web stats

Hvis du har kommentarer
så skriv til
gra@post12.tele.dk
Gitte Adelgaard
3, 258, 289//464, 6
3. s. e. trin., 2000
Fortællingen her er jo én af de lignelser, vi kender til bevidstløshed.
Lignelsen om den fortabte søn, som den hedder, -eller jeg burde måske sige hed, indtil P.G. Lindhardt engang i 60´erne kaldte den for "Lignelsen om de fortabte sønner" , fordi den anden søn, -den retfærdige, ham der gik derhjemme og altid havde gjort, hvad han skulle, -fordi han jo i sin surhed og fornærmethed var lisså fortabt som ham, der ikke blot gik i hundene, men ligefrem endte hos svinene!
Men måske skulle man prøve engang at se historien fra en lidt utraditionel vinkel, -nemlig fra den hjemmeboende søns synspunkt. -Sådan som Benny Andersen har gjort det i eet af sine alvorlige digte, - "Den glemte søn".
Det lyder sådan her: "Stor gik min bror ud i verden, sang sig væk mellem arme og terninger. Glad gik han ind på verdens vilkår som for ham var den drejende malstrøm. Den kasted ham op på forskellige kyster. Ad forskellige omveje, i små portioner blev han ført hjem mod gården.
Her blev han først samlet med sig selv, hvilket gensyn - blev eet med sit nederlag, som far kom ud og kyssede.
Havde far blot ventet en dag, en time! Men der skulle selve fedekalven til for at mætte et så velkomment nederlag.
Har jeg selv valgt de små sejre, hvis kød forlængst er tygget tørt og hvidt? Har jeg selv sat din kærlighed på rationer, - disse lumske små kærlighedsrationer. Uskadelige for andre ganske vist. Som at kaste med snebolde mod et træ, som drengespyt mod vinden.
Ske din vilje min fader. Bylten er snøret, et hvidfedt lår deri, tre dages kærlighedsration. Så vil jeg gå tabt mellem bjerge og kilder. - Så flygter jeg fra min offerrøg, der aldrig blev slået til jorden men stod stift op som en skamstøtte.
År vil der gå, far, år uden kærlighed, år uden fedekalv.
Og når jeg så har sparet lommen fuld af nederlag og tøjet fuldt af møg, så går jeg dig i møde med trætte glubske skridt. Så må du elske mig! "
Det er et utroligt stærkt digt, -totalt blottet for den fornærmelse og selvynk, vi ellers er så tilbøjelige til at karakterisere den hjemmeboende søn med. Nej, som Benny Andersen ser ham, så er han en søn, der livet igennem har hungret efter sin fars kærlighed, og som nu er villig til som sin bror at kaste sig i skidtet, eftersom det åbenbart er dét, der skal til for at blive set på med kærlighedens øjne.
"År vil der gå, far, år uden kærlighed, år uden fedekalv. Og når jeg så har sparet lommen fuld af nederlag og tøjet fuldt af møg, så går jeg dig i møde med trætte glubske skridt. Så må du elske mig! "
Umiddelbart, når man hører lignelsen, så er man jo som P.G. Lindhardt tilbøjlig til at se de to sønner som fortabte, og fokusere på faderens enestående kærlighed og overbærenhed.
Men med Benny Andersens digt i baghovedet, så burde fortællingen måske rettere hedde "Lignelsen om den fortabte far!" -For der findes vel ikke nogen større sorg i verden, end at miste sine børn. Intet sted kan vi rammes så hårdt, som når vi rammes på vores børn.
Og på en måde mister faderen i lignelsen jo begge sine sønner, - på trods af sin gode vilje. Den ene søn ville ikke leve med ham. Han talte til sin far, som ønskede han kun hans død, -han fik sin arv på forhånd og gik sin vej. Alligevel gik faderen hver morgen op over bakken og spejdede efter ham, - håbede at han dog kunne få ham at se. Bad for ham. Og måske glemte han i sin sorg over drengen, at han havde en anden søn hos sig, -måske blev det hans skyld og hans brøde, at han betalte det ene barn med det andet. At han gav skylden videre. Som den yngste søn, der tog hjemmefra ikke havde set hans faderlige kærlighed, sådan havde faderen heller ikke set den hjemmeblevne søns længsel efter opmærksomhed og påskønnelse, og sådan blev han selv skyld i sønnens vrede og hans fortabthed og den bitterhed, som forpestede hans liv og gjorde glæden til en lukket fest for ham. Han mistede eet barn, - fik ham igen, - og mistede det andet barn. Han blev svigtet af den ene søn, og han svigtede selv den anden.
Som lignelsen er overleveret til os i Det nye Testamente, så har den ingen slutning. Vi får aldrig at vide, om den ender lykkeligt eller ej. Vi får aldrig at vide, om den ældste søn til sidst valgte at gå ind til festen eller ej. Dén slutning må vi selv skrive færdig.
Og måske har Benny Andersen fat i den lange ende, når han i sit digt spør sig selv: "Har jeg selv valgt de små sejre, hvis kød forlængst er tygget tørt og hvidt? Har jeg selv sat din kærlighed på rationer disse lumske små kærlighedsrationer."
Ja, måske er det netop os selv, der har sat Guds, -vor fars kærlighed på for små rationer og som derfor ind imelllem får det til at syne somom han har vendt det blinde øje til os.
Måske ligger fejlen i, at vi kun ser Guds kærlighed til os i underet, miraklet, det ekstraordinære når fedekalven bliver slagtet og livet er en fest. Vi glemmer som den ældste søn, at kærligheden osse er der i dagligdagen. Vi glemmer at se det som et tegn på Guds kærlighed, at vi hver eneste dag af vores liv får lov til at stå op til en blank ny dag med alle de muligheder vi selv orker at fylde i den. -Vi glemmer at se det som et tegn på Guds omsorg for os, at vi har mennesker omkrig os, som holder fast i os og holder ud med os, fordi de holder af os.
Som faren siger det til sin ældste søn i lignelsen: "Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit."
Igen i dag har Gud kaldt dig ud til livets fest. Og om lidt vil han byde dig til sit dækkede bord. Her er ingen løftede pegefingre eller sur moralisme. Her er kun evangeliet om den Gud, der er så fortabt i sin kærlighed til dig og mig, at han forlod sin høje himmel og blev menneske. Den Gud, der i Jesus Kristus færdedes mellem sine fortabte sønner og døtre af alle slags.
For sådan står kærligheden mellem mennesker, der enten ikke vil vide af den eller ikke kan få øje på den.
Men evangeliet er, at kærligheden står der alligevel. Urokkeligt fast. Med åbne arme overfor os, der har vendt faderen ryggen for at stå på egne ben og som vender hjem med lommerne fulde af nederlag.
Og Gud står der, -parat til at gribe fat i bylten på alle vi flygtende sønner, der ikke tror vi har hans kærlighed. Parat til at vende os om og sige: "Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit". Fedekalven er osse slagtet for din skyld. Festen og glæden gælder osse dig.
Spørgsmålet er så bare, om vi vil være med?
Amen.

16-6-2002
sat på Præstesiden

af præst Mogens Agerbo Baungaard email
til forside