I flyet sad vi ved siden af en mor og en far med en lille dreng. Han var vel 10 måneder og kiggede med
forundrede øjne på alt hvad der foregik omkring ham. På et tidspunkt faldt han i søvn i sin mors arme. Hans mor sov
også kun et øjeblik senere. Og drengens lille bløde hånd faldt ud til siden. Helt afslappet, hånden åbnede sig,
fingrene foldede sig ud. I søvnen sitrede fingrene lidt. Jeg kunne ikke holde op med at se på den der lille bløde
åbne hånd.
Så skrøbelig og sårbar, så afhængig og hengiven, så fuldstændig tryg.
Og det slog mig, da flyet kort efter begyndte at hoppe i luften pga. skyer og turbulens, at så sårbar er jeg jo
selv.
Og mens den lille bare sov trygt videre, blev jeg utryg og lidt bange. For så afhængig og afmægtig og udsat har jeg
slet ikke lyst til at være.
Jeg vil hellere være en der klarer mig selv og kan håndtere min verden.
Fra denne
prædiken
