web stats
Kategori: religion
Gud Skaberen og videnskaben.
Et moderne menneske kan sagtens tro, at vi må takke Gud for det, som er.
09-06-2016
I august 2015 skrev jeg til Hans Davidsen-Nielsen, lederskribent på Politiken, om Gud Skaberen. Han svarede ikke.

Jeg skriver til dig fordi jeg har haft samme fornemmelse som Preben Brock Jacobsen giver udtryk for i en kronik i Information. Han mener, at medierne har en uforståelig negativ opfattelse af kristendommen. Men din lederartikel var forfriskende ærlig og positiv, og der er en mulighed for, at du ikke vil have noget imod at jeg skriver til dig.

Jeg kan forstå, at du har svært ved tanken om Gud Skaberen. For moderne mennesker kan den tale om Gud virke overtroisk.

Jeg er teolog og vil give mine forslag til, hvordan man kan læse begyndelsen af vores bibel.

Først vil jeg gøre opmærksom på, at der er to skabelsesberetninger i bibelen. Det kunne vise, at de mennesker, som har skrevet bibelen, ikke var fundamentalister, men har givet plads til flere fortolkninger af Gud.

Den første og ret kortfattede skabelsesberetning er sprogfilosofisk og teoretisk. Den anden fortælling, som er meget forskelig fra den første, er mere håndgribelig og psykologisk. De to fortællinger lægger vægten på forskelige sider af synet på Gud.

Efter min mening er den første fortælling et beundringsværdigt forsøg på en verdensforklaring, når man husker, at det er skrevet af nogle, som levede for flere tusind år siden. Jeg har lige så meget respekt for disse jøders teorier som for vores videnskabsmænds teorier om Big Bang. Selve vendingen Big Bang og andre begreber fra moderne videnskabsmænd viser i øvrigt, at de også taler i billeder.

Første skabelsesberetning er imponerende, fordi de jøder, som formulerede den, mærkeligt nok tænkte det samme som os, at planter må være det liv, som kom først, så fisk og fugle, derefter pattedyr og til sidst mennesket. Måske har Darwin fået inspiration fra disse jøders teorier.

De jøder, som skrev fortællingen, som nu er sat i kapitel 1 i bibelen, var også mærkelig moderne, fordi de lagde vægt på 'ordet' eller sproget. De bruger det billede, at Gud talte og så kom det, som Gud sagde, til verden. Det ligner meget, hvad vores sprogfilosoffer mener. Eller de har måske hentet inspiration til deres teorier ud fra 1. kapitel i bibelen.

Som en kurisitet, der viser, at hvis vi ikke har et ord for en ting, kan vi ikke se den, vil jeg nævne ordene for farver.

Jeg læste i en artikel i Businessinsider, at der i alle sprog oprindelig ikke har været et ord for blå, og først sent i historien er ordet kommet med. En forsker rejste til Namibia til en stamme, som stadigvæk ikke har ordet blå. Han viste dem en tegning med farvede firkanter, alle grønne med undtagelse af en, som var blå. De havde forbavsende svært ved at udpege den. Til gengæld havde den stamme mange ord for grøn og kunne derfor opfatte mange flere nuancer end vi kan.

Jeg mener, at det er en dyb sandhed i den første skabelsesberetning, som lægger stor vægt på den skabende kraft, der er i ordet og sproget.

Det har også haft betydning for vores livssyn, at den første skabelsesberetning adskiller Gud og verden. Med deres billede: Gud er Skaberen og hellig, mens alt i verden er skabt. Menneskene er stof eller materie som alt andet i verden, som ikke er helligt.

Det er grundlaget for vores livssyn, at vi kan færdes med hinanden og omgås tingene uden religiøst ladede tanker. Og disse jøder påstår, at vi kan færdes med glæde. De lægger vægt på og gentager, at Gud så på det, som er i verden, som godt. Samtidig med at alt i verden kun er materie, har det også en værdi. Det er flot, at disse jødiske filosoffer kunne holde det sammen, at det i verden både er verdsligt og ikke helligt, og samtidig at det har en værdi.

Det er min påstand, at mennesker, som lever i kulturer, som ikke bygger på skabelsestanken, ikke kan glæde sig så meget over livet og naturen og kunsten, som vi kan. Det må påvirke mennesker, hvis de lever i en kultur, hvor alt omkring dem opfattes som i bunden ondt, og at idealet er at slippe fri for verden.

Jeg kunne skrive mere om første skabelsesberetning, men vil gå videre til den anden, som jeg vil kalde en skabelsesfortælling.

