web stats


Hvis du har kommentarer
så skriv til
Kirsten Kruchov Sønderby: KKS@KM.DK

Hvis du vil printe siden ud
se her
16. s. e. trin. 12

Ved dåbssamtalen i onsdags i V. Nebel kirke, sagde NN, som er XX dåbsbarns mor, at hun og familien glædede sig til dåben i dag og at de synes det var så rart at komme til gudstjeneste her hos os, for det var ikke så kedeligt, som det kunne være andre steder. Det blev jeg selvfølgelig glad for at høre, og hun fortalte så om engang hun havde været til barnedåb og så havde præsten bare talt om døden. Og jeg forstod hende sådan at hun syntes det var lidt trist fundet på af præsten, når nu det var sådan en glædens dag.

Så da jeg cyklede hjemad tænkte jeg, at nu måtte jeg da også gøre mig lidt umage for at være munter i dag. I ved hvordan det er, når folk har sagt noget pænt til en, så vil man jo gerne leve op til det.

Så I kan nok tænke jer at hjertet sank i livet på mig da jeg satte mig til at læse de ord fra bibelen som tekstrækken foreskriver at jeg skal prædike over i dag. De handler om døden! Om Gud som søger sit menneske i dødsriget såvel som i morgenrøden, som salmisten sagde det i de ord jeg læste før fra det gamle testamente. Om den unge Lazarus, Jesus ven, som er død og om hvordan hele landsbyen og da især hans søstre Martha og Maria sørger og græder over ham.

Så der stod døden altså tungt trampende midt i glæden. Som altid. Hvem ellers"

Og sådan er det jo, man kan ikke holde døden eller mørket væk, ikke for evigt i hvert fald. Det hører med, også midt i glæden.

Og da jeg læste igen slog det mig at netop de ord fra biblen som vi skulle høre i dag og som jeg skulle sige noget om, jo er noget af det smukkeste, stærkeste og mest livsbekræftende vi har. Ja de ord Jesus siger midt i fortællingen om Lazarus og hans søstre; nemlig "Jeg er opstandelsen og livet, den som tror på mig skal leve om han end dør. Og enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø" de ord er blevet kaldt det lille evangelium. DVS: de kan ses som en slags koncentrat, et centralt udsagn som samler hele kristentroen i sig. Budskabet er at døden, hvor afskyelig og skræmmende og led den end er, ikke får det sidste ord. Lazarus bliver gjort levende igen. Jesus gør ham levende igen for at råbe det ud over alt og til alle at døden ikke har den endelige magt.

Det kan godt være at vi skal dø, ja det kan ikke bare godt være, det er sådan; Vi skal dø.

*Og* vi skal leve, for Jesus siger at han er opstandelsen og livet og den som tror på ham, skal leve om han end dør.

Jeg har, ligesom mange af jer, siddet hos elskede mennesker og set på deres ansigt og vidst at jeg aldrig skulle høre dem sige et ord til mig mere, aldrig mere se det særlige glimt af glæde i deres øjne, som altid kom når de så mig, aldrig mere mærke deres arme omkring mig"og jeg har tænkt, død og borte, døden vandt.

Og samtidig så har jeg denne tro, det håb, som jeg ikke selv har opfundet eller bestemt, men som Gud giver, at døden ikke vinder, at Gud vinder, at kærligheden er og lever evigt og at vi, den jeg mistede og jeg, vi skal ses igen.

Det ene og det andet, to modstridende sandheder. De hører begge med, disse to sandheder. Samtidigt!

Som en jeg kender, altid siger; at blive følelsesmæssigt voksen handler bla. om at leve med, at der altid er mindst to ting der er sande samtidig.

Lazarus lever indtil han dør og Lazarus lever evigt.

Lazarus og du og jeg, er uendeligt skrøbelige og Lazarus og du og jeg, er uendeligt trygge.

Og i forlængelse af dette har jeg lyst til at fortælle jer noget andet.

I tirsdags rejste jeg, efter et par helt vidunderlige dage i Barcelona, sammen med min ældste datter, hjem mod Danmark.

I flyet sad vi ved siden af en mor og en far med en lille dreng. Han var vel 10 måneder og kiggede med forundrede øjne på alt hvad der foregik omkring ham. På et tidspunkt faldt han i søvn i sin mors arme. Hans mor sov også kun et øjeblik senere. Og drengens lille bløde hånd faldt ud til siden. Helt afslappet, hånden åbnede sig, fingrene foldede sig ud. I søvnen sitrede fingrene lidt. Jeg kunne ikke holde op med at se på den der lille bløde åbne hånd.

Så skrøbelig og sårbar, så afhængig og hengiven, så fuldstændig tryg.

Og det slog mig, da flyet kort efter begyndte at hoppe i luften pga. skyer og turbulens, at så sårbar er jeg jo selv.

Og mens den lille bare sov trygt videre, blev jeg utryg og lidt bange. For så afhængig og afmægtig og udsat har jeg slet ikke lyst til at være.

Jeg vil hellere være en der klarer mig selv og kan håndtere min verden.

Men hvis flyet styrter ned så er både baby og jeg jo døde og borte. OG hvis min Lazarus dør, så er jeg jo lige så knust og ked af det som Martha og Maria var det.

Og dér, lige der er Jesus. Og han græder med Martha og Maria og med dig og mig.

Og så lærer han os noget om sårbarhed og tryghed, synes jeg.

Nemlig at sårbarheden ikke kun er en forbandelse men også en gave. Ham den lille som sad hos sin mor i flyet, han kunne ikke andet end give sig hen til sin mors omsorg og ikke engang søvnen kunne han modstå. Han måtte bare overgive sig. Og hvor var det godt. Han sov trygt, med sin lille bløde hånd udstrakt mod verden.

Præcis den samme tillid og hengivenhed, afhængighed og sårbarhed har Jesus i forhold til sin far Gud. Han ved at Gud hører ham. Han ved at Gud passer på ham og hjælper ham. Han ved at Gud er livets og kærlighedens Gud. Han er Guds barn.

Og det er det Han, Jesus, vil at vi skal dele med ham. Det er det han vil give os at tro. Og det er det dåben handler om, at vi må være Guds børn og vi er det!

Sårbarheden, skrøbeligheden og hengivelsen, er en gave for den er vejen til Gud.

Amen.


Sat på Præstesiden
http://mogensagerbo.dk
af præst Mogens Agerbo Baungaard email
til forside