web stats
Kategori: små fortællinger
Beretning, som ikke handler om mig.
Hvad jeg godt kunne tænke mig.
14-07-2016
Jeg sidder i vores orangeri, som er fyldt med pelargonier, som er fyldt med blomster. Mest i røde farver: lyserød, skarp mørke rød, pink og næsten orange, passende til et orangeri. Et festfyrværkeri af farver omgiver mig, som sidder og kigger på. Big Bang. En lille, lys, ny verden har udviklet sig siden foråret og står nu i fuldt flor. Hvad kunne den ikke udvikle sig til, hvis man gav den en million år: pelarkaner, flyvende pelargonier.

Men i dette øjeblik tænker jeg kun på, hvor trist mit liv er. Der sker intet. Der er ingen udvikling.

Og det til trods for, at England lige, ved et folkeafsteming, har meldt sig ud af EU og alle taler om katastrofe. Engang skrev en berømt, dansk forfatter." Jeg har længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død." Men afstemningen lader mig kold.

Hvad hvis jeg kunne starte noget? Lige som Big Bang. Bare her i Vejle.

Kære tre læsere. Jeg kunne have startet i nat. Jeg vågnede kl. 2, fordi vinduet i soveværelset stod åbent på grund af sommervarmen, og fordi to unge stod på Faktas parkeringsplads lige neden for vinduet og snakkede, mens den enes knallert kørte i tomgang. Da de havde stået en halv time, og den eneste forandring var at knallerten blev gasset op med jævne mellemrum. Det blev jeg også. Da kunne jeg have startet min maskine: jeg vidste, at der i køleskabet i køkkenet ligger to ikke helt hårdkogte æg uden skal. Jeg går ned og tager dem, går ud af min gadedør og hen til de to unge. Jeg siger." I er ligeglade med andre og tænker ikke over, at I generer. Det må I så lære det på den hårde måde."

Jeg kaster først ét æg, som rammer knallertejerens ene øje, og derefter et andet som rammer det andet. Dér sidder de. Han ser ud som om hans øjne er ved at poppe ud af hovedet, og som om hans pupiller er gule. Jeg vender mig hurtigt. Måske kommer jeg til at mumle:" Undskyld." Mens jeg prøver at komme op i fart for at nå min gadedør og sikkerhed. Jeg flygter fra gerningsstedet. De to gerningsmænd sunder sig et øjeblik. Så kommer der gang i dem. Jeg løber så hurtigt jeg kan, og det er langsomt, nærmest slowmotion. De bagefter, den ene på knallerten. Jeg når lige at komme ind ad døren og låse. Jeg står og puster. Dels fordi jeg har sat gang i noget og dels for jeg har bevæget mig hurtigere end jeg normalt gør om natten. Jeg hører knallerten køre for fulde omdrejninger uden for døren. Så er den i tomgang. Kort efter hører jeg vinduer blive knust i orangeriet. Gerningsmændene er gået om i haven og er begyndt at kaste med sten. Jeg vågner med et sæt og tænker på det gamle ordsprog:" Man skal ikke kaste med blødkogte æg, når man bor i et glashus."

Det tænker jeg også nu, hvor jeg sidder i orangeriet dagen efter og se pelargonierne. Jeg har en dårlig vane. Jeg tænker hele tiden, mest om dagen.

Jeg har set lidt fjernsyn denne morgen efter Brexit afstemningen. Det er altid spændende at høre, hvad journalister, som er på stedet, mener. Fra studiet i Danmark lyder spørgsmålet til manden i London:" Hvordan er stemningen så i dag i London." Han trækker lidt på det og siger så, at han har set BBC hele natten og ikke været uden for en dør. Det er ikke imponerende. Det kunne jeg også have gjort, for jeg har vpn og kan skifte, så det ser ud som om min pc er i London, og jeg kan derfor frit se alt på BBC. Men selvfølgelig giver det ikke så gode penge, som korrespondenten får, når han er udstationeret og bor på et dyrt hotelværelse i London og ser BBC.

