web stats


Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Trankjær: MTR@KM.DK

Hvis du vil printe siden ud
se her
13. s. e. trin 12 i Horbelev og Falkerslev.

Der sker noget med én når man bliver mor. Uanset om man før var undseelig og genert, uanset om man stadig faktisk er det, så rejser der sig en løvindes mod og pågåenhed i brystet på én, i det øjeblik man bliver mor. Der skal være plads til ens barn. Helst den allerbedste og man har pludselig glemt alt om at være genert og tilbageholdende, eller bare ganske almindelig høflig eller betænksom.

Og det begynder allerede når de er helt små. Aldrig så snart er barselsorloven ovre, før det begynder. Ja, det begynder måske endda allerede mens man har barselsorlov, for hvis man skal tilbage på arbejdsmarkedet skal ens barn jo have plads i en vuggestue eller hos en dagplejemor. Pladsanvisningen modtager ansøgninger om optagelse af børn på venteliste og anviser plads i et af de kommunale tilbud til børn i alderen 26 uger til skolestart. Pladsanvisningen søger så vidt muligt at imødekomme forældrenes ønsker og forventninger til pasning. Ja, pladsanvisningen er en kommunal instans, der administrerer de pladser vi skal have vores børn anbragt på den allerførste svære gang vi skal skilles fra dem. Der er garanti for en plads, men der er ikke garanti for at man får opfyldt sine ønsker og forventninger og det kan være, ja de ER som regel mange og store hos moderne forældre. Ikke mindst hos os mødre.

Gad vide om ikke pladsanvisningen kender til mødre, der i desperation, om ikke kaster sig ned som Zebedæus sønnernes mor gør det, så hager sig fast i skranken på kontoret eller kimer dem ned , eller tæppebomber dem med mails. Mødre der i deres frustration opfører sig både pinligt og grænseoverskridende for at få deres barn placeret i en bestemt institution, som man mener er den bedste for barnet. Og mon ikke forældrene tit får det som de vil have det, fordi de er ihærdige og villige til at gå langt Og det stopper ikke bare fordi børnene bliver større. Da jeg her i foråret skulle finde en plads til min datter på ét af de populære overbookede Københavnske gymnasier, klagede jeg min nød til en kollega, som ikke havde hørt længe på mine jeremiader, før hun, som den naturligste ting af verden, spurgte mig, om jeg ikke havde overvejet at gøre mig vanskelig overfor et par rektorer eller tre.

Hendes erfaring var at det virker. Heldigvis fik min datter en plads inden det kom så vidt, men jeg skal på ingen måde afvise, at jeg med al min " løvemorhed" skudt op i brystet kunne finde på , måske ikke ligefrem at gøre mig vanskelig" men så dog at bede indtrængende om en plads til mit barn.

Sådan gør vi i 2012 og sådan gjorde Zebedæussønnernes mor; kaster sig ned for Jesu fødder og vil bede ham om noget. Pladser. Og det ikke hvilke som helst, men pladserne ved Jesu højre og venstre side!

Se, nu må jeg igen opholde mig lidt ved fænomenet mødre. For ikke nok med at vi kan finde på at blive anmassende og modige som løvinder, grænsende til det anstrengende, nej der sker også noget med vores dømmekraft i forhold til børn. Ja, ikke de andres selvfølgelig. Dem har vi et knivskarpt blik for, og de er hverken lige så kønne eller lige så begavede som vores egne. Og skulle de være det, finder vi hurtigt en måde at omskrive den virkelighed på, så den kommer til at passe til vores ambitioner. Så den dømmekraft og hittepåsomhed, fejler ikke noget. Der hvor dømmekraften mister kraft, er i forhold til vores egne børn og deres evner og fortræffeligheder, og her er Zebedæussønnernes mor ingen undtagelse. Det er nemlig ikke første gang vi møder de to, Tordensønner, som de også kaldes, og de er måske sådan nogen som i dag ville have fået en eller en anden diagnose, om ikke andet så som gardinhængere.

Under alle omstændigheder er de nogen, der ikke har hørt ret godt efter. For de er faktisk sammen med alle de andre disciple allerede blevet sat på plads én gang. Nemlig da Jesus stiller dem spørgsmålet om, hvem der er den største i Himmeriget. Jeg kan ikke lade være med for mit indre blik at se hvordan disciplene står og vipper lidt på fødderne, puster sig lidt op, skæver til hinanden, sammenligner sig, men inden de når at få svaret, har Jesus kaldt på et lille barn og stillet det midt i blandt dem, og har sagt, at hvis Ikke I vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget, og vi har hørt det igen i dag ved døbefonten , hvor de var med til at true ad dem, der kom bærende med de små børn for at Jesus skulle røre ved dem: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem vi for Guds rige er deres " . Men selvom Tordensønnerne, Jakob og Johannes har hørt det her flere gange, så er det gået lige ind ad det ene øre og ud ad det andet. Samtidig er lige præcis Jakob og Johannes ikke veget tilbage for at bruge temmelig hårdhændede metoder.. F.eks. tilbyder de, at sende ild og torden hen over nogle Samaritanske landsbyer, der ikke ville give dem husly. Og Jesus viser dem skarpt til rette og siger, at han ikke er kommet for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse dem.

