web stats
Kategori: menneskesyn
Vismændene ser hverken op til stjernene på himlen eller ned til de små mennesker på jorden.
De økonomiske vismænd har et menneskesyn, der ikke er en krone værd. De har ikke forstand på de menneskelige værdier, som er mere værd end kroner.
07-11-2014
Jeg er vant til ordet 'arbejdsstyrken'. Men jeg mener, at det er underligt, når der tales om arbejdsstyrkens kernetropper*. Det er en metafor, som indeholder ubehagelige undertoner, som om arbejdstagerne er soldater, der kan beordres i kamp for fædrelandets financielle frelse. Det er forkert at bruge militære metaforer om forholdene i et land i fredstid.

Ledige reagerer på økonomiske incitamenter.
Måske som følge af, at vismændene bliver forledt af deres egen misbrug af en metafor, mener de, at det er rigtigt at udsætte arbejdstagerne for incitamenter*. "Ledige reagerer på ændringer i de økonomiske incitamenter. "( side 8) eller "personer ændrer adfærd, når incitamenterne ændres"( side 216). Og det gentages mange gange senere i rapporten. Økonomer er ellers omhyggelige i deres formuleringer, men jeg mener, at ordet incitament er upræcist, da det kan have to betydninger, straf eller belønning. Når der kun bruges ét ord, skjules det, at arbejdstagerne udsættes for straf, forkortelse af dagpengeperioden og mindre udbetaling, mens de incitamenter, som arbejdsgiverne udsættes for, består i mindre selskabsskat og tilskud til lønninger til langtidsledige og mindre kontrol og regulering*.

Økonomer kender ikke til ægte generøsitet.

Jeg undrer mig over ordet generøsitet*. Side 179 og flere andre steder: "En måde at vise dagpengesystemets generøsitet er kompensationsgraden, dvs. ledighedsindkomstens andel af arbejdsindkomsten. " Økonomer bruger sandsynligvis ordet 'generøsitet' på en anden måde end almindelige danskere. Økonomerne tænker på den hjælp som dagpengesystemet giver, og den hjælp kan være stor eller lille alt efter, hvordan der skrues på dagpengereglerne.

Men 'generøsitet' er et farligt ord at bruge, fordi halveringen af dagpengeperioden er det modsatte af gavmildhed. Og dagpengeindkomstens størrelse er heller ikke noget at råbe hurra over. Vismændene forklarer udførligt dagpengeindkomstens størrelse. Dagpengeindkomsten svarer til ca. 60 pct. af den hidtidige arbejdsindkomst ( side 179) og kan ikke overstige 17.660 kr. Det kan kaldes et minimalt beløb, som er udtryk for politikernes nærighed.

Dagpengesystemet er ikke gavmildt.
Det er heller ikke gavmildt, at ca. 70 pct. af de ledige, der opbruger dagpengeretten, ikke vil være berettiget til kontanthjælp som følge af modregning via familieindkomst og formue ( side 264). De har ikke engang ret og pligt til at få hjælp til jobsøgning. Side 268 i vismændenes positive sprog: De ledige, der opbruger dagpengeretten uden at være berettiget til kontanthjælp, har hverken ret eller pligt til at deltage i den aktive arbejdsmarkedspolitik. " Vismændenes fine formulering betyder, at de udfaldne ikke kan få hjælp til jobsøgning. Selv vismændene mener, at det er for groft, og at det skal overvejes at ændre på det.

Dagpengesystemet er ikke gavmildt, når det tages i betragtning, at dagpengemodtagerne selv har bidraget til det meste af udgiften. "Medlemsbidragene dækkede således ca. 60 pct. af de samlede udgifter ( side 190)". Og nedskæringer i dagpengene må kaldes usociale, da nedskæringerne rammer personer, som i forvejen er de svageste i vores samfund. Hovedparten af dagpengemodtagerne er ufaglærte og lavtlønnede og lavtuddannede. (side 170)

Vismændene kan lide dagpengesystemet og forsvarer ændringerne.

Jeg forstår ikke, at vismændene kan bruge så mange positive vendinger om dagpengesystemet. De bruger ordet 'gardere'. "Dagpengesystemet giver forsikrede ledige en kompensation for indkomsttabet ved ledighed og gør det muligt for lønmodtagere og selvstændige at gardere sig delvist mod udsving i forbrugsmulighederne. " ( side 7). Den gardering er virkelig delvis, ikke kun for selvstændige, men også for de mange lønmodtagere, som er vant til en højere indkomst.