Vores mand i Berlin får samme spørgmål, nu om Berlin. Han svarer uden at tøve, at han har læst twitter. Det kan jeg også her i Vejle og endda uden vpn. Men han er i slips og jakkesæt. Det er jeg ikke. Det er den eneste forskel.

Manden fra London bliver dog helt aktuel. Han afbryder sig selv og siger:" Der er én, som taler inde i mit øre. Er det jer?" Jeg tænker, at han ganske vist har et stort hoved. Det skyldes, at han er korrespondent i Bruxelles, hvor maden er fremragende. Men alligevel er det umuligt, at der er én inde i hans øre, altså en som kan tale. Måske har han fulgt afstemningen i BBC hele natten og begynder nu at høre stemmer. Han har ikke været uden for en dør, men har set så meget på fjernsynet, at han er ved at blive skør.

Jeg har heller ikke sovet så godt i nat og har heller ikke været uden for en dør, og nu begynder jeg også at høre stemmer. Er det jer? En siger:" Skriv bare videre." En anden:" Tag en tur på skovlegepladsen, som ligger tæt ved i Søndermarksskoven." En tredje:" Kom igang. Det er kun fantasien, som sætter grænser."

Jeg føler mig opfordret til at sætte gang i noget, og det skal være uden for min dør. Jeg er ved at rydde op i orangeriet og tænker, at der måske er mere grund til at rydde op på Faktas parkeringsplads. Det ville gavne kvarteret. I lokalplanen står der, at der ikke må være rod på pladsen, men det er der hele tiden: store paller med presset pap, plastikrammer og tomme bure til varer.

I nat kunne jeg gøre noget ved det. Jeg kunne starte den store oprydning, som senere kunne brede sig til Vejle, hvor der i årenes løb er sat meget rustent jern op mange steder, og det trænger til at blive ryddet op.

Oprydning på Faktas plads.

Kære fire læsere. Her er planen: jeg vågner altid ca. kl. 2 om natten. I nat prøver jeg ikke at falde i søvn igen. Jeg står op og går ned i stuen og henter en flaske lampeolie. Den bruger jeg, når jeg tænder op i brændeovnen, altså kun en lille skvat. Jeg går ud i haven for at finde sækkevognen. Undervejs gennem køkkenet tager jeg to poser popcorn kerner i skabet.

Sækkevognen står ved orangeriet, hvor jeg sidst har brugt den. Vi har 20 krukker med roser, hortensia, hosta og sommerblomster, som jeg jævnligt flytter omkring med.

Hvis en krukke roser, som står inde, får lus og kommer til at se sløj ud, stiller jeg den straks ud. Efter få dage retter den sig og lusene lusker af. Det er et mirakel, hvor sund den bliver efter få dage udenfor. Måske skulle vi selv prøve det. Vi behøver ikke stå op hele tiden.

Eller hvis nogle tallerkensmækkere får altfor lange stilke, fordi de står i orangeriet, skynder jeg mig med at sætte dem udenfor, hvor de straks bliver normale. Når børn nu om dage bliver sløje, skulle de flyttes udenfor. Hvis deres tilstand er meget dårlig, kan man eventuelt bruge en sækkevogn. De unge nu om dage bliver mærkeligt høje, og det skyldes sikkert, at de opholder sig for meget indendøre.

På det sidste har jeg set flere tvudsendelser om slotte og godser i Skotland eller Skåne. Det er beroligende at høre en godsejer forklare i fine vendinger, hvor meget han eller snarere hans gartner har udviklet parken.

Endnu mere beroligende er det at høre haveeksperter prise parkens udformning:" Parkens format kommer til udtryk i de stramt, stringente linier og frie former." En sådan udtalelse virker meget klog og den er ikke til at modbevise, fordi den dybest set er det rene vrøvl.

