Kategori: politisk alvor
Hygge er mere end stegt flæsk og persillesovs.
30-12-2018


Meagan Day har skrevet en artikel i jacobinmag.com om hygge. "You Don’t Want Hygge. You Want Social Democracy. "

Meagan Day siger, at hygge er blevet en trend i USA. I bøger, magasiner og medier beskrives den vidunderlige hygge i de nordiske lande. Beskrivelsen af vores lande er i det store og hele realistisk og præcis, men alligevel lidt for rosenrød. Og som så ofte før kommer det centrale sidst i artiklen.

Selv om socialt demokrati med velfærdsstaten er grundlaget for, at vi danskere har et godt liv og kan hygge os, når vi er sammen, kan socialt demokrati ikke løse alt, fordi det er skrøbeligt og er i fare på grund af neoliberale regeringer, som underminerer velfærden. Besparelser har forårsaget, at fattigdommen er steget i landet, selv om den ikke er på højde med fattigdom i USA.

Men som sagt handler første del af artiklen om hygge og dens forudsætninger.

Amerikanerne har misforstået begrebet, mener Meagan Day. De tror, at de kan købe sig til hygge. Bare de indretter deres hjem med smukke og varme genstande, vil hyggen indfinde sig, tror de. Men hygge opstår ikke, fordi der tændes stearinlys.

Hygge har som forudsætning tid, samvær og tryghed. Og Meagan May mener, at disse forhold er tilstede i de nordiske lande, fordi de er socialt demokratiske lande. Danskerne har mere fritid end amerikanerne, fordi fagforeningerne ved forhandlinger har fået arbejdstiden ned på 37 timer til forskel fra de mange timer, som de fleste amerikanere arbejder.

Det må tages med et gran salt. Et voksende problem på det danske arbejdsmarked er stress og overarbejde, og at mange ikke føler de kan holde fri når de kommer hjem. Det lyder så fint, 37 timers arbejdsuge, hvis der i de timer stilles for høje krav til det som skal præsteres, er det ikke fint mere. Flere og flere danskere bliver syge på grund af deres arbejde. Måske har vi det bedre i sammenligning med andre lande uden for Norden, men problemløst er det ikke.

Meagan Day siger, at velfærdsstaten som politikere og folkelige bevægelser har opbygget, medfører at danskerne kan være sammen på en anden måde end amerikanere, i tillid og tryghed. Helt galt kan det ikke gå, fordi der er spændt et sikkerhedsnet ud, som vil redde os, hvis vi bliver syge eller mister vores arbejde. Vi forstår ikke, hvordan de amerikanere har det, som ikke har råd til hospitals regninger, og frygter at blive syge. Vi føler, at vi hjælper hinanden. Undersøgelser har konkluderet, at danskerne møder andre med en tillid, som ikke findes mange andre steder. Og bemærkelsesværdig er det, at det også gælder i USA. Indvandrere med dansk baggrund bevarer den tillid i flere generationer.

Men også her er der sket en sørgelig udvikling i Danmark. Mistilliden vokser. Vi ser skævt til indvandrere og til arbejdsløse. De fleste af danskerne mener, at overførselsindkomsterne er for høje. I øvrigt et mærkelig udtryk, overførselsindkomst. Det har den bilyd, at der 'overføres' penge fra nogle som har mere, til nogle som ikke har mindre. Det kunne lige så godt kaldes kompensationspenge: nogle skal kompenseres, fordi det liv de 'fik', mest består i lidelser og afsavn.

Hvor vi end befinder os i det politiske spektrum, røde, blå, sorte, grønne, kan vi måske, når vi tænker os om, værdsætte solidariteten. Vi lever i et fællesskab med (næsten) gratis uddannelse, (næsten) gratis sundhedsvæsen osv. på trods af at højreorienterede politikere gerne vil privatisere alt, hvad de kan få fingre i. Men solidariteten er på retur.

Det gælder også trygheden. Folk, som bliver syge eller bliver fyret, må sælge deres hus på grund af nedskæringer i dagpengebeløbet. Når arbejdstagere finder sig i stress og dårligt arbejdsmiljø viser det, at de er bange for at blive fyret.

Nu til sidst - ja, det gælder også dette blogindlæg - om neoliberalismen. Neoliberalismen præger stadig politikerne både til venstre og til højre, så de har glemt, at vi er mennesker - glemt al moral og menneskekærlighed. Det mener den amerikanske professor Wendy Brown. Hvorfor nævnes neoliberalismen ikke mere. Der tales i stedet om skattesvindel og finansfolks manglende moral. Men de har kun handlet som neoliberalismen kræver. Deres manglende samfundsansvar er en konsekvens af neoliberalismen. Der er fri konkurrencen, hvor den stærke må vinde og taberen er selv skyld i sit nederlag. De svage skal ikke hjælpes. De har selv skylden og er ikke bedre værd. De må tage sig sammen.

Sådan tænker politikerne også. De fleste er ikke bedre end de umoralske finansfolk. Nødvendighedens politik og besparelsespolitiken er neoliberal. Den lyder så fornuftig og uomgængelig, men den ligner finansfolks umoral fordi den ser ned på almindelige mennesker.

Det er et farligt eksperiment de danske politikere er igang med. Vores samfund er som en levende organisme. Hvis den ikke passes og plejes, hvis der skæres dybt i den, dør den og ud myldrer gule veste, som plyndrer og ødelægger, lige som de selv er blevet plyndret og ødelagt.

Vi kan ikke stole på politikerne. Med den ene hånd siger de, at de vil os alt godt; med den anden hånd overvåger de os for at straffe os, eller udsætter de svage for umenneskelige nedskæringer.

Vi har brug for bevægelser som dem, der førte til velfærdssamfundet og det socialt demokratiske samfund. Bevægelser som fagforeningerne, andelsbevægelsen, højskolebevøgelsen. Vi bliver nødt til at have en ny bevægelse, 'de grønne svende' , som er opbyggere, brobyggere og selvbyggere og som ikke går højt op i tal, men i vores smukke planet, jorden, og i alle os mennesker, alle smukke.





se alle indlæg
cookies