Det er ikke uden grund, at psykoterapeuter og psykologer bruger fortællinger, når de vil hjælpe patienter. En fortælling er meget konkret og let at huske, men samtidig kan den indeholde udefinerbare dybder, som virker befriende på os. Det er min påstand, at hvis et menneske uanset alder én gang har hørt om Adam og Eva, så vil de ikke kunne glemme den historie. Når danskerne bliver spurgt til skabelsen, vil de nævne Adam og Eva, fordi den er fortællende. De har glemt 1. Kapitel, som er mere teoretiske. De tror måske ikke på fortællingen om Adam og Eva. Som om det vigtige er om man tror på den. Det vigtige er, hvad den har gjort ved os.

Det er min påstand, at vi inderst inde, måske uden at indrømme det for os selv, har fattet det væsentlige i fortællingen, som handler om hvor glædeligt og hvor smerteligt samvær er, og at vi inderst inde må indrømme, at vi skulle have det bedre og mere lige til med hinanden.

Det vigtige i kapitel 2 i bibelen er egentlig ikke begyndelsen af fortællingen om hvordan Gud skabte verden, men derimod slutningen, at de to mennesker stod uden for paradis og ikke mere kunne komme derind.

Kapitel 2 og 3 fortæller om det onde, som er mellem os. Derfor kan de to skabelsesberetninger supplere hinanden, selv om deres fortællemåde er helt forskellig.

Lige så romantisk og eventyrlig kapitel 2 og 3 i begyndelsen er, lige så dystert realistisk er slutningen med beskrivelsen af verden uden for paradis. Alt er nøjsomt og lidt trist og noget smertefuldt. I verden ser menneskene foran sig tjørn og tidsel og slidsomt arbejde. Sikke en realisme. Verden er langt fra hellig, og Gud er væk og har overladt menneskene til at klare sig selv. En mere moderne opfattelse af verden skal man lede længe efter.

Efter hukommelsen citerer jeg fra Anna Sofie Seidelins gendigtning af historien om Adam og Eva: de stod uden for haven og de frøs og følte sig alene og de gav sig til at ryde en plads, hvor de ville skabe en have, som skulle ligne den, som de havde mistet.

Jeg forstår godt, at der er mange som siger, at de ikke kan tro på historien om Adam og Eva. Men jeg forstår ikke, hvis de ikke holder af den og synes, at den rummer utrolig meget om menneskelivet.

Nogle spredte betragtninger til sidst.

Det kan være, at moderne mennesker synes, at troen på Gud Skaberen er overtro og for utrolig. Men jeg kunne sige det samme om videnskabens teorier. Jeg kunne nævne påvisningen af at en partikel kan være to steder på én gang ( og dermed tanken om parallelle verdener). Det kunne være spændende at spørge Peter Lodahl om det kan 'bevises', at teorien er sand. Selvfølgelig er den sand og et faktum, for den kan bruges i praksis til at bygge en computer. Men jeg tror ikke, at han mener, at den kan 'bevises'. Han siger:" I kvantemekanik forstyrrer man systemet, så snart man måler. Den person, som vil aflytte signalet, kan sætte en detektor, som måler, at der kommer en foton, men så har man ødelagt fotonen, og den er væk." Teorien kan ikke bevises som sand, i hvert fald ikke med målinger.

Jeg kunne være fræk og sige, at Gud kan være mange steder på én gang, men med det samme man vil bevise hans eksistens er han forsvundet.

Er der mon det samme problem i andre former for videnskab. Når en videnskabsmand vil undersøge et levende væsen og foretager en dissekering, så er det vigtigste ved dette væsen væk, nemlig at det er levende. Mon der sker det samme for religionshistorikere. Måske er det en umulighed, at beskrive religion udelukkende videnskabeligt, så mangler det vigtigste, nemlig den levende Gud.

Jeg kunne nævne andre af de utrolige videnskabelige sandheder eller teorier. Big Bang, sorte huller eller alt det nye om tarmbakterier! Disse teorier lyder utrolige. De er sikkert sande til en vis grad eller indtil andre videnskabsmænd forfiner dem eller finder på andre teorier, som giver et endnu bedre billede af virkeligheden.

Jeg mener, at mange har en unuanceret opfattelse af videnskaben og dens beviser. Mange har en fundamentalistisk tro på videnskaben, og det er i mine øjne lige så forkert som dem, der har en fundamentalistisk opfattelse af bibelen. Jeg forestiller mig, at de, som virkelig har forstand på og selv udføre videnskab, er mere ydmyge og selvkritiske. De forsker videre for at finde stadig bedre teorier og de er ikke bange for at kritisere hævdvundne sandheder. Intet er helligt for dem. Mens mange lægmænd næsten mener, at videnskablige beviser er hellige.

