Undertitel: kampen bølger frem og tilbage.
Mette har haft travlt. Hun har uddelt en del pakker og slået håndslag med kommuner og det private erhvervsliv og
stået skulder ved skulder med dem. Hun har talt om, at hun vil hjælpe de langtidsledige, hvis de svarer på et brev.
Hun har talt med store ord til de unge og
sagt:"
Jeg har intet problem med at sige til unge, at de saftsuseme skal tage en uddannelse, og jeg er også villig til at
sige, at hvis ikke de gør det, så er der ingen kontanthjælp".
Hun mente også i begyndelsen, at hun kunne se resultater: "Den virker for nogen, for vi kan se, at der er nogen, der
kommer i akutjob. Og jeg hører også fra ledige, der siger, at 'før kom jeg slet ikke til samtale, det gør jeg nu'.
Og nogle har også opnået beskæftigelse". Hun siger ikke, hvor mange nogle er. Og efterhånden har hun indset, at
nogle er for få.
Det ser heller ikke godt i regionerne. Der er en region, som melder, at blot
2 af 75
akutjob er gået til to langtidsledige, for arbejdsgiverne gør ikke, som de har slået hånd på. Mange af
arbejdsgiverne kender slet ikke den
hjemmeside*
, hvor akutjob er slået op. Men selv om arbejdsgiverne nærmest har opgivet systemet, og da slet ikke vil ansætte
udfaldstruede, er
Mette
ivrig efter at gavne det danske erhvervsliv. Men virkeligheden ser dyster ud, for det viser sig pludselig, at
antallet af langtidsledige bliver langt større end ventet. I stedet for at få mange ud i job, er problemet med ét
håndslag blev
mangedoblet*.
Der trædes lidt vande. Når de ikke kan få job, skal de have et halvt års uddannelse, for det har de ikke, og hvis de
får det, kan de bedre få et job, selv om en ufaglært aldrig kan blive faglært på et halvt år, højest halvlært.
Kedeligt nok kommer der også på dette område
nye tal*
frem om, at mange af de langtidsledige har både hele, højere og mellemmådige uddannelser, og erhverslivet kan
alligevel ikke bruge dem, for de tager kun de bedste og slet ikke dem, der har brug for det. I stedet for at føre på
point står det altså 0 - 0 for Mette.
Men hun behøver ikke aktiveres. Hun kaster sig ud i et angreb på jobcentrene, som da også roder gevaldigt. De har
fået 332 millioner til at jobkosulenter kan tage hånd om den enkelte langtidsledig og gøre en forskel, men flere
jobcentre synes, at de hellere vil bruge
frivillige*
til at tale med de ramte. Dels skal de ingen penge have af de 332 millioner, som forsvinder i et af kommunens
huller, og dels kan de frivillige gøre jobbet meget bedre end de profesionelle jobkonsulenter, som måske i stedet
triller tommelfingre. Mette ved i hvert fald ikke, hvad de får tiden til at gå med.
Mette angriber jobcentrene med et
frontalangreb*. Det er tydeligt også for jobcentrene selv, at noget er mislykkedes i nogle tilfælde. "Mange
gider ikke snakke med os, når der alligevel ikke er job at få," forlyder det fra et
jobcenter*.
Men alligevel sætter jobcentrene et
kraftigt modangreb
ind mod Mette, som vakler.
Og hun må til sidste kaste handsken på blokken og bede om, at
krigen
stopper. Hun vil have
våbenhvile.
Vi, som har fulgt kampen fra sidelinien, er altså ikke nået et skridt videre og alt er ved det gamle, og ingen ved,
hvad det er.
