Postkort fra Rom
Jeg sidder her og skriver i et butikscenter i Rom. Det er en fin gade fra det halvgamle Rom. Den er overbygget
med mosaiker og glasfresker i loftet. Væggene er de gamle palæagtige huses ydervægge med mange søjler og
udsmykninger i dyb brun farve. Inde bag ved dem er butikkerne, som ligner alle andre moderne butikker. (Jeg håber
ikke, at resten af dette postkort bliver lige så indviklet). Menneskenes stemmer giver genlyd i gadens pragtfulde
rum, som har et gulv, belagt med små fliser i fine mønstre. Det ligner ikke Kolding Storcenter.
Det er min kære
kone, som har fået mig herind. Jeg har fået lov til at sidde her og har lige bestilt en espresso double. Jeg skriver
med egen hånd. Den vending kan man se i flere af Paulus' breve. Lige som andre store forfattere bl.a. Barbara
Cartland dikterede Paulus normalt til sin sekretær, som minutiøst skrev ned ord for ord, hvad Paulus formulerede,
mens han havde begge hænder fri til at rive sig i skægget.
Nu kom min kære kone tilbage. Det varede ikke længe. Måske havde det været godt, hvis Paulus havde haft en
kone, så var hans breve ikke blevet så lange og hans sekretær havde ikkke fået skrivekrampe.
Jeg må hellere forklare, at mine største oplevelser til hverrdag er det Fakta, som ligger ved siden af hvor vi
bor på Pedersholms Allé, som ikke har træer på begge sider. Fakta er bygget med et tårn som indgangsparti, men ser
lige så sølle ud som en allé uden træer. Alt dette har jeg lært at se bort fra og har fået et godt forhold til de
skiftende ansatte.
Jeg sidder nu med min kære kone i bussen, som skal køre os til lufthavnen. Vi måtte trække vores kuffert gennem
det halve Rom, fordi der er maraton i byen med 50.000 deltagere og en kommunalt ansat, som er gået grassat med gule
platik strimler, så alt er lukket af for taxitraffik. Jeg så flere helt ragmagre afrikanske løbere. (Hungersnøden i
Afrika giver dem nogle fordele). Det er unfair. Dels skal jeg bære på min egen kropsvægt, dels skal jeg trække en
kuffert meget hurtigt for at følge min kone, som fører an. Jeg har engang hørt om lænker, der blev sat omkring
fangens fod og i den anden ende (af kæden) var der en meget tung jernkugle. Det ville jeg respektere, hvis de kunne
løbe en maraton iført dette udstyr. Både jeg og kufferten er overvægtige, så jeg føler mig som en straffefange, der
halser efter sin kone.
Grunden til at Paulus har efterladt så mange breve er måske, at han talte lige så meget og hurtigt som romerne
(nu om dage). Når de er i en gruppe på to eller flere, taler de i munden på hinanden hele tiden. Den italienske
præsident er kommet med mange uheldige udtalelser både i hans eget land og udenfor, men det er fordi han taler
uafbrudt, så der må komme noge dumheder indimellem. Jeg prøver altid at lytte efter på gaden; måske kan jeg forstå
bare lidt af hvad de siger. Det lykkedes en dag, hvor to ældre kvinder og 3 små hunde stod og talte uafbrudt. Den
ene hund blev hidsig og bed efter de andre. Og da hørte jeg den ene kvinde sige i sin talestrøm: sancta spiritus. Da
forstod jeg at de havde gang i en teologisk diskussion om helligånden: kan den forvandle en arrig hund, så der også
er plads til den i himlen, hvor der ganske givet er flere paver, som går omkring og ikke vil bides i benet.
I det hele taget er der meget få hunde i Rom. Det er ikke som ved vores Fakta.
Nu sidder vi i flyet. Det er Ryan Air. Det glæder jeg mig til, for de er meget humoristike. Da vi fløj til Rom,
sagde kaptajen på et tidspunkt: Alle der sidder til højre kan se ned på en meget smuk sø, og dem til venstre kan se
til højre på dem, som sidder der og ser søen.
