web stats
Kategori: menneskesyn
Det festlige menneskesyn.
Den stemning, som vi oplever ved en god fest, skal vi bruge i hverdagen til at bevare et lyst menneskesyn.
29-04-2015
Det økonomiske* menneskesyn er dominerende. Men der er alternativer. Jeg vil beskrive det menneskesyn, som vi får fra en god fest.

Gæsterne nyder festmåltidet i flere timer, og der opstår et helt særligt samvær med interessante samtaler og humoristiske bemærkninger, som udveksles mellem gæsterne i den opløftede stemning. Men den er ikke overfladisk. Jævnligt er der dybe samtaler, hvor to gæster i skjul under i de andres højrøstede snak læner sig ind mod hinanden og glemmer alle reservationer og røber deres inderste tanker over for hinanden og afslører personlige forhold, som de måske aldrig har talt med andre om. En god fest er præget af det uventede og dramatiske. Der er en intens og magisk stemning.

En god fest påvirker os, så vi viser accept og tillid og respekt mod hinanden

Gæsterne ved festbordet fortæller hinanden om stort og småt fra hverdagen eller fra usædvanlige oplevelser. I hverdagen på arbejdspladsen kan møder let udvikle sig til konkurrencer om, hvem der kan tale længst og finest. Ved en god fest viser gæsterne accept og tillid og respekt mod hinanden. De lytter interesseret til hver eneste, som har noget på hjerte, også selv om det er mere småt end stort. På grund af den åbne stemning kan en gæst også til sin egen overraskelse høre sig selv sige det mest mærkelige som lige faldt ham ind. Det accepteres, fordi festen ophæver grænser. Selvfølgelig kan der opstå dramaer, som ødelægger den gode stemning og festen, men grænserne er vide.

En god fest er farverig.

Vi kan ikke feste hele tiden. Festen er det sjældne og enestående. Men stemningen og oplevelserne ved en god fest kan påvirke mig lang tid efter og præge mit syn på livet og på andre mennesker. Det er vigtigt at feste med jævne mellemrum. Det giver farver til vores liv. I Indien er der mange offentlige fester, og en af dem handler om farver. Alle mødes på gaden og kaster farvet pudder på hinanden. Det ligner et stort kaos og alle griner og morer sig. En vellykket fest kaster farver ind over vores liv. Netop i vores tid er det vigtigt at kæmpe for dette menneskesyn, fordi det kan være et modsvar til de menneskesyn, som dominerer i den offentlige debat for tiden. Politikere og økonomer dominerer samfundets menneskesyn, og hovedordene for dem er arbejdssomhed, sparsommelighed og nødvendighed.
Personalismen er en filosofisk retning med mange positive begreber.

Jeg læste fornylig om personalismen, som er en sympatisk retning. Den indeholder mange postive begreber: et menneske er kun en person på grund af relationerne til andre; hvert menneske er en unik person, som har en frihed og en værdighed, der aldrig må krænkes. Men personalismen er begrænset i sin beskrivelse af mennesket. Personalismen virker blodfattig, farveløs og ufestlig.

Menneskesynet, som udspringer fra den gode fest, indholder flere sider af mennesket, det fantasifulde, det kreative, det dramatiske, det humoristiske, det uventede. Det menneskesyn er farverigt og omfatter det menneskelige i al sin kraft.

Hvis Jesu ord ikke kun bedømmes religiøst, men filosofisk, bliver det klart, at hans menneskesyn er provokerende og ligner det festlige menneskesyn.

Det undrer mig, at filosoffer, religionshistorikere og kulturpersoner ikke taler på samme måde om Jesus som de taler om Sokrates og Platon. Jesu lignelser f. eks. er tekstykker, som kan analyseres ligesom de tekster, der er overleveret fra Sokrates.

Det skal ikke afskrække, at Jesus var religiøs, selv om jeg selvfølgelig mener, at det er væsentligt for hans ord. Men hans ord kan også analyseres med henblik på finde menneskesynet i dem. En professor eller religionshistoriker, som gerne vil bruge sin kritiske og negative fornuft, kunne sagtens bestemme det menneskesyn, som Jesu lignelser rummer.

I Jesu lignelser bruges den gode fest ofte som billede

I slutningen af lignelsen om den fortabte søn holdes der en fest med musik og dans og der serveres det fineste kød fra fedekalven, og faderen taler om glæde. Det viser, hvad Jesus mener er en vigtig del af menneskelivet, nemlig at vi skal være sammen og glæde os med hinanden og more os og tilgive hinanden.

Er det udtryk for en fordomsfyldt eller begrænset tankegang hos forskere, professorer og historikere, at de tager ord som er tillagt Sokrates alvorligt, men ikke de ord, som er tillagt Jesus. Har de moderne meningsdannere berøringsangst over for Jesus. Er de bange for at blive anset for kristne og uvidenskabelige, hvis de bedømmer nogle af Jesu ord som vigtige for vores menneskesyn.

Når vi er sammen med børn, er det som at være til en fest

Der er andre tekststykker, som fortæller om Jesu menneskesyn, og som er lige så betydningsfulde for vores livsopfattelse som traditionen fra filosofiske retninger, hvad enten det er de græske filosoffer eller eksistentialismen eller personalismen. Jesus siger, at Guds rige hører børnene til, eller at Guds rige er børnenes. Det må betyde, at vi skal tænke på børnene for at kunne bestemme, hvad lykken eller det væsentlige i menneskelivet er. Mon vi så ikke bl.a. tænker på det spontane, fantasien, latteren, de høje umotiverede råb, legen, og ikke ret meget af rationaliteten, i hvert fald en anden fornuft end voksne bruger, men måske en mere ærlig og frisk fornuft, der ser nyt og fordomsfrit på alting, og som det vigtigste: børn er hjælpeløse.

