1. søndag i advent - 2001
Salmer: 66 – 60 – 71 // 73 – 62 St.+ H.
Tak fordi det igen er advent.
Åben vore hjerter og forbered os
på  julens komme, så vi igen kan høre
det glædelige budskab,
at en frelser er født os. Amen.
Han var nu en ung mand – forældrene ønskede, han skulle følge i 
deres spor, overtage gården, men det interesserede ham ikke og han 
duede heller ikke til alt det praktiske arbejde. Han ville læse – være
lærer – og tog til den store by.
Snart vidste alle i landsbyen, at Peter Jensens søn ville læse – 
være lærer – og de glædede sig over, at én fra deres by tog ud i 
den store verden.
På de hjemmebesøg sønnen var, fortalte han om storbyen, dens liv og 
oplevelser og fremgang, nye tanker om samfundet kom han hjem med. 
Men nu var det sådan, at han pludselig talte på en anden måde og havde
fået et andet syn på livet og samfundet. Han var blevet fin på den 
– som man sagde.
Han fik eksamen – stilling – blev en kendt og elsket lærer, fordi 
han også gik ind i politik. Folk sagde, når de hørte ham omtalt, at 
han var fra deres by – og der var stolthed og glæde i stemmen.
Han var én af deres – og dog var han en fremmed.
Når han nu besøgte hjembyen, holdt folk sig lidt på afstand af ham. 
Stolthed og glæde var nu blandet med – ja, hvad var det med? 
Misundelse eller?? 
Jeg ved det ikke, men jeg tror, at også du kender et menneske for hvem
det netop gik på den måde, og derfor har man ofte hørt sætningen 
fra bibelen citeret:
ingen profet er anerkendt i sin hjemby – og ofte var det sandt.
Akkurat sådan gik det for Jesus. Han brød op fra tømrerværkstedet 
og vandrede rundt i landet, helbredte syge, talte om Gud og det 
rige, der skulle komme, ja, var allerede midt iblandt dem, hvis de 
åbnede øjne, hjerte og sind. Han tilgav på Guds vegne – og der var 
mennesker, der anså ham for en farlig mand – andre for en 
redningsmand. Og der er stor forskel!
Jesus besøgte sin hjemby, Nazareth, flere gange. Der var han vokset 
op. Havde deltaget i gudstjenester. Du kender det. Hvor er det dejligt
at komme en tur hen i den kirke, hvori du blev døbt, den kirke, 
hvor du fulgtes med mor og far til kirke – juleaften og søndage i 
løbet af året. Dejligt at genopleve gode stunder i kirken.
Jesus gik til gudstjeneste i sin hjemby og han fik lov til at læse 
op af den hellige bog. Og da han havde læst op, forventede ham, han 
holdt en lille prædiken over de ord, han havde læst.
Det gjorde han også – efter at have læst nogle år af Esajas, som 
han gjorde til sine ord – og sagde så: I dag er disse ord gået i 
opfyldelse. I dag. Fordi han var der – aflagde sin hjemby besøg. 
Esajas ord blev opfyldt i ham – noget nyt begyndt.
Det lyder underligt. Er det til at forstå, at netop den dag og på 
det tidspunkt gik de ord i opfyldelse, for den frelser, man havde 
ventet på i mange år, var ham, Jesus fra Nazareth, Josef og Marias 
søn.
Alle folk ventede på en frelser, én, der kunne redde dem og deres land
– og nu står tømrerens søn og siger, at det er ham. Vi kan godt 
forstå, folk tror, han er gal – for hvem kan bare stå frem og sige, 
jeg er den af Gud lovede, jeg er Guds søn. I mig kommer Gud rige 
jer nær. Nej, - og dog. De havde jo hørt, han havde gjort så mange 
gode gerninger rundt om i deres land. Det var rygtedes til hans hjemby
– og sådanne gode gerninger kan kun gøres, hvis Gud er med én. Men de
kendte ham jo, tømrer Josefs søn – og skulle han være noget 
særligt. Jeg tror, de blev forargede – men samtidig lidt bange – 
for hvis Jesus var den forventede frelser, ja, så  var han hel 
anderledes end de havde forventet – opførte sig helt anderledes, 
for han tog sig af de svage, dem ingen regnede for noget. 
Det kunne de rige og toneangivende ikke lide. Der skal helst være 
nogen længere ned i hierarkiet, man kan sammenligne sig med og føle 
sig større. Jesus tog sig af de svage og afmægtige og fortalte dem 
– at på trods af deres ydre kår, var de Guds elskede børn. Vi er 
Guds elskede  børn. Gud vil os livet – glæden – skænker os alt godt af
kærlighed og barmhjertighed.