Jeg mener, at ligesom nogle ateister har et billede af videnskaben, som jeg ikke kan genkende fra virkeligheden, sådan har de også et billede af Gud, som jeg ikke kender fra bibelen. Det er for let opstille et meget usympatisk billede af Gud og så sige:" Ham kan jeg ikke tro på." Det ville være ærligt, hvis religionshistorikere beskrev Gud, som bibelen fortæller om ham, ikke ud fra enkelte sætninger taget hist og her fra de mange sider i bibelen, men hvad bibelen som helhed giver som indtryk af Gud.

En religionskritiker siger, at han som ung læste bibelen og gjorde en uhyggelig opdagelse:" Pludselig kunne jeg læse i store dele af Det Nye Testamente, at alle syndere skal brænde i helvede til evig tid. Det blev en skelsættende oplevelse i mit liv." Jeg ved ikke, hvordan man kan tage det alvorligt, at han som ung faldt over nogle sætninger. Hvordan kan han lade en følelse fra ungdommen bestemme resten af hans liv. Det er som om alle de videnskabelige studier af NT han som voksen har foretaget, ikke har haft den ringeste virkning op ham.

Jeg mener, at det er meget få steder i bibelen, hvor der tales om helvede. Det er en mærkelig og noget følelsesladet udtalelse, at der i store dele af NT står om at brænde op i helvede. Religionskritikeren må vide, at alle de væsentlige steder, hvor Jesus taler om dom, taler han ikke om helvede og om at blive brændt op.

I Jesu samtiden var der mange farverige forestillinger om himmel og helvede. Jesu samtid var meget apokalyptisk. Netop på den baggrund er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt Jesus talte om dommedag, og når han talte om den, var det på en helt anden måde end samtiden gjorde. Det kunne jeg skrive meget om. Jeg kan ikke genkende religionskritikerens billede af bibelen, og jeg forstår ikke, at han efter mange studier som voksen ikke har fået et mere nuanceret billede af kristendommen end det indtryk han fik som 16-årig efter én gennemlæsning.

Jeg læser altid, hvad religionshistorikere skriver i avisen. Det er spændende at se, hvad de nu har en mening om og hvilke sære udtalelser de kan komme med. Nu vil jeg også prøve en generalisering: tegner der sig et billede af religionshistorikere som sure og negative personer. Der må ikke være noget smukt i kirkerne. Der må ikke være noget smukt i menneskers liv. Man skal gå i gammelt tøj og spise så lidt som muligt. Hænger deres askese sammen med deres forsagelse af kristendommen. Nå, nu blev jeg vist sur.

Vi skal være varsomme med at ringeagte fortidens tro og forklaringer om verden. Hvis vi var mere ydmyge og selvkritiske, ville vi måske se, at de dengang fik noget med, som vi har svært ved i vores teorier, som er værdi-neutrale. De jødiske lærde mente, at det som er (planter, dyr og mennesker) er godt. Jeg tror ikke, at udnyttelsen og ødelæggelsen af naturen stammer fra den jødiske og kristne tro, men derimod fra den moderne videnskab, som har adskilt tro og viden. På den ene side bygger videnskaben netop på den kristne skabelsestro, at alt det vi ser er stof, som ikke er helligt, og som derfor må undersøges og beskrives som det stof det er. På den anden side, fordi tanken om Gud ikke er med og dermed værdierne, er videnskaben ligeglad med, hvordan dens resultater bruges. Det er som om videnskaben har misbrugt sin frihed, og ikke har nogen mening om, hvad videnskaben har sat mennesket i stand til at gøre.

I vores tid diskuteres skabelsen meget, men i Det Ny Testamente omtales Gud Skaberen sjældent. Jesus nævner ikke skabelsen som en fortidig hændelse, men som en nutidig, at Gud har omsorg for alt levende, men at Gud er vores himmelske Far og har størst omsorg for os.

Så vidt jeg husker blev trosbekendelsen til i en periode, hvor der var kamp om kernen i kristendommen. Nogle kristne var præget af mysticisme. De opfattede sjælen som det vigtigste og foragtede kroppen. De var mere optaget af syner end af den konkrete verden. Mod dem taler trosbekendelsen om at Gud har villet og vil det konkrete og det er i den konkrete verden Gud vil, at vi skal leve.

Jeg mener, at det kun er i troen på Gud, som Jesus har fortalt om, at det er muligt at holde livsvigtige begreber sammen. Min krop er åndelig. Min ånd er min krop. Og alligevel er det ikke rigtigt formuleret, fordi de to sætninger adskiller de to: krop og ånd. De hænger sammen. Det blev derimod rigtigt formuleret med troen på Gud Skaberen. Og endnu mere med udsagnet om kødets opstandelse. For mystikere var det en modbydelig formulering. Der kunne siges meget om, hvorfor troen på kødets opstandelse også er moderne mennesker imod. Sikkert endnu mere end skabelsen. Måske har vi på trods af den megen kropsdyrkelse et forkert og negativt forhold til vores krop og vores person.

se alle indlæg
cookies