web stats


Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen

Hvis du vil printe siden ud
se her
16. søndag efter trin. i Kr. Skensved og Havdrup 2009
GT-læsning: Job 3, 11-22(NT-læsning: Ef. 3,13-21)Evangelium: Luk. 7,11-17Salmer: DDS 754/12, 52/447, 49 – 674, (634) og 667
Prædiken
Det sker at jeg dumper ned foran fjernsynet midt i et program eller at jeg zapper fra en kanal til en anden,for da at fange noget, som jeg bliver hængende ved.Altså ganske almindelig bevidstløs TV- surfing!Således gik det også i mandags, hvor jeg så de sidste fem min. af drama-dokumentaren ”Uskyldige stemmer” på DR2.Det var så bevægende en afslutning, at jeg var nødt tid at finde TV-omtalen frem, for at se, hvad der var gået forud.
Filmen bygger på virkelige hændelser.Som barn vokser manuskriptforfatteren Oscar Torres op i et af 80´ernes slumkvarterer i det mellemamerikanske landEl Salvador, der på det tidspunkt er kastet ud i en voldsom borgerkrig. Vi følger den 11-årige Chava og hans oplevelse af kampen mellem regeringshæren og oprørsbevægelsen.Allerede ved krigens begyndelse er hans far flygtet til USA,så den 11-årige pludseligt er manden i familien,der må hjælpe sin mor med at forsørge familien.Og det siger vel sig selv, at det både er svært og dramatisk at lever og overleve, når kuglerne i bogstaveligste forstand føjter om ørerne på en – og mennesker omkring en dagligt bliver både kidnappet og skudt.
Men mere påtrængende er det forhold, at den dag små drenge fylder 12 år, er han og hans venner faktisk gamle nok til at blive indskrevet i regeringshæren – og vil de ikke, er der ingen anden mulighed end at slutte sig til oprørerne!Chavas 12 års fødselsdag betyder med andre ord et farvel til den uskyldige barndom, hvor spørgsmålet om at vælge mellem liv og død for sig selv og sine nærmeste, ikke længere ligger gemt langt væk, men bliver uafviseligt.Og den dag kom da, hvor Chavas barndom sluttede brat.Den dag, da han og hans tre kammerater blev hentet af regeringssoldater for at blive oplært som soldater.Alt dette er, hvad jeg fik læst mig til bagefter.
De fem minutter jeg så, var dem, hvor de tre drenge først forsøgte at flygte fra soldaterne, men bliver fanget og ført ud i floden for at blive henrettet som desertører.Knælende på række med ansigtet mod floden og soldaterne bag sig knæler det tre drenge med angsten lysnede ud af øjnene og tårerne løbende ned af kinderne.En soldat tager en pistol frem og retter den mod den første dreng, skyder – vi hører ikke skuddet, men ser virkningen, da drengen falder ned foran sine to kammerater.Samme procedure mod den næste og så er Chavas tur.Men inden soldaten trykker af, bliver han imidlertid selv skudt. Oprørerne stormer frem mod regeringssoldaterne,der spredes – og glemmer alt om den 2-årige Chava, der nu flygter ind i junglen og tilbringer nu de næste mange timer med at lede efter sin mor – og hun leder også efter ham.Der krydsklippes mellem deres desperate søgen lige indtil det øjeblik, hvor moderen har opgivet alt og afmægtig synker til jorden i deres afbrændte hjem.Her finder Chava hende og de genforenes i en tavs blanding af glæde og rædsel over det, der er sket.
Det, der greb mig var det ordløse i denne filmfortælling.Og det ordløse dækker over den grusomme virkelighed, som jeg var vidne til – at uskyldige børn på den mode blev konfronteret med dødens barske virkelighed.Denne afmægtige følelse tror jeg alle kender til - om end jeg også er overbevist om, at vi er gode til at dække over den.
For børn og død bør ikke have noget med hinanden at gøre.Børn er uskyldige og skal have lov til at være det.Børn skal ikke konfronteres med livets barske vilkår før de er gamle nok til både at rumme og udtrykke dem.Børn skal ikke stilles overfor valget mellem at leve eller dø.Det er et valg, der er forbeholdt de voksne, der har ansvar for at børn ikke kastes ud i voksenlivet før de magter det. Og derfor fylder en film om børnesoldater som ”Uskyldige stemmer” os både med afmagt, afsky og vrede.Det samme gælder, har jeg erfaret, når små børn dør.Når børn dør før deres forældre, opleves det som oprørende forkert, og den første, der må stå til ansvar for at det vitterligt sker – for det gør det jo, også når der ikke er tale om en borgerkrig lang herfra - er Vor Herre!
Jeg mener fra den forløbne uge at have registeret adskillige tragiske trafikdrab, hvor det er små børn, der blev dræbt.I Aalborg leder man stadig efter en 16-årig dreng, der er blevet væk efter en fest i sidste weekend.I begge tilfælde er der forældre, der sidder tilbage med spørgsmål om, hvorfor noget sådant overhovedet kan ske.Forældre, der spørger, hvorfor deres uskyldige børn blev revet bort så tidligt, at de endnu ikke selv for alvor var begyndt at leve deres eget liv.
