan lide. Du må ikke hele tiden tænke på alt det sørgelige. Du skal finde de små lyspunkter." Det hjælper ikke, fordi angsten tærer mig op indefra. Den har magten. Jeg kan intet gøre mod den. Hvor jeg end flygter hen, den vil følge mig.

Der er ingen billige løsninger.

Et sted i bibelen står der det samme om Gud. Der står:

Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. Siger jeg: »Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig«, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.

Det kan også føles som en billig udvej at tale om Gud. Når der sker mig meget dårligt, føler jeg, at Gud er væk, at der er ingen Gud. Eller måske at Gud er ond. Vi kender ikke Gud af os selv. Vi kan kun lære Gud at kende ved at høre om ham. Men der er mange, som fortæller meget forskelligt om Gud. Hvem skal vi tro på. Vi kan vel tro på den, som virker til at vide mest om Gud.

Den der virker til at kende mest til Gud.
Jeg har læst mange bøger af mange forskellige forfattere. Jeg har hørt mange menneskers meninger om Gud, men stadigvæk er Jesus den, som virker til at kende mest til Gud. Vel også fordi meget af det som Jesus siger er så mærkeligt, at intet menneske kunne komme på det og intet andet menneske før eller siden har sagt noget lignende.
Hverken før eller siden er der opfundet ord som dem Jesus fortæller.

Jeg søger nogle gange efter små fortællinger på nettet. Der må på nettet være nogle få korte historier, som rummer noget væsenligt om livet. Men de fleste er banale og billigt moralske. De er sentimentale og uden kraft. Den livsvisdom, som de udtrykker, er flad og uden dybde. Når jeg hører Jesu ord, bliver jeg hver gang overrasket, selv om jeg har hørt hans ord mange gange. Jeg kunne give mange eksempler, men her kun et.

I skal ikke bekymre jer.
Jesus siger til nogle mennesker, som ikke lever i et velfærdssamfund:" I skal ikke bekymre jer for hvad I skal spise og drikke eller om I kan få tøj på kroppen. Se til himlens fugle. De sår ikke og høster ikke, og dog giver jeres himmelske Far dem føden. Hvor meget mere vil jeres himmelske Far ikke sørge for jer, selv om I har svært ved at tro på det."
Jeres himmelske Far vil sørge for jer, selv om I har svært ved at tro på det.

Først lader jeg mig rive med af hans ord. Tænk af være uden bekymring. Ironisk kan jeg sige, at det først er nu, hvor jeg er på efterløn, at jeg ikke har nogen økonomisk bekymring. Det har nu i mange måneder vist sig, at vi har råd til det, som vi gerne vil, bl.a. købe rigelig tøj til vores barnebarn. Jeg behøver heller ikke være bange for om jeg kan klare de uløselige opgaver, som arbejdet nogle gange bar med sig. Jeg kan lade det hele ligge og gøre hvad jeg har lyst til.

Jeg har mange gange hørt ældre mennesker fortælle om deres liv og for det meste tænkte jeg, hvordan de dog kunne komme gennem det. Det skyldes nok, at ved genfortællingen af et liv er det som om alt, hvad der skete, kommer oven i hinanden. Men det skete lidt efter lidt og der kunne gå mange år mellem de hårde slag, som personen måtte tage imod. Måske kom personen sig indimellem. Jeg ved det ikke.

Jeg dumpede, fik kræft, blev sindsyg og kunne ikke få børn.

Jeg kender til bekymringer.
Jeg vil fortælle lidt om mit liv. Jeg har bekymret mig meget. Da jeg gik i skole, var jeg bange for, om jeg kunne klare det. Allerværst var det ved eksaminer, hvor jeg altid var sygelig nervøs. Heldigvis var der ikke dengang krav om karaktergennemsnit for senere at komme ind på den uddannelse som man gerne ville. Jeg skulle kun bestå. Men det var meget vigtigt for mig, for jeg vidste, at jeg ville være præst. Det lykkedes for mig, uden at jeg ved hvordan, og med et rimeligt karaktergennemsnit, som ikke skulle bruges til noget, at komme på universitet på teologi studiet.

Jeg mindes det som om alle mine bekymringer forsvandt, fordi det var så spændende at læse og lære alt det teologiske. Det passer dog ikke. Den første eksamen jeg skulle til, dumpede jeg - for første gang i mit liv. Det var fordi den bog vi skulle op i ikke var udkommet endnu og hele undervisningen, hvor spændende den end havde været, var noget rodet og ikke lagde op til en eksamen. Men så blev jeg stædig. Da bogen udkom, læste jeg den for mig selv og gik op et halvt år efter og bestod.

Mærkeligt at jeg var så heldig med den måde teologi studiet var indrettet på dengang. De første mange eksaminer gav ikke karakter, men kun bestået eller dumpet. Og når bare litteraturen var tilgængelig, virkede det ikke uoverkommeligt.

Jeg har sikkert glemt alle de bekymringer jeg havde. Jeg husker midtvejs i hvert semester eller halve år, nogle måneder før eksamen, gik jeg ned i et sort hul. Det var sikkert depressioner. Men det vidste man ikke dengang. Jeg klarede mig igennem ved at trække stikket til omverdenen. Jeg lod som som at der ikke var noget jeg skulle og at der aldrig mere var noget jeg skulle. Jeg lånte mange romaner på biblioteket og forsvandt i dem. Og pludselig trak tågen væk og jeg fik igen lyst til at komme videre og klare det, som jeg skulle.