Hvis vores have blev beskrevet i en sådan tvudsendelse, ville det nok lyde sådan:

Haven har været i slægtens eje i over 1/10 århundrede og har gennemgået store forandringer. Den kendte havearkitekt, hans kone, startede næsten fra bunden. Haven bestod af tre høje træer og et blomsterbed, hvor der ikke var nogen blomster. Havearkitekten var næsten ved at miste håbet, fordi hun kom fra en større ejendom med park uden for Haderslev. Det var en park med vidstrakte græsplæner, som blev slået af graveren. Der var høje rododendronbuske, æblelunde og blomsterenge.

Nu måtte hun begynde på bar bund.

Træerne blev skåret ned, så kun stammerne og få grene var tilbage. Ved kirsebærtræet plantede hun en kaprifolie, som nu 1/10 århundrede senere dækker hele træet og i foråret viser en overdådig pragt af gule blomster. Ved pæretræet plantede hun en efeu og en tobakspibeplante, som nu har stængler på tykkelse med arme, og som dækker træet fra rod til top med store grønne blade.

Haven er opdelt i flere rum, hvor beskueren overraskes af et væld af sjældne stauder og hængetræer. Som i alle anstændige parker er der også flere statuer. De er imponerende forholdsmæssigt, når man tager havens størrelse i betragtning. Hvis haven havde været 100 gange større, ville statuerne have en højde på 10 m. En af dem har mistet en arm, fordi slotsgartneren, hans kone, da hun skuffede bedet, kom til at skuffe armen af, altså på statuen. Men der er mange græske statuer, som også mangler en arm. Dog ikke benene. Det ville se grimt ud, hvis en statue stod gumpetungt på understellet.

Da jeg hvilede hånden på sækkevognen i den lyse juninat, tænkte jeg på min kone og hendes have. En tanke er som en tidsrejse, der kan strække sig over 1/10 århundrede på et splitsekund. Tanker skal man ikke kimse af.

Men handling er også godt, og jeg stod over for en skelsættende begivenhed, den venlige oprydning på Faktas plads. Nogle taler om, at de vil starte en venlig og glad revolution. Jeg satser ikke så højt og nøjes med en mindre oprydning.

Jeg sniger mig gennem haven og ud på fortorvet og ind til Fakta, som ligger lige ved siden af "Min Kones Have". Alt ånder fred og ro i juni-natten. Gadelygterne er i nattehvile. Der høres ingen biler.

Den venlige oprydning.

Kære tre læsere.

Jeg går i den stille nat fra "Konens Have", som gerne må forvekles med Kongens Have. I den ene hånd har jeg en flaske lampeolie og nogle poser popcorn kerner. Med den anden hånd trækker jeg en lille sækkevogn. I den stille nat hører jeg en sige i mit øre:" Fantastisk, bliv endelig ved." Det giver en stor opmuntring til mig, at der er opbakning for min oprydning.

Jeg går over til en af pallerne med presset pap og sætter skovlen under den.

Hele pallen kan selvfølgelig ikke være på sækkevognens skovl, men jeg kan trække pallen. Jeg er imod al larm fra Faktas plads om natten, men i nat er det nødvendigt. Jeg trækker pallen ind midt på pladsen. Jeg gør det samme med to andre paller.

Herefter hælder jeg lampeolie på dem. Jeg bruger et udtryk fra madudsendelser i tv. "Rigelig med". Det bruges som regel om smør. Jeg bruger det om lampeolie.