Mennesker, der ligesom Job, der også mistede sine kære, spørger sig selv, hvorfor de overhovedet selv lever:”Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen,hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv?Hvorfor var der knæ, der tog imod mig,Og bryster jeg kunne die?...Hvorfor var jeg ikke som et dødfødt barn,der bliver gravet ned,som børn, der aldrig ser dagens lys….Hvorfor giver Gud lys til de elendige,Hvorfor giver han liv til de fortvivlede,Til dem, som længes efter døden, der ikke kommer?Når børn dør før deres forældre, bryder alt sammen.Så er det den dybeste mening i livet, der er anfægtet.Og så må Gud træde frem og stå til ansvar for sit værk!Hvis han først giver os livet med al den glæde, som det indebærer for den, der bliver født, så må det også være ham, der tager det igen - hvorfor gør han så det?Giver det nogen mening først at give og dernæst at tage?
Det spørgsmål er ikke nyt, men vel sagtens lige så gammelt som menneskeheden selv.Hele Jobs Bog er skrevet, ikke så meget som et klart svar, men som et forsøg på at få stillet spørgsmålet så klart, at det dækker over ethvert menneskes følelser og tanker, når det mister alt det, der har givet dets liv mening.Det underlige er ikke at spørgsmålet stilles.Det underlige er at det stilles til Gud.Hele Jobs bog er en lang klage overfor Gud – et stilliseret retssag, hvor der anklages, forsvares og føres vidner.Men svaret på disse anklager blafrer i vinden.Gud er tavs hele vejen igennem.Kun til sidst oplader han sin røst – ikke for at give et svar, men for at vise Job hele verden i al sin skønhed og grusomhed, og gennem dette erkender Job, at hans spørgsmål og anklage ikke giver nogen mening.Det eneste Job kan er et vende tilbage til den enfoldige tillid, han først havde, men opgav, da han selv blev ramt.Troen på at både hans liv og hans død ligger i Guds hånd – og at det er godt sådan:”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!”.
Spørgsmålet er om vi i dag kan stille os tilfreds med det?Jeg tror ikke at vi er nødt til det.Jeg afviser heller ikke, at vi kan gøre det.Jeg vi bare gerne kunne holde fast ved, at som kristne dvs. dem der tror på og har tillid til Gud gennem det billede af ham, som vi har fået af Jesus, der er vi ikke nødt til at fastholde det meget modsætnings- og spændingsfyldte billede af Gud, som fortællingen om Job lægger op til.
Og muligheden og grundlaget er det, der møder os i dag i beretningen om Jesu møde med en kvinde, der har mistet sit eneste barn.Når den fortælling er fastholdt og givet videre til os som ramme for et budskab, der danner grundlag for tro og tillid til Gud, så er det fordi de første disciple i Jesus mødte, så, følte og erfarede at omkring ham var der noget større på spil end det, de tilskrev et menneske.I ham sprængtes deres forståelse af Gud og blev større.I ham så en Gud, der stod over vores verdenEn Gud, der større end den, der blot stod bag liv og død.I Jesus så de også en Gud, der gik ind under de vilkår, som er vores, når vi møder både liv og død – en Gud, der selv blev rørt og oprørt over, at en kvindes eneste søn skulle dø, allerede før han var begyndt at leve livet som sit eget.Den afgørende sætning er ikke blot, at da Jesus så kvinden ”Ynkedes han over hende” – det er blot følelser, som vi alle kan identificere os med, men derefter sagde han ”Unge mand, rejs dig op!” – rejs dig op eller stå op – opstå!”.
Kun en kan sige de ord – eller rettere kun en kan give dem indhold og virkelighed, nemlig Gud selv!Så når da de ord lød og virkningen ikke udeblev, men satte sig igennem, var det som et ekko af de ord, der lød fra begyndelse – da alt var øde og tomhed; da Gud skabte ved sit ord: ”Der blive lys – og der blev lys!” Kaos og død og intethed blev med de ord overvundet ogdet er på den baggrund vi skal forstå folks reaktion, da de udbryder ”En stor profet er fremstået iblandt os og Guid har besøgt sit folk!”.
Men skal vi samtidig spille Djævelens Advokat, må vi indrømme, at denne opvækkelse af enkens søn ikke var til evigt liv uden død – han blev opvakt, men død bare senere!Døden som sådan blev ikke afskaffet, så hvilken sejr kan vi da tale om – er det ikke bare tomme og naive ord, som virkeligheden nok skal sætte på plads.
Som Chavas to kammerater filmen ”Uskyldige stemmer!” Selvom han overlevede, så døde de begge – og deres mødre havde ingen trøst som den, der blev hans mor til del, da de to fandt hinanden i deres udbrændte hjem.Eller de forældre, der i denne uge har mistet deres børn.Eller alle de forældre, der endnu ikke har, men dog en dag vil miste, det kæreste de har.Hvilket budskab og hvilket håb har vi til dem?Hvor forankrer vis elv vor tro og vort håb på den Gud,som vi siger allerede har overvundet vores død?