Jeg kom fra hundene ved Fakta, som vi dog ikke kan se, fordi der er et to meter højt lydtæt hegn mellem Faktas
parkeringsplads og vores have. Hegnet er ikke så højt, at det kan forhindre tyve i at komme fra Fakta og ind til os
og omvendt. Men hegnet er højt nokk til at vi ikke kan se de hunde, som bliver parkeret på række ved hundekroge af
hundejere, som går ind for at handle, mens deres hunde gør, indtil ejeren er tilbage og siger: God hund. Jeg har tit
siddet i min have en dejlig solskinsdag og tænkt: Hvordan jævner jeg Fakta med jorden, så der kun står nogle enkelte
søjler tilbage ligesom ved Forum Romanum. Jeg kunne sætte et højt hegn op, så ingen kunne se ind og jeg kunne tage
entré for at vise hvor Faktas tårn havde stået; måske kunne jeg vise nogle meget nylig udgravede hundeknogler, som
havde haft et stadig intakt hundehalsbånd og hundelænke, som nu var lagt i en montre.
Blandt de første kristne var også Peter. Min kone er inde i alle de romerske kirker, for hun siger: det er
fantastisk at de første kirstne gik rundt her, da danskerne troede på Odin og Tor. Efter min mening gælder det ikke
Peter. Han sad i lænker, så han kunne ikke gå nogen steder. Måske kunne romerne ikke lide hans breve, som han kun
skrev to af, fordi lænkerne og romerne forhindrede det. I USA bliver fanger klædt i orange tøj og får lænker på
hænder og fødder og en kæde mellem dem, så de har svært ved at gå og slet ikke kan foretage en baglæns saldomortale.
Så humane er amerikanerne. Peter kunne hverken det ene eller det andet og da romerne blev trætte af at se på det,
lagde de Peter og sikkert også hans seekretær i en kiste, efter at have slået dem ihjel.
Lige et indskud: flyet er nu lettet. Det er jeg også (både udvendig og indvendig).
Tilbage til Peter. Min kone kan bevidne det med lænkerne. Hun var inde i en kirke og kom ud og fortalte mig, at
der var et skrin derinde, som indeholdt Peters lænker. Først troede jeg, at hun sagde det for sjov. Men det gjorde
hunne ikke, så jeg lod som ingenting og spurgte, om vi ikke skulle have en øl og jeg pegede over på en lav åbning i
et hus, hvor jeg havde set andre forlade denne piezza. Det betyder torv. Det må ikke forveksles med pizza, som de
også har mange af i Rom. Torvene i Rom er legendariske og stammer helt tilbage fra romertiden. Mange af dem er små
og helt fyldt med parkerrede biler, men de fleste er fine og har altid en fornem fontæne med det reneste vand.
For at forlade denne piezza gik vi over mod hullet i muren, som viste sig at være en trappe, som gik ned under
huset og først langt nede igen fortsatte ud i fri luft. Det var en lumsk trappe, for dernede på en afsats stod en
harmonikaspiller i mørket og havde gang i en rytmisk spansk bazurka, som gjaldede under hvælvingerne. Jeg mærkede at
det rykkede i mine ben som om de ville igang med spansk trappedans. Og jeg så for mig, at jeg helt dansende, halvt
flyvende og halvt faldende fór forbi den forbavsede harmonikaspiller, mens jeg halvt henkastet smed nogle småmønter
i hans hat, hvilket satte endnu mere gang i hans rytmer og jeg måtte se foran mig min deroute ( rute ned) og en
værre skæbne end Peters endeligt, fordi jeg selv overværede det fra først til sidst. Peter derimod så ikke sin egen
død med egne øjne. Han fik hovedet hugget af, inden han døde.
