web stats
Kategori: små fortællinger
Kort om videnskab og lykke.
Videnskaben måler de kemiske stoffer, som udløses, når vi bliver glade. Men det er kæresten eller barnet, som vi ser, der udløser de kemiske stoffer og gør os glade.
24-11-2014
Der er forskellige meninger om lykke. I følge mange videnskabsmænd handler lykke om kemiske stoffer i hjernen. I radioen hørte jeg et eksempel. Måske har du lige set et barn gøre noget, der gjorde dig ekstra glad. Det betyder, sagde radioudsendelsen, at dine neurotransmittere, serotonin og dopamin, har været på overarbejde.

Det er der sikkert sandhed i. Hvis et menneske har dårlige neurotransmittere og er deprimeret, vil det menneske have svært ved at føle lykke. Men jeg kunne også kritisk spørge: Er det ikke barnet som gør mig glad. Neurotransmittere i sig selv gør os ikke glade. Der skal være noget uden for os, som vi bliver lykkelige over. Det kunne være ens kæreste eller ens barnebarn.

Videnskaben skaber gåder.

Videnskabelige forklaringer lyder meget fornuftige, men er ikke altid helt gennemtænkt. Videnskabsmændene har sikkert følt det som en stor bedrift, at de kunne måle forhøjet tal for kemiske stoffer på en glad person. Det kom i videnskabelige tidsskrifter og på forsiden af avisen. Men de har ikke opdaget, at der er skabt et nyt problem. Hvordan kan mine upersonlige, kemiske stoffer blive påvirket at jeg ser mit barnebarn. Videnskabelige forklaringer skaber flere gåder, som er mere uforklarlige. Og når de måske er forklaret, vil de have skabt endnu flere gåder.

Der er nogle forskere, som mener, at det er et andet kemiske stof, som er vigtigst for lykken. Det er oxytocin. Man kan måle på personer, hvor stor mængde de har af stoffet. Forskere har målt på kvinder og mænd og forelskede. Den største mængde var hos forelskede kvinder.

Stoffet gør, at man kommer til at stråle og bliver meget venlig over for andre. Jeg hørte om en amerikansk forsker som havde sit speciale i oxytocin. Når han blev interviewet eller mødte folk, gav dem altid et stort knus. Han havde målt på sig selv, at et knus forøgede mænden af oxytocin hos ham og derved gjorde ham mere venlig mod andre. Jeg kunne driste mig til at spørge: Hvem mon han mest var intereseret i: de andre eller sig selv.

Videnskaben ser indad, men du skal se udad: derfra kommer glæden.

Han havde i øvrigt været til en bryllupsfest hos nogle venner og fået lov til at foretage nogle undersøgelser. Han målte oxytocin hos bruden og brudgommen og deres nærmeste familie. Man skulle så tro, at det var bruden, som var mest glad og havde mest af det kemiske stof. Men det var brudens mor.

Mon videnskabsmanden kunne forklare det.

Hvis jeg skal være lidt kritisk over for videnskaben, kunne jeg igen spørge lidt kritisk: hvad kommer først? Det er det store knus, som sætter gang i de kemiske processer og det er det strålende bryllup, det er det som gør os glade.

se alle indlæg
cookies