web stats
Kategori: små fortællinger
Den brændende hytte.
Han blev nødt til at ofre alt sit eget for at redde dem. Fordi de så hans brændende hus, blev de reddet fra undergang.
02-10-2014
Engang var der en landsby i Afrika. Landsbyen lå i en frodig dal med grønne bakker omkring, og en dyb flod løb gennem dalen. Folk i landsbyen dyrkede mange slags grønsager på markerne. Floden var en ven for dem. Mændene fiskede, konerne vaskede tøj og børnene legede ved vandet.

Men i regntiden løb floden over sine bredder og havde magt til at ødelægge alt, deres marker og deres landsby. Derfor havde folkene bygget en dæmning langt oppe i dalen, så de kunne dæmpe vandet i floden.

I landsbyen levede en mand, som hed Modupe. Hans navn betyder "Jeg er taknemmelig". Han var en stille mand. Hans kone var død. Hans børn var alle gift og boede langt derfra. Han besluttede at flytte op på toppen af den højeste bakke og leve alene. Han byggede en lille hytte og ryddede jord, så han kunne dyrke nok til at klare sig.

Når han følte sig ensom, nød han synet af den pragtfulde dal, hvor landsbyen lå.

Der gik lang tid imellem, at folkene i landsbyen så ham, men de elskede og respekterede ham, fordi han kendte til lægeurter og hjalp syge, og fordi han var en af dem.

Et år ved høsttid, hvor folk havde meget travlt med at få afgrøden i hus, begyndte det at regne, og ved dæmningen steg vandet i floden faretruende. Men de lagde ikke mærke til det, fordi de havde travlt med at redde høsten. Fra sin hytte på toppen af bakken kunne Modupe se helt op til dæmningen, og det var klart, at den ikke kunne stå mod vandpresset. Der var begyndt at sive vand fra floden igennem. Han kunne ikke nå at løbe ned og advare folkene. Der var altfor langt. Inden han nåede derned, ville katastrofen være sket.

Han tænkte på sine venner dernede. Deres hjem og deres liv var i fare, og han vidste ikke, hvordan han skulle advare dem.

Så fik han en idé. Han løb hen til sin lille hytte og satte ild til den.

Nede i landsbyen så de branden fra Modupes hus, og de sagde til hinanden:" Vores ven er i fare. Vi må hjælpe ham." De ringede med alarmklokken, som de brugte, når alle skulle samles. De stimlede sammen, børn og kvinder og mænd, og de sagde til hinanden:" Lad os skynde os op til Modupe og se hvad vi kan gøre. Her er brug for alles hænder. "

Da de nåede toppen af bakken, hørte de bag sig et voldsomt brag nede fra dalen, og da de vendte sig om, så de, at floden brød ígennem dæmningen og oversvømmede hele dalen og skyllede deres høst og deres huse væk. De glemte helt, at de selv var i live, og de jamrede og klagede sig.

Men Modupe sagde:" Jeg har nok afgrøde på min mark til at vi alle kan leve af den et stykke tid. Imens kan vi bygge en ny landsby her i sikkerhed fra floden." Så brød de ud i sang og de kom i tanke om, at Modupe havde reddet dem fra døden. Han havde ladet som om han havde brug for deres hjælp, og fordi de ikke kunne lade ham være alene i nøden, havde de undsluppet vandmasserne.

se alle indlæg
cookies