web stats
Kategori: politisk alvor
Ministeren på den høje hest.
Morten Østergaard anklager os danskere for krævementalitet. Men han kender os ikke, og han stiller selv urimelige krav.
30-12-2014
Det var et uforglemmeligt øjeblik, da Marianne Jelved* sikkert med et skævt smil på sine lille musemund, mens hun svingede med sin taske, udtalte, at man bliver mere kreativ af at miste dagpenge. Det kunne kaldes et hårnålestik leveret med et skælmsk smil og viser, at hun ikke kun har tasken i hånden, men også hovedet og hjertet under armen.

Læs mere om Marianne Jelved.

En anden minister, Morten Østergaard, har nu trukket lansen. I det ydre er han mere velplejet end taskedamen, men hans tanker og ord er lige så grumme, og han smiler ikke. Han kæmper for sit parti og sin egen position så højt til hest, at hans hoved befinder sig hævet over befolkningen, hvis han da ikke også har det under armen.

I USA blev en dansker anklaget for en alvorlig forbrydelse, og de brugte en amerikansk forhørsmetode, så han indrømmede, at han var skyldig, selv om han ikke var det.

Den radikale minister bruger amerikanske metoder.

Mon den radikale minister, Morten Østergaard, bruger samme metode, når han kort før jul anklager alle danskere for at vi aldrig siger nej tak til alt det vi har ret til, men ikke har brug for. Vi føler os skyldige, inden vi får tænkt os om. Hvem af os har sagt nej tak til bare en enkelt af vores julegaver.

Vi har selv sparet op til dagpenge og efterløn og meget mere.

Men dagpenge og efterløn ikke er en gave. Vi har selv sparet op til den. Dagpenge, efterløn, orlovsordninger, førtidspension - alt dette og mere til er i dag finansieret via den brugerbetalte arbejdsmarkedsfond, ifølge arbejderen.dk. Og i vismandsrapporten fra 2014 kommer vismændene til at røbe, at i 2008, hvor ledigheden var rekordlav, oversteg de samlede arbejdsløshedskassebidrag udgifterne til dagpengeudbetalinger med omkring 3 mia. kr, som nu er i arbejdsmarkedsfonden sammen med andre milliarder, som vi ikke kender til.

Læs mere om vismandsrapporten.

Alt dette må vi forvente, at Morten Østergaard har kendskab til, da han interesserer sig mere for økonomiske tal end for mennesker. Men så trækker han et våben, som han haft skjult i ærmet. Han siger:" Men at uddele velfærdsrettigheder til alle dem, der har en højere levestandard end andre steder i verden, giver mig ikke benzin i motoren." Det stik rammer rent ind.

Morten Østergaard er ligeglad med de danskere, som har det dårligt.

Det hjælper ikke at indvende, at de lande i verden, som har utrolig lav levestandard, hverken har demokrati, arbejdsmarkedsfonde eller fleksibel arbejdskraft. Det præller af på Morten Østergaard, da han mangler benzin på sin motor, som i øvrigt kun har én hestekraft. Hans position er højt til hest, så han ikke kan fokusere på de danskere, som har det dårligt lige foran ham. I stedet er hans blik rettet mod horisonten og de mange lidende menneskemasser ude i den store verden, og de giver ham heller ikke benzin på motoren.

Morten Østergaard stiller et umuligt krav.

Ikke kun hans hest, men også Morten Østergaard må have skyklapper på. Han stirrer i hvert fald stift frem for sig, da han bliver forelagt, at tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at kun 82 af over 400.000 ledige i år sagde nej til et arbejde, de var blevet anvist. Det kunne for en gang skyld berettige til en overvældende ros til de ledige. Men nej, foran sit stive blik ser Morten Østergaard et halmstrå, som han afparerer med. Han siger, at de ledige også skal tage imod de job, som slet ikke bliver slået op, og som de ledige ikke kender eksistensen af, og som består i nogle ugers arbejde i frugtplantager. Og det kan enhver se er en umulighed, og det forhindrer effektivt, at de ledige nogensinde kan opnå nogen ros fra regeringen, selv om de ledige fortjente det, alene fordi de er spydspidsen i vores fleksible samfund.

