web stats
Kategori: politisk alvor
Det kvantitative menneskesyn.
Test og tal og Pisa.
13-05-2016
Tanker ud fra et interview med Niels Egelund:"En gang imellem giver jeg den måske for meget gas, det ved jeg godt."

Det startede allerede, da han gik i skole. Han glædede sig mest til at få fri og gå ned på banegården, hvor han lærte alle busruterne udenad. Det var skiltene og tallene han så på. Men faget dansk hadede han.

Jeg er i modsætning til Niels Egelund ikke meget for tal. Da jeg var barn, bad jeg ofte min mor om at følge mig ud til bussen. Hun betalte min billet, og jeg fik lov til at sidde på et lille sæde oppe ved siden af buschaufføren. Jeg iagttog ham, hvordan han skiftede gear og drejede på det store rat. Jeg iagttog alt, hvad vi kørte forbi, mennesker og huse. Når vi kom tilbage til, hvor vi boede, steg jeg beriget og glad ud og havde fået en kvalitativ oplevelse.

Da han var lærerstuderende, tænkte han også mest på at få fri og arbejde hos en farvehandler til 7 kr i timen indtil han havde 15.000 kr. Da jeg ikke kan lide tal, vægrer jeg mig ved at regne ud, hvor mange timer han skulle arbejde for at nå det beløb. Men hvis en dag kun har 24 timer, og hvis et lærerstudie varer 2 - 3 år og han måske, hvis det ligner ham, gør det på kortere tid, fordi han er bedre end andre, ville et regnestykke vise, at han ikke brugte mange timer på lærerstudiet. Det har han sikkert tal på, men han nævner det ikke.

I interviewet står der:" Sit første lærerjob fik han i 1970 på en lille skole på Fyn med 41 elever og 3 lærere." Antallet af elever og lærere har han styr på. Men det er overdrevet, at det var hans første lærerjob, for han arbejdede ikke sidenhen som lærer. Han ville videre. Og hans første og eneste lærerjob varede kun 1 år. Men det tal nævner han ikke, da han bedst kan lide store tal, f. eks. 12.000. Det var det antal flyvetimer han nåede det ene år, hvor han var lærer. I interviewet står der:" I fritiden fløj han, især i sommerferien." Jeg vægrer mig igen mod at foretage regnestykket. Der er tale om 1 sommerferie, hvor han sikkert ikke fløj alle ugens dage og alle døgnets timer.

Måske viser regnestykket, at de fleste af de 12.000 timer må stamme fra de andre af årets dage, hvor han arbejdede på den lille skole og glædede sig til at få fri, så han kunne flyve. Han siger selv, at han gerne ville være lærer, fordi han kunne se, at man havde et relativt frit liv som lærer, hvor man selv kunne tilrettelægge sin arbejdsindsats efter 13-14-tiden. Der var store frihedsgrader i jobbet. Regnestykket må vise, at han ikke havde timer til forberedelse af sin undervisning. Men selv om det tallet for disse manglende timers forberedelse sikkert er stort, nævner han det. Han er ikke bange for at nævne negative tal, når det gælder andre mennesker, f. eks. skoleelever, skolelærere og kollegaer.

Så blev han pilot. Også her en del tal, nemlig om flytypen, som først var lille, men endte med en af de største, der findes, Boeing 747. Men han ville hellere læse til psykolog.

Med hensyn til hans universitetsstudium kommer der flere tal på bordet. Det første halvandet år af studiet sprang han over. Og resten af studiet opsummerer han sådan:" Det tog tre et halvt år, så var jeg færdig. Jeg fik kun 13-taller." Mon det gjorde indtryk på ham, at læse om mennesker. Man må håbe, at det meste af litteraturen på psykologistudiet handler om mennesker. Eller husker han bedst den fyrstelige behandling professorerne gav ham, fordi de gav ham eneundervisning.

Jeg indrømmer, at mit teologistudium varede længere end den normerede tid, men jeg følte det fyrsteligt at begrave mig i den teologiske litteratur og glemme tid og sted. Det ville kunne udregnes til et meget stort antal timer, hvor jeg var totalt optaget at læse både nuværende og forhenværende kloge menneskers tanker om menneskelivet og bibelen.

Et lille tal, som han ikke nævner i interviewet, er de 2 år, hvor han var psykolog ved Albertslund Kommune. Måske er der her skjult nogle store negative tal, nemlig alle de dage han tog helt fri for at flyve.

Helt i sit es kom han, da han blev formand for det danske PISA, som med jævne mellemrum i mange år testede folkeskolen. Disse tests gav et hav af tal, og endnu bedre: det var høje, negative tal for elevernes og lærernes præstationer. Her kunne han boltre sig.

Interessen for tal har han bevaret. I interviewet står der:" I dag er Niels Egelund leder af Center for Strategisk Uddannelsesforskning under Aarhus Universitet. Her har han især ansat økonomer, der har forstand på kvantitative analyser." Der er et eller andet skævt ved, at der mest er ansat økonomer ved et center for uddannelsesforskning, som vel skulle handle om pædagogik og børn, som økonomer i hvert fald fagligt intet begreb har om, da de boltrer sig i tal. Det er i øvrigt tankevækkende, at nogen kunne finde på navnet PISA, som sikkert er en forkortelse og sammenstilling af nogle fine udenlanske begreber. Men dem der fandt på navnet, var gode til tal og ikke så gode til ord, for det første man tænker på, når man hører ordet Pisa, er det skæve tårn, som man i mange år har frygtet ville styrte sammen. Ufrivilligt har pisa-folkene afsløret, at der er en katastrofal svaghed i tests og tal, fordi et barn er mere end et tal.