Jeg tager min ligther frem. Det er en zippo. Den er af blank metal. Låget kan slås op og når man drejer på et lille hjul, springer en gnist og der kommer en flamme. Zippo ligtheren er meget berømt. I mange amerikanske film tager den mandlige skuespiller en zippo frem bare for at vise, at han har en. Han slår låget op og det giver et fint metalisk klik. Han tænder flammen og lukker låget igen og det giver samme behagelige klik. Han bruger det ikke til noget, men viser at han kan. Jeg har lært et trick, så jeg med den ene finger slår låget op og med samme finger tænder flammen. Det er elegant og jeg bruger det til noget. Jeg tænder lampeolien på pallerne. Med en hurtig bevægelse drejer jeg hånden og låget slås på igen med en fin lyd. Det er ikke Big Bang, men et klik, som starter en ny verden. Også i dette tilfælde er resultatet lyd og lys. En sagte hvislen fra de små flammer. De er som små slanger, der er parate til kamp.

Fra vejen og kvarteret i Søndermarken er der ikke en lyd. Det er en fantastisk opfindelse, at det fleste folk lægger sig og sover om natten. Så kan vi andre nyde stilheden. Det er jeg igang med at vende op og ned på.

Ved en solformørkelse bliver fuglene pludselig stille, fordi de tror det er nat, og når solen igen kommer frem, begynder de at synge. Det samme gælder nu menneskene i Søndermarkskvarteret.

Jo flere flammer der stiger op fra pappallerne, desto flere mennesker kommer ud fra opgangene i boligblokkene over for. De ser overraskede ud. Er det allerede morgen?

Den første, som kommer hen til mig, er fra Congo og det dybeste af landet. Jeg kender ham. Han kan finde på at åbne sit tagvindue, som i sagens natur er øverst, hvor alle de enlige og fattige er placeret. Sådan var det også i herskabshusene i gamle dage. Når han har åbnet vinduet, giver han sig til at skrige og det kan han gøre i timevis. Han kan også finde på, at gøre det på græsplænen uden for blokken. Så ved vi, at han har det dårligt og kalder på sit land.

Her i nat kommer han stille og med strålende øjne. De stråler særlig stærkt fordi de sidder i et ansigt, som har congohud. Han kommer hen og sætter sig ved siden af mig på plastikkassen. Rundt om bålet har jeg sat plastikkasser med bunden i vejret.

Han føler sig pludselig hjemme. Dels på grund af varmen fra bålet. Det minder om temperaturen i hans hjemland. Dels fordi han tit i sin barndom, sad ved bålet i landsbyen, og de sang og fortalte historier og smilede til hinanden. Det gør han nu.

Stadig flere søndermarkere stimler stille sammen om bålet, som brænder fint.

Jeg rejser mig og siger højt. Jeg har engang gået på stemmetræningskursus. Dér lærte jeg, at når man skal tale meget højt, skal man ikke gøre det med munden, men med maven. Man skal slappe helt af i munden og halsen og trække al den luft man kan ned i maven og den, altså luften, skal man støde ud gennem munden. Det giver et forbavsende resultat. Det bruger jeg nu, hvor jeg højt siger:" Ved dette bål, hvor vi nu er samlet, skal der lyde en tale." Jeg holder en lille pause. Det har jeg lært ved et taletræningskursus. Det vigtigste i en tale er pauserne. Hvis de er overbevisende, vil ordene også blive det.

Kære søndermarkere. Vi er hver anden. Dem er der mange af og de har stor betydning. Vi er mere end vi tror. Derfor er der en helt særlig stemning i vort kvarter. Når min kone har sendt mig ud i forhaven, for det meste for at jeg skal rydde op i ukrudtet, er der altid en af jer søndermarkere, som standser og siger goddag og vi taler om lidt af hvert. En dag hvor jeg slog græs i forhaven, standsede en ung mand, som var fra Nigeria. Han sagde:" Jeg vil slå græsset for dig." Han mente nok, at jeg er gammel og at han gerne ville hjælpe mig. Men i det samme kom bussen og mens han steg ind i den, råbte han tilbage til mig:" Det bliver ikke i dag. Jeg skal med bussen."

