Note om jantelov.

Når vi danskere ikke vil sætte os selv højt, er det ikke udtryk for, at janteloven hersker i Danmark. Det er overdrevet, når medierne ofte affejer kritik af kendte personer med, at det er janteloven, som er skyld i kritiken. Når vi ikke vil sætte os selv for højt, og ikke vil, at enkelt personer gør det, er det, fordi vi er kritiske både mod os selv og andre.

De regler, som Aksel Sandemose skrev i en roman, som handler om en lille by i Nordjylland, har ikke den betydning for det danske folk, som medierne hævder.

Jeg tror, at vi glæder os over, når andre er dygtige og intelligente, og vi tager gerne imod alle deres fornyelser. Men det er rigtigt, at vi samtidig siger til dem, at de ikke skal tro, at de er noget, især til dem, som bliver altfor begejstret for sig selv og tror, at de kan tillade sig alt. Deres fremragende evner og resultater gør dem ikke til mere end os.

En helt anden kultur er der efter sigende i USA. Her kan en eller flere være de store vindere, som løber med alle pengene og berømmelsen, og de får lov til at løbe med det. De andre amerikanere ser op til dem og vil gerne være som dem og håber og drømmer om at komme i deres situation.

I Danmark lader vi ikke nogen løbe med hverken det ene eller det andet. Vi siger til de fremragende:" Vi accepterer ikke, at mange gøres til tabere, for at du kan betragte dig selv som vinderen, der kan se ned på os andre og være ligegade med os. " Vi er en lighedskultur, hvor vi holder sammen, bruger vores evner og flid, men gør det dybest set for hinanden. Det er overdrevet og urimeligt, at nogle enkeltpersoner med gode ideer kan få så stor rigdom så hurtigt, sådan som det sker i USA.

Det er ikke sundt, hverken for den enkelte eller samfundet, hvis der er enkeltpersoner, som mener, at de må sole sig i sig selv. De bliver ensomme og sætter sig uden for fællesskabet.
Denne indstilling, hvor vi gerne vil være ydmyge og selvkritiske, er resultat af mange års kultur. Når amerikanerne efter sigende langt fra er ydmyge, skyldes det, at de ikke har en lang kulturhistorie. Det er i virkeligheden udtryk for selvværd hos den almindelige dansker, når vi ikke vil lade enere være selvhævdende.



Agerbos side