Heldigvis har jeg en kone. Det ville måske have reddet Peter hvis han haft en. Min kone ved altid, hvad jg
tænker ( det er uhyggeligt og ikke altid rart og jeg kan ikke gøre noget ved det). Hun greb mig under armen og ledte
mig forsigtigt forbi hamonikaspilleren helt ned til fast grund.
Det var i øvrigt dér i nærheden, at jeg oplevede et mirakel. Vi sad på en café og jeg drak en øl og spiste en
kage, min kone en kaffe og en kage, da jeg skulle på toilettet. Det er meget almindeligt. Hver af vores i dag i Rom
er gået med 7 timers vandring. Undervejs går man ind for at komme på toilettet og så kan man lige så godt drikke
lidt, og det bevirker, at man et stykke tid efter igen skal på toilettet, hvor man så også må drikke lidt (inde i
caféen). Denne gang var som de andre, men der var optaget. Efter et godt stykke tid kom en person ud og gik. Jeg ind
og satte mig. Efter kort tid blev jeg blind. Jeg kunne intet se. Det kommer der ud af at blive trukket rundt af sin
kone på lange vandringer med stadig nye indtryk. Det sætter sig på synsnerven. Nu bliver hun nødt til at lede mig
helt bostaveligt ved hånden. Jeg prøvede at bevæge min højre hånd foran mit ansigt, men jeg kunne ikke se den.
Endelig fandt jeg håndtaget med bukserne nede. Og dér så jeg en lille lysstråle. Min venstre hånd fandt en
lyskontakt. Det var en djævelsk kontakt, som sikkert har sat en skræk i livet på mange mennesker. Kontakten kunne
kun tænde lyset, som af sig selv gik ud efter et stykke tid. Og de havde tætnet alle huller, så en ukendt gæst var
sikker på at sidde i den mørke fælde og tænke over skæbnens gang. Jeg nådede f.eks. at tænke, at jeg ikke har
skrevet et eneste brev, men måske skal straffes for at skrive postkort.
Min kone sad og spiste kage. Den italienske kage kan få enhver til at glemme alle sorger, bl.a. hvem man er
gift med. Det gælder hele det italienske køkken. En aften gik vi ind på en lille restaurant som var betjent af en
halvtreds årig søn og hans mor, som må være tilsvarende ældre. Der var intet menukort og vi fik straks pasta og vin,
så kom en ubeskrivelig god gryde ret og bagefter kage. Vi gik helt fortumlet af lykke og mæthed fra sådan et sted.
Et andet sted jeg husker var også en restaurant som ikke så ud af noget særligt. og der var ikke så mange derinde,
men vi blev straks spurgt om vi havde reserveret. Vi blev alligevel ledt ind til et lille mellemrum med 4 borde.
(Mon ikke et mellemrum er et rum, som ligger mellem to rum) Ved det ene bord sad en amerikaner og hans to døtre og
fik forret, dvs. den blev båret ind. Først kom tjeneren med fire skåle. Så kom tjeneren med fire skåle mere. De
kunne næsten ikke stå på bordet. Amerikaneren sagde til sine døtre og nabobordet: hvordan kommer vi gennem det. De
svarede: det er kun forret. Så kom tjeneren med fire skåle til, meget demonstrativt grinende. Amerikaneren vedste
sig nu også til os og indbød os i spøg til at tage smagsprøver.
Mod min forventning landede flyet gennem skyerne og tågen, så jeg ikke kunne kontrollere piloten, og jeg sidder
nu i vores italienske orangeri i foårssolen nær hegnet til Fakta.
I Italien var tjenerne meget imødekommende, venlige og humoristiske. En dag pegede en tjener på min kones taske
og spurgte, hvad det betød: Bjorn Borg; og hvor vi kom fra. En anden tjener til hvem jeg sagde: uno bierra medium
spina, brød ud i lovsang over mit italienske og sagde: perfetto, perfetto. Og vores receptionist på hotellet
omfavnede og kyssede både min kone og mig på kinden.