Vi skal værne om vort kvarter. Det gjorde jeg forleden dag. Jeg sad i Konens Have og nød sommersolen, da jeg hørte en høj lyd herindefra, altså fra Faktas parkeringsplads. Den blev ved. Til sidst måtte jeg rejse mig fra havestolen og gå herind for at se, hvad det var.

Ved hegnet ind til Konens Have så jeg en pragtfuld mørkegrøn, Morgan sportsvogn. Dens motor havde garanteret hestekræfter som svarer til 416 heste. Og en tilsvarende lyd. Hvem stiller 416 kørende heste på en parkeringsplads. Jeg så på ejeren. Han stod ved siden af sine heste og talte i mobil. Jeg talte til han hen over støjen. Først venligt:" Det er en flot bil du har." Jeg fortsatte:" Hvorfor skal den stå og larme." Han svarede:" Den er gammel og skal varmes op i lang tid. Det har den godt af." Jeg tog nu mere luft ned i maven og tog bissen på:" Hold op med det. Og i det hele taget, hvad end der sker, bliv væk fra vort kvarter. Det skal I ikke ødelægge. Bliv hos jer selv og lad været med at rende rundt mellem os. Hvis I vil integreres, kan I komme på integrationsydelse. Vi værner om vort kvarter." Jeg holdt en god lang pause. Så gentog jeg til menneskemængden ved bålet:" Vi elsker vort kvarter. Vi vil værne det mod Fakta og fine folk. " Jeg sluttede talen med at løfte hænderne over hovedet og klappe dem sammen og jeg tog så meget luft ned i maven som jeg aldrig før har gjort og jeg stødte al denne komprimerede luft ud af halsen i et eneste råb:" HUH."

Våben

Jeg faldt i søvn til lyden af sang og knitren fra bålet på Faktas plads og på Fakta.

Om morgenen sneg jeg mig ned i Konens Have og kiggede over hegnet og blev målløst forbavset. De havde haft rigtig travlt. Fakta var genopbygget. De havde nået at producere flere paller med presset pap, og alle spor af popcorn var fjernet fra pladsen, som om de aldrig havde været der.

Jeg tænkte:" Nu må der gribes til stærkere midler."

Forleden dag kørte jeg på motorvejen til Vejle. Ved Hedensted så jeg en imponerende bygning med et ligeså frygtindgydende skilt:" Dansk våbenhandel." Der var tilføjet med mindre skrift:" Jagt og fiskeri." Det var vel for at berolige befolkningen. Med ordet jagt var der underforstået jagt på dyr.

Da klokken blev ti kørte jeg derud.

Uden for den imponerende bygning var der en lige så stor parkeringsplads. Fakta ville være grøn af misundelse, hvis de så den. Indgangsdøren lignede den på Grand Hotel.

Inden for var et udstillingslokale, som var spækket med våben. En fra Forsvaret ville få mundvand og tænke:" Bare jeg kunne få fat i dem." En sælger stod ved et glasbord og da han så mig, begyndte hans øjne at stråle og han smilede bredt:" Hvad kan jeg gøre for dig." Jeg begyndte stille og roligt:" Har du nogle våben, som ikke kan slå ihjel." Hans smil blev smallere:" Nej." Jeg prøvede med et nyt spørgmål:" Hvilke våben har du, som kun slår ganske lidt ihjel." Nu blev hans øjne trætte:" Tænker du på luftpistoler?" Det ville jeg gerne have forklaret:" Skyder de kun med luft?" Nu blev hans kinder røde og han begyndte at svede:" Nej." Jeg forstod at jeg skulle stille et spørgsmål, som han kunne besvare bekræftende:" Har du lerduekastere." " Ja." Han lyste lidt op.

Jeg fik en detaljeret forklaring om disse kastere. De kunne indstilles på mange måder, højde og hastighed, og en af kasterne kunne fyre to lerduer afsted på samme tid. Jeg sagde straks:" Den vil jeg gerne have."

Jeg fik bakset kasteren ind i min lille Opel Corsa og kørte stolt hjem. Mission accomplished.

