web stats
Hvis du har kommentarer så skriv hertil






Juledag (II) – Johannes 1,1-14

I.
Fadervor består på dansk af 66 ord. De ti Bud indeholder 83 ord. Den apostolske
Trosbekendelse fylder 90 ord. Den amerikanske frihedserklæring er på 302 ord, og
Danmarks Riges Grundlov rummer 3.578 ord. Men den engelske version af EU’s direktiv
for import af andeæg fylder 26.911 ord!

Dette skal ikke være en billig polemik på en hellig Julemorgen mod EU’s eller andre
bureaukratiske organers ordrigdom; alligevel må det dog vække lidt til eftertanke, at jo
vigtigere noget er, desto enklere kan det siges. Jo tættere vi kommer på livets inderste og
dybeste virkelighed, desto klarere og renere står det i sit udtryk.

Og når vi i dag på Julemorgen, festen for Jesu Kristi fødselsdag, hører juleevangeliet, sådan
som evangelisten Johannes fortæller det i sit evangelium, da er det som om ordene er helt
forsvundet, eller at de i det mindste er blevet betydningsløse, overflødige, for ”Ordet blev
kød og tog bolig iblandt os!” Ordet forlod sin egen selvstændige verden og slog sit telt op og
levede og boede i kød og blod midt imellem mennesker.

Der er blevet sagt, at ’evangeliet fortæller os, at Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.
Men ikke så snart var Ordet blevet kød, førend mennesker – og kirken også – skyndte sig
at lave det om til ord igen’,- ikke ord med stort O, men ord, ja mange ord.

Vel, for at dette her ikke skal misforstås: ord kan vi ikke undvære; det er ikke her pointen
ligger. Ord er et uundværligt kommunikationsmiddel. Også evangeliet skal forkyndes med
ord, hvis det ikke skal forsvinde.

Men i den østlige ortodokse kirke oplever man endnu den dag i dag, at den kristne
menighed ved bekendelse af troen under gudstjenesten – og her er det den nikænske
trosbekendelse, man fremsiger – når man da kommer til sætningen ”som for os mennesker
og for vor frelse nedsteg fra himlene og blev kød ved den helligånd af Jomfru Maria og blev
menneske”, da gør man et ganske kort ophold ved ordene ’og blev menneske’, bøjer
hovedet dybt og slår korsets tegn for sig……for at udtrykke, at vi her står ved det største
under af alle og det dybeste mysterium i tilværelsen;- det mysterium som ingen menneskeord
er i stand til at udtrykke, men som vi blot må bøje os dybt for og tage imod i troen og i
hjerterne.

Det er dette mysterium, som man i teologien kalder for inkarnationen – at Gud blev
menneske i kød og blod – og som er det vigtigste af alle kristne dogmer. Uden dette falder
enhver kristendom og bliver til en blodfattig og bleg religiøsitet uden substans og uden
frigørende og uden livgivende kraft. Gud fjernede kløften og afstanden af lysår mellem sig og
os og kom til os, blev menneske, blev menneske-lig, i inkarnationen, og herefter er al
menneskelig tro og alt menneskeligt håb knyttet til Jesus Kristus.

II.
Det er da også dét, alle julens fortællinger understreger så stærkt – hver på sin særlige
måde. Hos evangelisten Lukas, som vi hørte i går, er det hyrdernes tilbedelse af den nyfødte
Jesus, der står i forgrunden. Hyrderne –  som var illitterære mennesker,- ulærde,-
mennesker der ikke havde ordet i deres magt – disse hyrder var de første til at komme og
tilbede verdens frelser. Det var sådanne mennesker, som Gud havde udvalgt til at være de
første til at SE, hvad der var sket og bære det ud i verden udenfor stalden. 

Det er da også dét, som al kristen kunst over dette tema siden da har understreget: de ser,
de betragter, de står stille foran mysteriet. Og de ord, som de måtte have sagt, da de blandt
andet fortalte om englens bud og om englenes lovsang, som de oplevede, da de var ude på
marken,- de ord gemte Maria i sit hjerte, som er det bedste sted af alle til at gemme den
slags.

På samme måde ser vi det hos evangelisten Mattæus, som i sin julefortælling især hefter sig
ved vismændenes tilbedelse. De kommer for at se og tilbede den nyfødte konge. Da de kom
til Betlehem, ’gik de ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad
det’, og derefter åbnede de for deres gemmer og skænkede barnet hvad de havde med.

Og Johannes, hvis budskab vi hører i dag, fortæller os om Ordets herlighed,- en herlighed så
stor som den Enbårne har fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Ordet herlighed betyder på
én gang noget stort, ubeskriveligt, ufatteligt og ubegribeligt. Mørket greb det ikke. Vi kunne
også sige, at mørket og verden begreb det ikke,- fattede ikke noget som helst af det, eller
som det hed i den tidligere bibeloversættelse: ’mørket fik ikke bugt med det!’ Mørket kunne
ikke knægte lyset. Og derfor betyder herlighed tillige det, som har herredømmet over os,-
det som vi ikke selv styrer eller har kontrol over, men som vi er undergivet og underlagt.

III.
’Det er bedre at tænde et lys end at forbande mørket’, siger vi undertiden. Der er dem, som
tror, at det hjælper på verden - og på mennesker - at bande og at forbande alt det, der er
ondt; at nedgøre alt det perverterede; at rakke på alt det mislykkede og nedbrudte; eller at
give udtryk for sin utilfredshed med alt og alle. Men der er intet, som tyder på, at det
nogensinde har bidraget til noget godt at forbande mørket. Og i alle sådanne forbandelser
bevarer vi os selv udenfor og uberørte af det hele.

Gud, som i begyndelsen skabte alting og gav liv til alting, og som mere end nogen havde
grund til at forbande den verden, som vendte sig bort fra ham, valgte IKKE at forbande
mørket, men at tænde et lys. Det var det lys, som blev tændt julenat, da Kristus kom til jord.
Det er det lys, som får bugt med mørket i os og mørket omkring os. Det lys skinner nu for
os i verden.

Gud valgte IKKE at holde sig selv udenfor verden, men at gå ind i verden og blive en del af
den, som han havde været helt fra begyndelsen, for skaberen har aldrig nogensinde sluppet
det skabte. Men tilmed at blive menneske. Det siges måske bedre end de fleste andre steder
i et digt fra Afrika:

Han sendte ikke teknisk bistand
til vor underudviklede verden
- englen Gabriel og et hold
eksperter med deres know-how.
Han traf ingen fordelagtige eksportaftaler
og tilbød ingen
langtløbende statslån.
Han sendte os ikke englenes aflagte klæder
eller mad fra deres overskudslagre.
Han kom selv!
Han sultede i ørkenen.
han hang nøgen på korset.
Ved at blive lige med os
blev han vor glæde.

Han kom selv! Blev kød og blod. Gud ske lov for det! Glædelig Jul!

Salmer: 81 – 360 v.3 – 96 – 91 / 93 – 365 – 84 v.2 – 793

Risskov Kirke, Juledag 1999.



  			
Siden er opdateret den 29 - 12 - 1999
Præstesiden
Mogens Agerbo Baungård, præst, email
til forside