web stats
Kategori: små fortællinger
Den som har øre, han høre.
Han kunne ikke finde sit ur, men det kunne drengen, som brugte stilheden.
06-10-2014
Der var engang en landmand, som havde arbejdet hele dagen ude i laden, og da han blev sulten og ville se om det var tid til aftensmad, opdagede han, at han havde mistet sit ur.

Han søgte overalt, hvor han havde været, ved halmen, ved kornbunken, ved fodersækkene, men han kunne ikke finde uret. Det stammede fra hans bedstefar og havde en dejlig, stille tikkelyd. Der var mange minder knyttet til uret, så han var meget ked af, at han ikke kunne finde det. Da han stod stille og overvejede, hvad han skulle gøre, hørte han, at nogle børn legede uden for laden. Det var nok hans børn, som havde legekammerater på besøg.

Han gik ud og sagde:" Jeg har tabt mit ur. Vil I hjælpe mig med at finde det? Hvis en af jer finder uret, får han en stor belønning."

Da børnene hørte det, blev de meget ivrige og skyndte sig ind i laden, og de søgte overalt og løb mellem hinanden for at være den første til finde uret. Men til sidst måtte de give op og de gik ud til landmanden, som stod på gårdspladsen og ventede. De sagde:" Det er umuligt at finde." Men så fik et af børnene en idé. Han sagde." Må jeg ikke prøve alene en gang til." Landmanden havde også givet op, men tænkte:" Det kan ikke skade." De blev alle stående på gårdspladsen, mens drengen gik ind i laden.

Efter et stykke tid kom drengen ud af laden med uret i hånden. Landmanden blev meget overrasket og glad. Han spurgte:" Hvordan kunne du dog det?"

Drengen svarede:" Jeg gjorde ingenting. Jeg satte mig på gulvet og lyttede, og fordi der var helt stille kunne jeg høre uret tikke og jeg så efter det i den retning."

Apropos stilhed. I USA er der et 99.99% lydtæt rum i Minneapolis, som har Guinness rekorden for at være det mest stille sted på jorden. Det bruges til at træne astronauter. Stilheden i rummet er meget svær at holde ud. Da der ingen lyde er, hører en person, som opholder sig i rummet, sit eget hjerte og sin vejrtrækning. En journalist satte sig for at blive i rummet så længe han overhovedet kunne holde det ud. Han nåede op på 45 minutter, så måtte han flygte ud af rummet for ikke at blive sindsyg.

se alle indlæg
cookies