Den kristne kirke og den kristne tro har intet svar,som ikke kan anfægtes.Vi har kun rygtet om ham, som gik omkring og gjorde alting vel – og så har vi en begivenhed, hvorom vi siger at i den blev vort liv knyttet sammen med hans.I dåben – for det er den, vi taler om – sker det salige bytte, at han, der er livet, går ind under vor død, for at vi skal opstå og leve med ham.Dåben er en handling, hvor vores dødelige skæbne bliver knytte tæt sammen med hans, som ikke blot er død, men hvorom det lyder tro og til trøst, at han er sandelig opstanden.At han, der ynkedes over en enkes eneste søn, også ynkes over vores død, og derfor gik ind i og gik til under den.
Kaj munk har engang skrevet en lille novelle om dette.Den hedder ”Et bitte Barn bliver døbt hos Ivers”.Det handler om en nøddåb – præsten blive sent på natten kaldt ud for at døbe et barn, man ikke tror vil overleve.
”Inde i den trange Stue med de mange Senge, to store og 5 smaa, befinder der sig 4 personer. Jeg ser dem starks alle 4. Iver, der følger efter mig, ser vist kun de to. Der ligger hans Kone, allerede i sirligt hvidt, men endnu med Sved på Panden, rødpættet i ansigtet og med Øjnene halvt forvildet af den Angst og Kval, hun har stået igennem. Hun prøver at smile til mig, men det vil ikke rigtigt lykkes.Og der ligger saa ”sejren”, i en gammeldags Byss´ paa Hjul, helt pakket ind i varme tæpper, og ved siden af ham, bøjet ind over ham, staar Livets Engel, aandende Varme ind i kroppen og hidsende det spæde Hjerte til at blive ved med de uvante Slag. Men henne i Krogens Mørke står der en anden, jeg kender ham godt, jeg har set ham saa tit, naar jeg er kommen ud til mine Sognebørn, de gamle og de syge.Fra de tomme Øjenhuler tilkaster han Livets Engel et strengt og forskende blik: ”Hvor stærk mon du er, hvis jeg nu bestemmer mig til at prøve kræfter med dig?”. Men Englen besvarer ikke Blikket, lægger tilsyneladende slet ikke Mærke til ham, fortsætter blot sit Arbejde med Barnet.
Der er hældt lunkent Vand op i et Vaskefad, et rent Haandklæde er lagt frem, den hellige Handling kan begynde.
Jeg ved ikke, hvad Daab betyder. Jeg kender en Masse Forklaringer paa den, og jeg kender endnu større Masse Indvendinger imod den… Men i dette øjeblik, da jeg bøjer mig ned over det nyfødte Drengebarn, ved jeg næsten ikke andet end, at det er en stor og hellig Stund… Jeg smøger de uldne Tæpper til Side, og det lille rynkede Oldingeansigt kommer til Syne. Man har ikke vovet at vaske det mere end højst nødtørftigt., der sidder smaa blodkager rundt paa den spæde Pande.Lille Menneskebarn, har du allerede været med ude i Krigen, helt ude ved Fronten, hvor det gaar så hedt til, at det kostede Blod? Det var altså det første, du skulde møde i denne Vreden. Men det næste, se det er mig. Nej, ikke mig, for jeg staar her i én andens Navn. En, der sagde : ”Kom hid til mig, og jeg vil give jer Fred!”. Det første, du skulde opleve, Barnlille, var altsaa Krigen, men straks derpaa ham, der er Fred, Han er den der nu slaar sit Tegn over dit blodsprængte Pande og dit usikkert hamrende Bryst, og som smiler til dig og siger: ”Lad de maa Børn komme til mig!”..
Jeg nikker ned til den Spæde og begynder at nævne Ordene, Kirkens Bekendelsesord gennem Tiderne, klare, digteriske skønne Ord om Fjenden, vi vil sky, om Skaberen og Frelseren og Opretholderen, hvem vi tilhører, og Mor vil jo ogsaa gerne svare for sit barn, men det kniber med Kræfterne, og saa hjælper vi andre med at svare. Og nu er tiden inde, forsigtigt løfter Fra det lille Spinkle Nor op i Puderne og lægger det i Mors Arm og bliver ved med selv at støtte det, og jeg dypper mine fingre i vandet…
Da folder Fra hænderne, og underfuldt befriet begynder Mor at græde, og da jeg skotter hen i Krogen, er den Strenge Herre forvandlet. Han er blevet til et med Englen, synes jeg, og mit Hjerte slaar paa en gang bang og trygt.”
Sådan beskriver og forklare Kaj Munk den kamp mellem liv og død, som end ikke vore børn går ram forbi af.Men han nøjes ikke med at beskrive – han kaster også troen og håbet ind i kampen, den tro og det håb, som bygger på ham, der kom og gjorde alting vel, fordi Gud i Ham har besøgt sit folk.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,Fader, søn og Helligånd,Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud,Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Sat på Præstesiden
http://mogensagerbo.dk
af præst Mogens Agerbo Baungaard email
til forside