Det giver os mod og lyst til livet – uanset hvordan vore ydrer kår 
bliver. Et står fast, vi er Guds elskede børn – og det er lykke. 
Livs-lykke.
Sådan fortælles om en konge, der var syg og kun kunne helbredes, 
hvis han blev iført en skjorte, der havde været båret af én, der om 
sig selv kunne sige af et ærligt hjerte, at han var lykkelig. Bud 
gik der rundt i landet. Mange var lykkelige, men – for der var 
altid et lille men – til man fandt en hyrde, der om sig selv sagde, 
han var den lykkeligste i hele verden. Han var glad og tilfreds med 
alt, så det var en fornøjelse.
Så vil jeg gerne have din skjorte, sagde kongens udsendinge. Jeg 
har ingen – sagde  han, som sandt var, og det var underligt, at en 
mand, der ikke engang ejede en skjorte, var jordens lykkeligste mand.
Den historie hørte andre – og de begyndte at tænke over deres liv. Var
det alt det, de ejede eller mangel på samme, der gjorde dem 
lykkelige? Nej, men det var det, der fyldte dem med varme, glæde og 
taknemlighed, der gjorde dem lykkelige.
Vi kender det fra vort eget liv. Dage og timer, hvor vi oplevede 
fællesskab, varme og glæde strømme imod os, følte vi blev set, 
åndede og levede på denne jord, glæden ved at glæde andre eller et 
veludført arbejde var gjort – det gjorde os lykkelige, fyldte os 
med taknemlighed.
Sådan en glæde og fællesskab og varme følte mennesker i Jesu følge. De
følte sig omstrålet af et himmelsk lys, der hævede dem over denne 
verden og dens livsvilkår. Han bragte glædesbud.
Og det er også alt det, han rækker os, ja, det at han kom til 
verden, blev født, der glæder og opløfter os og gør livet værd at 
leve. Hans ord til os – fællesskabet med ham og med andre.
Og ud fra vore ydre rammer kan man aldrig måle Guds kærlighed til 
os og mod os, for den går på tværs af alle de skel, vi mennesker 
sætter mellem hinanden, som Jesus sagde: hør, dette er det glædeligste
budskab – og vi I ikke høre, så går det videre – for det skal nok 
nå længere og længere ud, nå flere og flere menneskehjerter.
Men det turde Jesus sige til Nazareths indbyggere, hans egne – og 
han gjorde det,  ville de ikke høre ham, tro ham,  lytte til hans ord,
så fandt Gud andre, der ville. 
De blev rasende. Stod han ikke der og beskyldte dem for at mangle 
tro på hans ord. Vreden voksede sig i deres indre, de foldede 
hænder blev til knytnæver –og de jog ham bort fra gudstjenesten – 
hen til den skrænt, deres by var bygget på for at styrte ham i 
afgrunden, men han gik sin vej midt imellem dem.
Tror Jesus virkelig han er noget? En profet? Han skal ikke komme og 
fortælle, han kommer med himmelsk bud, med noget nyt eller gøre sig 
til et med den store profet Esajas!
Jesus gik sin vej. Han blev ikke anerkendt i sin hjemby.
De ville ikke høre ham. Det vil vi. Vi tror, han er Guds søn, 
verdens frelser. Vi har set i hele den vestlige verden, at ud af 
kristendommen er demokratiet, undervisning og behandling og pleje 
af syge vokset – de riges omsorg for de fattige – de stærkeres 
omsorg for den svage – en tro på det gode, på Gud, der ønsker vi 
skal leve i kærlighed til ham og vor næste.
Og han kan aldrig komme tit nok på besøg i vort hus, i vore hjem 
for igen og igen at minde os om, at han er sandheden om vort liv. 
Ham skal vi følge. Han vandrede kærlighedens vej på jord for at vi 
skal forblive i den kærlighed vi blev skabt til at leve i. Han er 
verdens lys, og den, der følger ham, skal aldrig vandre i mørke men 
have livets lys.
Det minder det første lille lys i adventskransen os om – Jesus blev 
født for lyse for os – på vor vej gennem livet – hans ord er en 
lygte for vor fod, et lys på vor vej – og vi går nu i gang med – 
for alvor – at forberede os til at tage imod ham igen – som barnet 
i krybben, der kom til verden for at lyse for os – alle vore dage. 
Amen.