Sådan er det også i Fakta. Jeg kommer nogle gange, hvor der ikke er kø, og så kan jeg ikke lade være med at
snakke med de ansatte. Det kan være at de glade fortælle, at de snart ikke mere skal arbejde i Fakta, men i et
apotek eller som mekaniker. En anden fortalte hele sin livssituation og nogle gange senere spurgte han, om jeg var
psykolog. Måske skulle jeg tage honorar for at gå i Fakta. Flere af dem smiler til mig, når jeg smiler til dem (en
form for tvang?). Vi kysser dog ikke hinanden på kinden, her tænker jeg ikke kun på pigerne.
Dem var der mange af i Rom. Jeg så to italienske unge præster i hurtig gang og frakkeskøder. Præster og nonner
går altid to og to . Det er der en grund til. Hvis den ene unge præst ud af øjekrogen får øje på et - langbenet,
snævert cowboybukse beklædt, iført høje hæle på brosten - kvindeligt eksemplar af menneskearten og præstens ben
under frakkeskøderne pludselig ændrer retning, så kan den anden gribe fat i den udeldige præsts skøder og slæbe ham
i den rigtige retning, som sikkert var Peters kirken, der lå langt herfra, men de to unger præster var kommet til at
slå et slag ned omkring den mest befærdede og butikbefængte gade, som tiltrækker mange af det andet køn, set med en
mands øjne. Egentlig var der også mange skoleklasser, som bestod af begge køn, og måske så præsterne efter det
første køn, set med en mands øjne. Mens vi har været i Rom, har der været en del om dette emne.
Vi så også præster helt klædt i hvidt, lige så hvidt som skinnende hvide trapper. Jeg regner med at disse
præster tilhører en retning, som hedder trappisterne. De har sammen to og to vandret op og ned af alle Roms trapper
uden at falde og er nu glade og respekterede. Jeg bliver aldrig trappist og går derfor ikke i hvidt.
Uheldigvis havde vi tæt ved vores hotel den fineste gade i rom, som hedder noget i retning af Confetti og som
munder ud i den spanske trappe. Måske hedder den sådan for den lokkende kalder til spansk trappedans. Det er var dog
ingen, som turde. Demonstrativt sad de allesammen på trappetrinene, unge som gamle, mest de første. De gamle stod
neden for trappen og så op på menneskemyldret i solskinnet og turde ikke tage det første skridt.
Min kone øjner en kirke allerøverst oppe. Den vil hun ind og se og jeg skal med, i hvert fald op.
På hotelværelser rundt om i verden er det først jeg gør at tænde for fjernsynet og se hvor mange og hvilke
kanaler som findes. I Rom var der ikke særlig mange og to af dem transmittede hele tiden fra en gudstjeneste i
Lourde. Men jeg så reklamerne og en af dem fortalte om nogle snekæder som var meget lette at sætte på, og som have
pigge på. I vinters i Danmark så jeg en opfindelse, hvor ældre mennekser, på alder med mig, kunne sætte sådanne
kæder under deres sko så de ikke faldt, altså menneskene. I Rom fik jeg den tanke, at man ogå kunne sætte sugekopper
på sådanne kæder og bruge dem på trapper. Den eneste ulempe er hvis sugekopperne sætter sig rigtig godt fast på et
trin og man ikke kan rokke sig ud af stedet og endda kan læne sig frem og stå vandret ud fra trappen uden at falde.
Min kære kone fik mig godt nok op af trappen. Og hvilken udsigt. Til højre så vi Villa de Medici. Jeg tænkte at
det måtte have noget med medin at gøre og det ville jeg få brug for når jeg skulle ned at trappen. Jeg ved så ikke
om det var bedst med opkvikkende eller sløvende medikamenter, eller begg dele. Og selvfølgelig så vi foran og midt i
det hele Peters kirken. En anden dag, da vi vandrede op til en af Roms store haver ved Borghese, så vi igen midt i
det hele Peters kirken. Mon romerne tænkte: det var ikke godt, at vi slog Peter i hjel; vi bygger et stort pragtværk
til hans ære. Mon Peter tænkte (oppe i himlen): Hvad har de gang i.