Netop Niels Egelund skulle vide, hvor ydmygende det er som barn at blive bedømt og få at vide, at man ikke duer. En psykolog, som ikke behøver at have taget doktorgraden eller være professor, vil sandsynligvis bare ved at læse interviewet kunne bestemme en begivenhed, som har været drivkraften i hele Niels Egelunds liv og fyrstelige karriere.

I interviewet fortælles om en episode fra hans barndom, hvor læreren spurgte børnene, om de vidste, hvad de ville være. Niels Egelund rakte hånden op og sagde:" Jeg vil være pilot." "Jamen, Niels, det kan du da ikke blive. Det kræver en god fysik", lød lærerens svar til eleven, der var en af klassens mindste og senest udviklede, og som måtte finde sig i at få skruet ned for sit selvbillede og sine drømme lige der midt imellem sine klassekammerater.

Denne ydmygelse blev afgørende for hele hans liv. Han blev nødt til at bevise, at han duede. Han blev lærer, for at vise at han var på højde med den lærer, som havde ydmyget ham. Han blev pilot for at vise det uretfærdige i ydmygelsen. Men når drivkraften hos et menneske er en ydmygelse og en trang til bevise sit værd, vil det ingen ende tage. Han blev uddannet psykolog, fik en doktorgrad, blev professor, blev kendt professor og formand for det ene og det andet. Og mon det ikke også er grunden til at han ofte som pisa-mand er kommet med negative udtalelser om lærere og elever og sine kollegaer. Han vil vise, at han er over dem.

Hvis han tænkte sig lidt om, ville han måske indse, at pisa-testene er lige så ydmygende som den ydmygelse han selv blev udsat for i underskolen. Og da han åbenbart aldrig er kommet sig over den, skulle han være mere varsom med, hvad han udsætter skoleelever for, når han ud fra mange tal siger, at de ikke duer og at de skal tage sig sammen.

Jeg mener, at han har et skævt syn på livet. Det halter for ham, dels fordi en ydmygelse i barndommen har været så stor en sten i skoen, dels fordi han som professor har opbygget sin berømmelse på skæve tal i PISA. Det hele styrter sammen, når man anfægter hans forudsætninger. Vores liv skal ikke bestå i at bevise vores værd. Vores liv er værdifuldt uden at vi præsterer det store, men bare er sammen med andre. Og det kan ikke måles i tal. Det kan børns uddannelse heller ikke.

Forhåbentlig skal også piloter, som kun flyver private jets, op til en del test jo ældre de bliver. Men hvad sker der den dag, hvor han får at vide, at han ikke duer til at flyve, netop af fysiske grunde. Så falder hele hans tårn sammen. Og han kan ikke gøre noget for at opveje det, sådan som han kunne førhen. Eller hvis Danmark forhåbentlig om få år melder sig ud af PISA, fordi tallene har ødelagt mere end de gavnede. Hele hans forskning vil falde til jorden og blive en periode i den danske skolehistorie, som ingen er glade for. Eller universiterne vender blad og ikke mere er begejstret for hans taltyrani. Så er han ikke professor længere.

En konkurrence skaber vindere og tabere.

Selv vinderne bliver tabere.

De fleste, som er fortalere for konkurrence, mener, at det driver elever til at yde deres bedste. Men vi behøver ikke et samfund eller et skolesystem som skaber tabere. Og der kan stilles spørgsmål ved om samarbejde ikke skaber dygtigere elever. De kan bearbejde andres foreslag og se, hvordan deres egne bliver modtaget.

I alle fag er det nødvendigt, at hver elev selv arbejder med stoffet for at lære det, og at det bliver klart, at eleverne har forskellige evner, og at nogle er bedre til faget end andre. Men i alle fag kan også fortællingen bruges, og den ophæver alle forskelle. Når læreren har lært og er øvet i at fortælle, bliver eleverne grebet af ordene og vil ikke gå glip af et eneste. De lytter med mere end deres forstand. De lytter med hele deres menneskevæsen og person, og de bliver alle opfyldt af fortællingen uanset deres evner. De husker den uden at konkurrere med hinanden, men som en gruppe i fælleskab. Fortællinger samler.

Da jeg var præst og havde en specialklasse på en skole for vanskelige børn, brugte jeg kun fortællinger i konfirmandundervisningen, og der blev så stille i klassen, at lyset slukkede. Af sparehensyn var der opsat følere i hver klasse, så lyset slukkede, hvis der ingen var i rummet eller hvis de ikke bevægede sig. Jeg klagede til skoleinspektøren, fordi lyset tit slukkede på det allermest spændende sted i historien og ødelagde den. Men han sagde, at det måtte jeg leve med og bare kunne få eleverne til at være mere urolige. Han var sikkert uddannet pilot.

En ulempe ved at skoler og uddannelse bygger på konkurrence er ikke kun, at det skaber tabere, det skaber også snydere. Unge er ikke dumme. Jeg vil f. eks. mene, at Niels Egelund snød, da han fik eneundervisning. Han lærte bedre, hvad professorene ville høre til eksamen.

Sidste nyt. Niels Egelund er en af eliten, der ringeagter almindelige mennesker. Hans menneskesyn fremgår også af en sådan udtalelse:" Det værste er selvfølgelig, når forældrene sidder uden for arbejdsmarkedet. To forældre, der er uden for arbejdsmarkedet, kan ikke snakke med om noget som helst om, hvad der foregår."

Peter Kemp mener, at skolen skal lære børn, at der er noget, der er vigtigere end konkurrence.

se alle indlæg
cookies