Vismændene taler positivt om dagpengesystemet og kalder det en forsikring. Hvis et privat forsikringsselskab ville sælge en forsikring med så ringe dækning*, ville ingen købe den. Når mange lønmodtagere alligevel har meldt sig ind i dagpengeordningen, er det for at undgå at ende nede på kontanthjælp, som de i øvrigt ikke kan få, hvis de har formue.

Vismandsrapporten forsvarer ændringerne i dagpengesystemet*. "Forandringer i dagpengesystemets generøsitet ændrer på de lediges incitamenter og kan dermed påvirke søgeindsatsen blandt ledige, og det kan påvirke antallet af ledige stillinger og lønfastsættelsen på arbejdsmarkedet. " ( side 251).

Meget taler imod det gavnlige i øget jobsøgning.
For vismændene er de lediges søgeindsats meget vigtig. Denne positive opfattelse af søgeindsatsen er mærkeligt, når vismændene mener, at en øget indsats kan have uheldige virkninger: Når den enkelte ledige søger mere intensivt, reduceres de øvrige jobsøgendes sandsynlighed for at finde et job ( side 162).

Vismændene mener også, at de ledige ikke skal forhaste deres jobsøgning. "Eksistensen af en ledighedsforsikring kan betyde højere produktivitet, dels fordi ledige kan vælge at søge i længere tid efter det rigtige job, og dels fordi jobsøgende er mere villige til at acceptere job, der er højproduktive, men hvor der samtidigt er relativ stor risiko for at blive fyret. " ( side 162) Det kunne tale for en forlængelse af dagpengeperioden og afskaffelse af aktiveringen, som stresser de ledige og fratager dem selvtilliden og evnen til effektivt at søge job. Det ville generøst at give de ledige god tid til at søge et godt job.

Vismændene mener også, at netop i disse år er det omsonst med en øget søgeindsats: "Gevinsten ved at søge intensivt efter job vil være relativt lille i en lavkonjunktur, hvor det er manglende efterspørgsel i økonomien, der skaber mangel på job. " ( side 251). Det gør det til en endnu større gåde, at eksperimentet med halveringen af dagpengeperioden gennemføres i disse år, hvor der er lavkonjunktur.

Vismændene kender til de ledige som tal ikke som mennesker.

Den ledige afvejer omkostninger og gevinst.
Jeg undrer mig over vismændenes opfattelse af de ledige: Den enkelte ledige vælger sin søgeintensitet ved at afveje omkostningerne ved sin jobsøgning mod gevinsten ved at komme i job ( side 217). Jeg håber ikke, at økonomer helt har glemt, hvad det vil sige at være menneske. Et almindeligt menneske har slet ikke den slags afvejninger af omkostninger og gevinst. Måske har mange virksomhedsejere et skarpt blik for omkostninger og gevinst. Men almindelige danskere vil simplethen gerne have et arbejde. Mon en vismand kan forstå det, at danskerne har lyst til at arbejde*, og de allerfleste bliver ulykkelige, når de mister deres job. Hvis de er arbejdsløse i længere tid, bliver de syge. Der er selvfølgelig nogle arbejdsløse, som er blevet trampet så meget på af virksomhederne og det offentlige, at de har fået en kronisk fortvivelse og har opgivet det hele. Dem skulle man som kompensation give god tid til at komme sig og få lyst til livet.

Underlig begrundelse for aktivering.
Vismændenes underlige syn på deres medmennesker kommer også til udtryk, når de skriver om fordelene ved den aktivering*, som de ledige udsættes for: Dermed fratages den ledige en del af sin fritid, og gevinsten ved at komme i beskæftigelse forøges dermed ( side 161). Hvor mon vismændene har det fra, at de ledige ikke vil fratages deres fritid. De ledige føler ikke de lange, tomme dage som fritid. De ønsker kun at slippe for al den tomme og meningsløse tid og få et arbejde og få en ægte fritid.

En jobsøgende siger:" Man føler lidt, at systemet er bygget sådan op, at de faktisk vil gøre folk så irriterede på det, at de skynder sig i arbejde. "

Vismændenes negative opfattelse af de ledige, som nogle der skal kontrolleres og aktiveres for at de går i arbejde, modsiges af det, som vismændene skriver om årsagen til at personer kommer på dagpenge. Kun 6.pct siger selv op. Mens 66. pct er fyret (side 172). Hvis det var rigtigt, at de danske arbejdstagere var dovne og helst ikke ville arbejde, var der flere, som selv sagde op, også selv om de ikke kan få dagpenge i en kort periode efter.

Vismændene har som sagt et mantra om, at forandringer i dagpengesystemets generøsitet ændrer på de lediges incitamenter og dermed kan påvirke søgeindsatsen hos de ledige, og det kan påvirke antallet af ledige stillinger og lønfastsættelsen på arbejdsmarkedet.