Det er altså ikke to dydsmønstre" brødrene Torden", der formentlig har lokket deres mor til at spørge på deres vegne. Om hun ved det eller ej, står hen i det uvisse, men det ser ud som om hendes blik er sløret af en blanding moderlig ambition og kærlighed, da hun kaster sig ned for Jesus og beder om pladserne ved hans højre og venstre side.

Gad vide om hun egentlig ved hvad det er hun beder om Sikkert ikke. Hun beder om "sædet ved hans højre og venstre side ". Sædet. Det må betyde, at hun tror de skal sidde på en form for trone i pragt og herlighed, hvilket forudsætter at Jesus også skal sidde på trone i pragt og herlighed. Men det skal han ikke. I hvert fald ikke i første omgang, for hans vej til herlighed går ad en ualmindelig ubehagelig vej, nemlig korsvejen. Hans plads er først og fremmest på korset, og jeg forestiller mig ikke, at Jakob og Johannes kunne have fået deres mor til at bede om, at de blev klynget op på korsene på hver sine side af Jesus. Dér hvor røverne kom til at hænge. Men det er ikke desto mindre dér pladserne ved hans højre og venstre side er. Det har de ikke fattet, tror de kan tømme den kalk Jesus skal tømme og de andre disciple har såmænd ikke fattet spor mere. Fattesvage, som det hedder på falstrisk. Hele bundet. De bliver bare sure på Jakob og Johannes over, at de er så frembusende, at de sådan vil tiltage sig særlige pladser.

Men endnu engang vender Jesus alting på hovedet ved at sige, at den der vil være stor iblandt jer skal være som alles tjener, ligesom han ikke selv er kommet for at lade sig tjene, men for at give sit liv som løsesum for mange.

Her bliver alle mødres og sønners ambitioner for sig selv og hinanden skudt i sænk. Det kan også give os moderne mødre noget at tænke over. Hvad skal vi gøre for vores børn, når vi nu ikke ved alt det gode vi vil gøre for dem Sommetider skal vi måske lade være med at lade os udnytte af vores børn til at bede om pladser til dem, hvis omfang vi ikke helt fatter. Helikopterforældre kaldes vi, sådan nogle der hele tiden cirkler over børnene for at sikre sig at alt er i orden, eller curling forældre, sådan nogle der bruger sig selv som fejekost for at bane vej for børnene. Zebedæsussønnernes mor, hører nok uden at vide det til den sidste slags, eftersom hun kaster sig ned i bedste curling stil.

Hvis jeg tænker efter i min egen opdragelsesmetode, så er det bedste jeg har gjort for min søn, der er rigtig genert, nok at bede ham om SELV at ringe til den efterskole hvor han gerne ville have plads, men havde fået at vide at der ingen var. Det kostede sådan en genert fyr noget, men han gjorde det, og det gav pote. Han fik en plads på den efterskole, der blev startskuddet til nogle dejlige ungdomsår og han fik venskaber for livet. Måske var det ikke gået sådan, hvis jeg havde tigget og bedt eller gjort mig vanskelig.

Det dårligste jeg har gjort som mor er ikke i høj nok grad at have gjort ham begribeligt hvor meget herlighed, der ligger i at tjene andre mennesker. For den der gør sig afhængig af andres tjenester hvad enten det er skjortestrygning eller ting i den tungere ende, er måske nok fri for at gøre både dette og hint, men jo i virkeligheden ikke fri. Fri er kun den der kan tjene, som der står i en af de nye salmer.

Den eneste det går an at lade sig tjene af er Jesus Kristus, som i sin suveræne frihed vælger at tjene os med sin død for at vi kan leve. Optager pladsen på korset for os. Dækker over os med sin krop på en måde, som ikke en gang en mor kan gøre det. Dækker over os og alle vores fejltrin og sære forslag og på hit, sætter os fri til at tjene ham, ved at tjene hinanden. Det skal vi lære vores børn.






Sat på Præstesiden
http://mogensagerbo.dk
af præst Mogens Agerbo Baungaard email
til forside