Jeg har hørt om jægere, som går på andejagt. De gør sig mange forberedelser. De tager blåt tøj på for at falde i et med havet. De har en blå skærm, som de kan gemme sig bag, så ænderne ikke kan se dem. Så venter de. Måske kommer der en and. Men den er for langt væk. De venter igen. De siger, at de ligger og nyder naturen. Men sandheden er, at de er fyldt med en dræbende utålmodighed, som ved mindste anledning kan få dem til at plaffe løs.

Jeg havde det akkurat på samme måde, da jeg lå i forhaven. Farven havde jeg ændret. Jeg havde taget en grøn vindjakke på for at faldet i et med græsset. Og skærmen, som jeg lå bag var grøn.

Nogle gange var byttet næsten i sigte, men så kørte det forbi.

Endelig var der en, som gik i fælden. Lastbilen kom fra Koldingvej og ud for mit hus kørte den over i venstre side og standsede.

Han blev nødt til at vente, da der allerede var to lastbiler på Faktas parkeringsplads.

Med motoren i tomgang, sad chaufføren i førerhuset og fløjtede. Han havde skruet vinduet ned. Jeg havde ladt kasteren og ventede sammen med chaufføren på det rette øjeblik. Jeg brugte til dette kast en rimelig hård kaliber uden skal.

Jeg har fornylig læst i avisen, at lastbilchauffører oftest kommer til skade, når de holder stille. Det passede også i dette tilfælde.

Den fløjtende chauffør vendte nu ansigtet mod mit hus. Jeg trak i snoren til kasteren. Et splitsekund efter sad ægget i hans trutmund. Jeg ladede hurtig igen med samme kaliber og trak i snoren. Det ramte ham på kinden. Det skabte et stort lufttryk i hans mund, så ægget i hans trutlæber med høj fart blev skudt ud. Det fløj lige hen over mig og ramte muren.

Han skyder igen. Det er krig. Her gælder ingen regler undtagen Geneve konventionen, som foreskriver, at man ikke må torturere fanger. Vores nuværende regering går til grænsen, dvs. over, når det gælder konventioner. Når regeringen kan, kan jeg også.

Inden han kunne nå at lukke vinduet, sendte jeg en ladning afsted. Den bestod af fire projektiler af meget blød kaliber. Hele hans ansigt var dækket af en stor omelet.

Da mente han, at han havde ventet længe nok. Han trykkede på speederen og lastbilen sprang fremad.

En sejr. Jeg havde sejret over en tomgangslarmende lastbil.

Jeg måtte gøre mig de største anstrengelser for ikke at springe op og danse omkring og råbe HUH. Det var heldigt. Lastbilen, som holdt lidt længere henne ad vejen i venstre side, speedede op, så røg stod ud til alle sider. Chaufføren var i krigshumør. Han begyndte at bakke langsomt tilbage mod mig. Jeg ladede hurtigt kasteren med hårdkogt med skal. Trak i snoren. Ramte præcist. I udstødningsrøret.

Lastbilen standsede og brokkede sig.

En lille Fiat kørte uden om lastbilen, som holdt i venstre side, og kom hen mod mig.

Lastbilen havde nu pustet sig op. Den havde samlet så meget luft, at den kunne affyre de to æg fra udstødningen. De blev stødt ud med stor kraft og fløj lige ind i Fiattens lille udstødningsrør. Den standsede straks og forsøgte at samle kræfter. Og det lykkedes. Med en lyd som et lille "fyr!" blev æggene for tredje gang affyret og ramte bagenden af lastbilen, som langsomt var begyndt igen at bakke hen mod mig, der med en sidste salve ville afslutte slaget. ( Det så ud lidt ligesom her )

Jeg havde ladet fire hårdkogte med skal og trak beslutsomt i snoren. Alle ramte plet, og stoppede fuldstændig udstødningsrøret og lastbilen.

