heldig
04-12-2012
Jeg er af en heldig årgang. Barndom i leg uden heldagsskole. Ungdom i 68, frit tagselvbord og gratis buffet,
men jeg levede med bind for øjnene og holdt tand for tunge, så jeg ikke smagte på alle lækkerbiskenerne. Mit ønske
var at få fem børn, og det kan man ikke få med hver pige man møder. Men jeg mødte en dejlig kvinde, som var lige til
at sætte tænderne i og som også ville have fem børn. Der er dog altid en slange i paradiset. På et tidspunkt havde
jeg fået kræft og forsvandt i kriminalromaner, som jeg læste på original sproget, fordi de var billigere og varede
længere. Nu er der i hundredevis af dem i min kælder.
Da jeg dukkede frem, var kræften skåret væk, bestrålet og måske helbredt. Kort tid forinden havde jeg studeret på
universitetet i en heldig periode, hvor der ikke var tidsregistrering. Jeg kunne forsvinde i bøgerne og modnes og
sluge alt til mig i et tempo, som er godt for fordøjelsen.
Da jeg var færdig og gift, viste det sig, at adoptionsmydighederne så meget alvorligt på min kræft, som jeg havde
haft ti år før. Det kæmpede vi med, mens jeg passede mit arbejde og huggede brænde. Vi levede i en stor uisoleret
præstegård med højt til loftet, men der var gratis brænde, som lå bag præstegårdsladen. Dér lå i hundredevis af
træstammer, som jeg stod ovenpå iført beskyttelsesdragt og sikkerhedssko og høreværn og en larmende motorsav.
Ligesiden har jeg haft ondt i den venstre skulder. Brændefyret i kælderen var meget stort og blev jævnligt fyldt med
brænde. Varmen var så kraftig, at vandet i rørene kunne give sig til at koge. Derfor var der et åbent vindue i hver
stue og dem var der 3 af og radiatorerne stod på fuld varme, for at det ikke skulle banke for meget i rørene. Hvis
det blev for koldt i stuerne, blev brændefyret fyldt op igen.
Endelig måtte adoptionsmyndigheder give efter for vores pres og vi adopterede med to års mellemrum to fantastiske
piger fra Sri Lanka og Indien. Det var en heldig periode, hvor medierne ikke anså adoption for syndigt. Vi kunne
hjælpe en forældreløs pige og en pige, hvis mor ikke kunne brødføde hende, og vi kunne hjælpe os selv, som var
barnløse og brændte efter at give børn alle de kram, som de kunne tage imod. Jeg havde et heldigt arbejde, hvor jeg
selv kunne bestemme og være meget sammen med mine børn. Hvis jeg skal pege på en slange i paradiset i denne periode,
var det menighedsrådet.
Jeg er også i den heldige årgang, som kan få efterløn og har fået det. Slangen her er bureaukratiet. Først skal man
have have efterlønsbevis. Jeg husker ikke om det var tre års lønsedler, som skulle sendes ind. Så skal man ansøge om
at få lønnen udbetalt, og når det er bevilget og man alligevel ikke ser pengene gå ind på kontoen, skyldes det, at
man på en internetside skal indtaste, at man ikke har arbejdet de sidste uger. Det har ingen selvfølgelig fortalt og
indtastningsstedet er så godt skjult, at de færreste kan finde derind. Mon det er en form for jalousi hos
myndighederne. De ved, hvad borgerne i følge loven har ret til, men borgerne skal ikke komme for let til det.
Det må man bøje hovedet for. Når myndighederne har så travlt, er det fordi borgerne, som forståeligt nok ikke
forstår en skid, ofte ringer og spørger myndighederne, som heller ikke forstår en skid og derfor giver forkerte
svar, så borgerne igen må ringe. Og myndighederne sender uforståelige og lange breve. Der er begreb inden for
kunsten som hedder horror vakui. Det betyder frygten for tomt rum, dvs hvis der sendes et A4 ark til en borger er al
pladsen på arket fyldt ud med lange afsnit og der er for en sikkerheds skyld tilføjet endnu en side, som også er
fyldt ud. Hvis ikke brevet er et standard brev, som passer på alle og derfor ikke på den enkelte, må der være
myndighedspersoner som bruger lang tid på at udfylde al tom plads i brevene.
Men selv disse myndigheder må give efter for pres og give den ihærdige borger, hvad han har ret til, så nu har jeg
endnu bedre tid til mine børn, der er blevet voksne og tit besøger os. Når jeg hører hoveddøren blive åbnet,
forlader jeg straks mit studerer- og rygeværelse, og går mine børn i møde og giver dem et kram.