Vi kan sikkert sige meget negativt om børn. De er onde mod andre uden at tænke særlig over det og de viser det åbent og skamløst. I den alder, hvor de vil stå på egne ben, kan de blive meget irriterende og egoistiske. Men det opvejes vel netop af, at børn er ærlige, også når de viser deres kærlighed, og de tilgiver uden betænkningstid. Men det vigtige for Jesus er egentlig ikke børnene. Han bruger dem som sammenligning eller et provokerende billede for at give os et nyt menneskesyn. Vi opfatter børn som ansvarsfri, uskyldige og åbne. Det må vi gerne bruge som korrektion til vores voksne alvorlige livsindstilling.

Når børn kan lide en ret de får serveret er det en nydelse at se dem spise med alle sanser.

Når små børn spiser, er det overvældende at se, hvor meget de nyder at smage på maden. Det er en fest at betrage et barns evne til at nyde.

Det får mig til at tænke på en fortælling, som handler om voksne, der bliver som børn, fordi de får serveret retter, som overgår al fantasi.

Karen Blixen har skrevet fortællingen om en fest og Gabriel Axel har filmatiseret den: Babettes gæstebud. Wikipedia har et referat af handlingen og skriver:" Undervejs i måltidet gør maden og ikke mindst de fine vine deres virkning på de øvrige gæster, der ganske vist ikke på noget tidspunkt kommenterer på maden, men til gengæld bliver i godt humør og gammelt nag bliver strøget." Beskrivelsen er underdrevet.

Den gode fest er transcendent

Priscilla Parkhurst Ferguson* skriver, at filmen Babettes gæstebud handler om sensualitet, som transcenderer måltidet, fornyer venskaber, genopretter kærlighed, genopliver fælleskabets harmoni.

Transcendensen findes også hos Jan Lange:" Alle i fortællingen er netop blevet besejret og velsignet af nåden. Før selvberoende og selvretfærdige asketer og etikere er nu tvunget ud af deres selvkontrollerende og trivaliserede livssyn; fra triviel givethed til grænsesprængende skænkethed." Og han mener, at Karen Blixen hentyder til nadveren i den kristne gudstjeneste.

Det alvorlige og negative penge-menneskesyn er dominerende.

Jeg er træt af det menneskesyn, som jeg møder i medierne, hos meningsdannere og politikere. Det er et alvorligt og ufestligt menneskesyn, som mangler generøsitet. Det taler alt for ofte om arbejdsomhed og pligtopfyldelse og om penge.

Der er politikere, som forstår at feste. Men de har misforstået det. De fester for sig selv og deres embedsmænd. Festen på det offentliges regning omfatter ikke folket. Her bliver alt skåret ned, så der er børn, som må sige nej til at komme til børnefødselsdag hos deres skolekammerater, fordi forældrene knap har til huslejen.

Læs mere om socialdemokraternes menneskesyn.

Grundtvig er helt nutidig, når han beskriver det kapitalistiske engelske samfund.

I årene 1829-1831 foretog Grundtvig tre rejser til England. Her oplevede han et land, hvor der både var frihed og virkelyst, men også store sociale problemer. Han mente, at den engelske samfundsopfattelse handlede for meget om penge. ”Penge-Herskabet” havde efter hans opfattelse gjort sig til ”Sjælen baade i Parlamentet, Lovgivningen og hele det offentlige Liv”. Samtidig mente han, at den kapitalistiske og industrielle udvikling, havde fremkaldt slavelignende forhold for en stor del af den engelske befolkning.

Grundtvig skriver skarpt mod det økonomiske menneskesyn:" Mennesket og Folket hverken er til for Statens eller for Ager-dyrkningens, Kapitalernes eller Handels-Balancens Skyld, men Jorden og alt Jordisk er til for Menneskets og Folkets Skyld og skal benyttes til deres Bedste."

Netop i disse år bliver det betonet fra flere meningsdannere, at der er en kapital, som er vigtigere end økonomien. Det er den sociale kapital eller tillidskapitalen. I øvrigt er det mærkeligt, at der bruges et penge-ord om forhold, som er uden for eller over det økonomiske. Alle undersøgelser viser, at vi i Danmark har en meget høj grad af tillid til hinanden, og den kapital er meget vigtig at bevare for uden den mister vi vores velstand og velfærd. Politikerne gør i disse år meget for at gavne pengekapitalen, men samtidig ødelægger de med deres tale om kontrol og pligt den tillid, som vi har til hinanden og til staten.

Helt uden at folk har lagt mærke til det, er der én minister, som ikke følger den udbredte neoliberale holdning, der præger politikerne. Han taler meget om den gode mad, og han udskrev en konkurrence om at udkåre den danske nationalret, måske for at få os til at tænke på noget andet end penge. Han lægger også meget vægt på, at vi hver dag får hjemmelavet mad og giver os god tid til at spise den sammen uden at se fjernsyn imens. Han stikker meget ud fra det samlede ministerkorps, der kun taler om, at vi skal arbejde og spare. Måske opfatter de ham som lidt af en klovn. Men det skal de passe på med. Det er hofnarren, som siger sandheden. Bare vi havde mange flere festlige hofnarrer.

se alle indlæg
cookies