Her på falderebet, som hænger og venter den nuværende regering, kan der gives et par forslag.

I juletiden har der været en serie på Netflix med mange heste og våben og en klog fyrste, som ofte sender Marco Polo ud i de fjerneste krog af riget, for at han skal komme tilbage og rapportere, hvad han har set med sine egne øjne, så fyrsten kan vide, hvordan hans mange folkeslag har det.

Send spejdere ud.

De danske ministre, som kun regerer ét folkeslag og heller ikke har benzin eller kræfter til mere, kunne skære ned på antallet af spindoktorer, som sidder lummert i lokaler på Slotsholmen, og i stedet sende åbne, ærlige og friske spejdere ud i alle kanter af vores lille rige, også gerne til udkanterne. Måske ville et par af spejderne komme tilbage og fortælle en overrasket minister om, at vi danskere er arbejdsomme*, fredsommelige, effektive, fleksible, produktive, tillidsfulde, tålmodige, overbærende, lovlydige.

Ministrene behøvede ikke holde deres nye viden hemmelig. Hvor svært de end har ved det, kunne de prøve at udtale et par positive ord om os danskere, som de selv er en del af, selv om de kun er på tålt ophold i ministerierne.

Utrygheden vokser.

Det skal selvfølgelig heller ikke holdes hemmeligt, at nogle af de udsendte spejdere vender tilbage med urovækkende rapporter. Der er en voksende utryghed* i befolkningen, som mener, at svage grupper bliver udsat for pisk og incitamenter, som ikke er menneskeværdige.

Sammenhængskraften er vigtigere end økonomiske tal.

Måske skulle ministrene også revurdere deres fascination af tal. Den tryghed og tillid, som før har præget det danske folk, og som ikke kan overvurderes, har været forudsætningen for vores rigdom. Ikke omvendt. Ministrene mener selvfølgelig, at vi skal have råd til velfærden. Men de tager fejl. Hvis vi ødelægger sammenhængskraften og trygheden og tilliden i det danske samfund, bliver vi fattige, også økonomisk. Velfærden, at vi tager os af hinanden, er forudsætningen for vores rigdom*.

Udlandet roser os.

Hvordan kan det være, at det ikke er danske politikere og danske virksomhedsorganisationer, som roser os danskere, men at det altid skal være udlandet, som gør det. Det skete, da det liberale blad The Economist* skrev positivt om vores samfundsmodel. Og for nylig skrev finans.dk om det ansete, amerikanske magasin Forbes, som har udråbt Danmark som det bedste land at drive virksomhed i. Forbes fremhæver den danske model og den fleksibel arbejdskraft.

Om det danske skatteniveau* siger Michael S. Dahl fra Forbes, at den høje danske skat på arbejdskraft opvejes delvist af, at arbejdskraften generelt er produktiv set i en international sammenhæng. Ifølge Michael S. Dahl er et højt skatteniveau ikke kun en negativ ting for virksomhederne i Danmark.

”Flere undersøgelser viser, at når man tager højde for det samlede billede, så er skatteniveauet ikke så slemt, som politikerne nogle gange vil gøre det til. I Danmark skal virksomhederne ikke betale for arbejdsløshedsunderstøttelse og sundhedsforsikringer, som de skal i andre lande,” siger han.

Michael S. Dahl peger også på betydningen af, at uddannelsessystemet er gratis i Danmark.

Danske politikere og virksomhedsorganisationer roser os ikke.

I slutningen af artiklen i finans.dk er en udtalelse fra en af gnavpotterne i DI, som også har svært ved at sige et eneste positivt ord om os danskere. DI udtaler, at man skal flytte penge fra det offentlige og over mod ting, der styrker dansk økonomi. Det var så ikke lige Forbes vurdering. Det er som om det ikke er gået op for gnavpotten fra DI, at Danmark har fået ros.
se alle indlæg
cookies