Selv om mange søgte job, var der kun få stillinger at søge.
Med hensyn til antallet af ledige stillinger: i krisens år, hvor antallet af jobsøgende voksede katastrofalt, faldt antallet af udbudte job, og de job, som virksomhederne var nådige nok til at tilbyde, blev opslået meget sjusket*, så opslagene ikke var mulige at finde for jobcentre og ledige.

Højere løn gavner produktiviteten og konkurenceevnen.
Med hensyn til lønfastsættelsen: vismændene skriver det ikke direkte, men det må kunne læses mellem linierne, at de er mest intereseret i at arbejdstagernes løn forringes. Det mener de vil gavne konkurrenceevnen. Men andre økonomer har påvist, at de mest rige og produktive lande i Europa er kendetegnet ved at have høje lønninger*.

Vismændene er ikke bange for konklusioner.

Vismændenes argumentationsform er underlig. De taler adskillelige gange i rapporten om 'betydelig usikkerhed', men alligevel smider de lystigt omkring sig med konklusioner.

Et sted bruger de vendingen 'alt andet lige'. Det er et morsomt udtryk, som i virkeligheden betyder, at alt andet ikke er lige, og at man derfor skal afholde sig fra en konklusion i den forbindelse.

Vismændenes omstændelige argumentation for det positive i halveringen af dagpengeperioden er ikke overbevisende. De sammenligner lediges adfærd fra forskellige perioder og indrømmer, at forholdene var vidt forskelige. Før var der højkonjunktur og sammensætningen af de ledige før og nu var forskellig. Mon de sammenligner æbler med bananer. Bemærkelseværdigt er det, at økonomer fra SFI* i en rapport fra 2014 slår en pæl gennem myten om, at man kan piske ledige i arbejde ved at forkorte perioden.

Effekten er 15.000 personer.

Formålet og højdepunktet i vismændenes argumentation er sætningen: dagpengereformens effekt på den strukturelle*, det vil sige langsigtede, ustøttede beskæftigelse, har været omkring 15.000 personer. ( side 209).

Denne proklamation skal sammenstilles med vismændenes indrømmelse om, at reformen har været meget omdiskuteret, da et uventet stort antal ledige har opbrugt deres ret til dagpenge i løbet af 2013 og 2014 ( side 191). Ordet 'uventet' er påfaldende*. Under det ord er der skjult, at hverken politikerne eller økonomerne forudså alvoren i nedskæringerne af dagpengene. Det er måske grunden til, at de nu har så travlt med at bevise, at nedskæringerne havde en positiv virkning.

Selvfølgelig bruger vismændene ordet uventet og indrømmer ikke åbent, hvor meget økonomerne regnede forkert. Det ville betyde, at de også kan regne forkert nu*, når de taler om dagpengereformens positive effekt på den strukturelle beskæftigelse. Måske kan det uventet vise sig, at dagpengereformen kun havde negative virkninger, som det vil tage mange år at råde bod på.

Vismændenes prognose var helt forkert.

Det er bemærkelsesværdigt, at vismændene i januar 2013 indrømmede, at de havde taget fuldstændig fejl i deres prognoser over, hvor mange ledige der ville komme i arbejde som følge af den beskårede dagpengeperiode. På den baggrund er deres udregning ikke troværdig, når de påstår, at dagpengereformens effekt har været 15.000 personer flere i den strukturelle beskæftigelse.

Kun 6 pct. har været ledige mere end 20 pct. af tiden
Jeg forstår ikke, at reformen var nødvendig og velbegrundet, når man tager følgende forhold i betragtning. Side 177: Den store andel af kortere dagpengeforløb har været svagt stigende over de seneste godt 20 år. Størstedelen af de personer, der bliver ledige og får dagpenge, er kun uden beskæftigelse i relativt kort tid ad gangen. Hvis jeg forstår tallene, er det kun 6 pct. som har været i dagpengesystemet i længere tid. Side 176: En opgørelse over de seneste 10 år viser, at knap 2⁄3 af alle forsikrede ledige de seneste 10 år ikke har modtaget dagpenge de seneste 10 år. Knap 29 pct. af de dagpengeforsikrede har været ledige mellem 0 og 25 pct. af tiden, svarende til højest 3 måneders ledighed inden for et år, mens de resterende 6 pct. har været ledige mere end 20 pct. af tiden.

