web stats
Kategori: menneskesyn
Hvorfor må vi ikke have bevidsthed.
Forskere og filosoffer reducerer os
15-08-2017
Menneskerettighederne og det enkelte menneskes værd bygger på en tro, at vi adskiller os fra dyrene. Vi accepterer svinestalde og hønsestalde, bare forholdene er dyrevenlige. Men vi ville ikke acceptere menneskestalde, hvor mennesker skulle leve og arbejde i bure og ikke kunne leve frit. Mennesker er mere værd end dyr. Er det fordi mennesker til forskel fra dyr har bevidsthed, har en mening om sig selv og andre, har tanker og ideer og følelser.

Hjerneforskere og filosoffer siger nej. Hjernen består kun af neuroner. Hvor meget videnskabsmænd end gransker hjernen, kan de ikke finde bevidsthed og da slet ikke selvbevidsthed. Det hele er kun kemi og "elektriske" signaler.

Men forskerne lever selv i den tro, at de har selvbevidsthed. Ellers kunne de ikke så selvsikkert og selvbevidst fremfører deres synspunkter. Hvis vi kun er dyr, kan vi ikke have en mening om noget.

Jeg forstår, at moderne forskere ikke kan acceptere en skelnen mellem krop og sjæl. Alt er stof. Derfor kan der ikke være nogen sjæl, da den pr. definition ikke er stof. Sjælen kan ikke konstateres ved målinger. En arm eller en lunge kan vejes. Det kan sjælen ikke.

Men ingen af os er i dagligdagen i tvivl om, at vi har selvbevidsthed. Vi har en forestilling om os selv og andre. Ud fra den forestilling lever vi, har ønsker og lægger plan for vores liv, og handler.

Måske foretager vi en abstraktion af det, som tidligere er sket for os, og hvad vi kunne lide, og siger: sådan er vi. Forestillingen om os selv kan være forkert, og vi kan ændre den og foretage os noget helt nyt. Men udgangspunktet tager vi i den forestilling som vi har nu.

Den forestilling vi har om os selv, selvbevidstheden, er ikke stoflig og findes ingen steder, hverken i hjernen, i hjertet eller i maven. Men måske i sammenhængen mellem dem.

Jeg undrer mig tit, når jeg hører om den nyeste forskning. Hvis vi har det dårligt i hovedet, har depression eller skizofreni, kan det skyldes en mavesygdom. Forskere er begyndt at tale om, at 'psykiske' sygdomme med tiden kan kureres med piller, som indholder tarmbakterier, og som genopretter balancen i tarmen og påvirker hjernen. Vi kan selv konstatere, at vi får ondt i maven, hvis vi har det dårligt i hovedet, er stressede eller bange eller deprimerede. Men det gælder også den anden vej. Det samme med hjertet. Når vi bliver bange, banker vores hjertet hurtigere. Når vi ser en anden person vi kan lide, bliver vi varme om hjertet.

Nogle forskere mener også, at vores kropsholdning påvirker vores hjerne. Hvis vi har en rank holdning, tænker vi bedre og er mere glade. Men synker vi sammen, er krumbøjede og duknakkede, bliver vores tanker deprimerede.

Det hele hænger sammen. Og det er denne sammenhæng, som er selvbevidstheden. Vi mærker samspillet i alt det som sker i vores krop.

Vi mærker, hvordan vi har det. Denne følelse er ikke i hjernen eller i hjertet eller i maven. Det er i samspillet mellem alt det, som sker i os og med os, og det som vi beslutter og det som vi foretager os.

Vi er sikre på hvem vi er. Selv om forestillingen om os selv er luftig og ligner en tro, er den ikke usikker. Vi handler ud fra den. Hvis vi mærker, at vi har det dårligt, gør vi noget ved det.

Ingen af os er i tvivl om, at vi har en selvbevidsthed. Vi mærker den hele tiden. I virkeligheden er det en tro vi lever på. Det er selvfølgelig en tro, som virker i praksis. Ellers kunne vi ikke leve med den.

Jeg vil nu sammenligne selvbevidsthed, troen på os selv, og troen på Gud, gudsbevidsthed. Hvad er selvet. Det er en abstraktion. Selvet findes ingen steder og alligevel mærker vi det som en dyb sandhed om os selv. Det er luftigt eller åndeligt.

På samme måde kan man sige om Gud, at Gud ikke findes nogen steder, men at vi alligevel kan have bevidsthed om Gud, dvs. tro på Gud. Ligesom selvet ikke kan findes konkret nogen steder, i hjernen, eller i hjertet eller i maven, er selvet helt virkeligt. På samme måde med Gud. Gud kan ikke findes konkret et sted, som vi kan pege på: dér er Gud. Alligevel er Gud mere virkelig end vi er, og mere sand.

Forestillingen om, at vi er os selv, at vi er et selv, opstår ud fra samspillet mellem det som sker i os og med os. På samme måde opstår forestillingen om Gud. Det er en forestilling, men den er lige så lidt usand og uvirkelig som vores selvbevidsthed.

Når vi danner en forestilling om os selv, sker det også ud fra, hvad vi hører andre fortælle om os. Jeg fortæller tit mit barnebarn, at hun er sød og dygtig. Det er selvfølgelig, fordi hun er det. Men det er også, for at hun selv skal blive bevidst om det, få selvværd, at hun betyder meget for mig, og derfor har stor værdi, er elsket.

Gudsbevidstheden får vi ikke først ved at se det som sker med os og omkring os. Vi hører om Gud. Men når vi hører om Gud, f.eks. det som Jesus fortalte, falder meget på plads, fordi vi hører, at vi er elsket, vi har værdi. Det er en tolkning. Det er en forestilling.

Men den er som selvbevidstheden. I forestillingen om Gud, i troen på Gud, kan vi leve i praksis. Den virker.

Folk, der ingen selvbevidsthed har kan ikke leve som mennesker. Lige så vigtig er gudsbevidstheden. Uden den kan vi ikke leve helt og fuldt som mennesker. Måske skal det hellere vendes om. Fordi vi har et selv, er det vigtigt, at vi har bevidsthed om det. Og fordi Gud elsker os, er det vigtigt at vi har bevidsthed om det, eller tro på det.

se alle indlæg
cookies