Jeg opfatter retsmødet som borgerens ret til at få prøvet om de fejl, som politiet har begået, er store nok til, at de kan dømmes. Anklageren skulle altså sidde ved det minimale bord midt i lokalet.

Selv om jeg er forurettet, er jeg ikke umenneskelig, og jeg foreslår, hvis der er plads nok, at jeg sidder over for anklageren ved samme bord, som gerne må være et sofabord ligesom ved de møder, hvor en forbryder møder sit offer og siger undskyld. Her lader jeg stå åbent hvem der er hvem. Jeg ville gerne, at vi lod hinanden tale uden at afbryde.

Dommeren kunne være i et baglokale, da der alligevel er rumaflytning og han i øvrigt mener det samme som anklageren.
Da der går 5 minutter over tiden og borgeren venter med mange følelser uden for retslokalet, kunne de bruge tiden til noget fornuftigt, mens de startede op, og kører hele det enorme arrangement med dommerens platform og sæde ud i baglokalet. Da der ingen tilhørere er til et retsmøde, ikke engang min hund var med, kunne alle stole til tilhørere også flyttes ud i baglokalet.

Når retslokalet ikke har vinduer, kan det skyldes, at det ligger midt inde i bygningen, men det kan også skyldes, at borgerne som møder op for at blive talt til, skal føle sig som i et fængsel. De skal have en forsmag på hvad der venter dem.

Jeg foreslår, at der i alle vægge indsættes meget store falske vinduer, som viser udsigt med alperne eller den danske bøgeskov. Teknisk set er alt muligt nu om dage.