Ordet 'selvforsørgede' er selvmodsigende.
En morsom vending i vismandsrapporten er 'selvforsørgede'. Få gange står der 'selvforsørgende*'. Normalt bruges det ord om mennesker, som har et arbejde og ikke ligger nogen til last, og da slet ikke får hjælp fra samfundet. Men i vismandsrapporten betyder 'selvforsørgede' de personer, som hverken har arbejde eller får hjælp fra det offentlige. Side 64: Antallet er steget fra ca. 85.000 i 2000 til omkring 125.000 i 2012. Efter min mening er udtrykket helt forkert, da det bruges på personer, som ikke kan klare sig selv og lever af hjælp fra familie og venner. De er hverken selvforsørgende eller selvforsørgede.

Vismændene gætter sig til, at de fleste selvforsørgede er indvandrere. Men der kan vel også være en del sort økonomi i begrebet selvforsørgede. Og det er underligt, at vismændene ikke et eneste sted nævner den sorte økonomi. Ulempen ved den er, at staten ikke får den skat ind, som den kunne. Det positive ved sort økonomi er, at den skaber forbrug, og at pengene vel i sidste ende havner i de riges lommer, som det er meningen. Det er også underligt, at vismændene ikke nævner deleøkonomien. Den påvirker arbejdstagernes incitament til at arbejde mindre for en mindre løn, da de ved at dele kan leve bedre for færre penge. Deleøkonomien er med et vismandsudtryk velfærdsforbedrende.

Forhøjelse af dagpengeudbetalingerne ville gavne forbrug og beskæftigelse.

Vismændene begår samme fejl som regeringen, at de afledte effekter af øgede offentlige udgifter ikke medregnes. (læs mere om at regeringens politik var unødvendig ) Ganske vist står der et sted i rapporten ( side 250), at hvis der skete en forhøjelse af dagpengeudbetalingerne vil det bidrage til at stabilisere konjunkturudviklingen. Men vismændene finder det ikke formålstjenligt at udregne, hvor meget det private forbrug ville stige og hvor mange flere arbejdspladser det ville betyde, hvis politikerne ikke var så nærige med støtten til de svage i vores samfund. Mon i øvrigt vismændenes mening om en eventuel stabilisering af konjunkturudviklingen ved forhøjelse af dagpengeudbetalingerne omvendt betyder, at forringelserne af dagpengesystemet har forstærket lavkonjunkturen og krisen, og at det har skadet vores samfund.

Vismændene kender ikke det danske sprog.

Mærkelige metaforer.
Til slut vil jeg nævne nogle metaforer, som vismændene skulle overveje at ændre. De kalder sig selv vagthund. Side 2: "Formandskabet skal qua sin rolle som 'finanspolitisk vagthund' . . " Efter min mening fremkalder metaforen, vagthund, for de fleste et billede af et bidsk og utilregneligt væsen. Det er nok ikke formandskabets hensigt. Hvorfor bruger de i øvrigt et ord som formandskabet, der minder om gamle dage i Kina. Måske stammer udtrykket ' vismændene ' ikke fra dem selv, men de bruger udtrykket i ordet 'vismandsrapporten'. Denne metafor kan have en uheldig virkning i vore dage, hvor vi ikke tror på vismænd. Desuden opstår der et problem, fordi der må være økonomer, som på nogle områder er klogere end vismændene, som alt andet lige ikke kan vide alt. Mon disse dygtigere økonomer kan kaldes stjerneøkonomer, fordi vismændene bliver nødt til at se op til dem.

Overskud på 3 mia. kr.
Det som står stærkest i min erindring efter læsningen af vismandsrapporten er sætningen: I 2008, hvor ledigheden var rekordlav, oversteg de samlede arbejdsløshedskassebidrag udgifterne til dagpengeudbetalinger med omkring 3 mia. kr. ( side 190) Man må håbe, at det er et tilfælde, at Thorning nævner netop dette beløb : "Vi har brugt rigtig mange penge på at forsøge at hjælpe de arbejdsløse. Vi når op i nærheden af tre milliarder." Og er det udtryk for manglende generøsitet, at regeringen ikke engang har brugt hele overskuddet fra arbejdsløshedskassebidragene.

Den sociale kapital og sammenhængskraften smuldrer.

Et sidste spørgsmål: tager politikerne og økonomerne med i deres statistiker og tyve-års planer, at de økonomiske incitamenter, som de ledige er blevet udsat for, kan ændre danskernes adfærd på helt utilsigtede områder. Både de, som er kernetropper, og de, som set oppefra må kaldes bundfald, kan miste arbejdslysten og samfundssindet. Den sociale kapital* og sammenhængskraften smuldrer, og det vil alt andet lige være til ubodelig skade for Danmarks konkurrenceevne og bruttonationalproduktet og den offentlige velfærd.

Vismænd i gamle dage havde drømme og fulgte dem.

se alle indlæg
cookies