Jeg fik kræft.
Nogle år henne i studiet fik jeg testikelkræft. Jeg følte mig alene og vidste ikke om jeg overlevede. Men jeg kendte så meget til bibelen, at jeg kunne læse alle de steder, hvor der står, at Gud er god. Efter endt behandling på sygehuset var det kun at vente og se om det brød ud igen. Efter ti år blev jeg erklæret for rask.

Jeg blev sindsyg.
Men inden da blev jeg indlagt på den lukkede afdeling på psykiatrisk hospital. Måske skyldes det, at jeg er bipolar. Eller også var det fordi tiden nærmede sig, hvor mit dejlige studium var færdig, og virkelighedens eksamen nærmede sig, hvor det skulle vise sig, om jeg kunne klare at være præst. Det gode ved den sygom, som lagde sig over mig, er, at man ikke kan tænke. Alt bliver gråt. Det gode ved min sygdom var desuden, at tågen efter nogle måneder forsvandt. På trods af to hårde slag klarede jeg studiet på næsten nomeret tid.

Jeg kunne ikke få børn.
Jeg elskede at være præst, selv om jeg kunne finde meget at bekymre mig om. Jeg kunne ikke fordrage at være alene, og ønskede mig overalt i verden en kone og børn. Efter flere år lykkedes det mig ved et lykketræf at finde den dejligste kone. Det viste sig efter nogle år, at vi ikke kunne få børn, dvs. jeg kunne ikke få børn. Men så ville vi adoptere. Det fik vi afslag på, fordi jeg havde haft testikelkræft, selv om der var gået over ti år og jeg var erklæret for rask. Det gav mange bekymringer. Men vi ankede sagen og fik medhold og nu måtte vi adoptere. Vi valgte det land, hvor vi hurtigst kunne få et barn. Det land sagde, at de ikke ville give et barn til mig, fordi jeg havde haft testikelkræft. Det gav mange bekymringer. Så valgte vi et andet land.

Jeg fik børn.
Derfra vi den dejligste pige, som vi idag ikke kan leve uden. Og et par år efter adopterede vi endnu en pige, som lige så meget er vores øjesten. De er selvfølgelig voksne nu og de er varme og kloge. Men jeg må jo indrømme, at der undervejs var bekymringer ( som jeg gerne tog på mig), når vi skulle finde ud, hvis der var problemer, hvordan vi klarede dem bedst, så vores døtre havde det godt.
Mine døtre er varme og kloge og smukke. Det er min kone også.

Jeg vil fortsætte en anden gang, men dette er nok til at vise, at jeg kender til bekymringer. Selvfølgelig var der lange perioder indimellem, hvor der kun var solskin i vores liv, hvor vi nød det i fulde drag og grinte og havde det sjovt. De perioder fylder lige så meget eller mere. Men jeg kender til bekymringer. Og da bad jeg meget til Gud.

Jesu bud giver lettelse.
På baggrund af det jeg har skrevet, er det forståeligt, at jeg studser over Jesu ord:" I skal ikke bekymre jer." Hans ord giver mig på den ene side en stor lettelse. Jeg kan mærke, hvordan det ville være, hvis jeg fulgte hans bud. Normalt er bud moralske: du skal være ordentlig, du skal passe dit arbejde. Mange af Jesu bud er ikke moralske. "I skal ikke bekymre jer" eller " I skal tilgive hinanden".

På den anden side protesterer meget i mig mod Jesu ord. Det er da kun ved at bekymre sig at vi kan kæmpe og komme igennem noget. Vi kan ikke lade være med at bekymre os. Vi kan ikke overholde Jesu bud. Vi kan ikke være så lettede. Det er et dilemma vi står i.

Og det er for billigt at omskrive Jesu ord til, at Gud er så god og så omsorgsfuld som en himmelsk Far, så vi ikke behøver at bekymre os. Himmelsk betyder nemlig ikke, at Gud er langt væk, men at Gud med himmelske kræfter er nær ved os, for at hjælpe os med alt fra det mindste til det største.

Jesu ord indholder en modsætning. Når han giver det som et bud, at vi ikke skal bekymre os, er det fordi han ved, at vi hele tiden bekymre os. Han vil hjælpe os med sit bud. Det giver os en lettelse midt i alle vores bekymringer.
Jesu ord er opløftende, selv om vi har svært ved at tro dem og overholde dem.

Angsten og døden har mistet sin kraft.
Kan vi så tro på Jesu ord, selv om vi ikke kan overholde dem. Vi kunne vove at gøre det. Engang imellem. I hvert fald gør hans ord noget ved angsten i os. Den er der nok stadig, men den har mistet sin kraft. Jeg tør ikke her tale om døden. Det må vente til en anden gang, at jeg fortæller om Jesu død og opstandelse, at dødens magt er brudt. Døden er der stadig, men den har ikke det sidste ord at sige om os.
se alle indlæg
cookies