Uden tvivl er Peters kirken et pragtværk. Når vi gik over en bro ved Tiberen lå Peters kirken i solkinnet som
et stykke himmel, der var faldet ned på jorden. Set ude fra er Peters kirken himmelsk, men lige så overvældende er
køen af mennesker som vil se kirken indvendig. Vi prøvede i to dage, men køen blev bare større. Selv nonner måtte
stå i kø. Deres fima gav ingen frynsegoder.
Det eneste jeg ikke kan lide ved kirken er den navn. Når man studerer bibebelen videnskabeligt og
lidenskabeligt står der ingen steder, at kristne bygninger skal opkaldes efter Jesus eller hans disciple og da slet
ikke Peter. Han var en snakbasse. Han kunne aldrig holde mund og det kommer der dumheder ud af. Når Peter lovede
noget holdt han det ikke. En dag kom Jesus endda til at bande og sagde til Pter: Vig bag mig Satan, eller måske
bedre oversat: Gå væk fra mig, for Satan. Det var fordi Peter ville forhindre, at Jesus gik til Jerusalem, hvor den
usikre død ventede ham. Peter havde gået sammen med Jesus i tre år og han havde intet forstået, bl.a. at Jesus
skulle dø. Det er ogå svært at forstå,, men så skulle Peter have holdt sig lidt i baggrunden og undret sig ligesom
de anddre disciple. Det er måske i øvrigt det stadig måske særlig i vores tid mest forbavsende, at en kujon,
opportunist og pralhans som Peter måtte være kristen. I et moderne firma var han bleveet smidt ud. Hvad kunne han
bruges til? Han er måske det allerbedste eksempel på, at vi alle kan bruges, nemlig til at blive elsket.
Ude fra så vi Peters kirken fra mange steder i Rom, men vi så intet Fakta. Derimod så vi tre Spar købmænd. Det
har vi også på Pedersholms Allé. Den Spar ligger ca. 100 m længere væk fra os end Fakta, så dér kommer vi aldrig.
Den svarer heller ikke til sit navn. Hos Spar er alle varer dyrere end hos Fakta. Måske er det derfor de tre
butikker i Rom hed Despar. På engelsk betyder despair fortvivlelse. Måske skulle Fakta hedder Kafka, fordi det er
rimelig surrealistisk at komme der.
Der var en trappe hvor man mindst skulle vente det, og som gjorde mig fortvivlet. Da vi havde fået nøglen til
vores værelse og åbnede døren, så vi en trappe og et meget lille værelse. Trappen var ca. på 1 m og med to trin. Jeg
har aldrig set en trappe ligen inden for en dør Værelset var så lille, at der lige kunne stå en dobbelseng og et
lille bord og en lille stol. Jeg fik selvfølgelig den side af sengen som vendte mod trappen. Når jeg om natten eller
om dagen skulle ud på det endnu mindre toilet, måtte jeg kante mig forbi trappen,som kun ventede på et brække alle
mine knogler. Ligner det Italien. De bygger et hus og når de åbner døren til et værelse, ser de, at gulvet ikke
ligger i forlængelse af døren,, men 1 m over og de udbryder: Hovsa, dvs. som nogle ægte romere siger de: Hvad er det
for et værelse, som pludselig ligger i dette hus og ingen har forudse det, selv ikke arkitekten, som er taget hjem
og sover siesta.
Tæt ved vores hotelværelse og vores hotel, så vi et dansk flag på et palæ. Vi læste senere, at det er en
legatbolig til danske kunstnere og forfattere. Måske er det ikke kun romanforfattere, som kan komme i betragtning
men også en enkelt, som skriver postkort. Jeg ved dog ikke om jeg vil søge et legat, for lige inden for døren er det
sikkert rigtig mange trapper, og man må nok ikke få sin kone med, og hende kan jeg ikke undvære, hvor jeg end står
og går.