Men når der produceres røg, vil den ud. Da den ikke kunne komme ud, hvor den skulle, måtte den finde en anden vej. Langsomt blev førerhuset fyldt med røg, og til sidst måtte chaufføren kapitulere.

Han åbnede døren og kom ud med hænderne i vejret.

Igen måtte jeg anstrenge mig for ikke at springe op og danse. Jeg trak mig stille tilbage og trak kasteren med ned ad trappen bag mig til bagdøren. Det er mærkeligt, at vi kalder den bagdøren, når den ligger i forhaven under fordøren. Jeg ønskede ikke at tage fanger. Ganske stille lukkede og låste jeg bagdøren og stod stillede og lyttede.

Moderne.

Jeg står og tænker over situationen bag kælderdøren, som er låst, og som vi kalder bagdøren, selv om den vender ud mod forhaven ligesom fordøren.

Den ammunition jeg brugte, både i hård og blød kaliber, er fra burhøns.

Det er blevet meget moderne at være mod burhøns. Dyrenes Værn har i mange år ikke kunne lide ordet.

Ligesom årstiderne skifter, ændrer eksperter mening. Om foråret taler de overvældende positivt om kaffens og rødvinens positive virkninger på vores sundhed. Om efteråret er det blevet moderne at sige det modsatte. Og medierne klapper i hænderne for det giver gode nyheder, når noget ikke er, som vi hidtil har troet og helst modsat.

Coop har besluttet at udfase buræg om fem år af to grunde: fordi kunderne ikke kan lide navnet og ikke fordi de vil gavne dyrene. Det har Coop ikke forstand på. Det indrømmer de selv. En professor har dog nu overraskende meddelt, at burhøns er mindre syge og stressede og dør ikke så tit som frie høns, der får sol på ryggen.

Jeg synes hele diskussionen er latterlig, når man sammenligner med burmennesker. Tænk, hvis de ledende i vores land fremlagde den plan, at der om fem år ikke skulle være burmennesker i vores land. Nej, det gør de ikke. De bruger et andet navn.

Tænk, hvis Coop byttede navnet burhøns ud med "moderne høns".

Det er hvad de ledende gør. De skærer ned på mennesker og kalder det et moderne loft. Se det. Sæt et menneske i et bur. Sænk loftet. Sæt pikke på loftet, korte og lange, så de stikker ned i burmennesket. Kald det incitamenter. Sænk loftet lidt mere. Lav kun en lille åbning, som burmennesket kan slippe ud af, når den ikke er låst. Kald den en jobåbning.

Hvordan har burmennesker det? De er mere syge og stressede end burhøns, og de dør som fluer. I følge en serie i DR, "En syg forskel", dør 25% af danskerne, de fattige, burmenneskene, 15 år før de rige og frie danskere. Den fjerdedel af danskerne er kronisk syge og har ikke råd til medicin.

De ledende er gode til ord. Først siger de, at loftet er humant. Folk får lige nok til at de kan foretage en prioritering og overleve. Meningen er at burmennesket kan dreje sig lidt, så pikkene rammer andre områder af deres dagligdag. Dernæst siger de ledende:" Nu skærer vi det hele ned til det halve og kalder det integrationsydelse." Hvordan hænger det sammen? Det moderne loft gav kun lige nok til overlevelse. Hvad er så virkningen af det integrerede loft, som er dobbelt så langt nede.

Jobåbningen er også mærkelig. For det meste er den lukket og låst som en kælderdør. Og hvis den et kort øjeblik bliver åbnet på klem og burmennesket tror, at det kan slippe ud af sin situation, så bliver døren straks smækket i igen, fordi arbejds-haverne hellere vil ansætte østeuropæere, som går til mindre løn og ikke beklager sig over noget og er villige til at leve under de mest kummerlige forhold, fordi loftet i deres hjemland går i ét med jordoverfladen.

se alle indlæg
cookies